Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
okt
22
Skrevet af:
Sølvi Ellinora
22-10-2011 00:45
Har du også hørt det før? Og måske er du endda ved snart selv at tro på, at du burde en hel masse?
Hver gang jeg er sammen med kvinder i sammenbragte familier (indsæt selv “fars kærester”, “stedmødre”, “bonusmødre” osv. efter temperament), så griner de altid lidt anstrengt, når jeg spørger, om de har hørt den der med “Du er jo den voksne!”
Vi griner, når vi genkender os selv. Og de her kvinder har så godt som allesammen hørt den kommentar mere end en gang.
Grinet bliver anstrengt, når der er en stor smerte nedenunder. Og den smerte kommer af, at alle dem, jeg har mødt, som ikke syntes de var rummelige nok – jo rigtig gerne ville være rummelige og kærlige. Og de forstår ikke, hvorfor de ikke kan.
Kender du det?
Scenariet er banalt – og meget kompliceret.
Kvinde møder mand. Bliver forelsket. I ham. Ikke i hans børn. Hun tænker, at hun da kommer til at elske dem, når hun nu elsker ham så meget. Og det sker ikke.
Det er der en stor smerte forbundet med.
Og samtidig kan hun ikke sige det til ham – for så føler hun sig ikke værdig til hans kærlighed.
Og spiralen kører af sted. For jo mere, der bliver fortiet, jo større bliver det, der skal undertrykkes. Og jo større det, der skal undertrykkes bliver, jo værre bliver det at blive konfronteret med hver anden uge. Nemlig hans børn.
Pludselig bliver hans børn det levende bevis på, at man ikke er værdig til hans kærlighed.
Nej, det sker ikke for alle. Men det sker for rigtigt mange. Og i hvert fald for 4 på mit kontor bare i denne uge.
Hvad gør man så?
Taler med sin kæreste. Hele tiden. Og så igen.
Ingen følelser er forkerte. De er bare. Og de skal mødes for det, de er.
Det betyder, at ingen mænd skal fikse dem.
Kære mand – du skal bare høre, hvad hun siger. Ikke andet. Det er den største gave, du kan give hende!
Hvad gør man ellers?
Først og fremmest skal (!) du være rummelig over for dig selv. Før du er det, kan du ikke være rummelig over for andre. Punktum.
Nej, det er ikke det samme som at udvise direkte dårlig opførsel over for hans børn. Og det er der jo også kun en lillebitte brøkdel, der gør. Men selv der handler det om at rumme sig selv.
Det betyder også, at man må opgive de forestillinger man har om, hvordan ting burde være – og i stedet forholde sig til, hvordan de nu engang er.
Nemt? Nej.
Nødvendigt? Ja.
Pas på dig selv! Og når du bliver den der udgave af dig selv, du ikke er så vild med, så er nøglespørgsmålet: Kan jeg elske mig selv også nu?
Kærlig hilsen
Puk
10 kommentar(er) indtil nu...
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
I gamle dage hed det stedmor og stedfar, altså nogen der trådte i steder for! I dag hedder det bonus, altså noget ekstra. Det er en rar tanke. Kan alle i bonusser ikke bare se jer selv som noget ekstra. Ligesom en topping, noget der ikke er nødvendigt, men rigtigt godt når man får det?
Af karenmarie,
27-10-2011 06:47
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Åh, hvor ville det være skønt, hvis man bare kunne beslutte det, Karen Marie!
Jeg er af den fulde overbevisning, at hvis vi bliver ved med at sige, at bonusser "bare skal" det ene eller det andet, så bliver det meget værre for dem, der ikke "bare lige" kan. Så gør de sig endnu mere forkert. Og det er farligt.
Jeg ville ønske, at alle følelser var ok. Og jeg ville ønske, at alle (også såkaldte "bonusforældre") ville acceptere alle de følelser de nu engang har. Og at tabuerne omkring de følelser, vi er socialiserede til at tænke som "grimme" blev brudt. DET vil gøre alting meget nemmere...
Altså fra mit perspektiv - efter møder med hundredvis af voksne i sammenbragte familier.
De bedste hilsner
Puk
Af Puk Degnegaard,
27-10-2011 07:00
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Jeg er så en af de udvalgte til denne skæbne. Jeg er desværre bare på det punkt nu, hvor jeg ikke kan se nogen særlig lykkelig slutning på det. Jeg er kørt fast i alt det negative, istedet for alt det dejlige og positive der er ved børn. Og hvordan kommer jeg ud??? aner det ikke.!!!
Af Frk jensen,
17-11-2011 12:58
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Er jeg galt på den, når jeg prioriterer børnene højst den uge de er hos mig (os) og så er manden (papfar) den højeste prioritet, når børnene er hos deres far?
Hvis jeg kun skal leve halvdelen af børnenes liv sammen med dem, så føler jeg ikke, at jeg har "råd til" at nedprioritere dem i den uge, hvor de er hos mig. Er jeg egoistisk?
Af brattingbjerg21,
17-11-2011 15:12
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Kære Frk. Jensen - du er ikke alene! Find andre ligesom dig og så talt det her igennem og hør, hvad de gør. Netværket Fars Kærester (farskaerester.dk) er én måde. (Vi har også en Facebookgruppe)
Kære Brattingbjerg21 - Det kommer jo an på, hvilket parforhold og hvilket familiesystem, I gerne vil have hjemme hos jer.... Man kan jo ikke bare sige, at én måde er udtryk for egoisme, en anden måde udtryk for noget andet. Det afhænger helt af, hvordan I gerne vil have det hjemme hos jer. Ved du, hvordan din mand har det med det?
De bedste hilsner
Puk
Af Puk Degnegaard,
17-11-2011 18:49
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Fantastisk! Jeg er ikke alene! Jeg er ved at tude over at have fundet et sted, der viser mig jeg ikke er alene! Fantastisk!
Af Bonusmor,
23-11-2011 15:03
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Tak, for denne artikel.
Jeg kan virkelig genkende mig selv i den og i følelsen af ikke at slå til.
Min mand er mit livs kærlighed, og det gør det er ufatteligt hårdt at se I øjnene, at jeg ikke bare kan elske hans barn med hud og hår. Og det mødes generelt med kritiske øjne af udenforstående ikke at kunne det. Det er alt det der bare lige......
Jeg græd da jeg læste artiklen over at føle mig forstået.
Henriette
Af Henriette,
07-02-2012 07:54
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Til de bonusmødre, som måtte læse med:
Jeg er selv bonusmor til to piger på 7 og 9 år. Pigerne er rigtig søde og jeg har hele tiden været bevidst om, at de IKKE er skyld i, at jeg følte som jeg gjorde. Jeg har selv været der, hvor man ikke føler man har overskud eller lyst til at være sammen med dem. Jeg har endda haft så ondt i maven på skiftedagen, at jeg knap nok kunne hænge sammen. Det ændrede sig meget den dag jeg endelig tog mig sammen til at fortælle min kæreste, hvordan jeg havde det. Han var så forstående og hans første kommentar var: Hvad kan jeg gøre for at gøre det nemmere for dig ?? Jeg har snakket med både psykolog og psykotherapeut om problemstillingen og de har givet mig nogle redskaber, som jeg gerne giver videre.
1. Vær kun en aktiv del af familien i de situationer, hvor du føler dig tilpas.
Jeg har fra starten haft svært ved at sætte mig i sofaen og se film med dem, fordi jeg ikke føler det er min familie. Så i stedet for at gøre det alligevel og have det skidt, så ved min kæreste i dag, hvorfor jeg undgår sådanne situationer og hvis vi endelig ser film sammen, så er det pigerne i en sofa og min kæreste og jeg i den anden. Pigerne sætter ikke spørgsmålstegn ved noget og jeg får tid med min kæreste.
2. Jeg skal hente pigerne og bruge nogle timer alene med dem.
Jeg henter dem og får ryddet tasker og lign. af vejen inden min kæreste kommer hjem. Og hvis vi skal nogle ting nede i byen, så tager vi tøser alene afsted.
Disse to råd har hjulpet mig rigtig meget. Det har gjort, at jeg accepterer at pigerne kommer og er en del af vores familie. Jeg har ikke længere ondt i maven eller skyldfølelse. En anden stor ting, som virkelig har betydet noget for mig, var den dag begge piger kom og spurgte om de måtte kalde mig mor. For det første betyder det, at de er glade for mig, men det har også betydet, at jeg har kunnet give mit åbenbart kraftige moder-instinkt frit løb.
Så fortvivl ikke, men prøv at vende en negativ situation til noget positivt.. Men det kræver lige, at du har din bedre halvdel til at hjælpe dig. Du kan ikke gøre det alene..
Af Mj12,
29-08-2013 08:51
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Til de bonusmødre, som måtte læse med:
Jeg er selv bonusmor til to piger på 7 og 9 år. Pigerne er rigtig søde og jeg har hele tiden været bevidst om, at de IKKE er skyld i, at jeg følte som jeg gjorde. Jeg har selv været der, hvor man ikke føler man har overskud eller lyst til at være sammen med dem. Jeg har endda haft så ondt i maven på skiftedagen, at jeg knap nok kunne hænge sammen. Det ændrede sig meget den dag jeg endelig tog mig sammen til at fortælle min kæreste, hvordan jeg havde det. Han var så forstående og hans første kommentar var: Hvad kan jeg gøre for at gøre det nemmere for dig ?? Jeg har snakket med både psykolog og psykotherapeut om problemstillingen og de har givet mig nogle redskaber, som jeg gerne giver videre.
1. Vær kun en aktiv del af familien i de situationer, hvor du føler dig tilpas.
Jeg har fra starten haft svært ved at sætte mig i sofaen og se film med dem, fordi jeg ikke føler det er min familie. Så i stedet for at gøre det alligevel og have det skidt, så ved min kæreste i dag, hvorfor jeg undgår sådanne situationer og hvis vi endelig ser film sammen, så er det pigerne i en sofa og min kæreste og jeg i den anden. Pigerne sætter ikke spørgsmålstegn ved noget og jeg får tid med min kæreste.
2. Jeg skal hente pigerne og bruge nogle timer alene med dem.
Jeg henter dem og får ryddet tasker og lign. af vejen inden min kæreste kommer hjem. Og hvis vi skal nogle ting nede i byen, så tager vi tøser alene afsted.
Disse to råd har hjulpet mig rigtig meget. Det har gjort, at jeg accepterer at pigerne kommer og er en del af vores familie. Jeg har ikke længere ondt i maven eller skyldfølelse. En anden stor ting, som virkelig har betydet noget for mig, var den dag begge piger kom og spurgte om de måtte kalde mig mor. For det første betyder det, at de er glade for mig, men det har også betydet, at jeg har kunnet give mit åbenbart kraftige moder-instinkt frit løb.
Så fortvivl ikke, men prøv at vende en negativ situation til noget positivt.. Men det kræver lige, at du har din bedre halvdel til at hjælpe dig. Du kan ikke gøre det alene..
Af Mj12,
29-08-2013 09:10
|
Sv: Du Kan Da Godt Være Lidt Mere Rummelig! Du Er Jo Den Voksne!
Til de bonusmødre, som måtte læse med:
Jeg er selv bonusmor til to piger på 7 og 9 år. Pigerne er rigtig søde og jeg har hele tiden været bevidst om, at de IKKE er skyld i, at jeg følte som jeg gjorde. Jeg har selv været der, hvor man ikke føler man har overskud eller lyst til at være sammen med dem. Jeg har endda haft så ondt i maven på skiftedagen, at jeg knap nok kunne hænge sammen. Det ændrede sig meget den dag jeg endelig tog mig sammen til at fortælle min kæreste, hvordan jeg havde det. Han var så forstående og hans første kommentar var: Hvad kan jeg gøre for at gøre det nemmere for dig ?? Jeg har snakket med både psykolog og psykotherapeut om problemstillingen og de har givet mig nogle redskaber, som jeg gerne giver videre.
1. Vær kun en aktiv del af familien i de situationer, hvor du føler dig tilpas.
Jeg har fra starten haft svært ved at sætte mig i sofaen og se film med dem, fordi jeg ikke føler det er min familie. Så i stedet for at gøre det alligevel og have det skidt, så ved min kæreste i dag, hvorfor jeg undgår sådanne situationer og hvis vi endelig ser film sammen, så er det pigerne i en sofa og min kæreste og jeg i den anden. Pigerne sætter ikke spørgsmålstegn ved noget og jeg får tid med min kæreste.
2. Jeg skal hente pigerne og bruge nogle timer alene med dem.
Jeg henter dem og får ryddet tasker og lign. af vejen inden min kæreste kommer hjem. Og hvis vi skal nogle ting nede i byen, så tager vi tøser alene afsted.
Disse to råd har hjulpet mig rigtig meget. Det har gjort, at jeg accepterer at pigerne kommer og er en del af vores familie. Jeg har ikke længere ondt i maven eller skyldfølelse. En anden stor ting, som virkelig har betydet noget for mig, var den dag begge piger kom og spurgte om de måtte kalde mig mor. For det første betyder det, at de er glade for mig, men det har også betydet, at jeg har kunnet give mit åbenbart kraftige moder-instinkt frit løb.
Så fortvivl ikke, men prøv at vende en negativ situation til noget positivt.. Men det kræver lige, at du har din bedre halvdel til at hjælpe dig. Du kan ikke gøre det alene..
Af Mj12,
29-08-2013 09:10
|