Bonus mor... hvem, mig?
dec
12
Skrevet af:
Katrine Nordestgaard
12-12-2010 16:02
For knap to år siden fik jeg mig en ny, selvvalgt og ønsket identitet: kæreste! Med mig havde jeg en søn på dengang et år. No big deal, vel? Han er jo lige til at putte i lommen, sådan en lille fyr. Og desuden er han jo en del af mig.
En af de første gange, vi alle fire var sammen, kalder min kærestes søn (der dengang var 6) på 'bonusmoar?' Der blev helt stille i lejligheden, mens vi alle ventede på at kvindemennesket svarede. Indtil det gik op for mig, at det måtte være MIG, der blev kaldt på. Det var jeg godt nok ikke liiiige forberedt på. Bonusmor! Jeg var jo lige blevet kærester med hans far. Godt nok var jeg stensikker på, det skulle være os to for altid, og nu, knap to år, et parcelhus og en baby senere, er jeg stadig sikker, men jeg var ikke forberedt på sådan at få en ny titel tildelt igen. Jeg er vant til selv vælge, hvad der skal stå på mit visitkort. Mor-titlen har jeg valgt, kæreste-titlen ligeså. Mit arbejde vælger jeg selv. Jeg vidste godt, han var der, og jeg var også forberedt på at vi skulle forholde os til hinanden. Men ligefrem bonusmor?
Allerhelst havde jeg bare været Katrine. Fars kæreste. Men drengen havde allerede en bonusfar hjemme hos mor, og han var tryg ved at kalde mig bonusmor, så bonusmor it was. For man har bare at takke pænt 'ja tak' til sådan en lille fremstrakt hånd. I det spil er det hans og kun hans behov, der skal tælle. Det er sagt uden nogen form for ironi eller bitre martyr-undertoner. Ikke engang et gran af ærgerlse, for der må aldrig være tvivl om, at det er mig, der er den voksne af os to. Den, der skal tilsidesætte egne behov.
Det var ikke svært for mig at blive mor og acceptere, at det var en andens behov, der nu galdt. Jeg ved godt, der er nogle mødre, der har svært ved det, og det har jeg al mulig forståelse for, men for mig var det at få et barn, som at få en forlængelse af mig selv. Den forlængelse, jeg havde ventet på. Men at et andet barns behov skulle spille ind på min hverdag, mit liv og min identitet, den var værre. Det var jeg ikke genetisk kodet til. Det skulle, og skal jeg stadig, forholde mig bevidst til. Det kommer ikke bare af sig selv. Men selvfølgelig gør jeg det. Jeg kan ikke være andet bekendt. Hverken overfor drengen, der jo på ingen måder har valgt mig, men heller ikke overfor hans far, hans mor, der lader ham i min varetægt, eller overfor mine egne børn. Ingen af dem skal opleve, jeg gør forskel. Det er en bonus-mors svære, men vigtige opgave: at lade være at gøre forskel, selvom der er forskel.
Nu kalder han mig bare Katrine, når han kalder på mig. Det passer mig fint. For det er i virkeligheden det, jeg helst vil være for ham. Han har en mor, endda en yderst kompetent en af slagsen, så den rolle har jeg ingen ambitioner om at indtage. Men når jeg ringer på hans skole, præsenterer jeg mig som Katrine, T's bonusmor. Fordi det er sådan, han omtaler mig der, og det skal han ha lov at styre.
2 kommentar(er) indtil nu...
Sv: Bonus mor... hvem, mig?
Kære Katrine
Tak for et dejligt positivt indlæg. Jeg elsker den slags historier fra hverdagen og håber at rigtigt mange kan spejle sig i din glæde som bonusmor.
Jeg er selv bonusmor til 2 drenge (7 og 10 år) - De bringer den største glæde ind i mit liv og jeg ved i mit hjerte at vi er venner for altid. Jeg skal/kan aldrig træde i mors sted, men jeg kan (og er) være deres bedste voksen-ven.
Jeg vil gerne dele en lille sjov episode, som skete for et par år siden da jeg kom ind af lågen i børnehaven for at hente den mindste.
En lille pige kommer nysgerrigt løbende; "Hvem skal du hente?" - "Jeg skal hente Emil" svarede jeg hvorefter hun drejede om på hælen og løb hen til Emil, som sad og gyngede... "Emil Emil, din mor er her" - Da Emil så mig svarede han "Det er ikke min mor, det er min bedste ven" ...
Så bliver det ikke bedre.
Kærligst fra Helle
Af Helle Laursen Petersen,
13-12-2010 12:47
|
Sv: Bonus mor... hvem, mig?
Børnene hørte om en pap- far, og så blev jeg til pap - mor, p - mor, mor, Betina. Jeg selv syntes at være en voksen der i hverdagen bor sammen med to dejlige børn, hvor jeg forsøger at bevarer min sensitivitet overfor deres positionering af mig og dem selv som henholdsvis pap - og ikke pap børn/mor, udenslægtskab som Betina, og uden mor -mandatet. Jeg følger de vinde der blæser hos dem, og glæder mig over at i perioder hvor bio - Mor ikke har tid eller nærvær, så har disse to børn muligheden for at tjekke mor - substitut ind og ud.............hvilket de gør, så her kommer vi jævnligt omkring hele skalaen. Det tror jeg giver mulighed for et sundt børne liv
Af Betina,
04-01-2011 14:53
|