Mor Lene's blog efter 1. kursusaften på PREP (og lidt forhistorie)
nov
19
Skrevet af:
Center for Familieudvikling
19-11-2012 21:58
Den første dag på Kurset ”PREP for skilte” (kursus i fælles forældreansvar), var en dejlig, lærerig og rørende oplevelse. Vi blev budt velkommen af kursusholderne og introducerede kort os selv. Ca 10 forældrepar deltog. Nogle stod lige midt i at skulle gå fra hinanden og andre havde været skilt i flere år. Flemming og jeg kunne fortælle, at vi ikke var ved at gå fra hinanden og aldrig ville gøre det. Dette af den simple årsag, at vi aldrig har været sammen. Vores datter Vilma er snart 5 år og bor i vores to lejligheder i en mindre andelsboligforening i indre by. Vilma er født i Berlin, med hjælp fra en jordemoder, Vilmas far Flemming, Flemmings daværende kæreste Kenneth og mig. De første 9 måneder af Vilmas liv, boede hun og jeg i Berlin, hvor jeg havde boet i 15 år. Flemming og Kenneth boede der hvor vi bor nu. Agendaen var egentlig at vi skulle bo i hver vores by, med Vilma hos mig. Men eftersom at Flemming, Kenneth og jeg havde det rigtig fint me d hinanden og fordi at der er ting, som går op for én når man får børn, stod det et par måneder efter fødslen klart, at Vilma og jeg skulle til Danmark. Til stor glæde blev der en lejlighed ledig i andelsboligforeningen og Vilma og jeg flyttede ind.
Flemming og Kenneth havde været kærester igennem flere år, inden at vi besluttede os for at få Vilma. Kenneth og jeg mødte først hinanden da beslutningen var taget og Flemming og jeg havde faktisk kun mødt hinanden 5-6 gange hos en fælles veninde i Berlin, inden idéen blev taget op. Det var denne veninde som fik den udmærkede idé, at Flemming og jeg skulle få et barn sammen. Vi tog teten op og mens Kenneth og Flemming snakkede, skrev Flemming og jeg sammen om forestillinger, forventninger og om alt muligt andet. Kemien stemte, vi havde alle tre lyst og jeg blev meget hurtigt gravid.
Jeg er uendelig glad for vores fælles historie. Jeg har fået et vidunderligt barn og har lært et par dejlige mænd at kende. Der har været kriser undervejs, men jeg ser os stadig som en familie med tætte bånd og med et fælles ønske om at skabe et dejligt liv for Vilma. For mig at se, har vi gennemgået tre betydningsfulde kriser; Jeg ville gerne have endnu et barn, hvilket Flemming og Kenneth ikke ønskede, Flemming og Kenneth er ikke længere kærester og Kenneth bor et andet sted i byen og jeg er netop blevet rask efter en alvorlig depression. Men måske netop på grund af disse kriser, er vi kommet os selv og hinanden nærmere, hvilket Vilma jo nyder godt af.
At deltage i et kursus for skilte giver umiddelbart ingen mening. Men når man ved, at fokus ligger på at forstå forældres fælles ansvar, har kurset alligevel relevans. Indledningsvis blev vi præsenteret for en beskrivelse af, hvad der sker med voksne i en brudproces. Og selvom Flemming og jeg ikke har oplevet dette med hinanden, har vi oplevet et brud i vores lille familie. Jeg blev derudover slynget tilbage til min egen oplevelse som skilsmissebarn og blev klogere på nogle mekanismer. Vi blev bl.a præsenteret for vigtigheden af at komme derhen hvor bruddet er blevet forstået, accepteret og er til at tale om, på et helende og forståeligt sprog. Faktisk er det først der, at vi kan være rigtig støttende for vores børn, som jo også kommer i krise.
Kommunikation og samarbejde var det næste punkt på dagsordnen. Der blev talt om vigtigheden af at kunne tale ordentligt sammen og der blev givet forslag til hvordan dette kunne ske. Bl.a med kig på forskellige kommunikationsniveauer (fra snak om almenheder til den mere fortrolige af slagsen). Vi prøvede en samtaleteknik som jeg fandt ret interessant. Her havde den ene taleretten og den anden lyttepligten. Personen med taleretten havde ”talekortet” i hånden og bestemte hvornår kortet/taleretten skulle gives til lytteren. Lytteren måtte gerne tale, men KUN gentage hvad taleren lige havde sagt. Det var super interessant at høre Flemming bruge mine ord og det var lige så interessant at tale som ham. Vi kom tæt på hinanden og fik berørt oplevelser fra ”helvedesperioden” med min depression, på en måde som vi ikke har gjort det før. Klart en meget positiv oplevelse fra kurset.
Er man som voksne de virkelige venner, de korrekte kollegaer, de sure samarbejdspartnere eller de kampklare krigere, er noget man også kan finde ud af på kurset. Dette er smart at blive sig bevidst, i henhold til samarbejdet omkring børnene. Hvilken samarbejdsform benytter vi? Hvad betyder denne for vores børn og hvor vil vi gerne hen? Som den ene kursusholder sagde; ”Man kan populært sige, at I ikke er på dette kursus for jeres egen skyld, men for jeres børns!”.
Og at disse ting hænger sammen som hønen og ægget er der jo ingen af os som er i tvivl om. Alt i alt var kursets 1. dag en positiv oplevelse. Det skal måske nævnes at kurset er meget styret af kursusholderne og at der ikke er megen plads/tid/lyst til, at gribe folks problemer i det store rum, selvom kursisterne viser åbenhed. Der er en plan, og den bliver fulgt. Men hvis kursusholderne er sig dette bevidst og tager en personlig snak med de som åbner op i det store rum, så ser jeg ikke dette som et problem. Kursusholderne har en vigtig historie at fortælle og den vil jeg gerne høre.
I næste uge har kurset fokus på børnenes oplevelser af bruddet. Hvad oplever børnene og hvordan forvalter vi disse oplevelser? Hvordan med kommunikationen og samarbejdet? Spændende…