Børnesamtale
feb
18
Skrevet af:
Hanne Søndergaard Jensen
18-02-2021 14:15
At tale med et barn i Familieretsshuset/tidligere Statsforvaltning/Statsamt indebærer blandt andet at man let kommer tæt på de dilemmaer som barnet repræsenterer.
Jeg har en del erfaring hermed, ligesom jeg har interviewet en del børn i delebørns undersøgelsen (SFI 2011).
Jeg vil forsøge at sætte ord på det som nogle forældre tit spørger til;
Ø ”Kan man høre på barnet, at det er påvirket til at sige noget bestemt?”
Ø ”Hvordan oplever du, at et barn har det ved samtalen?”
Ø ” Er børn lidt bange for hvad samtalen indebærer – græder de og bliver ulykkelige”
Ø ”Jeg vil gerne undgå en børnesamtale – for barnets skyld”
Blot for at nævne nogle af de spørgsmål forældre kommer med når deres barn er indkaldt i en sag – eller jeg har henvist til at lade barnet blive hørt.
Det drejer sig om børn i 8-13 år alderen. For at starte med det sidste først er det jo helt relevant, at man vil undgå barnet skal inddrages. Jeg svarer som regel, at man tit oplever at barnet får luft for det, som barnet i forvejen tumler med og ikke har ord for – særlig jo yngre barnet er ( 8-9 års alderen). At en samtale kan give barnet lov til med egne ord at udtrykke svære ting i sin situation.
Om børn er bange og bliver ulykkelig – er vel udtryk for, at sådan har barnet det og der tages hul på det svære – det ses tit at det letter barnet, at få sagt ting som det tumler med. – Så hvis den børnesagkyndige kan skabe en god kontakt (meget vigtigt) og en tryg atmosfære (også vigtigt) så er forudsætninger ved at være på plads.
Når de 2 forudsætninger falder i hak – kan en samtale forløbe til stor gavn for barnet. Det er min erfaring, at barnet føler sig taget alvorligt – der lyttes og der udveksles og uddybes.
Det kan være for overvældende for et barn hvis der kommer mange spørgsmål fra den børnesagkyndige – det skal undgås.
Derfor er andre ting vigtige at se på – barnets toneleje, uro/ro rent kropsligt, kan barnet koncentrere sig om emnet eller afviger det fra kontakten – og dette kan der være mange grunde til, så efter nogen tid kan man fornemme om barnet har det godt med samtalen.
Nogle børn kommer ind og siger en kort besked. Her er et eksempel:
Min kollega fortæller herom, en 9-årig dreng går direkte hen til nogle spil som ligger i lokalet. Han trækker et skakspil frem og spøger: ”Må vi spille skak her?” ja, svarer den sagkyndige og de begynder et skakspil.
Efter ca. 10 minutter siger drengen; ” Jeg ved godt hvorfor jeg er her – Ja - hvorfor? ”Jo, om jeg vil se min far – derfor er jeg her” hmmm, svarer den sagkyndige og drengen fortsætter ”Jeg vil gerne se min far igen”. Herefter spilles der fortsat skak til ende og der småsludres med drengen og han bliver spurgt om han har lyst til at komme igen og det har han.
En samtale på barnets præmisser og der blev kort talt om hvornår og lidt om hvor længe ham og faderen skulle være sammen første gang. Det var et eksempel på et barn der blot ville fortælle, i en rum af fortrolighed, hvad han tænkte og hvad han ønskede.
Så det typiske spørgsmål fra forældre: ”kan man høre om barnet er påvirket (af den anden forælder) til at mene noget bestemt?” Det kan man til dels, bl.a. kan det høres på ordene – valg af ord – og der opstår tit en kropslig uro hos barnet og man fornemmer at barnet helt vil være fri. Det kan nogle gange lykkedes at komme frem til barnets egne tanker – dets ønsker og andre gange har barnet ikke gjort sig egne tanker /forestillinger. Det ”påvirkede barn” taler ufrit/vævende, noget børn sjældent gør da de er meget præcise og konkrete. De børn som er lette at tale med, er som sagt helt konkrete. De kan tit udtrykke hvor mange dage de vil være hos deres samværs forælder – og hvad de kan lide – men i mindre målestol hvad de ikke bryder sig om (ved en ordning), men de er naturligvis loyale.
De fleste børn virkede lettede når de har fået sagt det de ønsker/forestiller sig – og tit siger de ”bliver det så anderledes fra på mandag?”
Samtalen rundes af og børn er jo medbestemmende for hvad der skal stå/ikke stå i et børnenotat, en vigtig forskel på interviews og børnesamtale i overnævnte regi er jo at barnets udsagn og ønsker indgår i forældrenes sag/ uenighed og derfor er barnet her mere ubeskyttet. I interviews siger børn mere – sådan frit og hvad der falder dem ind.
Dette var et lille indspark til et svært og kompliceret område – en god samtale med et barn kan faktisk slutte med – som et barn engang sagde ” hvordan kunne du gætte mine tanker om….”
Hanne Søndergaard Jensen