Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Bloggen

Bloggen

Pas nu på skilsmissebørnene

sep 17

Skrevet af: Renée Toft Simonsen
17-09-2012 10:28  RssIcon

Efter at jeg i sidste blog skrev om, hvordan vi taler om hinanden efter en skilsmisse, faldt jeg tilfældigt over en artikel i Psykolog Nyt, der handlede om netop det. Men i stedet for at se det fra en voksent, såret blik, ses det her fra børnenes side og med et forskningsorienteret blik. Det tænkte jeg kunne være ret værdifuldt lige at få med også. Så her kommer en opfølger:

Angst, depression og vantrivsel
Adskillige undersøgelser har nemlig vist, at skilsmissebørn i gennemsnit har flere tilfælde af angst, depression og vantrivsel. De klarer sig i gennemsnit dårligere i uddannelsen og det senere arbejdsliv. Samtidig har de højere risiko for selv at opleve en skilsmisse eller et dårligt forhold. Det skal siges, at der er tale om et gennemsnit, og således gælder det ikke for alle børn, hvis forældre er skilt. Det har nemlig også vist sig, at forældrenes indbyrdes adfærd og holdning til hinanden efter skilsmissen spiller en betydelig rolle. De forældre, som formår at opretholde en positiv kontakt med deres eks uden at inddrage børnene i konflikter, har børn med færre skader efter skilsmissen end de forældre, der bekriger hinanden og inddrager børnene i deres kamp, f.eks. ved at rakke ned på den anden part.

Negativ påvirkning
Det sidste fremhæves i en ny undersøgelse, hvor man har spurgt voksne skilsmissebørn om metoder og taktikker brugt af en forælder til at adskille dem fra den anden forælder efter en skilsmisse. Her viste det sig, at hos de børn, hvis forældre brugte flest af de taktikker, man spurgte til i undersøgelsen, havde det en særdeles negativ påvirkning på børnene. Børnene viste sig senere i voksenlivet at have fået mindre uddannelse, de havde lavere selvværd og mere tendens til depression, angst og alkoholisme. Og sidst, men ikke mindst havde de en mindre tryg tilknytning til deres partner, hvilket ifølge forskningsresultaterne med høj sandsynlighed kunne forringe kvaliteten og holdbarheden af deres parforhold. De amerikanske forskere mente, at en af grundene er, at man ved at tale grimt om forælderen ubevidst taler grimt om selve barnet, så barnet kommer til at føle sig dårligere og mere uduelig, fordi barnet jo trods alt er en del af den fraværende forælder.

Tja, så kan der vist ikke længere være megen tvivl tilbage. Hvis man bliver skilt og ikke har noget pænt at sige om sin eks, skal man i al fald IKKE dele det med sine børn!

Kærlig hilsen
Renée

(red. også bragt i fenima)

6 kommentar(er) indtil nu...


Sv: Pas nu på skilsmissebørnene

Du har så evigt ret! Men når det kun er A, der er prøver at stable et samarbejde på benene, at gøre skiftedagene så smertefri som muligt, at invitere B til børnenes fødselsdage, på kaffe i afleveringssituationer, men B nægter og hader A som pesten og holder på sin ret selvom børnene ikke trives og skole og øvrige institutioner er meget bekymrede for deres trivsel, når A læser alt hvad der kan læses for at få skilsmisse og tiden derefter til at gå så gnidningsløst som muligt, men bliver ramt af en mur af tavshed, og benægten af at manglende samarbejde skader børnene, hvad gør man så? Jeg gruer for begge mine børns fremtid, hvis der ikke snart sker noget, men nu har dette show varet snart 5 år og B har modarbejdet dette siden dag B gik fra familien. Når man prøver at få ændret samvær fordi lille barn ikke trives og savner A, men Statsforvaltningen vil indhente udtalelse fra institution, og institution ikke vil sige deres ærlige mening (officielt) at en 9/5 ikke er godt for en 3-4-5 årig når forældrene ikke taler sammen , men disker op med en meget neutral udtalelse, selvom det oprindeligt var dem, der opfordrede A til at få ændret samværet (uofficielt), så er børnene godt nok tabt! Det er IKKE barnets tarv der er i fokus ved den lov, og om 5-10-15 år ser vi en generation af rodløse, kulrede, forvirrede, sørgende børn, der ikke aner, hvordan de skal begå sig i samfundet, fordi nogle mener, man skal dele børn over i to dele, uanset forældrenes samarbejdsvilje/evne! Jeg har prøvet at læse ændringerne i FAL (forældreansvarsloven) igennem og jeg synes ikke, det er væsentlige ændringer?

Af mig,   19-09-2012 21:28

Sv: Pas nu på skilsmissebørnene

"mig"; Uanset at man er alene om at ville samarbejde, kan man godt stadig opføre sig på en måde, der ikke skader ens barn/børn.
Man kan aldrig gøres ansvarlig for sin eks' handlinger eller valg. Man kan - i de tilfælde hvor ens eks ikke opfører sig ansvarsbevidst, hensigtsmæssigt eller andet - til gengæld sørge for at være den faste og modne støtte i ens børns liv, som børnene har så utroligt meget brug for.
Man kan forebygger konflikter ved at holde kommunikation på et minimum, og ved ikke at svare på konfliktsøgende/-skabende henvendelser. Man kan undlade at snakke negativt om eksen, selv om denne opfører sig tåbeligt, og derved give sine børn det fristed, de måske ikke kan få hos deres anden forælder.
Der er altid noget at stille op, men man må nøjes med at sørge for sin egen del, sin egen adfærd osv.; det er spild af energi at gå for meget op i eksens adfærd m.v., og den energi går fra børnene.
/2plus3

Af 2plus3,   21-09-2012 20:04

Sv: Pas nu på skilsmissebørnene

For at snakke om noget helt andet, nemlig din far, så synes jeg at du har den helt rigtige forbillede.
Hans utrættelige kamp for de svageste Samfundet, hans hjælp- har for mig været ubetaleligt ..
Hils ham mange gange, og sig tak for hans hjælp på opbygningsgården.

Af Henrik H,   22-09-2012 15:47

Sv: Pas nu på skilsmissebørnene

Kære Henrik H
Det kan du tro jeg skal gøre - for det er jeg sikker på han bliver glad for.
kærlig Hilsen
Renée

Af Renée,   24-09-2012 11:14

Sv: Pas nu på skilsmissebørnene

Jeg ved at jeg kan gøre og gør en hel masse for at være en god "buffer" for mine børn i forhold til de svigt der er fra fars side.
Men…hvor er det svært at holde gejsten i længden; hvad så når far, for det første fravælger samvær med en del af børneflokken, og dernæst frastøder de andre børn i perioder hvor han er frustreret!
Jeg oplever det utrolig svært at blive ved med at presse mine børn til, at de selvfølgelig skal på samvær-når de græder og ikke vil afsted!

Så selvom det er vigtigt at undlade at tale grimt om deres far, så er det en realitet, at fars opførsel bestemt ikke altid er ok, og den virkelighed skal vi alle forholde os til.
Jeg kan sætte mig ind i, at det i perioder fylder meget for børnene, og at de reagerer på det ved at forsøge at holde fast i trygheden i hverdagen.
Men jeg kan ikke sige mig fra, at det fylder mere og mere i mit hoved også!

Af Smølfine,   04-10-2012 08:37

Sv: Pas nu på skilsmissebørnene

Her er en af de mødre, som mistede sin søn, fordi hun ikke "talte pænt" om sin eks.

www.youtube.com/watch?v=9NgAmeqPxYI

Videoen er indspillet af hendes søns storebror og handler om faderens vold.

Sådan er de fleste højkonflikt-skilsmisser: Psykopater, som kæmper for at få børnene fra de voldsramte kvinder.

Hvorfor hører vi ikke sandheden i medierne? De fleste normale skilsmisser finder et leje. Psykopat-sagerne stopper ikke, før børnene er dræbt eller voksne.

Af Lenette Larsen,   10-10-2014 19:44

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode
CAPTCHA image
For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller 

Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

  • Samværs ordninger
  • Bopælsspørgsmål
  • Skilsmisse
  • Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

 Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.

Seneste kommentarer

Sv: Hatten af for mine børns bonusfar
Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"
Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"
Sv: Børnekonferencen 2015 i Horsens
Sv: NYT I FORÆLDREANSVARSLOVEN & SAMVÆR I FORM AF DELEORDNING


Copyright 2009 - 2023 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook

Rolex Replica Watches swiss replica watches https://www.bestclock.cc