Bloggen

maj 18

Skrevet af: Katrine Nordestgaard
18-05-2011 20:27 

Åhhh jeg var så forelsket!

I min kæreste, dengang vi fandt sammen. Det er to år siden, og hans søn var 6½, min kun 1½. Så langt, så godt. Jeg gjorde mig en hulans masse tanker om det at få et barn mere ind i min verden. Min elskede kærestes elskede søn. Nøj, jeg tænkte store og kloge og svære tanker om forholdet til det barn. Og så vil jeg ikke engang sige noget om det nu. Jeg vil i stedet sige noget om den bonus, der følger med et bonusbarn, og som jeg ikke havde skænket en tanke.

Mit liv blev pludselig fuldt af ting, jeg egentlig ikke var klar til. Min egen søns udvikling følger jeg jo dag for dag, men bonusbarnets kommer man ind i, midt i udviklingen. Der følger en masse bonus'er med, som jeg aldrig havde skænket en tanke. De første gange, jeg smurte hans madpakke, følte jeg, det var noget vi legede. At vi legede voksen. Jeg har en enkelt gang forsøgt at være med til fodbold, og stå der som en anden soccer-mom og brøle efter frispark. Jeg følte mig som om jeg var landet i et skuespil, og ku slet ikke finde mig til rette der på kridtstregen.

Han går jo i skole, det kære barn, og der er arrangementer, og når man et tilmeldt en friskole, så er de ikke fedtede med de arrangementer. Komsammener, kaffeslabberaser, tam tam, fællesspisning, folkedans og jeg skal gi dig! Alt muligt forventes det, at man deltager i. Jeg indrømmer blankt, at min deltagelse nok havde faldet mig noget mere naturligt, hvis jeg ikke BANG var blevet slynget ind i et stort barns liv. Jeg mener: første gang jeg var med dagplejen til arrangement med de andre forældre, der følte jeg mig også som en hund i et spil kegler. Men det var dog mit eget barn, jeg var der for. Dog sammen med andre voksne, der var der med deres første barn. Der var nogen, jeg var i samme båd som.

Første gang, jeg var til tam tam med min bonussøn, var efter en børnefødselsdag. I hans klasse har de den fine tradition at invitere forældrene på kaffe, når fødselsdagen er slut. Super! Der sad jeg så, som den absolut yngste i selskabet, som den eneste der kun var forælder til et lille barn, og som den eneste, der for nylig havde haft et liv helt uden børn. Jeg var klar til min kæreste og til hans søn, til dennes mor, til mine følelser for og om ham, til konflikter og overraskelser. Men jeg var dælandytme ikke klar til at være en af de voksne til forældrekaffe! Sjældent har jeg følt mig så malplaceret som jeg gjorde den dag. Som den første gang, man skulle med til fest og sad med ved voksenbordet, men alligevel sendte skjulte blikke ned til børnebordet, hvor man 'hørte hjemme'.

Siden har der været en sand velsignelse af arrangemeter, og i takt med at jeg æder mig igennem bjergene af hjemmebag, æder jeg mig også mere og mere ind på følelsen af at være en af de voksne. Jeg slipper nok aldrig af med følelsen af at være med på et wildcard, men jeg slapper mere og mere af i det. 
 

Ophavsret©2011 Katrine Nordestgaard