Ingen grund til at tage personligt, at du ER nummer to
aug
21
Skrevet af:
JanneF
21-08-2012 08:52
Som Ekstramor til min mands børn fra to tidligere forhold, må jeg forlige mig med at være nummer 2.
Nummer to i hans liv, fordi hans børn altid vil stå hans hjerte allermest nær. Og hurra for det. Det var faktisk en af årsagerne til, at jeg forelskede mig i ham. Det faktum, at han var en meget nærværende, omsorgsfuld og engageret far til sine to piger han ikke delte adresse med længere.
Så jeg er også nummer to efter mine Ekstrabørns mødre. Deres mødre vil altid være nummer et i deres liv. Præcis som de bør være. Andet ville være naturstridigt og unaturligt, synes jeg.
Når det er sagt, er det ikke altid let at være nummer to, selv om jeg med min voksne logik, fornuft og rationale ved, at det ikke kan eller skal være anderledes. Men et eller andet sted i mig, sidder der alligevel en gang imellem en lille pige, der ville ønske, at hun var nummer 1 hos mand og Ekstrabørn.
Det er en kunst, nogle gange en linedans at lade være med at tage det personligt at være nummer to. Indrømmet, det kan være svært at lade være med at føle sig lidt mindre værd, især fordi jeg rent faktisk gør mig umage med at gøre tingene, så godt jeg kan og fordi jeg af et oprigtigt hjerte prøver at tilgodese alle i familien.
Det er ikke noget personligt at være nummer to i en sammensat familie. Det er et faktum på niveau med, at det bliver dag, når det har været nat. Derfor er det klogt at se det sådan, som en naturlig konsekvens af omstændighederne, i stedet for noget personligt.
Så snart vi Ekstramødre accepterer vores andenplads, finder vi fred med os selv, situationen og vores sammensatte familie. Så længe vi ønsker, at det var anderledes, så længe lider vi. Personligt bryder jeg mig ikke om at lide ufrivilligt, derfor har jeg for længst accepteret min andenplads og fokuserer på alle de positive aspekter der er – særligt når det alligevel en gang imellem niver lidt at være nummer 2. Jeg er trods alt kun et menneske.
Til det med at være tildelt en andenplads, har jeg et tip, som jeg med glæde vil dele. Det går i al sin enkelthed ud på at tildele mig selv en førsteplads i mit eget liv. Ikke på bekostning af andre, men når det kommer til at give mig selv det, jeg har brug for. Så slipper jeg for at vente på, at det bliver opfyldt udefra eller via andre. Når jeg ved og mærker, at jeg prioriterer mig selv, gør det heller ikke noget, at jeg er nummer to hos andre.
Desuden er der jo også det med andenpladsen, at den heller ikke indebærer et lige så stort ansvar. Det kan jo nogle gange være en befrielse.
5 kommentar(er) indtil nu...
Sv: Ingen grund til at tage personligt, at du ER nummer to
Niks! Jeg kunne ikke drømme om at affinde mig med at være "nummer 2" hos min mand - og han bliver da også stiktosset, når folk begynder på den smøre.
Man kan kalde det en delt førsteplads, eller i øvrigt lade være med at sammenligne æbler og appelsiner - min mands børn er hans vigtigste børn og jeg er hans vigtigste kvinde - slut:-)
Af Fars hustru,
21-08-2012 11:53
|
Sv: Ingen grund til at tage personligt, at du ER nummer to
Hvor herligt med et andet perspektiv. Selvfølgelig er der tale om 2 forskellige slags kærlighed til børn og voksne :)
Af Janne Førgaard,
21-08-2012 13:02
|
Sv: Ingen grund til at tage personligt, at du ER nummer to
Jeg kan godt lide din vinkel på din blog.
:-)
Af butterfly,
21-08-2012 14:47
|
Sv: Ingen grund til at tage personligt, at du ER nummer to
Jeg er helt enig med Fars hustru; at sige man er nummer 2 i sin partners liv, i forhold til børnene, er som at sammenligne æbler og appelsiner... :) Hans børn er de vigtigste børn i hans liv, og der kommer mine børn på "2.-pladsen". Og jeg er sikker på de heller ikke altid synes det er nemt. For selv om min kæreste er lige så imødekommende overfor mine børn, som overfor sine egne, så er der alligevel de små forskelle i måden man er sammen med sine egne børn på, i forhold til måden man er sammen med andre børn på.
Mine børn oplever at bo sammen med min kæreste, som de elsker overalt på jorden. Og især min datter, der er 9 år, kan godt blive jaloux på hans datter (som er 10 år), når de kommer, og de nusser med deres far. De er jo trods alt kun børn stadigvæk.
Omvendt er jeg også helt overbevist om at hans børn (nok mest hans datter pt., grundet alder/modenhed) føler sig som en "2. plads" ind imellem; det er deres far, men det er andre børn der bor sammen med ham...
Jeg er desuden, i forhold til deres mor, helt bevidst om hvad vores forskellige roller er, og hvad rolle hun nødvendigvis må spille i børnenes liv. Og jeg respekterer deres mors plads i deres liv, og kunne aldrig drømme om at nedgøre hende fx. Og gennem min respekt, slapper børnene mere af og føler sig trygge, fordi jeg således ikke er en "trussel" mod deres mor. Og deres øgede tryghed, gør at de hygger med mig, og leger med mig, så jeg slet ikke i praksis rigtigt bemærker 2. pladsen.. ;)
Men jeg synes i virkeligheden ikke man skal tænke på det som en 2. plads, men i stedet "nøjes" med at erkende at man ikke er det eneste vigtige menneske i noget som helst barns (eller nogen som helst voksens) liv. Vi alle har forskellige roller, og selv forældrene er imellem en "1." eller en "2. plads"; nogle gange er mor den bedste, andre gange er det far...
Som bonusmor er jeg også nogle gange på "1. pladsen", fx når der skal laves fester, eller leges. Så er jeg ofte den sjove "legetante", som børnene elsker at pjatte med. Far er rigtigt god når de skal slås (for sjov, naturligvis), og mor er bedst når de er syge...
I mine børns liv er deres fædre gode at være hos, og have det sjovt og blive forkælede, min kæreste er god til at ordne ting og give tryghed, og jeg er god til at trøste og pleje dem.
Jeg tror det handler om at erkende, at selv om man kommer ind i en familie med børn, og får en rolle der tilnærmelsesvis ligner en forældrerolle (og jo også i mange situationer er det i praksis), så ER man ikke deres forælder, og man BLIVER det heller aldrig. Og det er jo sådan det skal være.
Men det betyder ikke man ikke har en vigtig rolle i deres liv, og man børn arbejde meget bevidst og målrettet på ikke tiden at tro, at børnene kan "bruges" til at stille sit eget behov tilfreds, for at være vigtig, for at være noget særligt. Det handler nok om selvværdet i sidste ende.. ;)
Af 2plus3,
29-08-2012 08:40
|
Sv: Ingen grund til at tage personligt, at du ER nummer to
Tak for dit fine indspark. Som du også skriver, tror jeg det gælder om at finde sig til rette i sin egen 'rolle' og acceptere de andre roller der er. Nogle gange er det let, andre gange er det sværere. En ting, er jeg sikker på, vi gør det alle så godt som vi kan.
Min 'kongstanke' er, at vi kan bruge de følelsesmæssige udfordringer vi møder på vores vej til at vokse af personligt og vende det til noget brugbart.
Venligst
Janne
Af Janne Førgaard,
30-08-2012 18:41
|