Far Flemming's blog efter 1. kursusaften på PREP
nov
19
Skrevet af:
Center for Familieudvikling
19-11-2012 21:55
Mødte op på Center for Familieudvikling kl. 17 tirsdag aften som var aftalen…. Slut kl. 21,
Let nervøs og rigtig meget spændt på hvad der skulle ske. Passer Lene og jeg ind i denne konstellation, og ville det her være givende for os? Hvad var det der kunne bidrage vores samarbejde om at være deleforældre? Det samarbejde som vi selv har startet og som vi selv har fundet vores vej i.
Lenes og min situation er at vi som 39 årige blev enige om at vi skulle have et barn sammen. Vel egentlig uden at vide hvor stort et samarbejde vi skulle indgå, men samtidig med en usigelig lyst til at skulle give vores værdier til et lille nyt menneske… Vi var godt klar over at det her ville blive en livslang rejse vi skulle starte sammen, og spillereglerne var lidt anderledes for 5-6 år siden da jeg var i forhold med Kenneth og nu skulle vi så være mor, far og Kenneth… Siden er jeg blevet single idet min ex kæreste og jeg gik fra hinanden for 2 år siden. En skilsmisse som ikke havde den store betydning for min daværende 2 årige datter, da vi havde en klar indstilling til at det her ikke på nogen måde skulle gå ud over Vilma. Jeg skal ikke lægge skjul på at det personligt har været hårdt at skulle stå alene som far, og naturligvis var der en del smerte involverede i denne skilsmisse, men i dag er Kenneth og jeg rigtig gode venner, og Kenneth har stadig et fantastisk forhold til min datter, dog er han nu blevet Onkel Kenneth..
Nu sad jeg så her en tirsdag aften på Strøget med Lene, og nu skulle vi være bloggere på www.delebarn.dk om dette PREP kursus.
Vi er ni par… Efter en meget kort introduktion skulle vi kort præsenterer os selv... Og der gik det op for mig, at vi her sad mellem mennesker der er i en meget stor sorg, meget stor vrede og meget stor frustration. Alle herrernes kropssprog var: Hvad fanden laver jeg her?? Og kvinderne: Ja, nu er vi her og så kan du bare se!! Jeg er godt klar over at det her står totalt på min regning, men det var hvad jeg så.
Det der gik op for mig under introduktionen var at det her er for børnenes ve og vel.. og det er jo også derfor at jeg var her.. så der var vi alle i samme båd…
En masse power point og en masse snak.. og så tid til refleksion med tilhørende baggrunds-købe-musik.
Kurset har 3 fokus områder: Jeg personligt – Samarbejde – Børnene
Tema 1. De voksne i brudprocessen
En mandlig oplægsholder kører os igennem denne del…
Når man går fra hinanden, det være sig af den ene eller den anden grund, så er det i usynkrone processer. Hvilket betyder, efter hvad jeg opfattede, at det altid er den ene af to partner der har ideen om bruddet først. Og det kan så strække sig over 2-3 år… Når bruddet så er en realitet, så er der forskellige ståsteder for hvor den enkelte er i processen og i den proces kan der forekomme forskellige følelser.
Den som forlader – lettelse, skyldig, vrede, tvivl.. m.m.
Den som bliver forladt – afmagt, skam, vrede.. m.m.
Og hvordan er det så lige at man skal komme videre… Man skal forstå – accepterer – tale.. og når du så mestre det kan du begrænse og kontrollerer.. og dermed også få en helende og helbredende historie…
Egen refleksion: Et brud/skilsmisse kan være ligeså hård som hvis man mister en partner ved et dødsfald, mister en forældre eller et barn.
Den tanke jeg sad med var at det var da utroligt hvor specifikt det her ramte mig. Jeg troede jo at mit brud med min ex var meget specielt og ikke noget man kunne se i en graf eller læse i en statistik. Jeg ville da gerne ha ha muligheden for at snakke med min ex lige nu vedr. dette. Nysgerrig om hvad der er min ex’s helende historie?? – Det må jeg spørger ham om ved lejlighed!
Snakkede hurtigt med Lene.. hun var gået om bord i hendes forældres skilsmisse for mange år siden… også interessant!
Tema 2. Indledning til kommunikation.
Vi blev nu præsenteret for et kommunikations redskab som skulle lette den svære samtale. Var det her PREB???
En kvindelig oplægsholder tager over, og skal nu have os igennem det her redskab vi skal lærer, sådan at vi kan kommunikerer mere udbytterigt. Hun var selv meget begejstret og glædede sig til at vi skulle ha det serveret… Pludselig kastede hun og den mandlige oplægsholder sig hovedkulds ud i et rollespil. Nå da da.. sikke I giver den gas… men hvor var den ramme for det værktøj jeg skulle ha serveret?? - og hvad er meningen med at jeg skal se jer spille rollespil?? - Nåååå… nu skifter i stemning i rollespillet og bruger den der teknik som jeg lige om lidt skal have præsenteret… Som kommunikations arbejder selv, fokuserer jeg på teksten og de historieopbyggende fejl der bliver lavet … Øv…. Måske er der nogle af de andre der får en masse ud af det?? – det håber jeg! Men lige nu skal jeg i hvert fald ikke kikke på Lene for så falder jeg om af latterkramper…. Måske var det det de ville have ud af dette rollespil… !?!?!?!?
Så blev vi udspurgt om hvad vi så?
Naaaaa.. joooo..Hvad så vi? Hvad så vi?... et par der har en diskussion vedr. et fælles barn.. Først snakker de lidt højt, råber, og så finder de ind til noget med at sætte sig ned.. og så går det lidt bedre… Ikke nemt at svarer i dette forum, da vi ikke lige var klar over at vi skulle svarer på spørgsmål efter dette så kaldte rollespil.
Vi går videre… En samtale har flere niveauer 1-2-3-4-5 Uhmm.. uhmmm… - En herre spørger ind til noget.. bliver ikke svaret… Øv… Nå, men der mistede vi ham…
Der er regler for taleren og regler for lytteren…. Regler for begge – taleretten og lytte pligten…
Og så var det tid til at vi skulle afprøve den ved vores bord…
Kommunikations øvelsen/teknikken går i al sin enkelthed ud på at man har en genstand. Det være sig et lille kort(fik vi udleveret), en fjerbetjening, et glas eller andet. Den der holder genstanden har taleretten, og den anden har lyttepligten. Når der er sagt noget skal lytteren gentage det med de samme ord… og på den måde er afsenderen sikker på at det er hørt – og i bedste held også forstået.
Lene og jeg kaster os ud i det… og vi er gode til at kommunikere. Men er vi gode nok? Kan vi blive bedre? Selvfølgelig kan vi det. Og der skete også det at da vi kørte øvelsen over i noget mere ømtåleligt så var der hul igennem.. og vi kom tættere på hinanden. Dejligt.
Lene og jeg har indført Walk&Talk i vores samarbejde. Jeg fungere bedst når jeg bevæger mig.. stilheden er ikke så larmende når man ser ud over havet sammen med en kaffe i hånden. Og det vi besluttede os, var at vi på vores næste Walk&Talk ville tage denne øvelse med.
Det her er en teknik. Og en teknik skal man arbejde meget med for at implicere den sådan at den bliver naturlig. Det er hårdt arbejde det her… og måske er der noget ved dette redskab…
Grundlæggende har jeg det sådan at en hver teknik ikke må stå i vejen for autenciteten mellem to mennesker. – og det kan være en lille grøft jeg kan falde i…. og fungerer den ikke for den ene part, så må man jo finde en ny teknik. – og der er masser af teknikker at tage af… men den her skal da ha en chance!
Og igen.. det er for vores fælles datter jeg er her.. så det skal da prøves…
Tema 3. – De voksnes samarbejdsformer
En tredje medarbejder tog nu over.. og så skulle vi videre i programmet.
Hvad betyder samarbejdet for barnet? At give indblik i forskellige samarbejdsformer. At skabe bevisthed og sætte mål…
Er vi virkelige venner – korrekte kollegaer – sure samarbejdspartnere – kampklare krigere
Jeg må desværre indrømme at jeg tabte tråden. Oplægsholderen var ikke til stede. For mig er det ikke et oplæg når der læses op af en power point. Jeg skal så sent på aftnen have noget mere indlevelse. Noget mere sælger.. noget mere gejst… Hun virkede rigtig sød, men hun fangede mig ikke. Noget med at det var en cirkulær process.. hjælper – offer – bøddel…
Da der blev spurgt ind til noget i oplægget blev det efter min mening ikke fattet hvor spørgeren var.. og spørgsmålet blev efter min opfattelse ikke besvaret… øv!
Men igen… - det blev sagt: Lad os holde fokus på bolden(børnene) – og ikke manden.
Refleksionen.
Jeg stoler på Lene som forældre… Jeg skal nok blive bedre til at indgå kompromisser. Mere information vedr. Vilmas hverdags ting mellem Lene og jeg… Flere Walk&Talks
Det var aftnens program.
Var jeg blevet klogere? Ja! Havde jeg fået noget ud af det? JA!
Når det er sagt, så må jeg desværre sige at jeg faldt ud i momenter. Jeg fokuserede på ikke relevante ting. Var det min skyld? Måske! Efter min bedste overbevisning så bør man ha oplægsholdere der kan fastholde denne blandede skarer af mennesker. Vi sidder der alle i en eller anden form for sorg, afmagt, frustration, og vi sidder der vel alle med ønske om at det her skal fungerer… netop fordi børn er dem der betaler prisen hvis og når det ikke fungere… Men netop når der er sådanne diversitet i hvor vi, kursisterne, er.. så har oplægsholderen en opgave netop at ramme os alle i større eller mindre grad. Og det var ikke min opfattelse at det var tilfældet… desværre.
Jeg vil så nødig virke negativ. Da Lene og jeg udfyldte evaluerings skemaet da vi var færdige, var vi meget forskellige i hvad vi hver i sær havde fået ud af de forskellige temaer… Lene var meget mere positiv end jeg.. og det er jo fantastisk… så er det absolut det hele værd. Det ville bare være så dejligt hvis man med nogle små ændringer også kunne ha fastholdt mig i mine gode intentioner om at få MAX ud af det her…
Jeg glæder mig til næste modul…