Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Bloggen

Bloggen

Et delebarn skulle konfirmeres !

apr 12

Skrevet af: Renée Toft Simonsen
12-04-2011 17:40  RssIcon

Når et barn skal konfirmeres er det første gang barnet skal fejres som en ”voksen”, ment på den måde, at det er barnet der er i centrum for festen, barnet man holder tale til og for, og barnet der står i døren og siger goddag og velkommen. Det er barnet der rejser sig og siger tak til gæsterne fordi de er mødt op og endda har haft en fin gave med. Mange har sparet sammen i lang tid, for at have råd til at dække et festligt bord og købe nyt tøj. Konfirmationen er med andre ord en rigtig stor og vigtig dag, som vi, både forældre og børn, ser frem til og glæder os til og ikke mindst sparer op til.

I et delebarns liv, er dagen ligeså vigtig, som i ethvert andet barns liv. Men desværre er det ikke altid, at forældre der er gået fra hinanden, har det for øje.

For nylig hørte jeg en historie om et par der var blevet skilt knap et år før barnet skulle konfirmeres. Skilsmissen var bitter og far og mor snakkede ikke godt sammen. Konfirmationen kunne de slet ikke blive enige om, hvem der skulle med, hvem der skulle holde den, hvor den skulle holdes hvad den skulle indeholde etc. Diskussionen bølgede frem og tilbage, ind imellem gav mor sig på et område, ind imellem gav far sig. Men alligevel kunne der ikke opnås enighed. Så ville far ikke have, at mors venner var med til festen, så ville mor ikke have den skulle holdes der hvor far ville holde den. Konfirmationen endte med at blive det stridspunkt hvor ingen længere ville give sig, måske netop fordi det var så vigtig en dag? I den her sag endte den store fest med at blive et spørgsmål om lovgivning.

Statsamtet blev blandet ind som tredje part da der bare ikke kunne opnås enighed. Da barnet havde bopæl hos sin mor, var svaret fra statsamtet, at det faktisk var mor der havde ret til at holde konfirmationen. Men efter henvendelse fra far, reviderede de deres opfattelse. For barnet skulle konfirmeres på den søndag hvor barnet var hos sin far, og selv om samme søndag var skiftedag, mente de nu at barnet var stor nok til at blive spurgt om hvem af forældrene barnet selv synes skulle holde konfirmationsfesten. Det betød at de ville indkalde barnet og høre barnet om hvad det bedst kunne tænke sig.

Jeg må ærligt talt indrømme, at lige netop den løsning, synes jeg var den ringeste af alle. Barnet var jo stort nok til at opfatte at der virkelig var problemer, og uanset om forældrene havde intention om at blande barnet ind i deres uenighed, så kunne det ikke undgås, at barnet overhørte og fik en forståelse for, at her var en umulig situation. Derfor vidste barnet jo også godt, at når hun blev bedt om at komme i statsamtet for at sige hvad hun helst ville, så ville hun uanset hvad hun svarede, gøre den ene af sine forældre rigtig ked af det. At stille et barn på 14 år foran, at skulle træffe så afgørende et valg, er efter min mening slet ikke i orden. Hvad mener i andre her på delebarn.dk, skal man spørge barnet i sådan en situation?

 

Kærlig Hilsen

 

Renée

3 kommentar(er) indtil nu...


Sv: Et delebarn skulle konfirmeres !

Hej Renée
Det var dog en aktuel og rigtig ærgerlig problemstilling. Hvor kan forældre dog være barnlige..... Men for Søren hvor er det da en umulig problemstilling. Jeg synes jo helt klart, at der skulle være foretaget en mægling, men det kræver jo en vilje fra begge forældres side. Hvis konflikten er gået i hårdknude, og der skal findes en løsning, hvad er så alternativet til at høre barnets egen holdning til spørgsmålet? Jeg håber den børnesagkyndige psykolog formår at afholde en nænsom samtale og skrive et notat fra samtalen, der også tager højde for barnets situation. Men Statsforvaltningen kan jo dårligt træffe en afgørelse uden at kende til barnets holdning. Hvis barnet i denne situation har en mening, der rækker udover, at far og mor selv bliver enige er det måske i orden - men endnu en opfordring til forældre om at tage ansvar for situationen og sætte sig selv til side for den gode sag.
Kærlig hilsen
Hanne

Af Hanne Marstal,   12-04-2011 19:20

Sv: Et delebarn skulle konfirmeres !

En anden mulighed er at holde to fester for konfirmanten samme dag:
1) Frokost og eftermiddagskage hos den ene forældre lige efter kirken og derpå skifte sidst på eftermiddagen til den anden forældre, hvor der så holdes
2) "Aftenfest" hos den anden forældre.
Ovenstående model forudsætter naturligvis at forældrene bor i rimelig køreafstand fra hinanden.
Dejligt for alle dem der kan holde festen sammen, men for dem hvor det ikke er en mulighed kan overstående jo overvejes. Derved får konfirmanten to festen med begge forældre på selve dagen.
Hilsner fra smilla

Af smilla,   29-04-2011 14:08

Sv: Et delebarn skulle konfirmeres !

Nu er jeg i en lidt speciel situation. Jeg har to børn med to forskellige kvinder. Da min ældste datter skulle konfirmeres skulle der træffes nogle valg som mest var mine idet jeg havde forældremyndigheden.

Min datter ville gerne holde en fælles konfirmation for både min og hendes mors familie. Jeg var sådan set afklaret med min datters ønske men der var da et par kameler der skulle sluges. Den største kamel var dog min ex’s nuværende mand som er en alkoholiseret nar som ingen gider.

Festen blev planlagt i god ro og orden, og udgifterne blev delt i forhold til det antal gæster vi hver især stillede med. Vi var mange den dag og det var rigtig hyggeligt. Der kom gæster jeg ikke havde set i år vis og der kom gæster jeg aldrig havde set før. Meget speciel måde at fejrer en konfirmation på.
Da min anden datter skulle konfirmeres var situationen en lidt anden idet forældremyndigheden ikke var min, og på trods af mit lidt anstrengte forhold til min 2 ex, var jeg også her afklaret. Heldigvis afslog min datters mor at holde en fælles konfirmation idet hun mente at vi ville blive for mange mennesker til festen.

Min datter valgte dog ikke at blive konfirmeret så udfordringerne løste sig selv.

Min hustru og jeg mente dog at hun ikke skulle snydes for en fest, så vi planlagde en sensommerfest, som blev holdt sidste år i august. En super fest med taler, sange og en masse penge gaver. Min datter var rigtig glad, og da hun kom hjem til sin mor måtte hun lige afregne en to år gammel gæld på 2.000 kr. fra en ferie de havde været på. Fedt at min families gaver skulle gå til det. Hendes mor og nye mand har endnu ikke fejret hende.

Mit budskab med denne historie er, at det at fejre sit barn i forbindelse med en konfirmation kan gøres på forskellig vis. Det behøver ikke at være på dagen. Det behøver ikke at være i hvid kjole. Og det behøver ikke at være så formelt.

Man kan sagtens holde en fest uden anledning. Det bliver ofte meget sjovere.

Hilsen fra
René

Af René Grann,   30-04-2011 20:40

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode
CAPTCHA image
For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller 

Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

  • Samværs ordninger
  • Bopælsspørgsmål
  • Skilsmisse
  • Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

 Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.

Seneste kommentarer

Sv: Hatten af for mine børns bonusfar
Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"
Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"
Sv: Børnekonferencen 2015 i Horsens
Sv: NYT I FORÆLDREANSVARSLOVEN & SAMVÆR I FORM AF DELEORDNING


Copyright 2009 - 2023 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook

Rolex Replica Watches swiss replica watches https://www.bestclock.cc