Bloggen

Sv: Tag ansvar for dine egne følelser!

Så er jeg i den reciprokke situation: Jeg er for nylig blevet stedfar til en 14årig pige, som bestemt trænger til opdragelse. Indtil hun flyttede sammen med min kæreste og mig, havde hun boet hos sin far, der netop bøjede af hele tiden. Og det er ikke det bedste for en teenager.

En af grundene til at hun selv valgte at flytte sammen med os er (ifølge hende selv) at her er der rimelige regler og pligter. Og de skal overholdes.

Jeg hører det som om hun føler sig tryggere når der er rimelige, men faste rammer.

Dette blot som vand på din mølle med at tage ansvar - for barnets opdragelse.

Sv: Tag ansvar for dine egne følelser!

Lige præcis, Jan; når børnene får faste rammer, ved de hvad de har at forholde sig til, og det giver tryghed. Og det giver desuden også tryghed når forældre udviser autoritet; barnet opfatter at forældrene ved hvad der skal gøres i forskellige (mere eller mindre farlige, usikre eller andre) situationer, og det gør hele ens verden lidt mere tryg at vide, at man har det "sikkerhedsnet" at de voksne kan give vejledning, retningslinjer og gode råd..

Og det er også lige præcis derfor jeg er hamrende, rørende enig med Sølvi; børnene skal ikke "nurses", overforkæles eller pakkes ind i vat. Hverken pga. dårlig samvittighed, afsavn eller noget som helst andet.

Spørger man børnene selv vil de naturligvis meget nødigt undvære ture og udflugter, gaver og det at få sin vilje. Men ser man på resultatet - fx ved at se på andre større børn og unge, der har levet sådan - så er det tydeligt at se, at det ikke er sundt, trygt eller nyttigt for børnenes fremtid, at lade dem styre alt.

Og den dag der sker noget, fx at ens barn nu er blevet ung, måske endda voksen, og ikke kan holde på venskaber, ikke kan styre sin økonomi, ikke kan tage ansvar for sig selv og sine handlinger, er det igen barnet (nu den unge) der betaler prisen i form af manglende socialt netværk, dårlig økonomi og vedvarende konflikter både professionelt og privat i deres liv. Og de vil bebrejde sig selv, som de første....

Sv: Tag ansvar for dine egne følelser!

Bvrd, min kæreste har været meget som du skriver - gjort hvad børnenes mor sagde (ja, hun fik decideret lov til at bestemme hvad der skulle foregå i vores fælles hjem - meget spændende oplæg!!!), og ofte stik imod hans egne værdier, holdninger og hvad vi - i fællesskab - havde aftalt... Du gode gud, jeg er gået derfra tit med en - what a f... pushover - total overrasket over måden at agere på og bare blindt følge ekskonens kommando... Der gik jo så ikke længe før de små (kloge - åh tag ikke fejl, deres hoveder er skruet godt på) poder begyndte på "mor siger du skal....." og manden hoppede i med begge ben gang på gang... - så sagde den skrappe (??) kæreste, nu må du stoppe, jeg kan ikke acceptere og holde det ud - STOP! - og lidt efter lidt (med lidt hjælp og kærlig guidance i situationerne) blev det bedre... Det sker stadig, men ikke så tit som tidligere, alle mine alarmklokker ringer så snart der bliver taget så meget som et halv skridt i den retning... Næ, den retning kan man kun bevæge sig for langsomt fra - ingen, og jeg mener ingen, heller ikke mig, skal bøjes i den retning, det er fuldstændigt urimeligt...

Sv: Tag ansvar for dine egne følelser!

Nu kan jeg ikke gøre mig klog på de ovenstående kommentarers situationer, men Sølvias indlæg er i mine øjne helt misforstået, og det vil jeg gerne kommentere:

1) Sølvia indleder med denne perle:
"Rigtig mange (især fædre), der kun ser deres børn noget af tiden har virkelig dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over for ekskonen, at de skred. Eller over for hende over, at de ikke var en god nok mand til, at hun kunne holde ham ud. Eller dårlig samvittighed over for børnene over, at de skred - eller ikke kunne gøre deres mor glad (nok). Eller over at de valgte sig selv frem for familien. Den dårlig samvittighed har mange nuancer."

Det er helt grænseoverskridende læsning for en delefar, at manden har ansvaret både hvis han skrider og hvis han smides ud. Og der ligger i formuleringen en klar forståelse af at han BØR have dårlig samvittighed, selv hvis han er smidt ud. Fordi han ikke kunne gøre mor glad nok? Hard Core Feministisk, hvor netop manden (patriarken) ansvarliggøres i alles handlinger og kvinden sættes i centrum.

Det er en enorm hån, at manden ansvarliggøres når konen er umulig at gøre glad eksempelvis. Og det er ikke hans ensidige pligt!

Dette grundsyn farver resten af artiklen, og er i mine øjne det helt forkerte grundlag både at diskutere ud fra. Endnu værre er det et inkompetent feministisk grundsyn for en familie/par terapeut, og jeg håber personligt at Sølvie ikke har kunder i sin butik - for deres børns skyld.

Til emnet om delefædres konfliktskyhed og tivoli forældreskab, så konkluderer Sølvie at det handler om den dårlige samvittighed, og overser (igen ved at ansvarliggøre faderen alene) en lang, lang række alvorlige faktorer, der ligesåvel kan forklare det bløde tivoliforældreskab som hendes fokus på dårlig samvittighed kan. Lad mig derfor tilføje nuancer:

1) Mange delefædre får imod deres vilje reduceret tilværelsen med deres børn til det der svarer til bedsteforældres relation med børnene: weekender. Det er hverken bedsteforældres eller weekendfædres job at opdrage, men blot at give kærlighed og glæde. Der er ikke tid til mere. Ikke mange børn ønsker at komme på ferie og weekend hos bedsteforældre, der er strenge og krævende, og den samme risiko oplever en weekendfar. Tiden er dyrebar og den SKAL være guld.

2) Mange samværsforældre oplever at hvis de konflikter med bopælsforælderen går det direkte ud over samvær. Man kan ikke ringe til børnene eller få samarbejde om samværet, hvis ikke man er udpræget flink og medgørlig. Det handler om magt og nogle mødres opfattelse af at være den eneste "ægte" forælder, grundet bopæl eller køn.

3) En deleforælders konflikter med børn på samvær kan resultere i at børnene ikke vil på samvær, eller at bopæls (moderen)forældren hører om dem og gør dem til et våben i samværskonflikter. Danmark er sådan indrettet, at hvis der er problemer for børnene på bopæl, så støtter kommunen med familiekonsulent etc. Hvis der er problemer i delehjemmet, så reduceres samværet. Det giver en enorm motivation til at alt.. ALT.. kun skal foregå gnidningsfrit og netop "bedsteforælder" flinkt.

4) Man kan måske forstå tivoli og flinkefædre samt "tamme fædre" der styres af børnenes mor på denne måde:
Gode, nære venner som vi ser sjældent, sørger vi for at ultra hygge med, til forskel fra nære naboer, som vi både kan arbejde og konflikte med. Vi finder os i mere fra folk vi holder af, men som
kun besøger os hver anden weekend, end hvis vi bor med dem i bofælleskab. Vi konflikter ikke med vores chefer hvis vi føler os fyringstruede. En bopælsforælder der i systemet har magt til at rette anklager, smadre samvær eller på bopælen har magt til at påvirke børnene - navnlig i samværskonflikter med større børn, er en meget ubehagelig og magtfuld modstander, som man absolut ikke bør lægge sig ud med. Især ikke hvis vedkommende under skilsmissen allerede har vist sig villig til at smadre både relationen til børn og sandheden i det hele taget, for at få sin berettigede ret til sit eget liv på den anden forælders og børnenes bekostning.

Jeg håber der kan være flere nuancer i denne diskussion, end at delefædre er vattede.

Fortsat god dag, Sølvie.