Oplevelser på børnekonferencen 2012
mar
27
Skrevet af:
Renée Toft Simonsen
27-03-2012 10:23
Vores direktør Helle L. Petersen og jeg var med på Børnekonference 2012 i Horsens den 20. marts, og det skulle vise sig at blive en rigtig god og spændende dag.
Der var mange fine indlæg, bl.a. fra formanden for KL og Horsens borgmester Jan Trøjborg, og fra formanden for Børneråddet Lisbet Zornig Andersen og så blev Benny Andersen prisen også uddelt af Per Schultz Jørgensen og Benny Andersen.
Det var dog især indlæg fra ungdomspsykiater Søren Hertz og Dr. Phil og forsker Kari Killén der optog mig, og som jeg oplevede have en stor relevans for delebørn.
Søren Hertz indlæg handlede om hvordan vi altid bør møde børn og unges adfærd som invitationer til kommunikation. Han talte især om børn og unge med særlige omstændigheder f.eks. asylbørn, anbragte børn og børn med diagnoser. Men jeg synes simpelthen, at nogle de ting han talte om også sagtens kunne gælde for delebørn. Delebørn er for mig at se, også børn med særlige omstændigheder. De fleste delebørn er ikke sårbare på samme måde som børn med en diagnose eller et anbragt barn, slet ikke, men alligevel synes jeg det gav mening at videregive bare et par af de tanker Søren Hertz præsenterede. For det første slog han nemlig fast 1. at ”Without context, words and actions give no meaning at all” Gregory Bateson (1972). Og 2. at børn altid gør det bedste de kan, ud fra den tid, de forudsætninger og de omgivelser de er i lige på det tidspunkt. De to budskaber tænker jeg alle deleforældre kunne have glæde af at reflektere over, for det at skulle være deleforældre kan være et komplekst felt. Et felt med mange følelser fra både store og små, og som Søren Hertz sagde, så er vejen ud af kompleksitet altid, at forstå individ og problemadfærd i kontekst og i mulig forandring. Det tænkte jeg var utrolig positivt og åbent overfor barnet, og det holdt jeg meget af. Søren Hertz sluttede sit oplæg med et smukt lille digt af Benny Andersen, der på sin vis understreger hans pointer.
Intet er helt selvfølgeligt.
Alting er nyt og mærkværdigt.
Intet er omsonst.
Alt har sin tid, som er nu.
Kari Killén's indlæg handlede om psykiske overgrebsprocesser og følelsesmæssig omsorgssvigt, og her listede hun fem måder hvorpå vi forældre kunne svigte vores børn følelsesmæssigt.
1. Barnet tillægges egenskaber, hvor vi så enten afviser eller invaderer barnet med de egenskaber vi tillægger det.
2. Barnet udsættes for misbrugende forældre.
3. Barnet udsættes for et voldeligt samliv.
4. Barnet udsættes for forældres psykiske lidelser
5. Barnet udsættes for ubearbejdede skilsmisse processer.
Da det sidste og femte punkt kom på, blev jeg faktisk overrasket. Hun stiller ubearbejdede skilsmisse processer op sammen med misbrug og vold. Men ved nærmere eftertanke og jo længere hun kom ind i sit indlæg forstod jeg det hun talte om i forhold til delebørn.
Killén fortalte om, at skilsmissen kan se meget almindelig ud, hvilket slet ikke betyder at den følelsesmæssige side er almindelig. Hun sagde endvidere at der findes to slag skilsmisser 1. den grimme skilsmisse og 2. den lykkelige skilsmisse, og hun vidste faktisk næsten ikke hvilken en hun synes var værst. For i den lykkelige skilsmisse bliver sorgen og aggressionen ikke bearbejdet eller italesat, og fars og mors følelser der kan være yderst forskellige findes måske uden nogensinde at blive nævnt ved navn. Forældre kan sige til deres børn, vi skal skilles, men alting skal være som før, intet bliver forandret og vi skal stadig fejre jul og fødselsdag sammen. Samtidig er far deprimeret, svær at nå, ulykkelig, indadvendt, ikke spejlende etc. og barnet bliver i den situation overladt til sig selv på den måde, at det barnet føler ikke bliver genkendt og spejlet, og dermed ikke bliver en del af barnets virkelighed. Barnet bliver i den situation ladt i stikken på samme måde som f.eks. børn af psykisk syge kan blive det. Det de oplever bliver de fortalt af de voksne ikke findes. Killén mente også at der kun findes en voksen definition på en god skilsmisse – og efterlyste buddet på den gode skilsmisse set fra barnets perspektiv. Jeg synes hendes tanker var meget interessante og kan anbefale folk der har lyst til mere, at købe hendes bog.
Kari Killén gav endvidere fire bud på det omsorgssvigtede barns behov og ni bud på hvilke mål vi kan arbejde med i forhold til omsorgssvigtede børn. Dem tænker jeg at brugerne her på delebarn.dk måske kan finde inspiration i, og jeg har derfor lavet dem om til at være bud til et delebarn. Hermed siger jeg IKKE, at et delebarn pr. definition er et omsorgssvigtet barn – slet ikke. Og jeg håber ikke det er sådan det her vil blive forstået. Det jeg har lyst til er, at bringe tanker ind i familien til refleksion, nye som gamle, og det betyder jo altid, at man kan tage det man kan bruge og lade resten ligge!
4 bud på: Et delebarns behov
1. En tryg tilknytning – også udenfor familien
2. Bearbejdning af oplevelsen af svigt
3. Kontinuitet
4. Mulighed for, at påvirke omgivelserne.
9 bud på: Mål vi forældre kan have i arbejdet med vores delebørn.
1. At reducere barnets indre kaos, det vil sige dele og tage del i barnets smerte.
2. At gøre livet forudsigeligt for barnet.
3. At gøre livet mere forståeligt for barnet.
4. At hjælpe barnet med at være til nytte
5. At reducere barnets oplevelse af ansvar og skyld.
6. At synliggøre barnet – det vil sige at vi ser barnet som separat fra os selv.
7. At sikre barnet, give det gode ”living experiences” – eks. at vi gør oplevelser tilpas korte til at de når at blive positive for barnet, og dermed forbliver gode oplevelser og erkendelser om selvet og det levede liv.
8. At hjælpe barnet gennem sorgen, ved at erkende sorgen sammen med dem.9. At hjælpe barnet til at mestre. Det vil sige, snakke med dem om strategier, om hvad de f.eks. selv kan gøre næste gang noget bliver svært for dem.