Er du bekymret for, hvordan julen skal gå?
dec
11
Skrevet af:
Sølvi Ellinora
11-12-2010 11:00
- så har jeg samlet 8 skridt, der kan gøre den (lidt) nemmere.
Som vanligt har jeg lidt mere fokus på, hvordan de voksne klarer sig godt igennem. (Hanne Søndergaard Jensens 7 gode råd med barnet i fokus er bestemt anbefalelsesværdige!)
Julen er efterhånden den eneste højtid, vi har, hvor der er turbo på traditionerne. Og det er mine traditioner, der er de rigtige.
Hvis konflikterne ligger lige til højrebenet i hverdagen i den sammenbragte familie, så er de allerede sparket afsted, når det er jul.
Der er ikke bare mange forskellige traditioner i spil, der er også (ofte uudtalte) forventninger til, at julen skal være intet mindre end vidunderlig. Renskurede børn, sprød svær på stegen og sneen der daler blidt. Og kærlighed og glæde ud over det hele.
Hvad så når kærestens børn ikke siger tak for gaven på den helt rigtige måde?
Eller når hendes forældre gør åbenlys forskel på dine og hendes børn?
Eller når dine årelange traditioner om julegudstjeneste falder fra hinanden, fordi børnene først kommer fra eks’en om eftermiddagen?
Eller nogle af de andre 100 ting, der kan sætte skår i idyllen.
Jeg har samlet 8 ting, der kan gøre jeres jul bare lidt nemmere. Hvis I vil vide mere (og møde mig), så kom til Fars Kærester den 16. december kl. 19-21, som i anledning af julen er åbent for jer begge.
8 TRIN TIL EN LIDT BEDRE JUL
- Tal det hele igennem. Virkelig – det hele. Med klokkeslæt. Med mindre I har gjort det her i mange år, så er der intet, der er indforstået. Intet.
- Overvej, om I virkelig behøver se alle i familien i juledagene.
- Overvej nøje, om børnene skal have to juleaftener, og hvordan I vil gøre det. (For hvis skyld holder I egentlig to juleaftener?)
- Tal med jeres forældre om, hvad I forventer vedrørende deres gaver til børnene. Hvis I ikke ønsker åbenlys forskelsbehandling, så foreslå f.eks. forkælelse af “egne” børnebørn på et andet tidspunkt. Lige Juleaften kan det hele blive meget tydeligt for børnene, at der er forskel.
- Skab jeres egen tradition. Den kan være lillebitte – bare den er jeres.
- Når I er midt i det, så skriv det ned, så I er forberedt til næste år! Ellers har I glemt det næste år og ender (nok) i samme konflikt en gang til.
- Vælg dine kampe med omhu. Stor omhu. Gem det til senere og skriv eventuelt ned i den notesbog I har købt til “juleregler”.
- Hold forbindelsen med din kæreste. Få øjenkontakt. Rør hinanden. Det styrker jeres forbindelse. Og det er det vigtigste. Altid.
Jeg ønsker jer en glædelig jul.
Kærlig hilsen
Puk