Hvordan kan nogen tro, at man kan tvinge et barn til kærlighed?
okt
17
Skrevet af:
Renée Toft Simonsen
17-10-2011 13:35
For nylig var jeg på konference om det delte barn – en konference arrangeret af SFI (Det nationale forskningscenter for velfærd). Og det var virkelig en fantastisk oplevelse, at se så mange gode og professionelle mennesker samlet på et sted - alle med delebarnet på hjertet. Da vi begyndte her på delebarn for to år siden, var sådan en konference lige hvad vi ønskede os. Fokus var på delebarnet, hvornår og i hvilken slags deleordning lige netop sådan et barn trives bedst? Og viden om det, er lige nøjagtig hvad vi har brug for når vi går fra hinanden og skal deles om vores børn.
Der var særligt én historie der satte sig fast hos mig, og den handlede om en far der lagde sag an om delt forældremyndighed, fordi hans teenagesøn ikke ønskede at se ham. Jeg sad længe og tænkte over det og var i grunden fuldstændig forpustet bare ved tanken. For hvordan kan et voksent menneske lægge sag an mod sin 14 årige søn, altså forsøge at tvinge sit barn til samvær ved rettens hjælp? Hvordan kan nogen tro, at man kan tvinge et barn til kærlighed? For det var vel det faderen ønskede sig, at få lov til at elske sin søn og få sin søns kærlighed igen? Der var sikkert alle mulige nuancer og detaljer gemt i den sag, måske antagelser om, at det kunne være moderen der påvirkede sønnen til ikke at ville se sin far? Hvem ved. Men drengen var en stor dreng, på vej til at blive voksen, med egne meninger og eget liv, og han havde efter min mening al ret i verden til at mene det han mente.
Senere samme dag holdt en psykolog foredrag på baggrund af nogle af alle de udtalelser der var at finde i den rapport SFI havde udarbejdet, og der hæftede jeg mig særligt ved to udtalelser fra børn i en 7/7 ordning: Det er ligesom at skulle starte forfra hver gang – noget er sjovt et sted, men ikke det andet? En anden havde sagt: Jeg er en helt anden til at starte med, som om der er to mig.
Det at skulle omstille sig fra det ene hjem til det andet kan altså være særdeles problematisk for nogle børn, de kan få en helt konkret følelse af at være to personer – som i der er to mig´er. Det fik mig til at tænke på hvad vi forældre kan gøre for at lette overgangen fra en kontekst til en anden? Så vi ikke ender med børn der bare bliver alt for dygtige til at tilpasse sig, børn der også på det indre plan og når de går videre ud i livet er splittede i to, eller børn der til sidst bare siger fuldstændig fra overfor samvær, som den dreng på 14 der ikke længere ville se sin far?
Jeg tror én af de ting vi kan og skal være meget opmærksomme på når barnet kommer tilbage fra den anden forældre er - hvem er det der skal tilpasse sig og hvor meget? Træder mit barn ind i et miljø hvor det bare skal skynde sig ind i rutinen og det som er her, eller er der plads i vores hus, i vores familie til, at der kommer noget udefra, en forandring, et frisk pust, et menneske som har noget andet med end det vi har sammen lige her, lige nu? Kunne VI måske tilpasse os det menneske der træder ind af døren, møde det og være åben overfor hvad det end har med til os?
Kærlig Hilsen
Renée
3 kommentar(er) indtil nu...
Sv: Hvordan kan nogen tro, at man kan tvinge et barn til kærlighed?
Kære Renee. Tak for dit superskarpe indlæg.
Jeg er fuldstændig enig med dig i dine betragtninger.
Kærlig hilsen Henny
Af henny nørgaard,
17-10-2011 21:59
|
Sv: Hvordan kan nogen tro, at man kan tvinge et barn til kærlighed?
Tak for indlæg. Jeg var der selv og allermest skar historien mig i hjertet - hvor trist er det det dog ikke at måtte tvinge sine egne børn til at være sammen med sig..........og hvor trist er det ikke at det kan lade sig gøre, det var jo et stort barn, en teenager der var tale om.
"Bag enhver konflikt ligger der en frustreret drøm"
Af Gammelmor,
29-10-2011 11:43
|
Sv: Hvordan kan nogen tro, at man kan tvinge et barn til kærlighed?
Hej René
Om børnene skal tilpasse sig eller om hjemmet skal?? Hmmm.. Herhjemme er det helt sikkert børnene. Jeg siger ikke at det er den optimale løsning og heller ikke at det ikke er skadende for drengene, men hvis de fortsatte den køre, som de gør i det modsatte hjem, ville det være endnu mere skadeligt..
Som du selv siger, er der mange nuancer ved enhver sag, og tror kun det enkelte forældrepar og de enkelte børn kan vide præcis hvad det rigtige er for dem... Når det er sagt er jeg generelt meget imod deleordningen. Kan kun se negative konsekvenser for børnene og er helt overbevist om at dén ordning er lavet for at undgå konflikter forældre imellem uden at have børnenes tarv i mente.
Heidi
Af BonusHeidi,
14-02-2012 22:05
|