Bloggen

Sv: Måske provokerende, men helt ærlig !

Nej du er ikke spor provokerende! Det er da et fint emne at bringe til diskussion.

Du skriver at du synes, at børn bør have stemmeret, hvis de har alderen til det. Hertil bliver jeg nødt til at spørge: Hvornår har børn alderen til at bestemme selv?
For mig at se er det for børn et tungt åg at skulle bære på sine skuldre, at have medbestemmelse i de (desværre ofte betændte) sager, der følger i kølvandet på forældrenes brud.
Ikke nok med at man kan komme i en voldsom loyalitetskonflikt, risikerer børnene også at forældrene forsøger at påvirke deres beslutning. Dette virker umiddelbart meget uhensigtsmæssigt! Jeg tror desværre at det er rendyrket utopi, at tro på, at forældrene forholder sig 100% neutralt og lader børnene træffe deres valg, eller endnu bedre støtter dem og hjælper dem til at se sagen fra alle sider. Det ville måske være tilfældet i ganske få fornuftige familier, men i de fleste tilfælde ville barnet nok ende med at blive mere splittet end hvad godt er.
Mine stedbørn er hhv 8 og 10, og de er i hvert fald for små til at have medbestemmelse, vil jeg mene. Mine stedbørn er søde og intelligente, men jeg tror ærlig talt, at de ville svare som vinden blæser. Hvis de netop har haft en succesfuld weekend hos os, ville de sikkert ønske at trække teltpælene op og flytte til Århus. På andre tidspunkter, fx senere på ugen, hvor det er længe siden de har set os (min mand og jeg) ville de sikkert helst blive hos deres mor. Er i øvrigt (desværre) sikker på at deres mor og stedfar ville kæmpe en brag kamp, for at vende dem imod deres far og mig, og dette ville være ødelæggende for børnene.
Jeg kan ikke umiddelbart se, at mine stedbørn skulle kunne være rede til at tage sådanne vigtige beslutninger indenfor de næste par år. For mig at se er fordelen (men selvfølgelig også noglegange ulempen) ved at være barn, at man ikke skal bryde hovedet med alt for svære beslutninger.
Jeg tror at det langt hen ad vejen er en god idé, at forældrene (og evt Statsamtet) sørger for fornuftige rammer for børnene. Når børnene så når en vis alder (fx 16 års alderen), hvor det sociale liv med vennerne osv. får en stor betydning, kan de (på linje med børn fra ganske almindelige kernefamilier) forhandle og diskutere med forældrene omkring undtagelser, ombytning af weekender osv., så de ikke går glip af fester og lignende.
Jeg er nok lidt grøn på området, da mine stedbørn endnu er så unge, men jeg er spændt på at høre andres holdning til sagen.

Jeg synes at det ville være dejligt, hvis børnene vidste hvad der var til deres eget bedste, men det tror jeg ikke altid at de ved, og derfor synes jeg ikke at de skal bestemme selv.

Kh AM

Sv: Måske provokerende, men helt ærlig !

Tak for din kommentar, dejligt med noget at tænke over.
Jeg tænker faktisk at de allerede omkring 8-10 års alderen skal ind og have medbestemmelse og stemmeret. Og det er måske tidligt, men jeg tror rigtig mange børn i den alder ved en masse om hvad de har lyst til og ikke lyst til. Jeg tænker ikke de skal have lov at flytte fra hjem til hjem, eller tage den slags store og uoverskuelige beslutninger, og har man skolebørn og bor langt fra hinanden er der jo praktik der ligesom er bestemmende for en del - men jeg tænker forældre skal være åbe og fleksible og lade børnene få indflydelse. Samtidig peger du jo på den svage del af det synspunkt, for hvad nu hvis mor og far ikke evner at sætte sig selv til side og istedet slås om børnene og slås for hver især at få "mest" - og du har helt ret, lige der kan børn komme frygteligt i klemme, i loyalitetskonflikt, hvis de bliver spurgt, hvad de helst vil - hvilket rigtig mange børn har erfaret siden den nye forældreansvarslov trådte i kraft i 2007 -
Så vi må endnu engang konstatere, at den der med at der er én eneste side af en sag, nok ikke holder i retten.
Kh
Renée

Sv: Måske provokerende, men helt ærlig !

Sjovt nok kommer jeg til at tænke langt tilbage i tiden pga. denne problemstilling. Jeg blev alene med mine børn, da de var hhv. 4 og 8 år. Og lige præcis omkring 8-9 års alderen for begge børns vedkommende, fik jeg den der med "jeg vil hellere bo hos far", når jeg satte grænser. Jeg spurgte en meget kompetent psykolog, som jeg kendte i forvejen, om hvad jeg skulle stille op med det spørgsmål. Og svaret var ganske enkelt "tag spørgsmålet alvorligt". Børnenes far var ikke synderligt engageret i deres liv, men det var alligevel med hjertet oppe i halsen, da jeg som den første, tog den store alvorlig, og bad hende tænke over, hvor hun virkelig gerne ville bo. Forklarede hende, at det var en stor beslutning, at jeg selvfølgelig gerne ville have, at hun blev boende hos mig, men at det var hende, der skulle beslutte, hvor hun, helt inde i hjertet mente, det ville være bedst for hende at bo, lige indtil hun blev voksen. Jeg bad hende vente med at bestemme sig til næste dag, simpelthen fordi det var en meget vigtig beslutning hun skulle tage.
Næste morgen sagde hun "Mor, jeg tror altså at det er bedst, hvis små piger bor hos deres mor". Hun har aldrig stillet spørgsmål om, hvor hun skulle være siden. Senere gentog akkurat samme situation sig med lillesøster, der kom frem til samme konklusion. De vidste jo godt, på trods af deres alder, hvor de alt i alt ville trives bedst.
Jeg siger ikke, at børn ikke kan manipuleres, men det er vel statsforvaltningens vigtigste opgave, at gennemskue hvis det finder sted. Og stiller man spørgsmålene på den allermest ærlige måde, får man sikkert også det mest ærlige svar.

Sv: Måske provokerende, men helt ærlig !

... blot et enkelt lille pip...
Jeg kan ikke huske nogensinde i mit liv at have skullet gøre noget så afskyeligt svært, som da jeg som cirka 9-årig (bydende nødvendigt af mange grunde) skulle fortælle min mor, at jeg hellere ville bo hos min far...

Sv: Måske provokerende, men helt ærlig !

Jeg selv er skilsmisse barn også, min mor og fars ægteskab var meget hårdt.
Jeg var 10 da de blev skilt. Og den gang var det sådan at når man blev 12 kunne man selv bestemme hvor man ville bo. To dage efter min 12 års fødselsdag kom min far og spurgte mig hvor jeg ville bo, jeg sagde ham, og vi gik igang med sagen om at jeg skulle flytte hjem til ham.
Han fik en større lejlighed og alt var klart til at jeg skulle flytte ind. Men i den tid der blev gjort klar hos min far, fik min mor på en måde manipuleret mig til at jeg skulle blive hos hende. Jeg var kun 12 og jeg kunne ikke bære den byrde på mine skuldre. Det nåede aldrig at ske, for jeg ombestemte mig i sidste øjeblik og blev hos min mor, som jeg nu i 18 år har fortrudt. Så jeg mener man skal snakke med sine børn, men man skal virkelig passe på...

Knus Linse

Sv: Måske provokerende, men helt ærlig !

Ja, Linse - man skal snakke med sine børn, men man skal ikke manipulere dem - det vil der aldrig, aldrig komme noget godt ud af.
I mig har spørgsmålet "er det i barnets - eller i min egen interesse?" altid været drivkraften - måske, fordi jeg selv er et "sølle" skilsmissebarn, der har følt mig alvorligt klemt i loyaliteten mellem mine forældre... Tror altså snart, jeg skriver en bog om det ;) - altså bare måske :D

Sv: Måske provokerende, men helt ærlig !

Uha, jeg synes, det spørgsmål er et svært et. Jeg er selv skilt fra min næsten 4-årige datters far, og har boet alene med min datter i 2 år nu. Dog har hun samvær med sin far hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag.
Allerede nu, synes jeg godt, jeg kan få en føler på, hvad min datter helst vil bl.a. med hensyn til samvær med hendes far (heldigvis elsker hun sit samvær hos far og hans forlovede - men kommer dog nogle få gange selv og siger, at hun ikke vil op til far mere). Men samtidig så tænker jeg, at hendes respons på mine følninger, sikkert tit er et resultat af henholdsvis en træls/kedelig eller en supersjov weekend hos far under sidste samvær. Eller hendes svar kan være et resultat af, at hun måske er træt eller lidt irritabel - i sådanne situationer får man jo tit en respons, som måske ikke er helt holdbar. Og hold nu op, hvor skal man være forsigtig med, hvordan man spørger. For får barnet den mindste følelse af, at de risikerer at såre een, så tror jeg altså også, at barnet "snakker een efter munden".... forstå mig ret :) Og det gælder jo ikke kun for små/mindre børn, men også for de større. Og uden at den ene eller begge forældre nødvendigvis forsøger at "manipulere" barnet, så har de fleste børn altså en ganske veludviklet sans for, hvordan deres forældre vil reagere på en given situation, og tager derfor mere eller mindre ubevidst en beslutning, som sårer mindst muligt eller skaber mindst muligt problemer. Jeg tror faktisk lidt jeg står med et ben i begge lejre her.