Bloggen

Sv: Én far og én mor er nok!

Velkommen ombord Ole, vi er så glade for at have dig med....
I forlængelse af din blog får jeg lyst til at fortælle en lille historie fra vores hverdag.
For en del år siden da Emil (som nu går i 2. klasse) gik i børnehave, var jeg oppe for at hente ham... Allerede ved lågen blev jeg mødt af en lille pige, som spurgte mig "Hvem skal du hente?" - "Jeg skal hente Emil" - Hun løb op til Emil som sad på gyngen og råbte "Emil, Emil du skal hjem, din mor er her" - Emil vendte sig om og fik øje på mig og sagde "Det er ikke min mor, det er min bedste ven" - Hold da helt op hvor han ramte mig... Sikke en udmelding fra den skønneste dreng, som jeg har kendt siden han gik med ble.
Her i familien har der aldrig været tvivl om hvem der er MOR og FAR - Til gengæld er der heller ikke tvivl om hvordan vi tilvælger hinanden og sætter pris på hinanden og samarbejdet de voksne imellem. Det gør begge mine bonusdrenge trygge og de er aldrig bange for at fortælle om både skidt og kanel i begge hjem. Ligesom de heller ikke er bange for at sige "Nu savner jeg min mor" - Det er da helt naturligt. Jeg ved dybt inde i mit hjerte at drengene og jeg har et specielt forhold til hinanden, og det er et forhold der er kommet stille og roligt i de første år vi var sammen. Da jeg afleverede Emil foran skolen onsdag morgen sagde vi farvel og krammede (nu skal Emil ud til mor indtil næste fredag) - Lige da jeg skulle til at køre sagde han "Jeg elsker dig, Helle" - Så kunne jeg ellers sætte mig ind i bilen med våde øjne og en følelse af at vi gør noget helt rigtigt.
Vi har det heldigvis sådan at vi alle deltager i arrangementer omkring børnene, både mor, hendes nye mand, Jesper og jeg - Og skulle en af dem falde og slå knæet er der aldrig tvivl om at det er hos mor man finder den bedste trøst ! Er vi ude hvor det kun er Jesper, drengene og jeg er jeg så heldig at de finder trøst og glæde i at hoppe op til mig. At begynde at lave det til en konkurrence er som at save i den gren man sidder på.... Det er ingen konkurrence, jeg giver Ole ret - der findes kun EN mor og EN far
Kærligst fra Helle, delebarn.dk

Sv: Én far og én mor er nok!

Jeg læste Helles svar, blev helt varm inden i og fik lyst til at tilføje en lille oplevelse. Jeg er mor til Helles bonusdrenge og en dag for længe siden - da Emil var helt lille - var jeg inviteret op og se den nye lejlighed Helle og Jesper var flyttet i, så jeg kunne se, hvor drengene var, når de ikke var hos mig. Vi voksne sad og snakkede i stuen og drengene rendte glade og legede rundt om os. Emil faldt og slog sig, rejste sig op og rendte mod mig. Jeg åbnede armene for at tage imod ham, MEN han susede lige forbi mig og i armene på Helle!!!! Pyha, hvor det stak i mit hjerte. Jeg sagde ingenting, men tankerne kørte på højtryk. Hvad var der nu lige pludselig galt med mig - jeg er s.. da deres mor!?!?!?!?! Så vendte jeg det hele om og tænkte, hvad hvis nu jeg ikke havde været der og Helle ikke havde kunne trøste ham?? At se med egne øjene, at Helle sagtens kunne trøste drengene - gav mig ro inden i til at sende dem på weekend. Det gjorde mig glad! Så det kan godt være, at der kun er EN mor og EN far, men hvis man gør det på den rigtige måde de voksne imellem, så kan bonus virkelig også være en BONUS!!!!

Sv: Én far og én mor er nok!

Mine børns fars nye kone prøver at fjerne mig fra deres liv. Hun deltager i skolemøder, mingler med sportstræneren og spiller "den eneste ene" overfor børnenes farfar og farmor. Jeg må ikke deltage i nogle arrangementer i fars uger og der træder hun så til som MOR. Jeg bliver så ked af det, og mine børn køber hun med legetøj og smarte vaner som jeg slet ikke kan følge med i. Jeg kan ikke gøre andet end håbe på at de bliver ved med at elske mig og så håbe på at deres far snart bliver træt af hende.
KM

Sv: Én far og én mor er nok!

Jeg mener, at som forælder med forældremyndighed kan man selvfølgelig deltage i de arrangementer, hvor forældrene er indbudt - uanset om det er i ens samværsuge eller ej. Hvem skulle forhindre en i at deltage?

At det så kan medvirke til at højne konfliktniveauet, hvis stemningen mellem forældre/papforældre er så anspændt, er en anden sag.

Karenmarie, jeg er helt sikker på, at dine børn godt ved, hvem der er deres mor. Du skal ikke lade dig skubbe af pinden, men vær mor på din måde for dine børn, vis dem din kærlighed og oprethold din værdighed. Du har født dine børn, du vil altid være deres mor, og det ved de godt.

Mange hilsener
Carlene

Sv: Én far og én mor er nok!

Kommentar til Anettes kommentar (mor til Helles bonusbørn):
Anette, det du skriver her er lige nøjagtig sådan det bør være!
Hvor er det dejligt at læse og flot af dig at kunne se det fra den anden side! Det gavner samarbejdet og forholdet alle imellem.

Og det er netop det der er mit fokus!
Jeg har et nyt forum www.bonus-forum,dk hvor mit mål er at hjælpe bonusfamilierne til at kommunikere, at få det bedste ud af det og støtte dem til succes, så færre ender med at splitte op. Alt for mange børn kommer i klemme fordi de voksne ikke kan kommunikere og det er så svært, når der er så mange følelser i spil.

I følge Danmarks statistik ender op mod 75% af alle sammenbragte familier (vel og mærke dem der bor sammen) med at splitte op inden for de første to år.
Netop denne høje statistik fik mig til at skabe en ny platform for sammenbragte familier til sparring, viden og netværk.
Tanken med www.bonus-forum.dk er at det er en skattekiste, hvor vi der er en del af en bonusfamilie kan hjælpe andre i sammen situation, ved at smide gode erfaringer i, så andre kan høste af dem. Vi skal hjælpe hinanden. Det skylder vi børnene - og os selv!
Lige nu er det gratis at oprette en profil

Det glæder mig så meget at læse det du skriver. Det er lige netop beretninger som den der bør smides i skattekisten (debatten), så andre kan varme sig over den eller få stof til eftertanke ;-)
Tak for den!

Glade hilsner
Helle, www.bonus-forum.dk

Sv: Én far og én mor er nok!

Suk.....Jeg havde ikke set skilsmissen komme, aldrig forestillet mig den situation! Føler min morrolle bliver udvandet, faderens nye kæreste kalder min datter for skat, og andre kælenavne som jeg føler, at kun jeg eller faderen hat ret til at bruge. Mine børn har en far og en mor, hun kan da aldrig være andet end en kæreste! Det er faderens behov at hun er der, jeg oplever en jaluosi som er så kæmpe stor, en skræk og en sorg over at hun et fremmed menneske skal tilbringe tid med mine børn!
Jeg er jo blevet frataget ca halvdelen af deres liv, som de så tilbringer hos deres far. Nu bliver de så ført sammen med hendes familie, bla hendes forældre som også bare maser på med store gaver, pakkekalender osv. Jeg ønsker dem alle hen hvor peberet gror!
Hun har voksne børn, så hun mærker det jo ikke på egen krop. Og da jeg er solo, har eksmanden heller ikke prøvet at mærke på egen krop, hvordan det føles med en anden voksen som maser sig på. Tænker at det måske også er anderledes med en mand i et nyt forhold! Jeg synes at det ser ud som hun gør alt for at tækkes, gør rent på værelserne, altid er hun den søde, og så er der mig "havtasken"!

Sv: Én far og én mor er nok!

Hej...det er længe siden jeg har været forbi - sikke en masse dejlige indlæg der er at læse og kommentere på :-)

Jeg må desværre tilslutte mig KM og Trunte....jeg oplever situationer som de beskriver. Jeg er heldigvis blevet bedre til at "være ligeglad" og tage mine forholdsregler fx. for at undgå dårlig stemning ved en skolefest - så tager jeg til generalprøven og ikke til festen om aftenen. Men det gør da ondt. Det er da ikke sjovt, hverken for børn eller voksne at skulle være til et arr. i skole eller sfo og så de voksne ikke snakker sammen. Men nu er det nu engang sådan hos mig og det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at få kommunikation og samarbejde til at køre. Det værende sig private møder og statsamt.

Jeg har foreslået min x at vi skiftedes for fx. ligger julearr. i en weekend der falder sammen med hans, men han ønsker, hensyn til ham selv, ikke at skiftes til at komme til arrangementer da han føler han allerede går glip af meget dagligdag med børnene, men hertil vil jeg så sige at han har ALLE muligheder for at have dem ekstra i hverdagen - han skal bare ringe et par dage i forvejen. Men han benytter sig ikke af det. Og ja - så er det jo op til ham.

Mit forhold til børnenes pap/bonusmor er meget overfladisk. Jeg har dog mailkoorspondance med hende hver 14. dag da min datter får allergi/astma medicin og der sommetider er ændringer i denne.
Her kunne jeg faktisk godt ønske at hun var en kvinde der, selvom hun ikke selv her børn endnu, fx. kunne sige til mig "det skal jeg nok klare" - men her er hun ikke endnu.

Nå, jeg er ikke sikker på min kommentar holder sig til tråden så må hellere holde med skriveriet, men håber det går.

Hilsner fra Butterfly

Sv: Én far og én mor er nok!

Måske ikke rette indlæg med denne kommentar. Meeen prøver alligevel.

Jeg har siddet i en situation i snart 3 år, hvor min datter kalder sin bonusfar for far. I mange år har hun været forvirret over begreberne, da hun samtidig også har 2x farfar og farmor. Efter min mening har man 1 af hver, og det syntes jeg man skylder hinanden, når man går fra hinanden ikke og forvirre barnet med. Det gør jo ikke en til en dårligere person hvis ikke man får en betegnelse. Idag er hun næsten 6 år, og jeg er blevet omtalt Far Christian og den anden far. Har jo nævnt det før for moderen, men de er ligeglade med det. Og personligt, vil jeg ikke kommenterer det for min datter, da hun kommer til at stå imellem to forskellige meninger. Men ærligt er det lidt rammende, føler man skal forklare hele tiden, hvem som er hvem, så ikke hun vokser op og tror noget andet. Bare giv input hvis nogle har nogle guldkorn :-))

Sv: Én far og én mor er nok!

Tillader mig lige at sætte en kopi af et indlæg jeg selv har skrevet i min blog ind her..... i øvrigt en dejlig debat ...

Rapmor ... eller Papmor
Det er nok de fleste af mine læsere der er klar over, at jeg ikke selv har børn. Men for en sikkerheds skyld, vil jeg igen lige slå fast, jeg har ikke selv børn.
Den dreng vi har boende hos os, er min kærestes søn fra et tidligere ægteskab. Han er lige blevet 10 år og er den mellemste ud af de tre børn min kæreste har, udover ham har han to piger, en på 12½ og en på 6½, der bor hos deres mor og hendes nye familie og er her hver anden weekend og diverse ferier.
Vi har igennem årene brugt lidt tid på at snakke om, hvad de skal kalde mig og hvad de ikke skal kalde mig, jeg er personligt meget imod at børn skal rode rundt i Papmor/far .. Bonusmor/far osv. Jeg ser ikke nogen grund til, at forvirre deres begreber om, hvad en far og en mor er og derfor foretrækker jeg bare, at de kalder mig mit navn og hvis de skal forklare omverden, hvem jeg er kan de jo bare sige, at jeg er deres fars kæreste. Hvorfor begynde at putte mor og far begreber ind i deres hoveder, i forhold til nogle mennesker der aldrig har været og aldrig bliver deres forældre.. der er da rigelig begreber at holde styr på for små børn i forvejen..
… farmor/far, mormor/far, bedstemor/far, oldemor/far, farbror (fars bror), faster (fars søster), moster(mors søster), morbror (mors bror), onkel (den mand der er gift med moster eller faster), tante (den kvinde der er gift med morbror eller farbror), gudmor/far, ja der er så mange titler, at vi voksne ikke engang selv er i stand til at holde styr på dem.. for hvor mange kalder eksempelvis ikke sin morbror eller farbror for onkel, bare for at give jer et eksempel.
For mit eget vedkommende var der rigtig meget at holde styr på som barn.. Der var ikke nogen i min familie, der ikke var blevet gift og skilt og gift igen, noget der i øvrigt rækker flere generationer tilbage, på begge sider af min familie og jeg var mildest talt fuldstændig forvirret i mine begreber..
Jeg havde mine oldeforældre indtil jeg var næsten 30 år og en meget stor del af min barndom har jeg været hos dem, hvilket også var ret forvirrende engang imellem, for min kære gamle oldemor nægtede, at jeg skulle kalde hende for oldemor, jeg skulle kalde hende for farmor, for ellers følte hun sig så gammel, alle i familien kaldte hende i øvrigt for farmor, ja selv folk der ikke var i familie med hende kunne finde på, at kalde hende for farmor;0) og det er da noget der kan forvirre et barn fuldstændigt, for når jeg skulle fortælle andre om, at jeg havde været hos min farmor og farfar på Fyn og jeg senere samme dag fortalte, at jeg under min ferie hos min farmor og farfar, havde været i Odense for, at besøge min farfar… så var forvirringen da fuldstændig total og folk gloede fuldstændig måbende på mig.. hvilket jeg i den grad godt kan forstå i dag, men som barn var det svært at forstå, hvad det var jeg ikke havde sagt rigtigt ;0))
Ud fra egne oplevelser og erfaringer har jeg taget et standpunkt og det er at jeg ikke vil kaldes for hverken Papmor.. Bonusmor.. Hønemor.. Ravnemor.. Rapmor.. Perlemor.. Madmor.. Andemor..eller nogle andre former for mor.. jo hvis jeg var plejemor.. så kunne vi godt tale om det,.. men kun i kraft af.. at det eller de børn jeg så skulle være plejemor for… ikke havde nogen mor.. for alle børn har brug for og ret til en mor og en far og havde de aldrig kendt deres biologiske forældre.. så kunne der nok ikke gå noget galt i det.. men man ved jo aldrig ;0)

Jeg havde selv et andet meget stort problem da jeg var barn..en af min mors gamle veninder.. en rigtig sød dame, som jeg holdte virkelig meget af... var årsag til mit problem.
Jeg var blevet nøddøbt og havde derfor ikke en ”rigtig” Gudmor, det var jo ”bare” min egen mor der havde båret mig (som barn havde jeg den opfattelse, at det var ekstra fint at have en Gudmor).. så jeg var så glad for min mors veninde … hun hed nemlig Rigmor ;0)) .. jeg troede hun var min helt egen og meget specielle Rige mor, jeg var faktisk ret gammel, før jeg fandt ud af, at det bare var hendes navn.. ja sådan kan det gå ;0))
Hvorfor er det så svært for mange voksne at forstå og accepter at børn ”bare” kalder deres fars eller mors, kæreste, kone eller mand ved navn?
Jeg syntes faktisk det er en frækhed hvis man forlanger, at ens børn skal acceptere en ny samlever som en slags far eller mor.. jeg holder selv på, at jeg aldrig bliver min kærestes børns mor uanset om de så ikke havde deres mor, for de har kendt deres mor og derfor er deres mor stadigvæk deres mor, uanset om hun lever eller ikke lever og det bliver aldrig anderledes.. og for at det ikke skal komme til at lyde som om jeg ikke vil dem, så fortæller jeg dem også, at de skal være meget glade for, at de lige præcis har de forældre som de har, for jeg ville ikke kunne ha´ lavet dem lige så godt selv.. og det varmer et barns hjerte.. så behøver børnene ikke, at være i tvivl om, at jeg syntes de er nogle dejlige børn.. samtidig får de også en fornemmelse af, at de ikke behøver, at være bange for, at nævne deres mor når jeg er til stede, for det er der desværre rigtig mange børn der lider under og som jeg mener er noget af det værste for børnene. En ting er de har måtte lægge krop og sjæl til, at deres forældre ikke kunne blive sammen, det er i de fleste tilfælde svært nok for dem, at skulle omtale far eller mor, over for den af forældre de ikke er sammen med, kan også være vanskeligt for dem... men det er i rigtig mange tilfælde ikke det værste for dem, nej det værste er ofte, de tilfælde, hvor der slår lyn og torden igennem luften, når den ”nye” mor eller far er til stede og børnene kommer til at nævne deres rigtige mor eller far og det går selvfølgelig også den anden vej... når det er mor eller far der "lyner" ved at høre eksmandens/konens nye kærestes navn ...Indrømmet, det kan da til tider være rigtig svært, at høre på, hvor dejlig deres mor er.. hvor dygtig hun er til dit og dat.. men det er jo noget der sker inde i os voksne, - og ikke noget børnene kan gøre for og slet ikke noget de skal tage hensyn eller stilling til.
Faktisk er det sådan at min kærestes den yngste datter på 6½ år, fuldstændig havde mistet fornemmelsen af, hvad en far var.. fordi de hjemme hos deres mor, brugte det med papfar om moderens nye mand.. det har taget tid, at forklare det lille pus, at den nye mand ikke var hendes rigtige far..måske kan det bedre forklares det på denne måde, hun troede, at en papfar var en ”rigtig” far og at far var noget man kaldte en man besøgte hver 14. dag.. foruroligende syntes jeg.. så tænk rigtig meget over, hvad du putter ind i hovedet af dine små guldklumper.. det kan tage mange år for dem, at få styr på alt rodet igen.

Mange venlige hilsner fra Jos