Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Bloggen


Bloggen

Farvel røde mappe!

okt 13

Skrevet af: Majbritt Mikkelsen
13-10-2015 09:28  RssIcon

Jeg har i flere år haft en rød mappe stående bagest i skabet. I kælderen. Det er den eneste røde mappe, jeg ejer, og den er fyldt til bristepunktet med sørgelighed. Intet andet. Den er stoppet med gensidige beskyldninger, tolkninger, anklager, personlige angreb og i det hele taget usandsynlig dårlig karma. Jeg vil ikke engang citere noget fra den. Det, der står i den, er så primitivt, at det ikke tåler dagens lys.

Mappen indeholder alle dokumenter fra min sag i Statsforvaltningen.
 
Eller vores sag. Sagen om samvær, hvis omfang vi tydeligvis ikke var enige om dengang tilbage i 2009. Børnenes far og jeg. Hold kæft, hvor var han da en idiot! Hvad fanden havde han gang i? At dele børnene 7-7? Sig mig, hvis natpotte havde han egentlig drukket af?
Og hold kæft, hvor var JEG da en idiot! Sig mig, hvad fanden havde jeg egentlig gang i? På forhånd at beslutte mig for, at en sådan løsning på ingen måde kunne være det rigtige for vores børn?


All right. Der var også sket en masse dengang. Der var en masse – også fornuftige – argumenter både for og imod. Men alting var i oprør ovenpå skilsmissen. Tiden var en anden. Vi var nogle andre. Med tunnelsyn og spidskompetencer i at kaste med det mudder, som lå lige foran fødderne på os. Det var noget lort. Det var virkelig noget lort. Ud af vores telefoner strømmede had, smålighed og millimeterdemokrati. Lige henover hovederne på vores to børn. Johannes og Andrea. Selvom vi ikke sagde noget, når de hørte på det, så ”hørte” de det alligevel. Fornemmede. Mærkede. Det, som børn kan – og gør. Selvom vi voksne lukker øjnene for det.
Det var ikke pænt, det der foregik. Det ved alle dem, som var mere eller mindre ufrivilligt involveret. Det er et kapitel i mit liv, som jeg fint kunne være foruden. Et sort kapitel. I en rød mappe.


Forleden var Johannes, som nu er 12, og jeg på tur. Det var Efterskolernes Dag, og vi skulle mødes med Johannes´ far for at kigge på en mulig efterskole til, når Johannes skal i 10.klasse. På vej i bilen snakkede vi om løst og fast. Om hverdagen. Skolen. Det der rører sig i en 12-årigs hoved. Eller noget af det. Pludselig sagde han:


”Mor, ved du hvad der er det bedste ved dig og far?”

”Næh…”

”Det bedste er, at I bor tæt på hinanden. Men det allerbedste er, at man kan mærke, at I er rigtig gode venner!”


Der sank jeg lige spyttet en ekstra gang. Lad os bare sige, at der er løbet en del vand i åen siden dengang i 2009. Når jeg tænker tilbage, var det et under, at vi ikke havnede i en lang og opslidende retssag. Som om forløbet i Statsforvaltningen ikke var opslidende nok i sig selv. Hverdagen var fyldt med iskolde blikke og et hjerte, der sad oppe i halsen, når der tikkede en sms ind. ”Pling!” Åh nej, hvad nu? Retningssans og respekt var for længst skredet ad helvede til med hinanden i hånden. I flere år var det et sandt mareridt at planlægge jul, ferier og helligdage. Millimeterdemokratiet herskede, og fleksibiliteten glimrende ved sit fravær. Det var hårdt og sindssygt opslidende. Det ved dem, der har prøvet det. Vi blev grå og indebrændte af at sidde i hver vores skyttegrav og sende vildtfarende missiler i den andens retning. Der var kun tabere i den krig.

_______


Der skulle gå et pænt stykke tid, før vi vågnede op. Det vildeste er faktisk, at det slet ikke var os selv, der fik os selv til at komme til fornuft. Når man først er kørt så langt ud af den type motorvej, er det småt med afkørsler. Der bliver længere og længere mellem mulighederne for at vende rundt og komme tilbage på sporet. Og når der en sjælden gang dukker en oplagt afkørsel op, sætter man i stedet demonstrativt foden på speederen og drøner forbi med hænderne for øjnene, imens man kyler skrald ud af vinduet.


Det var min eksmands kæreste på det tidspunkt, som fik sparket os begge to så eftertrykkeligt i skridtet, at vi fik taget fat i at rette den synkende skude op igen. Ditte. Hun er i øvrigt en af mine gode venner i dag, men det er en helt anden historie.
Men Ditte gad ikke vores pis. End of story. Det blev til adskillige audienser os tre imellem, hvortil der – jo tak – skulle tages tilløb af den seriøse slags. Jeg hadede det til at begynde med og ville hellere have gnavet min ene arm af fremfor at mødes med dem.


Jeg springer detaljerne og tidslinjen over, men på mirakuløs vis opstod der efterhånden en grad af tillid, åbenhed og ærlighed, som ikke havde eksisteret mellem os i årevis. Nuvel, det tog tid og var hårdt arbejde, men efterhånden begyndte det at ligne noget, der minder om en normal venskabelig relation, hvor det rent faktisk var legalt ikke at være den perfekte forælder, som aldrig lavede fejl, hvilket ellers var to hovedroller, som vi begge to havde indtaget som fødte vindere.


”Nå, gud, er det også sådan hos jer?” blev det pludselig tilladt at sige. Sikke en lettelse.


Den dag i dag er det stadigvæk Dittes fortjeneste, at vi er to forældre, som i fællesskab evner at træffe ordentlige beslutninger på børnenes vegne. At vi kan lave planlægning med indbygget fleksibilitet og lydhørhed overfor, hvad den anden og ikke mindst børnene tænker og har brug for. Der regnes ikke længere i timer og minutter, men i oplevelser og frihed. Vi er kommet til det punkt, hvor børnene kan brokke sig over os og slippe af sted med skarpe kommentarer i den andens påhør uden angsten for at komme i klemme. Som f.eks. da vi forleden var til skolehjemsamtale med Johannes, hvor læreren siger: ”Johannes er  dygtig til matematik og har i det hele taget en rigtig go´ forståelse for tal,” hvortil Johannes kigger på os begge (som ved gud er erklærede amøber til matematik) og med et glimt i øjet konstaterer: ”Ja, I to, det har jeg klaret selv, for der er sgu ikke meget hjælp at hente hos nogen af jer!"


Og nej, selvfølgelig er alting ikke lyserødt, og som alle andre træder vi også i rosenbedet fra tid til anden. I har ikke fået alle detaljerne her. Langt fra. Men det, som jeg forsøger at sige, er, at selvom man har været helt derude, hvor de mindste petitesser har fået lov at fylde A.L.T., så vil jeg vove at påstå, at det stik mod alle odds rent faktisk kan lykkes at bringe fornuften tilbage i en relation, der har hængt i en tråd, der er tyndere end tynd. Ingen troede på, at det nogensinde ville blive godt mellem os. Ingen. Det var utopi. Nu er der humor.


Det er til enhver tid børnene, der er fokus på, når krigen hærger. Det skal der være. Men en sådan krig skader ikke kun dem, der står midt i kugleregnen. Den skader også dem, der fører våbnene. Det er det vildeste spild af tid, som jeg overhovedet kan komme i tanker om. Man bliver indebrændt af det. Tænk over det. Jeg ved godt, at det ikke er nemt, men få hjælp. Ræk hånden ud. Bare en lille smule. Jeg lover, at dine børn vil elske dig og jer for det <3

Majbritt


PS: I dag smed jeg langt om længe den røde mappe ud. 


www.majbrittmikkelsen.dk

1 kommentar(er) indtil nu...


Sv: Farvel røde mappe!

Hvor er det et godt indlæg, Majbritt! Dejligt, at se, at der er nogen, der finder lys for enden af tunellen!

Jeg er midt i "krigen" - dvs. hans krig, for jeg nægter at deltage i den. Han har travlt med at pege på de mindste ting han mener jeg gør galt og blæse alting kæmpestort op.
Jeg kender lige præcis det, du beskriver, med at når der tikker en sms ind, så får man ondt i maven og tænker: "åh nej, hvad nu".
Og ja, det er så opslidende og man bliver så træt.
Jeg har meldt mig helt ud af det ved at holde kommunikationen på det absolut minimale. Dvs. jeg læser og skriver kun mail/sms til ham en gang om ugen, op til skiftedag og kun hvis der er noget meget vigtigt.

Jeg har flere gange tilbudt at han kunne komme ind og så kunne han og jeg og min kæreste tage en snak, men han nægter.
Jeg har foreslået månedlige møder (med en tredjepart til stede, bare en eller anden, for det plejer at ende i at han sviner mig til, hvis vi er alene), men han nægter.

Jeg tror det er sådan, som du også skitserer det - at der skal komme en udefra og sige noget.

For jeg har ved gud prøvet at række hånden ud flere gange - men han insisterer på ikke at ville respektere mig, min kæreste eller mine grænser og så er der jo ikke rigtig så meget mere at komme efter...

- jeg har også min mappe, den er sort...

Af datalingvisten,   09-06-2016 09:20

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Tilføj kommentar   Annuller 

Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook

Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com


Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond
Sv: Er du skilt og uden børn i julen?
Credit
Lån
Sv: Er du skilt og uden børn i julen?
Finansielle tjenesteydelser og lån @ 3%.
Sv: Stedmor Er Ikke Ond – Hun Bliver Ond
Har du behov for et lån? Da er du på rett sted.
Credit
Sv: Er du skilt og uden børn i julen?


Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook