Bloggen

For femte år i træk satte Helle og undertegnede os godt til rette i salen på Bygholm i Horsens, hvor Børnekonferencen 2015 endnu engang blev sat i gang af Lisbeth Zornig.

Overordnet fokus på konferencen var, hvordan voksne ser på børn og især hvordan vi taler om dem. Det at tale om børn, om det er børn med udfordringer eller helt almindelige unger, synes at gå igen i alle oplæg i år.

Hvis man bliver skilt og ikke har noget pænt at sige om sin eks, skal man i al fald IKKE dele det med sine børn!

De tanker og følelser, man har omkring egen eller andres skilsmisse, er måske ikke alle sammen nogle, man deler med børn ....

Det at hun var blevet skilt, gjorde hende stolt, stolt over at hun var så modig, over at hun ikke lod frygten standse sig. Og det var jo ikke fordi hun ikke havde mange ensomme nætter, hvor alt var træls og tungt og ensomt – men som hun skrev, så blev hun ved med at tænke, at det nok blev bedre i morgen, og det blev det. Selvom det ikke direkte involverer børnene, så gør det nok alligevel, og måske nogen af jer kan finde trøst og have glæde af at læse den bog?

Vores direktør Helle L. Petersen og jeg var med på Børnekonference 2012 i Horsens den 20. marts, og det skulle vise sig at blive en rigtig god og spændende dag.

Der var mange fine indlæg, bl.a. fra formanden for KL og Horsens borgmester Jan Trøjborg, og fra formanden for Børneråddet Lisbet Zornig Andersen og så blev Benny Andersen prisen også uddelt af Per Schultz Jørgensen og Benny Andersen.

Det var dog især indlæg fra ungdomspsykiater Søren Hertz og Dr. Phil og forsker Kari Killén der optog mig, og som jeg oplevede have en stor relevans for delebørn.

Dog tænker jeg at delebørn er ekstra sårbare når far og mor ikke kan tale sammen på en ordentlig måde, for netop delebørn har meget brug for at der er kommunikation mellem deres to hjem, så de på den måde får en sammenhæng og en kontinuitet i deres liv. Samtidig er det vigtigt, at børnene ikke skal stå med det store ansvar det kan være at skulle huske de mange ting der skal huskes i en travl hverdag, og det er jo ofte det der sker hvis far og mor ikke kan tale sammen.

En ide kunne være, at tvinge de voksne til at møde op til mægling hos statsamtet eller en mæglingsinstans, der måske kunne blive oprettet til formålet? Samtidig kunne man jo pålægge forældrene, at tage et PREP kursus i hvordan man er en ansvarlig forælder overfor sit barn. Jeg tænker i al fald det ville være mere konstruktivt at tage fat i forældrene og helt sikkert mere hensynsfuldt og respektfuldt overfor dem som altid står i midten af konflikten – nemlig børnene.

Hmm, på en måde er det måske helt som det skal være, og samtidig, så virker det alligevel lidt forkert? Eller hvad? Kan man være forældre hver anden uge, eller er forældreskabet ikke noget man kan tage fri fra? Hvad synes I?

For hvordan kan et voksent menneske lægge sag an mod sin 14 årige søn, altså forsøge at tvinge sit barn til samvær ved rettens hjælp? Hvordan kan nogen tro, at man kan tvinge et barn til kærlighed? For det var vel det faderen ønskede sig, at få lov til at elske sin søn og få sin søns kærlighed igen? Der var sikkert alle mulige nuancer og detaljer gemt i den sag, måske antagelser om, at det kunne være moderen der påvirkede sønnen til ikke at ville se sin far? Hvem ved.

Det jeg kan høre når jeg hører historien er, at mændene føler de giver penge til deres ekskone, og ikke til deres børn. Jeg er ikke noget økonomisk vidunder, men hvis jeg sætter mig ned og regner ud hvad det koster at have børn, tøj, mad, biograftur, slik, skoleudflugter, fodbold, spejder, dans, sang, bøger, telefon etc etc etc. listen er uendelig, så kan jeg da regne ud at børnepengene på ingen måde dækker de udgifter der faktisk er forbundet med at have børn. Så den logik holder helt enkelt ikke i mit regnskab. Den her historie er ikke ment som et angreb på mænd generelt, jeg kender heldigvis også rigtig mange mænd, der selvfølgelig betaler og tager det ansvar de skal.

Lige knap 80 % af de danske børn i femte klasse, mener ifølge en ny undersøgelse foretaget af Børnerådet, at en ”rigtig” familie, er sådan en hvor far, mor og børn bor sammen! En sammenbragt familie er altså ikke en rigtig familie i de fleste børns univers. Det bliver der kommenteret på i en artikel i Politiken, og der bliver givet bud på hvorfor mon børn i femte klasse har den opfattelse?

De siger det er umuligt at finde pengene, og at skilsmisse børn må blive påvirket ligesom alle andre dele af samfundet. Men når man tænker på hvad der ellers bruges penge til kan man godt blive gal i skralden. F.eks. gav man rask væk penge til banker for nogle år siden (via bankpakken), de blev dediceret belønnet for at have handlet uansvarligt og været grådige, og i samme banker sidder stadig de samme direktører, nu bare med endnu højere lønninger, betalt af skattefar. Det er helt enkelt ikke i orden med den form for prioritering – at lade skilsmissebørn, hvis forældre ikke kan blive enige, betale gildet.... Hvis det ikke var så sørgeligt, var det jo næsten komisk – en omvendt Robin Hood - tag fra de fattige og giv til de rige – i vækstens navn.............

Og jeg ved godt at mange vil blive lidt provokeret af det følgende, men skal jeg være helt ærlig, så synes jeg faktisk, at børnene skal være med til at bestemme, hvis de har alderen til det!

Altså, jeg synes vi skal mere end lytte - vi skal nemlig også give dem stemmeret...........

Statsamtet blev blandet ind som tredje part da der bare ikke kunne opnås enighed. Da barnet havde bopæl hos sin mor, var svaret fra statsamtet, at det faktisk var mor der havde ret til at holde konfirmationen. Men efter henvendelse fra far, reviderede de deres opfattelse. For barnet skulle konfirmeres på den søndag hvor barnet var hos sin far, og selv om samme søndag var skiftedag, mente de nu at barnet var stor nok til at blive spurgt om hvem af forældrene barnet selv synes skulle holde konfirmationsfesten. Det betød at de ville indkalde barnet og høre barnet om hvad det bedst kunne tænke sig.

For nylig fik jeg et brev fra en amerikaner der havde været inde på delebarn. Hun havde læst en af mine artikler, (sikkert fået den oversat via google), og hun ville bare gøre mig opmærksom på en bog der hed ”Stepmonster”. ”Stepmonster” handler om at være bonusforældre, og hun var selv for nylig blevet bonusmor til sin kærestes lille dreng. Hun var noget frustreret over det jeg havde skrevet, da hun følte hun som bonusmor havde svært ved at få en plads, hvis barnet helt tiden skulle være i centrum og alt skulle dreje sig om barnet.

Jeg læste i dag om et pilotprojekt Center for Familieudvikling har lavet, der handlede om at se hvorvidt det kunne være en god ide, at hjælpe skilsmissebørn ude på skolen ved, at danne børnegrupper, hvor de børn hvis forældre var blevet skilt kunne mødes og fortælle og lytte til hinandens erfaringer. Altså et forum hvor børnene kunne se, høre og opleve at de ikke var alene i verden. At der var andre børn der som dem havde sorgfulde tanker, andre børn der synes det var til at tude sig ihjel over at far og mor ikke længere elskede hinanden. At der var andre børn der havde skiftet skole og savnede den ene forældre fordi de nu kun kunne ses hver 14 dag, eller andre børn der skammede sig fordi de ikke havde en helt rigtig familie længere, men bare en mor og far der ikke engang kunne tale ordentlig sammen.

Julen er snart over os, og for delefamilier kan det være en prøvelse at få alle ender til at mødes, at få organiseret hvornår og hvordan vi skal være sammen med vores børn. Hvordan gør vi den her tid hyggelig og rar, både for os selv og for vores børn? Som udgangspunkt har børn brug for både at se mor og far, også i julen, men samtidig er forventningerne høje og arrangementerne måske så mange, at risikoen for at børnene ligesom bliver fanget i midten, og ender med at få stress, stiger her i højtiden.

Historien handler kort fortalt om to kvinder, der hver især påstår, at et spædbarn er deres. De river og flår i barnet, og vil begge have det. Til sidst får de foretræde for Kong Salomon, der som øverste myndighed skal bestemme, hvad der skal ske med barnet. Kong Salomon hører begge kvinders historie, hvor de hver især fortæller, at barnet er deres, hvor højt de elsker det, og hvorfor de synes, de selv skal have barnet. Da han har hørt begge parter i sagen, tænker han længe over, hvordan han skal dømme, det virker til at være umuligt.

Jeg har lyst til, at fortælle, at her mange år inde i en ny familie, hvor jeg både fik et ekstra barn og måtte lade en anden person få lov til, at komme tæt nok på mine egen to, til at blive en del af min lille familie, oplever jeg det som en enormt stor gave med den mangfoldighed vi som familie repræsentere.

Fra den ene oprindelige familie havde man altid haft en regel om at børnene skulle spise op, mens det aldrig havde været noget man praktiserede i den andens oprindelige familie. Og nu sad de så der ved middagsbordet alle sammen, og kunne ikke blive enig om hvis regel var den bedste, at børnene spiste op, eller at de spiste til de ikke kunne have mere i maven og lod resten ligge?