Er du dig selv?
jan
29
Skrevet af:
JanneF
29-01-2013 06:33
Vær dig selv, alle andre er alligevel optaget, sagde Oscar Wilde en gang. Ualmindeligt klogt sagt, ualmindeligt svært altid at efterleve, når vi lever i en sammenbragt familie.
I en sammenbragt familie er der mange hensyn at tage, mange kompromiser at indgå, mange kameler at sluge og mange, rigtig mange, følelser at forholde sig til. Både vores egne og andres følelser. Mange kan have en mening om, hvad vi bør føle og ikke føle. Inklusive os selv. Vi føler eet, men synes, at vi burde føle noget andet.
Det siges, at rollen som papmor, stedmor, bonusmor, det jeg kalder ekstramor, er den allersværeste i en familie. Det er også min egen erfaring og oplevelse. Men det er også min erfaring, at vi kan bruge ekstramorrollen som et springbræt til at få adgang til alle vores facetter og ressourcer. Med populære ord at få adgang til vores fulde potentiale og dermed hele os selv.
Jo mere, vi er os selv, jo mere ubesværet bliver det at være sammen med os. Mange af os er opdraget til at tage hensyn til andre, hvilket selvfølgelig også er fornuftigt. Spørgsmålet er bare om hensynet til andre nogle gange vejer for højt i forhold til hensynet til os selv?
Når vi ofrer os, når vi ikke er os selv, kan barnet mærke det. På lang afstand. Også selv om det ikke er dit eget barn.
Invitation
Jeg har en invitation til dig. Afsæt ca. 30 minutter til en rolig stund, hvor du sætter dig ned (meget gerne med papir og pen) og tænker over, på hvilke områder du i relation til dit ekstrabarn, ikke helt er dig selv.
Skriv det ned. Spørg dernæst dig selv, hvorfor det er sådan? Skriv meget gerne det ned, der popper op i dit hoved. Herefter spørger du dig selv; hvad kan du gøre for at være mere dig selv på lige netop det felt. Skriv også gerne det svar ned.
Kontrasterne
En af de ting der fascinerer mig mest med hele konstellationen at leve i en sammenbragt/sammensat familie er kontrasterne. Både de fysiske i form af, at vi den ene weekend er 50% færre børn i husstanden end den anden weekend. Men også de følelsesmæssige og mentale i form af, hvad jeg synes fungerer rigtig godt og det jeg synes, der fungerer knapt så godt.
Tricket er selvsagt at fokusere på og forøge, det der fungerer og finde løsninger til at optimere det, der fungerer knap så godt. Et rigtig godt sted, faktisk det eneste sted at starte er hos dig selv. Vær dig selv. Når du er det, er det ikke nødvendigt, at lægge låg på, skrue op, skrue ned for, overkompensere eller hvad du nu synes, du er nødt til i dag. Det er rarest og mest ubesværet for alle vores relationer, når vi er os selv.
Det positive bivirkning er, at det bliver mere ubesværet for os selv at være sammen med andre, inklusive dem vi adskiller os mest fra, og derfor nogle gange har svært med.
Selv har jeg følgende leveregel:
Jeg siger, det jeg mener, og mener det jeg siger.
Efterlever jeg altid den regel? Nej, det gør jeg ikke. Men jeg det, så godt jeg kan.
Kærligst
Janne
PS: Her er et lille tip…
Du kan altid lave et ’er-jeg-mig-selv-tjek?’ på et hvilket som helst område i dit liv;
på jobbet, i parforholdet, blandt dine søskende, dine forældre, osv. ved at stille dig selv følgende spørgsmål:
På hvilke områder i relation til…..[indsæt selv emne]…. er jeg ikke helt mig selv?
Hvorfor er det sådan?
Hvad kan jeg gøre for at være (meget mere) mig selv?
Og til sidst: hvornår vil jeg gå i gang?