Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Bloggen

Bloggen

Kan man dele et barn?

nov 30

Skrevet af: Renée Toft Simonsen
30-11-2010 11:28  RssIcon

Da jeg første gang blev kontaktet af mine partnere Helle og Jesper, satte det mange tanker i gang hos mig. Jeg er selv delebarn og har i dag en familie, hvoraf tre af børnene er delebørn, så det med at dele børn har altid interesseret mig.

 

En tanke jeg har haft i forbindelse med delebarn.dk har været, kan man overhovedet dele et barn? Og i den refleksion er jeg kommet til at tænke på den berømte historie fra bibelen om Kong Salomon. Historien handler kort fortalt om to kvinder, der hver især påstår, at et spædbarn er deres. De river og flår i barnet, og vil begge have det. Til sidst får de foretræde for Kong Salomon, der som øverste myndighed skal bestemme, hvad der skal ske med barnet. Kong Salomon hører begge kvinders historie, hvor de hver især fortæller, at barnet er deres, hvor højt de elsker det, og hvorfor de synes, de selv skal have barnet. Da han har hørt begge parter i sagen, tænker han længe over, hvordan han skal dømme, det virker til at være umuligt. Til sidst siger han, at der ikke er andet at gøre end dele barnet midt over, så han beordrer, at en sabel bliver hentet til formålet. Jeg husker tydeligt billedet fra bibelen, hvor Kong Salomon sidder på tronen, spædbarnet ligger foran ham, og de to kvinder står i hver deres side, rasende og med armene over kors. Sablen bliver hentet, og bødlen løfter den for at eksekvere dommen, men lige i det han skal til at hugge barnet midt over, råber den ene kvinde ”stop, giv barnet til den anden kvinde” Hun vil hellere, at barnet skal være hos den anden kvinde, end at det skal dø. Her smiler kong Salomon og siger, at nu har han fundet den rigtige moder, og derefter giver han barnet til den kvinde, der ville give barnet til den anden.

 

I den historie ligger der utrolig megen visdom. For det første, at man ikke kan dele et barn i to lige store stykker og tage en halvdel hver, det er ikke en mulighed. Et barn er et helt lille menneske og skal behandles som sådan. For det andet, ligger der en visdom om, at en forælders kærlighed til sit barn må og skal være større end selviskheden, egoismen og kærligheden til sig selv. Set i et moderne skilsmisseperspektiv synes jeg, vi forældre kan lære utrolig meget af den historie. Ofte har jeg hørt om forældre, der skændes vildt og inderligt om, hvem der skulle have barnet juleaften, hvem der skulle have barnet med på sommerferie og hvornår, hvem barnet skulle bo hos osv. Og lige der i midten af alle de uenigheder står der jo altid et barn, et barn der elsker både sin far og sin mor, og hvis højeste ønske i verden er, at de to mennesker skal finde ud af at deles om det på en ordentlig måde. Og nej, vi kan ikke dele et barn midt over, men vi kan deles om et barn, og vi kan være fælles om et barn. Og vi kan i høj grad deles om ansvaret for et barn, og det kan vi gøre på en ordentlig, værdig og respektfuld måde. En måde hvor det er barnets følelser, der er det væsentligste, hvor det er barnet der er i fokus. Og lige netop det at have barnet i fokus, vil vi her på delebarn.dk rigtig gerne hjælpe med til.

 

Kærlig Hilsen

Renée

2 kommentar(er) indtil nu...


Sv: Kan man dele et barn?

Nydelig historie.. Jeg tenker titt på hvordan moren til mitt bonusbørn klarer å finne styrken til å dele henne, denne historien forklarer noe om kraften i morskjærligheten:-) Takk!

Af Cec,   09-12-2010 12:18

Sv: Kan man dele et barn?

Ja, det er en vidunderlig kraft, og nok i det felt vi lærer at tilsidesætte os selv sådan for alvor - og det er der jo også noget rigtig smukt over.
Glædelig jul til dig og dine.

Kærlig Hilsen
Renée

Af renee toft simonsen,   13-12-2010 10:41

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode
CAPTCHA image
For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller 

Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

  • Samværs ordninger
  • Bopælsspørgsmål
  • Skilsmisse
  • Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

 Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.

Seneste kommentarer

Sv: Hatten af for mine børns bonusfar
Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"
Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"
Sv: Børnekonferencen 2015 i Horsens
Sv: NYT I FORÆLDREANSVARSLOVEN & SAMVÆR I FORM AF DELEORDNING


Copyright 2009 - 2023 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook

Rolex Replica Watches swiss replica watches https://www.bestclock.cc