Bloggen

Sv: Flyt ikke sammen, før børnene er flyttet hjemmefra

Det beste for børnen er nog at man ikke bliver skilt, og dernest at de ikke får sit liv kompliserad av noen andre enn sin moder og fader. Men for mor og far er det nog ofte best at finne en annen og dele livet med? Og for børnen er nog det beste at ha en lykkelig mor og far. Så enkelt, så komplisert:-) Men et meget interessant spørsmål om det lige går an å finne andre modeller for samvær og kjærlighet? For kan et praktisk samliv og evigvarende romanse uansett virkelig være mulig? Jeg vet ikke:-)

Sv: Flyt ikke sammen, før børnene er flyttet hjemmefra

Jeg er enig i at det er hårdt at blive skilt, men det er lige før jeg syntes det er dobbelt så hårdt at finde en ny kæreste, prøve at være en familie med den nye kæreste, og skulle tage beslutningen om at nu skal man flytte sammen.
Jeg har nu været skilt i snart et år, har en kæreste jeg har været sammen med i 6 mdr, og det er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet.
Det første spørgsmål der kom var, hvornår skal børnene introduceres, næste var, hvor meget skulle man være sammen i starten, hvornår og hvor meget man skulle man sove sammen når man havde børn, og så kom spørgsmålet, hvor meget skal man blande sig i hinandens "opdragelse", liv med sine børn.
Og det sidste, hvornår er det rigtige tidspunkt at flytte sammen.

Når man er helt vildt forelsket er man klar med det samme. Heldigvis er vi mennesker indbygget med noget der hedder logik, også selv om vi er beruset af forelskelse...
Jeg kan kun snakke erfaring fra mit eget liv.
Men der er så mange ting der skal på plads inden man flytter sammen, som f.eks. at børnene skal komme sig over skilsmissen. Ønsket om at mor og far en dag flytter sammen igen, den tanke skal have lov til at stille og roligt forsvinde af sig, inden de skal forholde sig til en ny bonus familie.
Der skal være klare linjer om hvor meget man skal blande sig i hinandens børn, også selvom man er flyttet sammen og er en stor familie. I sær i starten af hele flytte sammen ræset.
Og man skal lære hinandens børn at kende på godt og ondt,og acceptere deres forskelle og det kan man godt uden at være flyttet sammen. Jeg mener at man burde gøre det inden man flytter sammen, så man ikke ender i en situation hvor man lige pludselig finder ud af at ens børn/barn ikke kan lide kæresten.

Har man først levet i et længere forhold som en familie, og man så bliver skilt vil lysten til at være en familie igen, være stor. For det er det man kender, er vant til. Og det som man drømte om da man blev en familie.
Nu er man så blevet skilt, og drømmen kommer igen, og der skal man så tænke over mange flere spørgsmål, som "er han den rigtige bonus far for mine børn", og ikke "er han den rigtige far for mine børn", for de har allerede en far.
Der kan også kommer det dilemma at han måske ikke er så vild med dine børn, som du naturligvis er.
Kan man leve med det at han ikke falder i svime over at nu har lille manden spaghetti hængene ud af mundvigen og ligner en lille sabel tiger...Men at han faktisk tænker, se nu at spis pænt.
Og kan man leve med at hans børn måske ikke kan lide dig, at de helst ønsker at have hvert sit liv og ses engang i mellem?
Jeg selv har 3 drenge i alder 2-8, og han har en dreng og en pige i alder 10-11.
Det har da givet nogle problematikker en gang i mellem, og vi snakker om at vi ikke skal flytte sammen endnu, ikke fordi VI ikke har lyst, men fordi vores børn skal kunne følge med og vi skal kunne følge med hinandens børn.
Som sagt har vi været sammen omkring 6 mdr nu, og det er først nu at vi har sovet sammen alle samme. Og det er ikke noget vi gør hvergang vi har børn sammen. Det er når vi kan mærke at alle er med på det, både store som små.
Han sover her heller ikke når jeg har børn alene, da mine børn også skal have lov til at have mor for sig selv engang i mellem.
For mig ved jeg ikke om vi kommer til at flytte sammen, det fungere godt nu, vi kan ses så meget vi har lyst, spiser sammen, tager ud sammen, og hygger i weekenden, både med og uden børn, og det er kun det med at sove sammen som vi ikke gør.
Og jeg tænker, der sover man alligevel...
Det jeg nok vil sige med det hele er, ro og tålmodighed og accept af den situation man står i er vigtigt, ikke så meget om man bor sammen eller ej.

Knus Linse

Sv: Flyt ikke sammen, før børnene er flyttet hjemmefra

Kære Puk!
Jeg har læst dit indlæg en del gange, og reflekteret over det. Helt overordnet mener jeg at det er børnenes tarv der er vigtigst i en skilsmissesituation. De har hverken 'bedt om' at blive født eller om at deres forældre skal skilles, men når det er sagt, så har jeg en anden vinkel på det.
Faktisk synes jeg at Trine Bryld har fat i noget af det rigtige, når hun siger at man skal 'vente' med af flytte sammen - men ikke nødvendigvis af kun hensyn til børnene, mindst lige så meget af hensyn til den nye partner, som (uforskyldt) dumper lige ned i et hvepsebo af følelser og nye rutiner der skal på plads efter skilsmissen. Det synes jeg faktisk ikke man kan byde et andet menneske. Jeg flyttede selv sammen med min mand 1/2 år efter han var flyttet fra sin tidligere kæreste (jeg skal måske lige indskyde, at det ovenikøbet var og er en 'lykkelig skilsmisse', og at begge parter hele tiden har samarbejdet optimalt om deres søn), som han havde et barn på knapt 6 år med. Jeg var gravid, men havde ikke nogle børn selv - og jeg fik et chok. Det var enormt svært at rumme og forstå at halvdelen af mit liv pludselig blev 'bestemt' af en 6-årig, og at jeg blev fuldstændig tilsidesat. Han havde indflydelse på alt - maden vi spiste, hvad vi lavede, hvad der kunne lade sig gøre, og han var sin fars 1. prioritet. Man kan også sige det på en anden måde: Pludselig har man stort set ingen indflydelse på halvdelen af sit liv - og man er tvunget til at 'være i det' i meget stort omfang, for hvis man trækker sig, så er der jo netop ingen familie.
Retrospektivt kan jeg godt se at det også har været vanskeligt for far og søn - men jeg ville også ønske, at jeg først var flyttet sammen med ham på et senere tidspunkt, hvor både far og søn var faldet til ro i deres nye virkelighed.
Nu hvor jeg selv har fået børn har jeg selvfølgelig en anden forståelse for hvilke instinkter man har i forhold til sine børn, og hvor stor en kærlighed man har for dem - men hvis min mand skulle gå fra hinanden, så ville jeg virkelig tænke mig meget godt om, før jeg indgik i et nyt forhold/flyttede sammen med en anden mand. Der er SÅ mange følelser man skal rumme og tage stilling til i en skilsmissesituation, at jeg faktisk ikke tror at man kan rumme en ny partner også.
Bedste hilsner