Bloggen

Skrevet af: Renée Toft Simonsen
12-03-2011 18:03 

For nylig fik jeg et brev fra en amerikaner der havde været inde på delebarn. Hun havde læst en af mine artikler, (sikkert fået den oversat via google), og hun ville bare gøre mig opmærksom på en bog der hed ”Stepmonster”. ”Stepmonster” handler om at være bonusforældre, og hun var selv for nylig blevet bonusmor til sin kærestes lille dreng. Hun var noget frustreret over det jeg havde skrevet, da hun følte hun som bonusmor havde svært ved at få en plads, hvis barnet helt tiden skulle være i centrum og alt skulle dreje sig om barnet. F.eks. at det altid var barnet og barnets følelser der skulle tages hensyn til lige meget hvad. I bogen stepmonster følte hun derimod at hendes side af sagen også blev taget op og diskuteret, og en af pointerne i bogen er åbenbart, at man skal sætte parforholdet før børnene. For hvis man sætter børnene først, putter det et alt for stort pres på dem, i det de skal bære ansvaret for husholdningens ve og vel, ansvaret for familiens dynamik. Hendes oplevelse var endvidere at det, at være bonusforældre kunne være en utrolig svær, besværlig, frustrerende og utaknemmelig rolle at skulle udfylde. Hun skrev endvidere at hun godt kunne se at vores site var et der tog barnets perspektiv først og fremmest, men hun havde lyst til at gøre opmærksom på noget af det som tilhørte de voksne, nemlig de mange og svære følelser der kan være forbundet med pludselig at skulle bo sammen med et barn/børn der ikke er ens egne.

Og jeg må da indrømme, at jeg sagtens kunne høre hendes frustration, og har selv fundet det svært i begyndelsen, da jeg var bonusmor. Af mange grunde, men helt klart både fordi det var et barn der ikke var ens eget, og ikke mindst fordi det måske også, var en slags konkurrent til opmærksomheden fra den man var blevet forelsket i. Det lyder jo barnligt, og i grunden synes jeg også det er det. Men samtidig må vi jo erkende, at vi indeholder barnlige følelser, og så må vi vel lære at rumme dem og anerkende at de findes. Måske hvis vi skal være helt orange agtige, skal vi også forsøge at se kærligt på de følelser vi rummer, som måske ikke er så ”pæne”. Men det som jeg faktisk vil blive ved med at holde fast i til hver en tid. Det er, at vi har som bonusforældre ret til alle de følelser der end måtte røre sig i os. Men, og her kommer det altså - Vi har ikke ret til, at lade de følelser gå ud over barnet på en uhensigtsmæssig måde – og i den proces hvor vi lærer os selv at kende i forhold til et nyt barn, hvor vi finder ud af hvem vi er sammen med det her barn, og hvor de følelser begynder at brede sig, da har vi endnu mere pligt end ellers til at forsøge at være opmærksomme på hvad de følelser handler om og hvordan vi bedst styrer dem, så de ikke kommer til at gå negativt ud over vores bonusbarn. I forholdet barn/voksen, er det altid den voksne der har ansvaret for relationen.

Og det her bliver skrevet med en viden om, at ja, ved gud, hvor kan det være svært, og man elsker ikke pludselig en anden persons barn, fordi det barn tilfældigvis sad fast på en man blev forelsket i. Så hvis nogen tænker de kunne bruge en bog der handler om at være bonusforældre, hvor alle de svære følelser bliver diskuteret, så var den her ”Stepmonster” måske et bud – jeg tænker den kan købes på Amazon.

Kærlig Hilsen Renée

Trackback Udskriv

Placering: Blogs Renée Toft Simonsen

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller