Bloggen

Skrevet af: Renée Toft Simonsen
08-04-2012 19:11 

Jeg sad i weekenden og læste en artikel i Femina, om bogen ”Happy, Happy”, en bog om skilsmisser på den lidt utraditionelle måde. ”Happy, Happy” er en antologi, skrevet af en række kvinder, om deres egne skilsmisser.

Men den handler ikke så meget om det svære og tunge ved skilsmissen, alle de negative konsekvenser der kan følge i kølvandet, men derimod om, at en skilsmisse også kan være noget positivt. Den side af skilsmissen som jeg er sikker på rigtig mange mennesker også må have mærket, men som vi sjældent fremhæver. 

Måske fordi en skilsmisse er behæftet med så megen skyld? Når nu vi har gjort noget så væmmeligt mod selveste kernefamilien og vores egne børn, så bør vi måske heller ikke på noget tidspunkt være glade, lettede eller tilfredse med det vi har gjort? Hvilket er netop det skisma bogen forsøger at frigøre sig fra. I bladet var der uddrag fra et af bidragene skrevet af svenske Åsa Larsson som er uddannet jurist og forfatter. Og jeg må indrømme at hendes bidrag gjorde indtryk på mig, for det hun beskriver, er en tilstand i ægteskabet de fleste der er blevet skilt kan nikke genkendende til, som en tilstand de har mærket på et eller andet tidspunkt i forløbet før skilsmissen.

Det er den der meget smertelige tilstand hvor man ligesom bare véd, at der ikke er mere at kæmpe for, at det i grunden ikke er nogens skyld, men at begge parter har mistet sig selv, hinanden og kærligheden, ja, at man i forsøget på at lykkedes med kernefamilien har givet køb på alt for meget af sig selv. Og det var trist læsning, jeg kunne næsten mærke tomheden, følelsesløsheden og smerten over ikke at lykkedes, smerte over kærlighedstabet og det som det ville betyde for børnene. Men samtidig var der så det lille aber dabei, nemlig at Åsa Larsson faktisk ikke fortrød at hun var gået fra sin mand et eneste sekund. Hun følte derimod at hun havde fundet sig selv igen, havde fundet ind til sin inderste kerne, at hun på en måde havde fundet hjem igen.

Det at hun var blevet skilt, gjorde hende stolt, stolt over at hun var så modig, over at hun ikke lod frygten standse sig. Og det var jo ikke fordi hun ikke havde mange ensomme nætter, hvor alt var træls og tungt og ensomt – men som hun skrev, så blev hun ved med at tænke, at det nok blev bedre i morgen, og det blev det. Selvom det ikke direkte involverer børnene, så gør det nok alligevel, og måske nogen af jer kan finde trøst og have glæde af at læse den bog?

Kærlig Hilsen

Renée

Trackback Udskriv

Placering: Blogs Renée Toft Simonsen

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller