Bloggen

Skrevet af: Renée Toft Simonsen
27-03-2015 10:27 

For femte år i træk satte Helle og undertegnede os godt til rette i salen på Bygholm i Horsens, hvor Børnekonferencen 2015 endnu engang blev sat i gang af Lisbeth Zornig.

Overordnet fokus på konferencen var, hvordan voksne ser på børn og især hvordan vi taler om dem. Det at tale om børn, om det er børn med udfordringer eller helt almindelige unger, synes at gå igen i alle oplæg i år.

Thomas Adelskov, formand for KL´s social og sundhedsudvalg, borgmester i Odsherred kommune, bød velkommen og så gik første oplægsholder Rasmus Alenkjær, psykolog, PHD og forfatter på podiet. Overskriften på hans oplæg var; Fra ekskluderende fortællinger til ansvar for fælleskab.

Rasmus Alenkjær arbejder narrativt, det vil sige med fortællinger. Netop det at arbejde med fortællinger interesserer selvfølgelig mig, da jeg er forfatter, og selv fortæller historier hver dag. Det er dog nogle andre fortællinger end de fiktive der interesserer Rasmus Alenkjær - nemlig dem der har med virkelige børn at gøre, f.eks. på en arbejdsplads, som en skole eller en børnehave. Hvordan laver man fortællinger på en arbejdsplads, og er de fortællinger vi laver konstruktive for det arbejde vi er i gang med at udføre og de mål vi ønsker at bevæge os hen imod?

Fortællingen har selvfølgelig en kontekst, f.eks. lærerværelset, og den der fortæller vælger til eller fra i fortællingen som det passer ham/hende. Dette synes jeg var yderst relevant også for skilsmisse familier, for her er der selvfølgelig også en kontekst og en voksen der fortæller, og som vælger til og fra i den fortælling vedkommende vælger at fortælle. Vi kan som voksne vælge at fortælle ekskluderende fortællinger eller inkluderende fortællinger.

At fortælle ekskluderende historier betyder, at en person på lærerværelset, eller i familien, siger noget negativt, og den anden person går med på historien og fortæller også noget negativt. Vi går sammen om at tale negativt og snart har vi en fortælling om et barn som ikke er særlig rar. "Hun er et mærkeligt barn, hendes mor er også dum, hun går i noget underligt tøj, hun lugter også virkelig grimt. Når vi fortæller ekskluderende kan vi også vælge at gå ind i det Rasmus Alenkjær kalder, at fortælle trumfhistorier. Her overgår de to der samtaler hinanden i, at fortælle noget negativt om barnet.

Alle mennesker bliver trukket ind i negative fortællinger ind imellem - alle kender det, og grunden til at det sker, er bl.a. fordi vi mennesker elsker at være sammen med hinanden, og fordi der ikke er meget i verden der er nemmere at være sammen om end; vi er de gode og de andre er de dumme! I den meget menneskelige mekanisme er det, at eksludere andre gennem samtalen, et godt redskab.

Rasmus Alenkjær gav en del eksempler på ekskluderende fortællinger i professionel sammenhæng, hvor pædagogen eller læreren havde forskellige muligheder for at afvise at involvere sig og gøre noget positivt, og flere gange blev der grinet i salen, da folk genkendte sig selv i eksemplerne. Pointen var selvfølgelig, at vi skulle blive opmærksomme på den måde vi taler om børn, hinanden, et problem. Taler vi på en måde der er konstruktiv og løsningsorienteret, eller taler vi på en måde der er ekskluderende og dermed ikke befordrende for det mellemmenneskelige? R. Alenkjær har skrevet en bog "Narrativ teamrefleksion", hvis nogen skulle have lyst til at fordybe sig yderligere.

Næste oplægsholder var Ida Schwartz, Cand psych, phd og lektor. Hendes oplæg handlede om det at have konflikter med og om børn og hendes ærinde var at se det fra børnenes perspektiv. Igen måtte jeg konstatere, at selvom oplægget var rettet mod det professionelle voksne liv sammen med børn i institutioner, så kunne indholdet meget nemt overføres til voksne og børn i en delefamilie, hvor konflikter med og om børn for nogle familier er hverdagskost. Og hvor især børnene kunne have brug for, at vi voksne ser det lidt mere fra deres perspektiv når bølgerne går højt.

Igen i år blev Benny Andersen prisen  uddelt, og den gives til en person eller social organisation der har gjort en forskel for et eller flere børn.

De nominerede og vinderne i rækkefølge var;

1. Danny Hansen og Brian Nielsen - SSP konsulenter i Sorø kommune - fra vugge til krukke....

2. Marianne Bitch - Initiativtager til sponsorpas -

3. Carsten Dam, Brian Madsen og Jane Lyngvig - Karateklub, heldagsklub i Esbjerg, der hjælper hele dagen, hele ugen - også nytårsdag..

Efter Benny Andersen prisen var der oplæg af Gry Rambusch, der indledte med at kalde sig selv "Børne-advokat", hvilket jeg synes var fantastisk. Enhver der arbejder med børn ved, at der samfundsmæssigt ikke er den store prestige i arbejdet, og at det som regel heller ikke er særlig godt betalt, så det at ønske at være børnenes advokat vidner om, at hun brænder for det hun laver. Gry Rambusch arbejder særligt for udsatte børns rettigheder, i det hun selv er vokset op under svære vilkår.  Men Gry Rambusch er mønsterbryder, hun fik sig selv anbragt da hun var ganske lille, og formåede trods sine vilkår, at tage en uddannelse som advokat. Hun fortalte at hun skrev dobbeltspeciale om sin egen anbringelse, og så viste hun salen to bøger, som er hendes bibel. To bøger om børns rettigheder. Hendes egen oplevelse er, at de rettigheder ikke blev overholdt da hun var barn og det gør de heller ikke over for udsatte børn i dag. Af forskellige grunde kan det åbenbart være meget svært for voksne mennesker, at tage børns rettigheder alvorligt.

Gry Rambusch fortalte en barsk historie om pigen Laura, hvor hun kom med det ene eksempel efter det andet på, at Lauras rettigheder ikke er blevet overholdt. En af hendes hovedpointer med historien var, at alt for ofte blev Laura slet ikke spurgt, når der blev taget en beslutning om hendes anbringelse, skolegang etc. Ofte var der ingen der lyttede til det Laura sagde om hvad hun kunne have brug for.

Gry Rambusch kamp er derfor at vi, de voksne, behandlerne, forældrene, pædagogerne, lærerne etc. skal blive opmærksomme på at spørge barnet, og når vi spøger, skal vi lytte til det barnet siger. Det lyder indlysende, at vi skal spørge og lytte til børnene, men alt for ofte glemmer vi det.

Selvom indlægget handlede om udsatte børn, så er de rettigheder der står i bøgerne gældende for alle børn, og jeg ved at det ofte er sådan, at heller ikke delebørn bliver spurgt eller lyttet til når far og mor beslutter at gå hver til sit. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at selvom Gry´s kamp handlede om udsatte børn, så kunne den holdning hun gav udtryk for, måske også inspirere forældre i helt almindelige familier til også at lytte til deres børn?

Sidste indlæg på konferencen var af Steen Wackerhausen, professor i filosofi ved Århus universitet og Universitetet i Nordland.  Oplægget handlede om humansprogets nødvendighed og om hvordan menneskesproget får mindre og mindre plads i vores samfund. Med menneskesproget mener han, det sprog, der er knyttet til det levede liv, sprog der handler om omsorg, vrede, glæde, at noget gør ondt etc. Altså ord vi kun kan forstå i kraft af, at vi er en person, og som i det management sprog der bliver mere og mere udbredt, også i skoler og daginstitutioner, ikke længere synes at have stor værdi.

Steen Wackerhausen talte om en tendens i vores samfund til at dehumanisere sproget. Hvilket vil sige, når vi taler om mennesker, på en måde, som ikke er menneskelig, som ikke har menneskelige kvaliteter. Hans oplæg havde bl.a. også fokus på de voksne som værende konstruktive bidragere til børns liv og fælleskaber, den måde vi taler om og til børn. Og ikke mindst vigtigheden af, at vi som voksne er opmærksomme på den rolle vi spiller, når vi f.eks. fortæller negative historier om og til børn. En af hans pointer var, at det er de voksne der har ansvaret og dem der sætter dagsordenen i børns liv, og det gælder både forældre og professionelle.

Dermed sluttede konferencen med det samme budskab som den begyndte med; at sproget vi voksne bruger om og til børn, har uendelig stor betydning for deres liv og velbefindende. Oversat til det her forum på delebarn, så var konferencens indhold, at det er afgørende for vores børn, at vi tænker over hvilke ord vi bruger når vi taler til og om hinanden, og ikke mindst når vi taler til vores børn. Det er yderst vigtigt at vi er opmærksomme på hvordan vi vælger at beskrive det som sker i børnenes og vores eget liv. Altså at vi er omhyggelig med hvilke ord vi lægger vægt på, når vi formidler egne, og eller barnets ønsker, og når vi forsøger at få en hverdag til at fungere i en delefamilie. Vi må ikke gemme os bag sproget, fremmedgøre hinanden v.h.a ord, men i stedet skal vi være konstruktive i vores ordvalg og den måde vi kontakter hinanden, og vi skal bruge sproget på en ordentlig og respektfuld måde til at undersøge om den praksis vi har fungerer som den skal for alle parter - også børnene.

Trackback Udskriv

Placering: Blogs Renée Toft Simonsen

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller