Bloggen

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

Spændende læsning.
Kan dog ikke lade være med at stille mig selv og andre dette spørgsmål: "Hvorfor forsvare stedmødrene"? Jeg er selv stedmor, og har været det i lidt over 5 år.
Jeg kender udemærket udfordringerne ved denne, meget lidt attraktive, rolle. Uanset hvor søde børnene, der pludselig bliver en del af ens liv, er, er det MEGET svært (og set i bakspejlet naturligvis fuldstændig unaturligt) at føle kærlighed fra første færd.
Jeg synes ikke at det kræver neurologisk forskning, for at kunne forstå, at kærligheden til to nye børn (der nok i øvrigt bare ville ønske, at deres forældre var blevet sammen) ikke bare dukker op fra det ene øjeblik til det andet. Lader vi sagen kompliceres af dårlig samvittighed over dette, ja så tager det nok endnu længere tid, og man får måske et krampagtigt og unaturligt forhold til disse på mange måder stakkels små børn (stakkels fordi det til alle tider må være hårdt, at mor og far er gået fra hinanden).
Jeg må indrømme at jeg kæmpede en brav kamp med mig selv i mit første år som stedmor: Jeg slugte uendeligt mange kameler. Både fordi det er svært at få børn ind i sit liv fra den ene dag til den anden, men også pga de forventninger jeg havde til mig selv, og som jeg bildte mig selv ind, at alle andre også havde til mig. Følte mig ond og forkert, fordi jeg ikke var overvældet at følelser.
Først da jeg efter et års tid accepterede, at man som stedmor simpelthen bare ikke har den der bundløse brønd af kærlighed til børnene, som forældrer har. Først der, fik jeg det bedre med mig selv! Da jeg begyndte at acceptere dette og talte frit og åbent om det, blev det også komplet lige gyldigt, hvad alle andre tænkte! Jeg vidste at jeg gjorde det så godt jeg kunne, og det var egentlig rigtigt godt: Mine stedbørn var glade for mig, og jeg for dem. De havde (og har jo stadig) en mor, så den rolle skulle og kunne jeg ikke udfylde. Hvorfor så prøve på det?
Egentlig er det jo såre simpelt. Så snart man har indset det, og accepterer sig selv, sin rolle og sine følelser, ja så er behovet for at retfærdiggøre sig selv og sin rolle heller ikke mere så presserende.
Jeg blev et gladere menneske og har fået langt mere overskud til weekenderne med min mands børn, efter at jeg frigav mig selv fra "mor-bundetheden" (bryder mig ikke om betegnelserne setdmor, bonusmor mv.), og bare stræbte efter at blive børnenes fortrolige, voksne og særlige XX (navn).
Og hvad ville jeg så med dette indlæg? Tjaa....måske bare fremhæve, at det ikke kræver den store videnskab at forstå og accepterer sig selv. Når vi stedmødre gør det, får vi det bedre og kerer os ikke om andres syn på os! Det tør jeg næsten garantere :-)

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

Jeg tror faktisk at vi er helt enige:-).

Jeg forstår godt hvad du skriver i din artikel, og jeg forstår også godt hvem du henvender dig til. Jeg synes bare at det er så DRØN ærgerligt at det er nødvendigt! At far-kæreste-rollen (lad os bare kalde den det) skal være forbundet med så meget tystys og tabu. Den manglende kærlighed er total tabu; det må endelig ikke være at vi irriterer os over noget disse børn gør; vi skal klappe i som østers, og må ikke indrømme, at vi ikke glæder os til ugevis af samvær i sommerferien osv osv.! Jeg forstår så sandelig både dig og alle mine medsøstre, der bærer "stedmoder-åget" på deres skuldre. Det er SÅ HÅRDT! Som jeg skrev havde jeg det virkelig svært i de første år! Jeg spekulerede flere gange på, om det var det hele værd. Syntes jeg ofrede mig selv SÅ meget, og fik minimalt igen. Skulle samtidig udtråle glæde og kærlighed, hvilket fik mig til at føe mig kunstig. Kunne næsten ikke kende mig selv!
For mig hjalp det at acceptere mine følelser, og dermed mig selv. Jeg talte åbent om det, MEGET åbent! Ikke så meget til min mand, for ham ville jeg ikke såre. Indrømmet pakker jeg stadig alt (hvad angår hans børn) ind i vat:-/ . Overfor mine veninder, mine forældre, min mødregruppe (er nemlig selv blevet mor sidenhen) osv., talte jeg dog bramfrit om hvordan det var at være stedmor. Talte aldrig direkte grimt om børnene, for det fortjener de ikke. De er søde og tillidsfulde, men det ændrer ikke på at stedmoder rollen sucks! Det bemærkelsesværdige var, at jeg mødte forståelse OVERALT! Allle forstod mig, og kom med udtalelser som "Det må bare være så hårdt", "Du må godt nok være stærk", "Det havde jeg aldrig kunnet gøre", "Du gør det jo så godt du kan", "Du ER jo ikke deres mor" osv osv osv. Jeg mødte kun forståelse og sympati! Dette gjorde mig stærk og det gjorde mig meget gladere. Jeg ville selvfølgelig ønske, at jeg kunne tale ligeså bramfrit om det til min mand, men det nænner jeg ikke helt. Han ved jo nok godt, at følelserne til hans børn og til vores fælles barn er forskellige. Hvorfor trampe rundt i det?
Synes det er super at du har et netværk. Det savnede jeg meget dengang! Savnede ligesindede, som jeg kunne dele mine frustrationer med. Igen vil jeg bare fremhæve: Ærgerligt, SÅ ægerligt, at denne stedmoderrolle skal være et så problematisk emne!
Kærlig hilsen AM

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

til Am

Hvor er jeg dog enig...jeg mener det er helt forkert at det skal være så tabu-belagt at tale om forskel på bonsubørn og egne børn.

Jeg er helt åben omkring det faktum, at der følelsesmæssigt er forskel på egne og bonusbørn og det virker for mig krampagtigt at sige at der ikke er...
Men det ændrer ikke ved at min bonusbørn hører til mig og min familien. De får samme vilkår, samme krav og samme fordele.... det værste man kan gøre at da at behandle dem som gæster. De er uendelig søde og dejlig børn og jeg holder oprigtigt meget af dem. Jeg omtaler dem altid pænt. Men vores to fælles børn er jo mine....måske har det også noget at sige at man med fælles børn er ene om at opdrage og præge dem...så man skal ikke forholde sig til dårlig opdragelse eller manglende :-)
bonus mor til 2

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

Mine bonusbørn er voksne, men jeg synes alligevel det er svært - for jeg synes jeg skal forsvare at jeg ikke har de samme følelser for dem, som jeg går ud fra at man har til biologiske børn. Børnenes far og jeg har været sammen i 7 år og han har meget brug for at gøre tingene anderledes med børnene, end da han var sammen med deres mor. Vi er enige om det meste, og enige om at vi ikke laver aftaler "udenom hinanden", fordi alle bliver forvirrede af det - ikke mindst børnene. Alligevel oplever jeg at aftaler bliver brudt, og at jeg står på den ene banehalvdel - alene, og det har jeg meget svært ved at acceptere. For nylig havde den store søn noget han ville fortælle, og det skulle forgå på en dag hvor jeg havde meldt ud at jeg ikke var indstillet på at skulle noget "socialt". Vi havde haft meget travl periode, og jeg var lige startet i nyt job som ikke gik godt. Jeg bad om at vi kunne finde en anden dag, men min mand blev meget vred, og mente at det kun handlede om at jeg ikke interesserede mig for børnene, eller at jeg bare ikke "gad" tage med. Han tog selvsagt alene afsted, og det tog en rum tid inden dén blev landet - det ligger stadig og lurer at vi begge synes at den anden opførte sig urimeligt. Den kunne jeg godt tænke mig at få respons på - hvordan tackler vi det fremover?

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

på mange måder genkender jeg de følelser, der er beskrevet ovenfor: følelsen af utilstrækkelighed i forhold til stedbørnenr, følelsen af at være ond og ikke slå til, følelsen af at man burde elske, når man nu ikke kan.

Men hvad gør man egentlig, når man ikke kan fordrage sine stedbørn? Når man i bund og grund ønsker, at de ikke var der? Når man føler, at de er uopdragne og hylende, hvis de ikke får deres vilje? Når man føler, at de kræver konstant opmærksomhed fra alle sider 24 timer i døgnet selv om de er kommet i skolealderen? Når man med sin neo-cortex (som nogen beskrev det ovenfor) ved, at man BURDE om ikke elske dem så i det mindste gøre et ihærdigt forsøg på at kunne lide dem, og når dette forsøg bare ikke lykkes? Og hvad gør man, når man føler, at stedbørnene er ved at ødelægge ens ægteskab og at en disussion med ens mand om problemet bare ikke kan lade sig gøre?

Alle siger, giv det tid, så lærer du at holde af børnene, og du lærer at du ikke behøver at elske dem, bare at holde af dem. Men det der "bare holde af," hvad nu, hvis man ikke engang kan det?

Jeg har prøvet mangt og meget: samtale med venner, samtale med min mand og til sidst, da jeg blev desperat nok, samtale med psykolog. Det har sat lidt plastre på såret, men har egentlig ikke hjulpet, og jeg frygter, at mit forhold til stedbørnene (eller måske manglen på samme) i sidste ende vil få ægteskabet til at bryde sammen. Jeg forsøger at være sød over for mine stedbørn, men jeg ved, at jeg forskelsbehandler. Og jeg ved, at jeg har behov for at være sammen med mine egne børn og lave ting sammen med dem uden at have stedbørnene på slæb, fx at gå i svømmehallen eller biografen. Og så bliver min mand skuffet, stedbørnene bliver skuffede, og jeg bliver ked af det.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om ideer til, hvordan man forholder sig til virkelig at være den onde stedmor.

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

Hej
Hvor er det DEJLIGT at høre, at stedmødre/bonusmødre/fars nye kæreste/
faktisk fortæller at der er forskel på følelserne for egne børn contra "bonusbørnene" og at det er børnenes far I har valgt og IKKE børnene (som følger med).
For mig, som er X-konen og moderen til børnene er det I skriver ganske naturligt. I har valgt manden, I har IKKE valgt børnene, men det har jeg. Jeg har helt og aldeles frivilligt valgt mor-rollen og påtager mig gerne ALLE de forpligtigelser og ansvar, der hører med, simpelthen fordi jeg elsker mine børn ubetinget.
Jeg mener/føler at "fars-nye kæreste" træder over mine grænser, når hun f.eks vælger tøj til børnene, syr deres tøj, blander sig i deres skolesager, går med dem til frisør osv. - ALT sammen "mor-ting" som hun, efter min mening skal blande sig helt uden om. Børnene har IKKE bedt hende om at gøre det og har svært ved at sige "nej", når hun spørger om hun ikke skal.... og jeg har sgu svært ved at skjule min misfornøjelse når ungen kommer hjem i et par sko 2 numre for store, eller i en vinterfrakke som min teenager IKKE selv har valgt og som ikke passer til det unge menneskes eget valgte image, eller når min 10-årige søn, kommer nyklippet hjem fra besøg hos far, fordi han har glemt aftalen om, at vi ville gå til frisøren på tirsdag...
Alle disse ting, som ganske givet er gjort i en god mening, er lige sådan noget som er med til at ødelægge et FORÆLDRE-samarbejde, fordi X der jo så gerne vil inddrage sin kæreste i sit liv, "glemmer" at der er en mor som ungerne skal hjem til efter weekenden.
Mine børn er 14, 13 og 10, bor hos mig på hverdage +1 weekend i hvert måned. "Fars nye kæreste" har været der i 7 måneder. Jeg har været der i 14 år, så hvis hun kunne nøjes med at være "fars kæreste" og hygge sig sammen med ungerne - evnt. en slags voksen-veninde i de
3 weekender (6 dage) i måneden vil jeg ikke føle mine grænser overtrådt og føle en mangel på respekt fra både "fars nye kæreste" og X for min morrolle.
Manglende respekt og overtrædelse af andres (mine) grænser er til skade for børnene og forældresamarbejdet - jeg er nemlig kun et menneske.

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

Åh ja, jeg er stedmor til voksne (næsten midalrende børn) og har inge biologiske selv.
Jeg synes jeg har gjort hvad jeg kunne for dem og deres børn Oprigtigt og ærligt ment.
Alligevel oplever jeg at de glemmer mine fødselsdage også de runde Hvad tænker I om det? Hvordan tackler jeg det?? Jeg bliver såret og virkelig ked af det men orker ikke balladei familien så til sidst ender det ved med at jeg smilende sidder over en ups-det glemte vi blomst som jeg j oikke kan se som andet end pligt eller nikkendedukkende sidder og siger "tænk ikke på det ............"

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond

Jeg er så glad for, at jeg fandt denne side på nettet - jeg har været dybt frustreret længe. Min mand og jeg har været gift i 7 år - jeg har 2 børn. Min mand har 2 biologiske plus et bonus barn. Alle vore børn er over 25 år.
Til historien hører også, at min mand og jeg har kendt hinanden i over 30 år - vi er tidligere kollegaer.
Sidste år blev min mand syg med kræft - og han får al den hjælp han har brug for fra hospitalets side - men, men ,men , hans immunforsvar er ikke det bedste. det er rigtig svært for ham at acceptere. Vi har selvfølgelig fortalt alle i familien om de vanskeligheder der er forbundet med dette og at han nemt bliver ramt af nye sygdomme. min mand er stadig på arbejdsmarkedet - jeg er på efterløn. Så her i vinterferien ringer min mands bonus-datter og spørger om hun og hendes lille familie må komme på besøg - min mand har ikke ferie, men synes ikke han vil sige NEJ - nu hænger jeg så "på hele balladen" - jeg oplever at de (min mand plus bonusdatter med barn på 2 år og mand) er bedøvende ligeglade med hvad jeg mener - jeg får bare dikteret - at de kommer !
Da de ankommer er barnet på 2 år meget medtaget af forkølelse og en hoste der synligt smerter. Jeg vælger tavsheden - men ved med sikkerhed, at nu bliver min mand syg - og ganske rigtigt - natten efter, at "gæsterne" er rejst - så er min mand i krise - smerter, snot, og hoste.
Hvad gør jeg ? jeg er vred og frustreret - jeg synes ikke de (bonus-banet med fam.) tænker på andre end sig selv og hendes ferieplaner ?
Hvad gør jeg ?