Bloggen

Sv: Skal Jeg Så Sidde Her Og Være Ond?

Jeg kender godt det der med "ikke at gide" sine stedbørn. Min mands piger er egentlig rigtigt søde, men alligevel tænker jeg ofte, at det godt nok ville have været tusinde gange nemmere, hvis de ikke var der!
Det der nager mig, er alt det jeg føler jeg må ofrer, fordi jeg har giftet mig med en mand med børn. Vi ser kun børnene hveranden weekend, men dette betyder, at halvdelen af årets weekender er "hellige". Her laver vi ikke aftaler med venner, vi kan ikke gå ud og have kæresteaften, vi kan ikke tage på forlænget weekend (fordi vi jo kun har børnene fra fredag til søndag, og deres mor ikke er samarbejdsvillig), vi kan ikke tage på lange ferier i de næste mange år (fordi vi kun har børnene 2 uger hver sommer). Min mand har kun 3 ugers sommerferie, så vi kan ikke engang tage afsted senere i ferien. Alt dette nager mig, og især det med ferierne giver mig en nærmest klaustrofobisk følelse af at være fastlåst! Dette er jo ikke direkte børnenes skyld, så mine frustrationer er ikke af personlig art. Det påvirker dog lidt mine følelser overfor dem (selvom det er ganske uretfærdigt!).
De små småirritationer der opstår, når de er hos os har jeg fundet en fantastisk løsning på at komme omkring ved:-). Jeg går simpelthen i køkkenet og bager sammen med min 1 årige datter. Jeg slapper godt af når jeg bager, og når først kagen er i ovnen, køkkenet er ryddet og duften af hjemmebag brder sig i huset...ja så har jeg haft mit frikvarter og kan igen være der for mine stedbørn. Disse oplaver ikke mit køkkenexit som en flugt, men nyder bare gladeligt den nybagte kage, så det er jo nærmest en win-win-situation:-).

Sv: Skal Jeg Så Sidde Her Og Være Ond?

HJÆÆÆLP!!!!
Jeg kender alt det I skriver så ufattelig godt. Jeg er bonus mor til to piger på 7 og 10 år. To rigtig dejlige piger, som jeg ved er rigtig rigtig glade for mig. Jeg gør også mit bedste og prøver at være både kærlig, hjælpsom og forstående over for dem, samtidig med de ved hvor de har mig og kender mine grænser. Men årh,- jeg føler nogle gange, at jeg lever mit liv i et teaterstykke fra torsdag til mandag hver anden uge, hvor vi har pigerne. Jeg spiller så meget skuespil. Jeg vil gerne være den perfekte bonus mor både over for pigerne, deres far, deres mor og ja resten af omverden. Men egentlig hader jeg det. Hader er et voldsomt ord og det gør næsten helt ondt bare at skrive. Men for nu for en gang skyld at være helt ærlig, så hader jeg, at jeg har fundet en fyr, som jeg egentlig kunne se mig selv med altid, men som har to børn. Alt ved det og hvad der dertil hører. Min kæreste ved godt hvordan jeg har, (langt hen ad vejen) og han mener, at jeg skal acceptere hvordan jeg har det, men siger samtidligt så rigtig, at det er jo sådan det er og det kan ingen jo lave om på, han vil jo altid have de børn, 4-ever. Der findes jo ikke kun: ham - der findes kun: ham+2 børn. Jeg har ikke selv børn (endnu), og har hørt mange sige, at det hele vil blive anderledes, når jeg får mine egne. Så vil jeg bedre forstå, acceptere og være mere rummelig. Vi har også snakket om at få børn, ja, jeg havde faktisk smidt p-pillerne og håbet på, at når vi har vores egen lille familie, så bliver alt bedre... Men nu er jeg fuldstændig i panik, jeg vil ikke have børn alligevel lige nu. jeg kan overhovedet ikke overskue at få børn med ham, for hvad nu hvis jeg alligevel ikke kan klare rollen som bonusmor alligevel.... Jeg har hele tiden i baghovedet, at jeg ville ønske jeg kunne finde én der var lige som min kæreste, men bare ikke havde børn.
Jeg har været så glad for at læse her på bloggen, at jeg slet ikke er alene om alle mine tanker og følelser og hvor er det skønt at vide, at jeg ikke er "helt unormal". Men men men.... Jeg er nu 30 år, har været sammen med min kæreste i 4 år snart, men pga at han har børn, så tør jeg hverken at tænke på at gifte mig eller at få børn med ham.
Er det egentlig nu, at jeg skal gå og håbe på, at jeg finder en dejlig mand, der vil elske mig lige så meget som min kæreste gør, men som IKKE har børn, eller hvordan fanden ved jeg, at det bliver bedre????..
Dejligt med mange gode forslag, som I har skrevet, men synes nu, at jeg har prøvet at acceptere mig selv og at det er svært osv i 4 år, men det er sgu ikke blevet bedre, tvært i mod... (Aaarh, hvorfor er det ik blevet bedre??) Orker man at kæmpe resten af livet, - er det holdbart at have det så skidt hele tiden, er det det værd og hvornår er nok nok.
Er der nogen der vil skrive bare et eller andet, vil jeg blive glad...

Mange hilser
Den meget frustreret bonusmor