Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Bloggen


Bloggen

"Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

jul 31

Skrevet af: Helle Laursen Petersen
31-07-2012 21:51  RssIcon

Jeg har gennem et stykke tid været tilknyttet et Tv-program som sendes på DR1 i september måned, der igennem mødte jeg denne sympatiske mand (Christian), som oven i købet er VIP-bruger af delebarn.dk :) Han har et meget presserende problem, han ser ikke sine børn og har ikke gjort det gennem længere tid - Meget imod hans vilje - Jeg har vendt og drejet hans situation i mit hovede (og med Christian som savner sine børn) og har nu besluttet at udgive hans historie som en blog, og så vil vi meget gerne høre Jeres mening...

Udover historien her på bloggen, har Renée også givet sit, som altid, meget indsigtsfulde og kloge svar til ham på RÅDGIVNINGEN (under samme overskrift som denne blog).

Kære brugere af delebarn.dk, læs hans historie og giv jeres gode råd, meninger, egne historier og trøst til kende her på bloggen

"Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Min ex-kone og jeg gik fra hinanden i starten af januar 2011, hvor jeg fortalte hende, at jeg ønskede at blive sepereret. Vi havde gennem flere år efter min mening haft et ægteskab præget af manglende gensidig forståelse og kærlighed til hinanden. Til gengæld havde vi haft en velstruktureret hverdag og god økonomi. Det gav gode rammer for hele familien, der også tæller vores fælles børn Casper og Cathrine, der idag er 13 og 14 år.

For at undgå unødige diskussioner og konflikter i hjemmet, valgte jeg herefter mest at opholde mig hos mine forældre. Det lykkedes mig i de første 14 dage at træffe aftale med min ex-kone om, at jeg kunne hente børnene og være sammen med dem nogle timer i hver weekend. Det blev brugt på at besøge mine forældre, hvor vi havde ro til at være sammen.

Første besøg gik stille og roligt. Vi hyggede os sammen, og der var generelt en helt normal kontakt mellem børnene og jeg.

I forbindelse med andet besøg ugen efter skulle vi ned og fejre min mors fødselsdag. Hele familien var samlet – også børnenes kusiner, de altid har haft et nært forhold til. På vejen til mine forældre var der dårlig stemning i bilen. Børnene stillede mange spørgsmål om skilsmissen og økonomiske forhold. På vejen forsøgt min søn at slå mig og var i det hele taget meget aggressiv og konfliktsøgende. Jeg valgte at holde bilen ind kort før mine forældres hus og bad om at vi lagde den dårlige stemning bag os. Min søn steg uden varsel ud af bilen og gik de sidste 100 meter. Da han ankom sammen med mig og hans søster gik han direkte til sin farfar og sagde, at han skulle fortælle mig, at jeg var en stor idiot. Min far forklarede Casper klart og tydeligt, at det var jeg ikke og at sådan skulle han ikke tale eller opføre sig. Casper valgte at sætte sig ind på et værelse og ville ikke deltage i spisning m.m. Undervejs fik han serveret mad og flere familiemedlemmer forsøgte at tale med Casper. Min datter Cathrine deltog stort set upåvirket sammen med resten af familien.

Efter denne episode blev det meget vanskeligt for mig at nå til aftale med min ex-kone om samvær. Vi var i midten af januar måned og på dette tidspunkt vidste vi ikke, at vi ville komme til at vente næsten 3 måneder på at få et møde i Statsforvaltningen. Min ex-kone valgte at engagere en advokat, og jeg gjorde det samme.

Efter mange forsøg lykkedes det at få en ny aftale om at være sammen med børnene, men for at min ex-kone ville indgå i denne aftale, skulle det foregå på en helt bestemt måde. Jeg kunne hente børnene en hverdag kl. 17 og aflevere dem igen kl. 19. Jeg skulle opholde mig på en bestemt café – ellers ville der ikke være nogen aftale om samvær.

Længe forsøgte jeg at få en dialog igang. Jeg fandt ikke denne facon for rimelig men valgte alligvel til sidst at acceptere for at komme til at se mine børn. Det var så i begyndelsen af februar måned. Børnene talte stort set ikke til mig. Jeg forsøgte at tale med dem om deres hverdag, skolen og fritidsaktiviteter. Da vi nærmerede os afslutningen på vores samvær, sparkede Casper mig flere gange over benet. Jeg bad ham om at lade være. Da vi rejste os og forlod restauranten, ville han ikke følges med mig og hans søster til bilen. I stedet gik han mod sin mormor og morfars bopæl, som ligger få hundrede meter fra caféen. Vi tog bilen og forsøgte at overtale ham til at stige ind. I stedet forlod hans søster bilen og fulgtes med ham.

Min ex-kone beklagede sig efterfølgende over de dårlige episoder, der havde været med børnene, og hun ville ikke længere medvirke til samvær eller presse børnene til noget, som hun kaldte det.

Jeg oplevede det som om børnene var utroligt frustrerede over skilsmissen. Min søns reaktioner var ikke helt usædvanlige – han er temperamentsfuld. Men det var vanskeligt eller nærmest umuligt at tackle, for hans mor ville ikke tale med mig, og der var derfor ikke nogen form for samarbejde om børnene.

Jeg havde oplevelsen af, at børnene ville straffe mig for at ville forlade deres mor. De havde meget hurtigt taget parti, og hun var den naturlige svage part. Frustrationerne kunne derfor kun gå ud over mig. Et halvt års tid senere erfarede jeg, at børnene havde optaget vores tid sammen på deres telefoner. Jeg kan kun spørge mig selv hvorfor og til hvilket formål, men med den viden forstår jeg bedre, hvorfor børnene var så modvillige i forhold til at indgå i en almindelig kontakt med mig – det skulle jo med deres optagelser kunne dokumenteres, at de var vrede på mig.

Herefter valgte jeg at forsøge at få ro omkring børnene og min ex-kone. Jeg håbede på, at det ville blive bedre, når vi skulle i Statsforvaltningen. Vi var langt om længe indkaldt til møde i april måned, og selvom tiden føltes meget lang, så ønskede jeg ikke, at der skulle være mere konflikt. Jeg valgte at sende børnene sms og give dem en telefonopringning med jævne mellemrum. Ingen af delene blev besvaret, men jeg fik i hvert fald givet dem mit budskab om, at jeg savnede dem og håbe på, at vi snart kunne være sammen.

I mellemtiden fraflyttede min ex-kone vores fælles bopæl. Huset var blevet solgt, og hun aftalte med mig, at jeg kunne bo i huset resten af perioden. Hun flyttede til en lejlighed centralt i Roskilde mens vores hus lå i udkanten af byen. Jeg fik en varsling fra kommunen om ændring af børnenes bopæl. Jeg var ikke enig i, at børnene skulle skifte bopæl, da jeg frygtede, at det kunne have betydning i det senere forløb. Det var som sådan ok med mig, at børnene opholdt sig hos deres mor på hendes nye bopæl, men deres bopæl var efter min mening på deres hidtidige adresse, indtil der var fundet en anden løsning. Deres mor var ikke enig og efter nogle diskussioner med kommunen, valgte kommunen alligevel at flytte børnenes adresse. Som kommunen udtalte det, så opholdte børnenes sig jo på den nye adresse – hvilket jeg ikke kunne bestride – og kommunen berolige samtidig med, at det ikke havde nogen betydning for fastsættelse af bopæl m.m. i forbindelse med skilsmisse. Jeg kunne ikke gøre andet end acceptere flytningen trods min klage over denne.

Langt om længe nåede vi til mødet i Statsforvaltningen. Sagsbehandleren formidlede papirerne og sendte os umiddelbart videre til børnesagkyndig rådgivning med en børnesagkyndig. Her forklarede min ex-kone længe om sin vrede over mig. Jeg forsøgte at få fokus over mod at drøfte en aftale om børnene, men det var min ex-kone ikke interesseret i. Den børnesagkyndige foreslå konfliktmægling, og vi fik en brochure med hjem om parrådgivning for nyligt fraskilte. På mit spørgsmål om, hvorledes vi kunne drøfte børnene var anbefalingen, at jeg valgte at undlade kontakt til børnene i nogle måneder for at se om tingene kunne falde lidt på plads. Jeg var temmelig frustreret over denne udmelding, for vi havde stort set ikke talt om børnene, og jeg havde jo allerede ventet i op mod 4 måneder på en aftale, som kunne give mig mulighed for at være sammen med børnene på trods af deres mors modstand. Vi forlod dog mødet med den konklusion, at børnene skulle høres.

Det blev de så en måneds tid senere, og jeg fik referatet efter et par uger. Af referatet fremgik det, at mine børn var meget vrede på mig. De havde blandt andet givet mig en karakteristik som dominerende, at jeg ikke forstod deres behov, og at de ikke havde tillid til mig. Den børnesagkyndige havde bedt dem give deres mor og jeg karakter fra 1 til 10, og her scorede jeg 0 fra min søn og 2 fra min datter. Min ex-kone scorede til gengæld noget nær topkarakter fra begge. Den børnesagkyndige noterede afslutningsvis, at børnene havde haft deres synspunkter med til mødet nedskrevet på papir hjemmefra.

Jeg blev rystet over referatet, som jeg udelukkende oplevede som et forsøg på at tilsvine mig. De udtalelser børnene havde givet om mig passede nogenlunde med, hvad deres mor mener om mig. Jeg havde aldrig haft nogen fornemmelse for, at børnene havde en sådan oplevelse omkring mig. Det er da stadig også min opfattelse, at børnenes karateristik stort set ikke har noget på sig men udfærdiget sammen med deres mor for at varetage hendes interesser. Min advokat, som var en erfaren kvinde, var ligeledes noget rystet over fremgangsmåden og valgte derfor at klage over den børnesagkyndiges metoder til Statsforvaltningen. Statsforvaltning svarede tilbage, at de ikke forholder sig til den børnesagkyndiges metoder men giver den enkelte metodefrihed, som de kaldte det.

Jeg blev herefter spurgt af Statsforvaltningen, om jeg ville foretage mig yderligere. Der var jo endnu ikke fundet nogen løsning på spørgsmålet om børnene, så det ville jeg naturligvis. Jeg bad derfor om et nyt møde, og efter flere breve fik jeg langt om længe bevilget et tværfagligt møde, som skulle afholdes i august måned.

På mødet deltog så en ny børnesagkyndig, som jeg fandt nogen sympati for. Jeg oplevede for første gang, hvorledes der blev forsøgt lagt nogen pres på min ex-kone for at indgå i et samarbejde. Hidtil havde hun åbenlyst afvist ethvert samarbejde og dialog med mig – herunder konfliktløsning. Den børnesagkyndige fremhævede sammen med sagsbehandleren, at hun skulle samarbejde med mig – ikke for hendes egen skyld men for børnenes skyld.

Konklusionen på mødet blev, at den børnesagkyndige foreslog en model, hvor kontakten mellem børnene og jeg langsomt blev forsøgt reetableret. Det skulle ske ved, at jeg startede med at følge børnenes sportsaktiviteter. Min ex-kone mente indledningsvist, at vores børn slet ikke havde tid til at se mig, fordi de havde så mange aktiviteter. Jeg skulle så starte med at møde op i sportshallen to weekender i træk mens min ex-kone skulle forberede børnene på, at jeg ville være der. Weekenden efter skulle jeg også hente og bringe og til sidst skulle jeg foretage mig noget med børnene sammen en eftermiddag.

På trods af aftalen meldte min ex-kone allerede dagen efter på e-mail til Statsforvaltningen, at hun ikke vidste hvad hun skulle stille op, for børnene ville ikke deltage. Statsforvaltningen svarede tilbage, at der var en aftale, og at de ikke ville ændre den. Derfor mødte jeg op som aftalt og fulgte mine børn.

Første aftale forløb uden problemer. Børnene så jeg var tilstede, men dette gav ikke anledning til nogen kontakt.

Næste afale forløb ligeledes problemfrit med min datter. Jeg benyttede lejligheden til at henvende mig til hende mellem to kampe, men hun gav udtryk for, at jeg skulle gå. Det respekterede jeg og gik tilbage på min plads blandt de andre forældre.

Min søn reagerede desværre meget kraftigt på det andet møde. Han henvendte sig til mig og bad mig om at gå. Jeg skulle overvære hans gymnastiktræning. Jeg forklarede ham, at jeg jo gerne ville se ham, og at hans mor og jeg havde aftalt det. Han gik tilbage til sin træning blot for kort efter at komme retur, hvor han straks begyndte at sparke, slå og råbe af mig. Vi forlod salen på den måde og uden for døren valgte jeg efter flere forgæves forsøg på at få Casper ned på jorden at forlade stedet.

Jeg skrev til Statsforvaltningen og forklarede om episoden. Jeg forklarede samtidig, at jeg af hensyn til børnene ikke fandt det muligt at gennemføre de efterfølgende aftaler. Min ex-kone havde i forvejen oplyst, at jeg ikke kunne hente som aftalt, for hun ville ikke udlevere og børnene ikke følges med mig.

Forløbet afsluttedes med at børnene igen skulle høres. De udtalte sig stort set som første gang og forklarede, at de kun ville se mig, når de selv ville. På spørgsmålet om hvornår og hvorledes, så forklarede min søn, at han næppe ville se mig igen mens min datter forklarede, at hun kun ville se mig, hvis min søn også ville.

Den børnesagkyndige konkluderede herefter, at det ikke var muligt at fastsætte samvær, idet man lagde afgørende vægt på børnenes egne ønsker. Den melding fik jeg i januar i år efter et års kamp for at få kontakt til mine børn trods deres mors modvilje. Jeg måtte konstatere, at børnene selv har modarbejdet det forsøg, der har været. Der er ingen tvivl om, at børnene er meget påvirkede af situationen og har valgt at tage parti for deres mor. Men der er heller ingen tvivl hos mig om, at deres reaktion bygger på en helt forkert antagelse og at deres reaktioner ikke er til gavn for dem hverken på kort eller langt sigt.

Casper og Cathrine har i mig en kærlig far, som har været dem nær gennem hele deres opvækst. Deres mor har trukket et større læs ved specielt de senere år at gå på deltid. Sådan havde vi indrettet os som så mange andre. Men min interesse, kærlighed og opbakning i forhold til børnene var lige så stor som hos alle andre. Vi blev af de fleste i vores omgangskreds betragtet som en mønsterfamilie med styr på det hele. Skilsmissen bragte os alle ud af denne rolle, og her 1½ år efter slås vi stadig med at lande ordentligt.

Siden Statsforvaltningen afsluttede deres behandling af sagen har jeg forsøgt igen at få klinket skårerne mellem min ex-kone og jeg. Det lykkedes mig at få nogle telefonsamtaler med hende hen over foråret. Her lod jeg hende skælde mig ud og få luft for hendes frustrationer. Det var så belastende at høre på, at jeg efter en af episoderne oplevede flere tilfælde af svimmelhed, som sikkert var forbundet med det enorme stres, hun påførte mig. Jeg forsøgte bare at tage imod uden at give tilbage. Samtidig vidste jeg, at hun med den voldsomme vrede, så var det nærmest umuligt at nå til nogen form for forsoning med hende. Alligevel prøvede jeg, så godt jeg kunne.

Efter hun nogle gange havde overfuset mig med beskyldninger og vredesudbrud, så har hun sidenhen stort set ignoreret mig, som hun også har gjort det over det meste af forløbet. Vi bor tæt på hinanden i hver vores ende af Roskilde. Jeg møder nogle gange mine børn på gaden, men altid sammen med deres mor eller mormor og morfar. Jeg har også fulgt mine børn til noget af deres sport henover foråret. Der har været tale om gymnastikopvisninger hos Casper og håndboldkampe for Cathrine. Det har ikke givet anledning til konflikter mellem børnene og jeg. De har valgt at ignorere min tilstedeværelse.

Mit seneste tiltag har været at skrive et brev til børnene – en gang om måneden sådan cirka. Her skriver jeg lidt om mit liv og om mine tanker om dem. Jeg skriver også, at de kan møde mig på et fast tidspunkt og sted, hvis de har lyst til det. Her venter jeg så et par timer på dem, mens jeg laver mit næste brev. Børnene har endnu ikke valgt at møde op, men de har trods alt reageret ved at skrive en sms, hvor de gav udtryk for, at de ikke gad at få mine breve. Det er vel det første livstegn, jeg har fået fra børnene i henved 9 måneder, og selvom det er negativt, så glæder det mig, at de dermed reagerer. Det betragter jeg som et muligt lille skridt fremad.

Afslutningsvis vil jeg give udtryk for, at jeg gennem hele dette forløb har forsøgt at undgå at stille urimelige krav, være vred og frustreret. Men jeg er begge dele, og det er meget hårdt at bære rundt på det store savn, jeg har til mine børn. Gennem forløbet har jeg følt mig sat helt ud på et sidespor uden nogen følelse af at have nogen retssikkerhed. Har jeg slet ingen ret til at tage hånd om mine børns trivsel og behov? Deres mor har fra starten valgt at tage det ansvar alene og afvist min deltagelse trods alle mine forsøg både direkte og gennem det offentlige system. Der er ingen tvivl om, at min ex-kone på ingen måde har lyst til at dele kontakten til det hun betragter som ”sine” børn. Hun kan slet ikke forstå, at børnene har behov for mig og deres reaktioner er for hende kun naturlige med den måde, jeg har været på. Børnene opmuntres af deres mor og hendes familie til at fortsætte af det spor, de har fulgt gennem det seneste år. Mine forsøg på at kontakte min tidligere svigerfamilie for hjælp har været formålsløse og i sig selv blot foranlediget vrede og kritik fra deres side omkring mig, min person og min familie. Hos min tidligere svigerfamilie er det naturligt at droppe kontakten til dele af sin familie, hvis man finder det bedst. Deres seneste tilbagemelding til mig er, at det har været en hård periode for dem (mine børn, der mor og hendes familie) og at jeg derfor må forlige mig med ikke at se mine børn.

Jeg kan ikke forlige mig med dette. Jeg kan godt se, at såfremt mine børn fremover fortsat vil være under negativ påvirkning i forhold til min person af deres familie til deres mors side, så vil det være vanskeligt for børnene at kunne tackle nogen kontakt til mig. Men jeg er voldsomt frustreret over, at det skal være muligt at manipulere med børnene på den måde. Alle vejledninger jeg har kunnet finde tager udgangspunkt i, at forældre skal samarbejde for at skåne børnene for konsekvenserne af en skilsmisse. I vores situation kan der ikke være nogen tvivl om, at det er min ex-kones modvilje, der er en af de afgørende årsager.

Næste kapitel frygter jeg vil være en amodning om fuld forældremyndighed fra min ex-kone. Der har været helt stille fra hendes side, men jeg tvivler på, at det er sådan. De nye regler om fællesforældremyndighed åbner til efteråret op for, at man i videre udstrækning kan fratage en ene forælder forældremyndigheden, når der ikke er nogen eller meget lidt kontakt til fælles børn eller ved samarbejdsproblemer.

Hidtil har min ex-kone jo for hende omkostningsfrit kunne skabe samarbejdsproblemer og faktisk fremme hendes formål – at have børnene for sig selv. Målet vil først være fuldt for hende, når hun har fået den fulde forældremyndighed, og som hun allerede for måneder siden har truet med, så ønsker hun at ændre børnenes navn til hendes efternavn. Dette er bare en forlængelse af forløbet, hvor hun har gjort alt for at fjerne mig fra kontakt med børnene – herunder at hun ved fraflytning fra vores fælles bopæl uden aftale fjernede alle effekter, der havde noget med børnene at gøre. Det lykkedes mig dog at bevare fotos gennem børnenes opvækst, men det er så også alt, jeg har idag.

Jeg har derfor enormt brug for hjælp. Brugen af en advokat har ikke haft nogen effekt. Mine forsøg på at tale min ex-kone til fornuft og indgå i et samarbejde virker ikke. Jeg har forsøgt at bringe andre på banen. Min familie og tidligere venner har forsøgt at tale til min ex-kone. Men de bliver blot sat på den sorte liste og ignoreret herefter. Hvad skal jeg dog gøre, for at mindske risikoen for at miste den fulde forældremyndighed? Og hvad kan jeg dog om noget gøre for at ændre på den umulige situation, så jeg forhåbentlig kunne få kontakt til mine børn og fortælle dem, at jeg elsker dem. Jeg vil gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe børnene gennem den sorg og vrede, de har taget ind i sig. De skal ikke leve med den smerte. Jeg tager gerne mit ansvar for at vise børnene, at jeg er ked af det, de har været udsat for. Forhåbentlig kunne det hjælpe dem med at forlige sig med smerten og komme videre. Men om det overhovedet er muligt, når deres mor ikke har samme mål, det ved jeg ikke.

Jeg håber, du/I har mulighed for at gøre noget for mig.

 

Kærlig hilsen Christian

29 kommentar(er) indtil nu...


Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Det gør ondt i mit hjerte at høre din historie. Og det ser ud til, at du har prøvet og prøver alt det, som er muligt i denne situation. I det forgangne år har jeg oplevet et lignende tilfælde i min vennekreds, og da jeg i hverdagen ofte har skilsmisser og dennes udfordringer tæt på kroppen, bliver jeg nød til at understrege en meget vigtig ting, som jeg tror er med til, at konflikten opstår. Hvis man står midt i en skilsmisse, er det vigtigt ikke at forlade bopælen. Børnene vil føle at man går fra dem også. Bliv der sammen også selv om det betyder konflikter, for jeg tror børnene har bedre af at høre LIDT af det der foregår end at havne i en situation, hvor de bliver isoleret fra den ene forælder. Lad børnene blive i huset og bo der på skift. Det viser sig i mange tilfælde at være en god løsning for børnene. Jeg ser gang på gang, at der opstår konflikter, fordi den som træffer beslutningen om skilsmisse vil skåne sin familie og er derfor villig til at flytte ud, men det er den part der gang på gang står uden eller med meget lidt kontakt til deres børn! Lad være med at pakke tøjet... Find en løsning omkring børnene, mens I begge er der hos dem.
Håber det bedste i din sag. Virkelig!

Af Stine Terjesen,   01-08-2012 08:19

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære christian
Jeg er også den fravalgte kone (børn på 10, 13 og 14 år). Hans argument for at vrage mig er samme som dit argument og vores ydre rammer lignede til forveksling jeres. God økonomi, mig på deltid, X mand, der arbejdede meget.
Heldigvis har jeg ikke problemer med at afgive børnene til deres far, trods det, at jeg også har været den, der tog sig af alt vedr. børn og hus. Det kniber dog med SAM-arbejdet, men det er en problematik, der ikke kommer denne kommentar og din artikel ved.
Jeg forsøger, at se sagen gennem din kone og dine børns øjne.
Hun har troet på jeres ægteskab. Hun har troet på at det var et ægteskab, på godt og ondt, men et forhold som skulle vare livet ud og at I havde en fælles fremtid. Det er en brat opvågning fra en drøm til virkeligheden når manden kommer og fortæller at sådan forholder det sig ikke. Du siger faktisk til hende "du duer ikke, væk" " "du giver mig et dårligt liv" og så lader du hende sejle sin egen sø og forsvinder væk fra hendes liv fra den ene dag til den anden, ved at forlade dit tidligere hjem og hende. Du lader hende, som er på deltid, med nedsat lønindtægt, med 2 børn i teen-age alderen, med et hus og de omkostninger der er ved det i stikken. Hun må klare sig selv - det er ikke dit problem, for du vil skilles. Dit problem er bare, at du samtidig (selvfølgelig) vil være en del af dine børns liv og det må de andre så bare rette ind efter og det på dine præmisser.
Du skriver at dine børn er modvillige og ikke vil se dig. Har du overvejet og undersøgt, hvilke reaktioner, der er forventlige for teen-agerbørn? har du ladet dem have deres følelser i fred og accepteret at "sådan er det". Nej, det har du ikke. Du skriver, at du holdt ind til siden og "bad om at få den dårlige stemning lagt bag jer" og så kører du videre, til din familie, i stedet for at finde et roligt sted, hvor I kan tale sammen. Du skriver også ved samme besøg at dine forældre bad Casper om at "opfører sig ordenligt". Hvor er respekten og accepten af dine børns følelser fra din og din families side? Hvor pokker kan de føle sig hørt, set, respekteret og accepteret, når både du og din familie fortæller at "de er forkerte". Lige nu sender du brev til dem engang i måneden, hvor du skriver om dit liv. De er pt. ligeglade. De føler sig ikke hørt og respekteret alligevel, for du gør som du selv vil og ikke som DE vil. De vil ikke have dine breve. Jeg tænker, at det vil de såmen gerne, hvis der var noget, der interesserede dem i brevet. Har du overvejet at sende penge til dem ? Har du overvejet at lægge et gavekort (på mere end 1000 ) til en eller anden tøjforretning. Eller overvej at sende et gavekort, stort nok til at de kan invitere nogle kammerater med, til en biograftur, koncert eller lignende. Penge og mulighed for at "være som de andre" betyder rigtig meget for teen-ager børn og deres mor har ikke den økonomiske mulighed for at forsøde deres tilværelse. Tro mig, så skal de nok modtage dine breve og MÅSKE læse, hvad du skriver. Forvent ingen tak, men du vil trods alt blive tænkt mere positivt om. Teen-ager alderen går over og den "sort-hvide" tænkning sammen med dem. Jeg ved godt at det er hårdt for dig, men lad dem være. Respekter det de siger og selvom du mener at det er deres mor, der påvirker dem. Du tror, at det forholder sig sådan, men du ved det ikke, så lad være at bruge krudt på de tanker. Det kan du ikke ændre ved alligevel. Det eneste du kan ændre på er dig selv og din egen tankegang og det du hidtil har gjort, har jo ikke virket, så prøv noget nyt.
Nu er jeg lige nødt til at skrive lidt om, hvordan jeg blev "behandlet" efter "dur ikke, væk" beskeden. Vi blev boende sammen i et stykke tid -jeg var i krise, min X tog over vedr børn og hus og de ting jeg ellers havde taget mig af. Han viste omsorg (for første gang). I den periode fik vi snakket økonomi, boligformer osv. Samkvem med børn osv. samtidig med, at jeg udelukkende kunne gøre hvad jeg selv ville. 2 måneder efter, hjalp han mig økonomisk med at købe et hus, gav mig penge til møbler (jeg ville ikke have de gamle), hjalp med at få huset i stand, hjalp med at flytte osv. Jeg stod ikke alene og skulle få en fremtid til at fungere. Samtidig har han overtaget visse økonomiske forpligtelser vedr. børnene. Tøj, institutioner osv.og deres fritidsinteresser er noget han står for, trods det, at det er mig der både får børnepenge og børnefamilieydelse. Jeg indrømmer at han så derved også har en "klemme" på mig. Hvis jeg ikke VILLE give ham samkvem med børnene, kunne han fjerne "goderne" fra mig.
Måske skulle du prøve den samme metode. Måske skulle du hjælpe din kone økonomisk ved evt. at overtage nogle af hendes udgifter SELVOM du ikke har pligt til det. Måske skal du tilbyde hende hjælp til flytning og indretning
Og så mener jeg også at du skal give hende indrømmelser i form af
DIN rolle i at jeres ægteskab fungerede. Du skriver, at du har givet hende lov til at rase, skælde ud osv. og at du bare lod hende gøre det.
Ja, hun skælder ud, men føler sig sandsynligvis magtesløs overfor dig og sin situation. Fortæl hende hvordan DU føler, hvordan og hvad du IKKE har gjort for at få forholdet til at fungere.. Fortæl hende ikke, hvordan HUN har været, hvad HUN har gjort. Hvad HUN har sagt og hvordan HUN er.
Kære Christian.: Find årsagen til jeres dårlige kommunikation, dårlige ægteskab, dårlige samvær hos DIG selv og IKKE hos din X-kone og børn
og fortæl hende det. når du har fundet ud af det. Deres holdninger/meninger/følelser kan du alligevel ikke ændremen giv HENDE
Gå evnt. til en psykolog eller coach, der kan hjælpe dig med at finde ud af HVEM du er. Og vær tålmodig. Indtil da, så tilbyd hende din hjælp til at dække nogle økonomiske udgiver. Tilbyd din hjælp til hendes bolig. Tilbyd at betale en rejse til hende og dine børn..... Gør noget.
hilsen Mahajo

Af johama,   01-08-2012 08:54

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Helt ærlig - vi skriver 2012 - en voksen kvinde burde kunne forsørge sig selv - livet består af skift og ændringer sådan er det bare - det kommer til os alle. Nu er det så overgået eksén i dette tilfælde og hun må holde op med at pive og påklistre hendes martyrium på de to børn.

Selvfølgelig kan du give dine børn tøj m.m men at begynde at tage over for din eks syntes jeg kun vil være med til at fastholde hende i en afhængighed og du er ligesom færdig med hende. Hun skader i den grad hendes børn med hendes adfærd - hun fremmedgør dig og hun lærer i hvertfald børnene at forandringer er skræmmende. Denne fremmedgørelse ved jeg foreningen far ved en masse om så måske skulle du søge viden og støtte der til hvad den kloge gør og hvordan du kommer videre herfra.

Af Ukken,   01-08-2012 09:16

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Hvor ved du fra at HUN skader sine børn?. Hvor ved du fra at HUN bliver fastholdt i afhængighed? Har du snakket med hende?. Nej, det har du ikke, du kan derfor ikke vide, hvordan HUN tænker og føler. Det er dine gæt som kommer udelukkende fra dine egne holdninger og fra Christians brev.
Jeg ser det sådan, at ved at overtage visse økonomiske forpligtelser vedr. børnene kan han gøre sit til, at ex-kone og børn bevarer bare lidt af den standard de tidligere har haft. Deltid giver deltidsløn og indledningsvis skriver han at de har haft en god økonomi. Ergo er der skævhed i de økonomiske forhold. Under alle omstændigheder, vil han kun skulle betale i en afgrænset årrække til børnene er flyttet hjemmefra. Det må være i hans interesse at Ex og børnene har det godt.
Christian har forsøgt at gøre noget for at få samkvem med sine børn. Det har ikke hjulpet, så Christian må forsøge noget nyt. I stedet for at se tingene igennem Christians øjne, forsøger jeg at se det gennem X-kones og børns øjne, ud fra den måde JEG tolker hans mail på. Dermed ikke sagt at mine betragtninger er de rigtige - bare et forsøg på at se sagen fra en anden side end Christians.

Af johama,   01-08-2012 10:09

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Jeg er helt enig med Johama. Jeg har netop vaeret ud for det samme kedeligt situation.

Af Silvia,   01-08-2012 12:18

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Johama og Silvia,
Jeg kan godt forstå, at der er dybe smerter og sår, som skal heles.
Jeg oplever imidlertid, at I kommenterer Chr. historie ud fra egne følelser og uden at sætte jer i hans, men mere i eget sted. Det kan være umuligt at skille sin egen historie fra andres - det kender jeg selv fra indersiden - og i de tilfælde gør jeg mig umage med at at vente med at give mine indspark til andre indtil jeg selv er helet i min smerte eller at være helt klar omkring at jeg udtrykker min smerte og af fode grunde ikke kan gætte mig til hvad en anden, i dette tilfælde Chr. ex måtte have gavn af. Jeg savner en mands synspunkt i kommentarer her. Den vil jeg meget gerne høre. Chr. historie er uhyggelig, synes jeg - ikke mindst fordi børnene betaler en høj pris for at deres forældres kommunikationsbrist - og som det lyder klart og tydeligt i mine ører - moderens sårede ego.

Af Lucy,   01-08-2012 12:43

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Du godeste er der flere som anser det for ok at blive holdt af en mand der har valgt dem fra.

Har han en god økonomi skal han betale ekstra i børnebidrag - derudover skaber han jo et hjem til sine børn med den levefod han har råd til.

Den kvinde der er blevet valgt fra må så skabe et hjem udfra de betingelser hun har og ja det er da sur røv hvis man har bragt sig i den situation at være afhængig af sin mands status og løn. Betyder det han skal i dømmes evig forsørgelse - jeg mener der er jo heller ingen pensionsopsparing fra kvindes side af.

Men disse historier påkalder desværre smerteligt at det er en utrolig dårlig ide ikke at sikre sig for fremtiden.

Af ukken,   01-08-2012 14:16

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Christian

Pyha, det gør virkelig ondt inden i mig, når jeg læser dit brev. Jeg har så mange tanker og bliver nødt til, at dele det med dig.
Det kan være jeg lyder kontant sommetider, men det er kun for, at skære ind til benet og være ærlig for at kunne hjælpe! Jeg har været på begge sider af "din person". Den vrede teenager der ikke ville se sin far og den sårede mor, der skulle sende fælles barn, vel afsted til far!
Først og fremmest lyder det til, at du har prøvet rigtig mange gode forskellige måder, at løse konflikten med dine børn, din ex-kone og ex-svigerfamilie. Dog lyder det også til, at du er ved at miste alt eller måske allerede har. Jeg vil dog stadig sige, at dine børn også kan blive klogere en dag og give dig en ny chance, men lige nu lyder det til, at du har mistet dem. Det er svært at sige om din ex-kone har påvirket dem. Det ved vi jo ikke! Det kan være hun gør alt for, at gemme sine følelser for dem, men det fornemmer børn i alle aldre alligevel! De er selvfølgelig loyale her, hvor de mærker smerte, men du må ikke fornægte, at smerten inden i dem er størst og det er denne der er svær, at takle for alle parter. Inklusiv dem selv. Det er trods alt nemmere kun at have et hjem, at skulle forholde sig til!

Jeg vil give Johama ret i, at du kunne have mødt dine børns smerte/vrede bedre i flere af de situationer du beskriver og din egen familie kunne også. Det er dem der skal vises hensyn og forståelse overfor, uanset hvilken begivenhed eller hvor uretfærdig en reaktion! I hvert tilfælde i det første stykke tid - selfølgelig skal der tales, om hvilke reaktioner der er okay eller ikke, men bliv ikke vred og skæld ikke ud. De er i den værst tænkelige situation og måske specielt når de nu samtidig er teenager. Deres nuværende følelsesregister gør kun det hele værre og selvfølgelig vil de tage parti ved den forladte og den der er ked af det! Alene af den grund at du jo så kunne være blevet, når nu I ikke begge ønsker at dele familien!
Nå, men hvor om alt er, mener jeg at du skal prøve alt, for ikke at miste dem og hvis den økonomiske del kunne åbne op for en mulighed for, at løse konflikten eller være en vej ind i bare, at snakke sammen igen - ja så synes jeg det skal prøves.
Statsforvaltningen kan ikke hjælpe nu. Der skal åbnes en dør til dine børn og det kan være den går gennem din ex. Det tror jeg, da det virker som, om de har lukket af! Derfor vil penge til børnene nok heller ikke hjælpe, men prøv og først og fremmest gennem din ex-kone.

Jeg har endnu ikke kontakt til min biologiske far og kan den dag idag se, at jeg var loyal overfor min mor, da de brød med hinanden! Det er dog vigtigt, at nævne at min mor hurtigt var glad efter bruddet og altid sendte mig glad afsted til min far. Dog blev jeg ikke mødt, forstået eller hørt ved min far (heller ikke af hans familie) og han havde mange andre problemer! Han svigtede gang på gang og til sidst blev det for meget, og jeg valgte at jeg ikke ville se ham mere og her lyttede statforvaltningen og min mor til mig i en alder af 9 år. De kunne ikke andet og var dybt bekymret over, at jeg ikke ønskede at se ham! Jeg har dog som teenager og igen, som 23 årig givet ham en ny chance, men hans liv og væremåde har ikke ændret sig, og han giver min mor skylden, for at have mistet kontakten til mig! Meget dumt i stedet for at lytte til mig! Jeg havde dog kontakt til ham i et par år, som 23 årig, jeg tilgav ham for nogle af de ting der er sket og indså selv nogle ting, men brød med ham da, han volte mig nye problemer i mit liv!

Nu er jeg selv endt, som bopælsforælder til en lille dreng og tænker meget over, hvordan jeg sender ham afsted til sin far, og hvordan jeg samarbejder bedst muligt med ham! Vi har dog også været mange frygtelige ting igennem - dog ikke vigtige i denne sammenhæng, men dermed for at belyse, at jeg forstår, når det er svært og hvor barnet fornemmer ting man ikke havde regnet med - dette selvom han kun er 3 år nu! Det gør dog ondt i maven, når han græder og ikke vil afsted til sin far og her kan han da helt sikkert også fornemme det på mig. Det gør dog blot, at jeg forsøger, at samarbejde yderligere for at kunne sende en glad dreng afsted.....

Jeg håber det ender godt for jer alle, men forsøg alt, for det bliver ikke nemmere jo længere tid der går!!!

Af Sarah,   01-08-2012 14:56

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Hej Christian.

Først vil jeg lige nævne, at jeg udmærket kan sætte mig ind i din frustration, vrede, bitterhed og sorg...
Der er flere ting, jeg godt vil kommentere, og lad os starte med det "letteste".. :)

En forældremyndighed har intet med samværsret at gøre. Faktisk giver den dig alene så få og særlige rettigheder, at den sjældent har betydning i praksis. Forældremyndighed eller ej, så har dine børn altid ret til at se dig... Så et godt ville være at lægge dén bekymring på hylden, i hvert fald et stykke tid endnu..

En anden ting er.. Og her kan du muligvis godt føle dig misforstået, provokeret eller andet, men jeg mener det som en hjælp...

Du bruger enormt mange kræfter på at bebrejde din eks at du ikke har et godt forhold til dine børn, at du ikke kan sørge for at hjælpe din søn med hans voldsomme reaktion, at der ikke er et samarbejde, at dine børn ikke vil se dig, osv. Men jeg ser ingen steder at du påtager dig et ansvar for situationen som den ser ud, og det undrer mig? Det kan naturligvis være et ganske uskyldigt forsøg på at bede om hjælp, men du bør tænke meget kraftigt over hvad du selv har gjort (og jeg kan love dig for, der er altid noget vi selv er med til at forårsage...), for at skabe den meget uheldige situation der er i dag...

Kan du ikke erkende det overfor dig selv, kan du slet ikke erkende det overfor dine børn, og dét vil de reagere yderst negativt på. Især så store børn er udmærket i stand til at gennemskue os, helt ned til den mindste detalje, og de lader sig ikke sådan narre af ord og påstande.
Og det bringer mig til næste ting; normalt i sådan en konfliktsituation kan der godt forekomme voldsomme reaktioner.. Reaktioner der er udtryk for den angst, vrede, sorg og uvished børnene føler. Men den vil som udgangspunkt ikke vare ved.

Børn vil nemlig, grundet vores meget stærke overlevelsesinstinkt, forsøge af al magt at "gyde olie på vandene", og forsøge at udbedre og forhindre konflikter. De vil ikke opildne til flere. Ikke med mindre der er noget de virkeligt er blevet vrede og sårede over, og dét kan ikke forårsages af mors vrede og bitre ord om far, der skal altså noget mere til.

Jeg tænker der har været mange konflikter, og at børnene sikkert alt for ofte har været vidne til disse. Jeg får også en fornemmelse af, at du måske i virkeligheden ikke har været alt for nærværende, rent følelsesmæssigt, i hvert fald ikke set fra børnenes side.
Vi voksne kan godt mærke, vi elsker vores børn, og føle at vi viser dem det med alt hvad vi siger og gør. Men i sidste ende er det børnenes(!) oplevelse det afhænger af, og den afviger i større eller mindre grad fra vores egen.

Så selv om du måske føler du har været til stede, tilnærmelig osv., så kunne noget tyde på, at dette ikke er en oplevelse du deler med dine børn. Og det er du nødt til at acceptere og anerkende, før noget andet.

Derudover... Du kan ikke hverken presse, manipulere, lokke eller trygle børnene til at være sammen med dig; ønsker de det ikke selv, er der intet(!) du kan gøre for at ændre det, bare fra den ene dag til den anden...

For at undgå at skubbe dem yderligere væk fra dig, er her nogle simple (ikke at forveksle med "nemme") råd jeg vil anbefale dig at følge, hvis du skal gøre dig forhåbninger om, at især din søn ændrer holdning en dag...

1. Start med at skrive et brev, hvor du giver dem en undskyldning. Du føler måske ikke selv, du har noget at undskylde for, men dine børn har tydeligvis en oplevelse af at du har gjort noget der i deres verden er så slemt, at især din søn synes at føle sig meget svigtet...
Så giv dem en uforbeholden undskyldning, for at du ikke har været der for dem da de havde aller mest brug for dig, for at du har svigtet dem, for at du har været fraværende, eller hvad det nu ellers er, der passer med virkeligheden. :)
Nævn intet(!) om deres mor, eller om at du ville ønske de ville mødes med dig igen. Intet! Det vil blot lægge unødigt pres på dem, og enhver form for pres el. lign., vil få dem til at trække sig længere væk.
Afslut gerne brevet med at du elsker dem, men igen, skriv ikke, du ville ønske de ville mødes, eller noget i den retning; de ved det godt....

2. Herefter kan du sende dem kort el. lign. med jævne mellemrum. Ikke hver eneste måned, og ikke lange breve. Du skal ikke skrive du savner dem, vil se dem, er ked af det, vred eller andet. Der skal ikke være noget følelsesladet, ingen bebrejdelser eller andet. Nævn blot nogle sjove oplevelser du har haft, dagligdags trivialiteter.. Noget der kun er positivt, og som intet har med skilsmissen at gøre.

3. Hold op med at møde op til deres sportsbegivenheder hele tiden. Gør det gerne en gang imellem, og da altid med et smil. Ingen synes om hvis de ser en trist eller mut far blandt publikum. Mød op, tag et par billeder af dem, og i næste brev kan du rose dem, nævne noget der var godt eller sjovt ved kampen el. lign. Igen, intet om savn eller andet.


Og herefter er det blot at vente... Det kan tage endda år, før de bløder op, for deres reaktion som du beskriver den, fortæller at der er noget der gør virkeligt ondt indeni. Og du kan ikke fjerne det, men du kan give dem lov til at lære dig og dit liv at kende på afstand, uden nogen negative eller følelsesladede undertoner, uden konflikter eller lign. Og når de gennem længere tid har oplevet en far der er stabil i sin positive holdning, stabil i forhold til ikke at prøve at presse på for hverken møder eller andet, så vil de efterhånden få positive associationer, og måske endda mod til at spørge dig om ting, de er vrede eller sårede over.

Kort sagt.. Du skal ofre dig, give af dig selv, igen og igen og igen, uden at forlange noget som helst til gengæld. Og hver som nævnt forberedt på, at det kan tage flere år...

Et alternativ er, at du - fx gennem SF - laver en aftale om at gå i terapi med dine børn, hvor I kan snakke om, hvad det er der gør så ondt og er så galt. Og et evt. samvær kan foregå på en café, hvor mor sidder nogle borde væk, evt. på en anden café på den anden side af gaden, så hun er i nærheden og kan give børnene tryghed. En slags overvåget samvær, blot en gang hver eller hver anden måned. Og igen; samværet med dig skal alene være positivt.

Stiller børnene spørgsmål, kommer de med bebrejdelser eller andet, så være positiv, imødekommende, respekter deres(!) oplevelse og følelser og tag imod det. Snakker de grimt, kan du godt tillade dig roligt, men bestemt, at sige, at du gerne vil snakke med dem og svare på spørgsmål, men at de skal snakke ordenligt. Men derudover skal du tage imod en masse, for de har tydeligvis meget de har brug for at komme af med...

Min egen far bebrejder min mor en masse (og ikke helt uden grund..). Men hans påtagede offerrolle, hans manglende erkendelse af egne fejl, hans tydelige frustrationer og bebrejdelser af mig og min bror også, har gjort at han i dag ikke har set min bror i 20 år, og har i lange perioder heller ikke set mig, fordi han opfører sig som om det er ham der er blevet gjort fortræd....

Så også ud fra egen erfaring (men absolut ikke kun den) kan jeg med 100 % sikkerhed sige, at en bebrejdende adfærd, offerrollen, manglende erkendelse af egen skyld og adfærd, at presse på osv kun fører til én ting; tab....!


Med håbet om en lysere fremtid for jer alle...



/2plus3

Af 2plus3,   02-08-2012 23:23

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Mest til Lucy men også til Christian
Du giver ikke Christian nogle råd (om han kan bruge dem eller ej er op til ham) ved kommentere Johamas og Silvias kommentarer. Ej heller ved at fortælle hvordan og hvornår du føler dig kompetent til at give råd.
For mit eget vedkommende fik jeg en "gave", jeg ikke vidste at jeg ønskede mig, forærende ved ordene "jeg vil skilles". En gave, der viste sig at være fyldt med muligheder bla. muligheden for at sadle om, og muligheden for selv indsigt og ansvar for eget liv.
.. Og selvfølgelig taler jeg ud fra egne erfaringer. Samtidig siger jeg også at "jeg FORSØGER at se sagen gennem kone og børns øjne" og tro mig, jeg har også været hele følelsesregistret igennem.
Jeg tror nemlig, at en af årsagerne til at jeg ser skilsmissen som en "gave" og ikke det modsatte er, at min ex-mand tog hensyn, både til min økonomi og til mine følelser (nedturen), efter det chok jeg fik, da "jeg vil skilles" blev udtalt. Jeg mærker, trods det, at han tager nogle af udgifterne vedr. børnene på sig, forskel i levestand "før og nu", men det, at jeg har bedre økonomiske muligheder, end jeg ville have haft uden hans økonomiske hjælp gør, at jeg stadig kan gøre tilværelsen god for mig selv og derved børnene. De er anderledes end tidligere, men det gør dem ikke bestemt ikke dårligere, bare anderledes. Det gør samtidig, at jeg ser meget mere positivt på min ex-mand, end jeg ellers ville have gjort. Derfor er mine råd til Christian at hjælpe sine kone ved at overtage nogle økonomiske forpligtelser vedr. børnene, udover det som han er pligtig til. Jo mindre forskel mellem "før og nu" på det økonomiske område jo mindre forskel mærker hun og børnene.
Christian ville skilles fra konen O.K, men han ville ikke skilles fra børnene.
Var han blevet i forholdet ville han alligevel have haft flere udgifter til dem end selv et 3-dobbelt børnebidrag ville kunne dække. For mig at se må det simpelthen være i Christians interesse at BØRNENE bevarer nogenlunde samme levestandard som i forholdet. At det så også er til ex-kones fordel, ser jeg, kun som et extra gode for Christian.
Mit råd til Christian er derfor det som jeg gav ham: Tag ansvar for EGNE følelser, tanker, dårligt samliv, dårlig kommunikation og læg det IKKE over på ex-kone og børn. Og hjælp hende så vidt muligt med, at hun så nogenlunde kan have samme levestandard til børnene og hende selv. INDTIL børnene er flyttet hjemmefra og kan klare sig selv. Først da ophører forpligtelserne overfor dem og derved overfor ex-konen. Måske da, vil hun måske se skilsmissen som en "gave" : ) og se på dig som en person, der trods alt, er hæderlig og vil hende og børnene det godt, selvom du ikke ønsker en fremtid sammen med hende.
mvh Johama

Af johama,   03-08-2012 08:51

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Det er lige min pointe hvorfor er det eksmandens ansvar hvilken levefod der er hos hans ekskone. Han skal selv ud og etablere sig og stille faciliteter til rådighed og skabe et hjem til børnene. Sådan er det når man bliver skilt. Ekskonen må så skabe den tilværelse hun vil for sig selv og børnene.

Man har altså ikke forpligtigelse overfor en tidligere ægtefælle så længe ens børn er under 18. Hvis den som er bopælsforældre ikke magter sin forsørger pligt og tage vare på børnene - ja så er det den anden forældres pligt at tage over.

Kvinder har altså ikke ejendomsret over børnene og ligeret betyder lige ansvar - og så forsørger man sig selv. Har man tilrettelagt et liv i enighed om at den ene part er hjemmegående og dermed stille job på standby - er der hustrubidrag som en mulighed i en overgangsfase typisk to til tre år.

Til Christian jeg syntes stadig du skal søge bistand hvor man har erfaring med begrebet PAS - hvis du googler den danske oversættelse af begrebet - forældre fremmedgørelse kommer du direkte til en hjemmeside. Men jeg tror det bliver endog meget vanskeligt at lægge afstand og sætte grænser for din eks og samtidig nå dine børn. Et eller andet sted må det kræve tålmodighed og vedholdenhed med til stadighed at forsøge kontakt - invitere og så lad være med at lade det gå igennem din eks - børnene er gamle nok til du kan gå den direkte vej.

Af ukken,   03-08-2012 13:23

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Ukken; "Ligeret betyder lige ansvar"....
Jeg er helt enig. Og netop derfor er det også lige ansvar for, hvordan man valgte at indrette sig, mens man har et fælles liv, og som konsekvens heraf hvordan man har medansvar for at afslutte ægteskabet, skulle det komme dertil, uden at den ene har klare fordele frem for den anden, i forhold til at kunne komme videre.
Det er altså ikke blot kvindens beslutning, evt. at arbejde mindre, og få en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, mindre i pension m.v. Manden er lige så vidende om de mulige konsekvenser af dette valg, og har lige ansvar for, hvis det er sådan man vælger at indrette sig.
Når man vælger at indgå i et partnerskab/ægteskab, vælger man også at tage et fælles(!) ansvar. Altså ikke kun et ansvar for sine egne valg, sin egen trivsel osv., men ligeledes et ansvar for ens partner, og de evt. fælles børn man har.
Begge parter - må man gå ud fra - går ind i partnerskabet med forventning om, at det skal være for livet. Og derfor har hverken kvinden eller manden større mulighed end den anden, for at forudse om det ender med at gå i stykker.
Når man derfor efter flere års ægteskab ender med at gå fra hinanden, og inden da begge var med til at vælge et liv, der efterfølgende giver den ene part meget klare fordele, er man naturligvis lige så vel begge ansvarlige for, at begge parter efterfølgende ikke er stillet dårligere pga. ægteskabet og samlivet, på en måde der gør det yderst vanskeligt at komme (fx økonomisk) på fode igen.
Som tingene er i dag er der fx alt for mange kvinder der ender med dårlig eller ingen pensionsordning, har som regel heller ikke (den samme) livsforsikring hvor dette har været et valg, har dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet osv., og er derfor - grundet det der altså var et fælles(!) valg - endt op med at være stillet væsentligt dårligere end manden, når man pludseligt går fra hinanden.
Og har man fælles børn, er det endnu vigtigere, fordi den ene (eller begge) forælders mistrivsel eller dårlige økonomi direkte påvirker børnenes liv, både i praksis, psykisk, mht. selvbillede osv. Så det holder ikke at så at man kan nøjes med at forsørge sine børn delvist, eller endda helt, og så må den anden part i øvrigt bo på gaden, hvis det ender der, og så er det bare ærgerligt.
Ægtefællebidrag er jo desuden ikke kun skabt for kvindens skyld, men kan søges af både manden og kvinden, både hvis man forsømmer sin forpligtelse om forsørgelse af ægtefællen under ægteskabet, eller hvis man skal skilles/separeres. Og det er ikke for livet, faktisk er der oftest tale om en periode, der højst varer ti år.
Og når der gives ægtefællebidrag er det enten fordi den betalende ægtefælle selv(!) har indvilget, eller fordi SF har kunnet afgøre at den ene har brug for det, og ikke selv kan tjene nok (af den ene eller anden årsag, fx også hvis der er tale om manglende mulighed for at arbejde, grundet det daglige ansvar med måske mange små, eller alvorligt syge/handicappede børn, mht. pleje og pasning osv.), mens den anden har nok til at kunne bidrage. Og bidraget fastsættes som regel som halvdelen af forskellen mellem de to parters indkomster.
Mit forslag er, at vil man ikke risikere at skulle betale ægtefællebidrag, kan man jo enten helt lade være med at involvere sig i et samliv/gifte sig, eller man kan under ægteskabet jo være med til at sørge for at den samlede familie får indrettet sig således, at den ene ægtefælle ikke har meget større fordele end den anden, efter forlist ægteskab....

Af 2plus3,   04-08-2012 14:09

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Vi bliver simpelthen ikke enige - jeg har meget svært ved at fatte en voksen person ikke kan tage ansvar for sin egen forsørgelse og den del af forsørgelsen der vedrører børn. For mig at se har ægtefælle bidrag kun sin berettigelse hvor der har været tale om medarbejdende ægtefælle i firma eller hvor der er tale om syge børn hvor det har været påkrævet at den ene part bliver hjemme.

Vi skriver 2012 og måske skal man indføre en bedre undervisning i samfundsforhold herunder privat økonomi for det virker meget tilfældigt hvorvidt især de unge er orienteret om konsekvenserne af de valg de tager.

Hvor mange mon har tingene i orden vedr pensioner - især hvis man ikke optjener nogen. Jeg har mødt så mange der står med håret i postkassen når de finder ud af at der er ikke meget hjælp at hente hvis man ikke i tide har taget ansvar - vores hjælpesystem er endog meget begrænset efterhånden og det kommer som et stort chock.

Det ligger implicit at ved skilsmisse skilles man. Jeg ville nødig for ca 25 år siden have skullet været bundet til min eks i et forsørgelses og omsorgs forhold - det havde været krop umuligt med en misbruger. Og ja han endte på gaden uden relation til sine børn - men at undgå dette ville have medført både mit og mine børns liv var blevet fortsat ødelagt.

Af ukken,   05-08-2012 10:13

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære allesammen
Tusind tak for de gode og indsigtsfulde råd. Jeg er dybt berørt af jeres engagement og tro mig: Alle jeres overvejelser og tanker går lige ind i hjertet og vil blive forsøgt taget med på min videre færd - i håbet om at finde sammen med mine børn.
Jeg har forsøgt at være så åben og ærlig som muligt, og netop derfor glæder det mig også, at min historie giver anledning til velment kritik og gode råd til, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Det er også noget af det, jeg søger - til egen selvindsigt og andres inspiration.
Jeg har tilladt mig at svare på hvert enkelt indlæg og kommer tilbage!
Tusind tak for jeres bidrag. Har du også noget på hjertet, så vil det glæde mig at høre fra dig.
Kh
Christian

Af Christian,   10-08-2012 08:49

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Stine
Tusind tak for dine gode råd. Jeg kan idag godt se, at det var en dårlig beslutning at flytte ud hurtigt - selvom det var velment (og så måske også en lille smule for at undgå at stå ansigt til ansigt med dårlig samvittighed).
Ikke desto mindre er det i min omgangskreds og blandt dem jeg hører fra den typiske reaktion - de to parter flytter hurtigt fra hinanden.
Lad mit råd med udgangspunkt i Stines forslag være, at man skal blive på bopælen - ikke for at "kræve" sin ret men for at sikre, at børnen ikke får den oplevelse, at man flygter fra dem. Det har jeg på ingen måde haft til hensigt, at de skulle få en oplevelse af.
Kh
Christian

Af Christian,   10-08-2012 09:23

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Johama
Tusind tak for dit indlæg med baggrund i dine egne erfaringer.
I første omgang tror jeg de fleste, som tager initiativet til at stoppe et ægteskab, ønsker sig at gøre det så godt som muligt for den kommende ex. Jeg havde det på ingen anden måde og kunne og kan stadig godt sætte mig ind i følelsen at blive valgt fra. En sådan påtvungen markant ændring af livsbetingelserne (fremtidsplaner, fælles børn, familie, økonomi osv), er en voldsom begivenhed. 
Min historie var, at jeg valgte at opholde mig hos mine forældre nogle dage - i håbet om, at vi kunne være sammen igen, når "røgen" havde lagt sig lidt. Vi havde jo fælles børn, bolig og alle vores ting på adressen. Så alene det at komme videre i en periode, hvor huset i kortere eller længere tid skulle være til salg, gjorde det i mine tanker naturligt, at vi skulle være sammen på bopælen - og sammen omkring børnene.
Men min kommende ex-kone var meget vred på mig. Et par gange kom jeg forbi for at hente lidt tøj - med den oplevelse, at hun skældte mig ud i børnenes nærvær. Så føltes det bedre - på daværende tidspunkt - at holde sig væk en tid. 
Når jeg idag ser tilbage på min adfærd dengang, så tænker jeg, at jeg kunne have været bedre til at give udtryk for min forståelse over, at det var svært for hende, spørge mere ind til, hvad jeg kunne gøre for hende osv. 
Når jeg bliver mødt af en total afvisning fra min ex-kone, så er det vanskeligt at fastholde et positivt billede af, at hun gør sit noget for vores indbyrdes forhold og dermed også forholdet til børnene. Jeg synes, man må stille visse krav og forventninger til den fravalgte også - uanset om det er mand eller kvinde, forøvrigt.
Det falder mig rigtig svært at give hende (og børnene) ekstra økonomisk råderum, når de vælger at afvise mig totalt, som de har gjort det fra starten. Jeg har gentagne gange givet udtryk for, at jeg gerne vil bidrage ekstra til både hende og børnene - børnene skal da ikke lide under ikke at have samme muligheder som før, synes jeg. Men jeg må indrømme, at jeg forventer, at man behandler hinanden "ordentligt", og i det tænker jeg, at man som minimum kan tale sammen om tingene.
Det falder mig uendeligt svært at acceptere, hvis jeg skal "købe" hende og børnene uden at få noget igen. Kald det bare småligt. Jeg plejer ikke at være den som vægter ret og rimelighed nøje - slet ikke. Men give ekstra, når man lægges for had? Det kræver bare for meget, føler jeg, når jeg ikke aner, om det bringer noget positivt med sig. Hvis bare jeg vidste det, så...
Alligevel sørger jeg for at sende fødselsdagsgaver osv. Jeg tilbyder sommerferie og muligheder for at gøre et eller andet sammen, som de kan vælge, hvis og når de har lyst.
Jeg vil tænke over, om det vil være muligt for mig at give mere, uden at se nogen ændring i deres adfærd men alene med udgangspunkt i mine ønsker for dem. Tak for forslaget og dine synspunkter.
Kh
Christian 

Af Christian,   10-08-2012 10:49

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Sarah
Det rører mig meget at høre fra dig med din egen baggrund både som teenager og mor, der har oplevet skilsmisse.
Jeg kan se, at mine børn sikkert føler sig svigtet og forladt - selvom det ikke var min hensigt. Jeg er ikke i tvivl om, at de har meget egen vilje med og nok kun tildels er påvirket af "den anden side".
Jeg har forsøgt at sige undskyld i breve. Måske jeg ikke har gjort det godt nok. Det gjorde ondt, da min ex-kone efter første forsøg fortalte mig, at hun og børnene havde gjort grin med det, jeg havde forsøgt at skrive. Det føles meget frustrerende, at min undskyldning skal gå gennem min ex-kone. 
Du har sikkert ret - jeg tror også, en løsning med tiden bedst går gennem min ex-kone. Men det betyder også, at jeg må respektere hendes ønsker til, at jeg ikke blander mig i hendes og børnenes liv indtil de på et tidspunkt finder ud af, at det evt. er ok med dem (hende). 
Dine forslag, som jeg har megen sympati med, bekræfter blot, at jeg står i en meget dårlig situation - desværre som mange andre.
Jeg kan love dig, at hvis jeg gennem min ex-kone eller hvis mine børn selv skulle åbne op, så vil jeg være positiv og imødekommende. Jeg får dog også en vis forståelse for, hvis nogle forældrer, som måtte være blevet skubbet væk fra - som i mit tilfælde - rollen som far eller mor, for at beskytte sig selv også med tiden lægger låg på sine følelser til sine børn i en grad, så det kan være vanskeligt at træde ind i en forældrerolle igen, hvis man efter mange år skulle få chancen. Måske man også har udviklet sig meget forskelligt hver især og derfor har svært ved at forstå hinanden. 
Jeg efterlyser, at der stilles hjælp og værktøjer til rådighed for forældrer, således at der bliver reel mulighed for at sikre den fælles forældrerolle - medmindre der er tale om misbrug m.m.
Delebarn har både hjælp og værktøjer - men vejen kræver, at der er vilje hos begge. 
Held og lykke med dig, din søn og det fremtidige samarbejde med din ex-mand.
Kh
Christian

Af Christian,   10-08-2012 12:48

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære 2plus3
Tak for den gode inspiration, du giver mig. Dine forslag er rigtig gode og detaljerede - nogle jeg kan bruge i praksis.
Du har ret i, at det kan være vanskeligt at fokusere på egne fejl og mangler - og så gøre noget ved det, man kan gøre noget ved, hvilket først og fremmest er en selv. Jeg arbejder rigtig meget med mig selv og får god hjælp til det.
Jeg må sige, at forventningerne til en ganske almindelig mand som jeg er kollosalt store. Man forventer, at jeg skal vise forståelse for min ex-kones adfærd - uanset hvordan den er, for hun er jo såret. Jeg skal fokusere på egne fejl og mangler og udvikle mig selv. Alt imens jeg skal leve med og forstå , at mine børn ikke længere er en del af min hverdag. Endelig skal jeg evne gennem min egen positive adfærd at trække først min ex-kone og siden børnene lidt tættere på. Så kan jeg måske få mulighed for at være far igen - når de har lyst!
Jeg har spurgt om mulighed for terapi og hjælp fra SF til at bearbejde forholdet mellem mine børn og jeg. Men det er ikke noget, SF har med at gøre, og min ex-kone ønsker det heller ikke. 
Jeg er enig i, at det vil være godt, om man kan hjælpe til at sikre hinandens økonomiske tryghed. Jeg betaler det, jeg skal. Jeg har bedt om en smule samarbejde - og så betaler jeg også gerne ekstra. Men når jeg siger det, så prøver jeg at købe dem! Men min ex-kone vil gerne tage imod det, jeg betaler og  mere til, hvis det er uden hun skal yde noget. Det synes jeg ikke er rimeligt.
Meget af det du foreslår, er også det jeg gør. Jeg fortsætter og bruger dine forslag til god inspiration. Du siger, det kan tage år - jeg tror desværre, du har ret. 
Tusind tak for dine gode forslag og dit engagement!
Kh
Christian

Af Christian,   10-08-2012 13:16

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Ville ønske der var en "LIKE" -knap...

Flot og modigt af dig Christian :) Jeg ønsker det bedste for dine børn og dig.....

Af mig,   10-08-2012 15:41

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Christian
Det er dejligt at du har givet dig tid til at forklare baggrunden for
dine valg. Og ja. Det er ALTID lettere bagefter, at se, hvad man skulle have gjort i stedet for det man gjorde.
Jeg tror, dog du skal se bort fra din følelse af at du "køber" din X og dine børn. Personligt, mener jeg IKKE at du køber dem. (taler af egen erfaring). For mig at se, er dit økonomiske bidrag med til at bedre forholdene for X og børn og det må trods alt give DIG en personlig tilfredsstillelse.

Håber på det bedste for din X, dine børn og for dig.
Mvh Johama

Af johama,   10-08-2012 17:03

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Ukken
Jeg skylder også dig en tilbagemelding - beklager, at jeg "syltede" dig i første omgang.
Tak for dit engagement og sympati. Jeg ønsker ikke at bidrage til en kønnenes kamp om børnene. Det handler først og fremmest for mig om at sikre, at både mor og far sikres deres rolle i forhold til barnet.
Lovgiverne forsøger efter min mening at gøre deres bedste med regler, som tager udgangspunkt i barnets ret til begge forældre. Statsforvaltningen gives så den utaknemmelige opgave at få skabt en løsning sammen med et hold forældre, som ofte ikke kan samarbejde. Der skal bare en til at gøre et samarbejde umuligt.
Min frustration går på, at der ikke gøres et større arbejde i Statsforvaltningen for at vejlede forældre til at samarbejde. Det er vel et spørgsmål om ressourcer, for jeg nægter at tro, at medarbejderne i Statsforvaltningen ikke ønsker gode løsninger for barnet. Spørgsmålet er også, om Statsforvaltningen reelt har de fornødne redskaber. Jeg har indtryk af, at der stort set ikke er nogle sanktionsmuligheder over for en forælder, som ikke vil samarbejde. Jeg håber, at Statsforvaltningen nu gives de fornødne ressourcer og redskaber.
Dernæst frustreres jeg over, at samværsforældre står så svagt. En bopælsforælder kan stort set vælge at se igennem fingre med samværsoverenskomster og andre aftaler uden konsekvens. Over for det står samværsforældre stort set magtesløse.
Jeg håber, at både kvinder og mænd vil bakke op omkring et fælles mål: Børn har behov for begge deres forældre. Forældre skal samarbejde om at undgå problemer, som kan gå ud over barnet. Er der problemer, skal forældre samarbejde om at løse dem af hensyn til barnet. Det må ikke være en mulighed at nægte samarbejde og åbenlys modvilje skal have konsekvenser.

Af Christian,   19-08-2012 20:46

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Hej med jer .
jeg sidder selv i den samme båd, atmin eks famille, har taget min datter fra mig, jeg har ikke set hende i 2 år, og jeg få heller ikke få noget at vide omkring hende, det gør bare så undet, hendes far er meget psykistsyg, så han maget ikke at samarbet med mig, ja jeg får hele tiden at vide at både kommuen og staforvalingen at jeg bare kan snakke med hendesfar, ????+ så siger jeg bare halo. er der ikke nogel der kan sige mig , hvad man gør i sådan en sag.
jeg kan ikke få lov til at give julegaver eller fødselsdagsgaver, til min datter. det kan da ikke være rigtig at en eks famille , skal have lov til at bruge min egen datter i mod mig og holde hende væk fra mig. jeg har altid været en gode for for min 2 børen, men jeg ble smidt ud af min eks mands famille sammen med børen, og nu bruger de min engen datter i mod mig. hvis det ikke bare er smæret fuld og ødlækken for en mor. så ved jeg snat ikke.
ja jeg ved godt at min datter bliver 18 år til næst år. men jeg og min datter har altid hængt sammen på alle måder. hun er det som man kalger en morpige, så hjælp mig . hvad skal jeg gøre give mig et godt råd. fra en mor , der hele ødlaget af soge

Af Dorthe.,   03-11-2012 11:09

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Christian,
Pyh...har brug for en dyb vejrtrækning, når jeg læser din historie, fordi det er så genkendeligt. Min mand har en lignende historie og ser ikke sine børn i dag.
Jeg syntes min mand har afprøvet mange af de gode råd der er givet til dig også, men uden positivt resultat.
Da han valgte at blive skilt vendte børnene sig hurtigt mod ham og ville ikke se ham. Han forsøgte at hjælpe økonomisk ved at lade hele sin løn indgå på eksen konto i et halvt år, så de ikke manglede noget i hverdagen. Han levede selv af en kassekredit og etablerede ny bolig, da han lod alt fra fællesboet blive.
Han forsøgte samvær på eksens adresse, på cafe'er, biblioteker som chauffør til div. arrangementer osv., men de aflyste eller dukkede slet ikke op til aftaler.
Efter et halvt år ønskede han en ordning på økonomien, da han ikke kunne forhøje sin kassekredit, men fortsat var indforstået med at betale ekstra til både friskole og efterskole og børnenes forsikringer og mobiltelefoner. Da børnene erfarede at der ikke længere gik en løn ind på mors konto ville de slet ikke se ham, så blev han pludselig en endnu dårligere far end da han ville skilles. Og jeg tvivler på, at det er banken der har ringet og involveret børnene i de økonomiske beslutninger !!! Børnenes mor har involveret dem i alt vedrørende økonomi, et forsøg på bodeling, hushandel, ejendomsmægler osv. ( 13 og 16 år ). Hun ønskede også forældremyndigheden over så store børn - hun fik det, da min mand ikke ønskede at børnene skulle trækkes igennem en retssag da det ikke har indflydelse på retten til samvær!!!
Han har stået klar med cirkusbilletter, togbilletter og sommerferier og meget mere og de dukker ikke op. Så ihvert fald i dette tilfælde, så har penge, invitationer til oplevelser, gaver eller dyre tøjønsker ikke været en indgangsvinkel til samarbejde eller samvær. Tværtimod er han bare blevet betragtet som et endnu større R..... når han ikke "bidrager nok". Tror ikke man skal blande penge og følelser sammen. Jeg mener godt, man kan give sine børn ekstra ting, fornøjelser eller goder, men man skal nok holde det adskilt fra mors økonomi. I hans tilfælde har det blot været med til at gøre ham til en større "bad guy", og givet mulighed for at involvere børnene og gøre dem bevidst om, at det er deres far der ødelægger alt for dem. Men værst af alt, så syntes jeg det er synd, når børn bliver fastholdt i en offerrolle, vi har som voksne en pligt til at lære vores børn at håndtere følelser og de udfordringer der kommer i livet, også de svære. Der er jo ingen der går gennem livet pakket ind i vat, men vi behøver ikke at gøre det svære for dem. Og så kan det godt være de bliver vrede og kede af det, men det er ikke acceptabelt at slå på sin far (eller andre). Anerkend drengens følelser og lyst til at slå, men lad ham forstå han ikke må slå på andre...gi ham noget andet at sparke eller slå på. Det kan blive svært, når han bliver ældre og ikke har fået vist hvordan han skal håndtere sine følelser. Hvis han i vrede slår på andre, findes der pagraffer i den danske lovgivning der sender folk i fængsel. I min mands tilfælde har det virket som om, at jo mere vrede og umulige børnene har været overfor samvær, jo mere har det givet på plus kontoen som supermor hos eksen, som om det er en åndsvag konkurrence og alle kneb gælder. Børnene er blevet brugt til at retfærdiggøre egne følelser, også enkelte gange fra min mand der har været dybt frustreret. Men han ved det og hopper ud af offerrollen lige så hurtigt den tar' ham.
I min verden er det unuanceret, børnene er i et offermønster og deres netværk til familie bliver afskåret...deres stamtræ bliver savet i stykker. Jeg håber for dig, at dine børn engang i fremtiden også stiller deres mor spørgsmål. Det er mine synspunkter og oplevelser og ud fra det har jeg en lille formodning om, hvad du er oppe imod. Nogle gange er det godt at slippe for at komme videre. Dermed mener jeg ikke dine børn og kærligheden til dem, men kampen for det, de åbenbart ikke "vil" lige nu.
Vi kan blive så opslugt af vores følelser, adfærd og tanker at vi mister os selv og heller ikke ser andre i vores forsøg på det vi tror er rigtigt. Måske har de brug for en pause. Og mener ikke, det er en pause fra dig, men det kan være en pause fra konflikterne ( endda fra mor ). Nogle mennesker forstår at holde liv i bålet og man kan spørge sig selv om, hvad der sker hvis bålet slukkes. Hvad er der så tilbage? Og det kan være svært at se i øjene, hvis man er forsmået og selv skal være ansvarlig for at skabe et liv...det er langt nemmere at give andre skylden, læne sig tilbage og bare kræve...også penge :-) Pas på du ikke bliver ramt af gløderne....pas godt på dig selv og dine børn.

Af Dagmar,   18-12-2012 12:38

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Jeg gik fra min ex mand efter 17 års ægteskab vi har to børn sammen. Jeg gik fordi han drak og var utilregnelig. Men nu har deres far siddet og hælt vand ud af ørerne på mine børn og mine to børn har valgt deres fars side fordi jeg har giftet mig på ny for at sikker mine børn så nu har de vendt deres mor ryggen. Og sender SMS med meget grimt sprog det sårer mig.

Af Mig fra Nordjylland,   21-12-2012 13:32

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Hej Christian.
Jeg har læst din sørgelige beretning.
På ca. samme tidspunkt - juli 2012 - oplevede jeg noget lignende. Min store søn som nu er 15 vendte mig i forbindelse med vores skilsmisse ryggen og har siden nægtet at se mig. Han bor hos sin far ca. 6 km herfra nu - og jeg ser ham af og til i den by hor vi bor. Jeg har i de forgangne to år kæmpet, tryglet, bedt om han dog ikke nok ville ...men uden noget resultat. Det var mig, der ville skilles efter 5 års, for mig ikke lykkeligt ægteskab, og ligeså lang tids parterapi- og jeg forelskede mig i en anden mand - til sidst var der ikke mere at gøre for mig end at bryde.
Min eksmand har stadig ikke accepteret vores brud - og er stadig vred over det - det ser jeg som en helt uigenkaldelig årsag til at min søn heller ikke kan komme videre. Han har i sympati taget sin fars sårede følelser på sig - og selvfølgelig også sine egne.
Dét at begynde at acceptere at dette er, hvor skilsmissen lander - uden min ældste søn - er helt igennem forfærdeligt og jeg har fortrængt det i de år, der er gået - adspredt mig selv- tænkt at det nok vendte. Men jeg indser nu, at det er ikke sikkert, at det gør det. Og jeg må indstille mig på en fremtid, hvor min søn ikke er der. Måske vender han tilbage- men jeg kan ikke vide det og i hvert fald, er det ikke nu.

Christian - hvad er der sket i din situation? Er du stadig uden dine børn - og hvis du er, hvordan lever du så med det? Er der andre der har lignende oplevelser - eller råd om hvordan man kommer videre i sit liv uden sit barn efter en skilsmisse?

Af Skytte.,   11-06-2014 13:58

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

jeg vil lige fortælle at jeg har samme problem, har ikke set min ældste datter i 6 år og min yngste datter i lidt over et år nu, og det er osse efter utallige beskyldninger selv incest er jeg blevet beskyldt for endda blevet anmeld for at ha et par våben jeg ikke hade tilladelse til på tros af jeg hade jagttegn + våbentilladelser det fik x min ældste datter til at gøre for at få hævn, ellers er det meget li det du har været igennem,,
så i dag ser jeg ikke nogen af mine børn, det er en ting man nok aldrig kommer over, der er nogen der siger man kan lære at leve med det hvad jeg umuligt kan forestille mig, jeg savner mine piger tænker på dem konstant døgnet rund, har lige fået at vide jeg har fået et barnebarn som jeg nok aldrig får at se hvad der absolut ikke gør det bedre,, på tros af jeg har en ny og meget sød kone er jeg aldrig blevet et helt menneske igen selvom hvor meget jeg har prøvet det er rent ud sagt et helvede at leve uden kontakt til sine børn,,
har tænkt meget på at sælge alt og flytte til min kones hjemland Thailand og prøve på at få et nyt liv,,,,
jeg har opgivet for man kan ikke holde til at blive ved,
ved ikke om du kan bruge det til noget men du er dæssverre ikke den eneste der har det sådan
mkh jørn

Af jørn ,   07-03-2016 20:40

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Christian
Jeg kan se dit opslag er helt tilbage til august 2012, jeg er nysgerrig efter hvordan ser din situation ud idag ? Er der positive ændringer, og hvad har evt. Været årsagen hertil.
Herhjemme er vi i en lignende situation, og vi mangler så meget nogl at snakke med som kan forstå hvad vi går igennem.
Min mands datter har også pludseligt valgt os fra. Vi har været sammen i over 14 år, hun var da vi mødtes knap 4 år. Så det er meget hårdt for os begge at have mistet hende, uden en egentlig årsag/grund.
Er der nogle herinde der kender til mødesteder for forældre der er valgt fra af deres børn eller grupper på nettet hvor man kan skrive og snakke ??

Af I samme båd,   31-01-2018 16:06

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Christian

Hvordan går det i dag ? Jeg er selv skilsmissebarn og har boet mest hos min mor, hendes mænd og været hos min far hver 2 week-end.

Som barn / selvfølgelig også som voksen er en skilsmissen en stor sorg efterfulgt af mange frustrationer. Helt op i voksenlivet har min barndom med skilsmisse, dine mine og vores, min mors forskellige mænd givet mig mange sorger og bekymringer.

Det er ærgerligt din ex kone og dig ikke kan samarbejde for en god mor og far burde vide at børn har brug for både den ene og anden.

Som trøst kan keg sige dig, at jeg i dag har et fantsstisk forhold til min far og taler med ham næsten hver dag.

Held og lykke - vh en mor til tre teenagere

Af Trine sønderby,   19-04-2019 13:57

Sv: "Hjælp mig, mine børn vil ikke se mig"

Kære Christian, du har lige beskrevet opskriften på, hvordan man systematisk får en forælder ud af et barns/børnenes liv, i 9 ud af 10 tilfælde faderen. Det sker for ca. 800 mennesker/fædre i dagens Danmark hvert år, at kontakten mistes til den ene forælder/faderen.

Det væmmes i mig, når jeg hører Mai Mercado sige "det er heldigvis ikke særligt mange sager der ender med, at børnene mister kontakten til den ene forælder". 800 mand! Tænk om det var trafikofre man talte om, og underforstået at man ikke havde tænkt sig at gøre noget for at nedbringe antallet. Velfærds-DK? Føj...!

Systemet belønner den konfliktskabende forælder, det ved alle, selv Statsforvaltningen, men de har travlt med at ødelægge andres liv, for at kunne betale fort deres eget.

Forædrefremmedgørelse har rigtigt mange ansigter, det er hvad du er blevet udsat for, og det er hvad jeg er blevet udsat for, jeg ser heller ikke mine børn, har ikke gjort det i 7 år, og kommer ikke til det, de er 11 og 13 år nu.

Systemet er et ulækkert tandløst feminist-fascistoid system, der tillader forældre (læs mødre) at agere sådan her, alle andre steder i samfundet har det en konsekvens at overtræde loven, bare ikke når det gælder samvær med børn, så er det frit for at komme med falske anklager, falske politi anmeldelser, løgn om overgreb vold osv. og i alt den tid, udredningen tager, er den anden forælder afskåret fra kontakt.

I den sidste ende er forholdet ødelagt, specielt hvis vi taler om små børn.

Ved ikke hvad jeg skal sige til dig, kan ikke selv rumme min egen sorg, mit liv er lagt totalt i ruin over det her, er ikke det samme menneske længere, er ændret i min grundstemning og er dybt ulykkelig, og har generelt mistet lysten til at leve. har været langtidssygemeldt flere gange med stress, angst og depression over det.

Håber du står det ud, andet kan jeg ikke sige.

Kærligst Anders.

Af Anders,   29-04-2019 20:28

Dit navn:
Titel:
Kommentar:
Sikkerhedskode
CAPTCHA image
For at undgå spam, skal du indtaste sikkerhedskoden i boksen nedenfor.
Tilføj kommentar   Annuller 

Anbefal delebarn.dk

delebarn.dk - Barnet i focus

Del på Facebook

Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com


Seneste indlæg

Seneste kommentarer

Sv: Er du skilt og uden børn i julen?
Sv: Hvad gør du med sorgen over skilsmissen?
Søk om lån nå.
Lånetilbud
Sv: Er du skilt og uden børn i julen?
Sv: Er du skilt og uden børn i julen?
Tilbud om lån mellom enkeltpersoner
utlån
Lånetilbud


Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook