Vores søn reagere voldsomt på deleordningen, men kun hjemme hos mig.

At forfatte mig i korthed, vil jeg prøve som alle andre, men falder nok rundt i en masse ord, da virkeligheden som oftest er kompliceret, når man beder om hjælp. Således også min virkelighed.

Jeg har en dreng på 2,4 år, som reagerer meget kraftigt på den samværsordning, der er.

Jeg kendte min søns far 5 måneder inden jeg blev gravid. Vi ønskede begge barn, men var nok gået fra hinanden, såfremt jeg ikke var blevet gravid. Forholdet var kompliceret, og der var mange sammenstød. Til slut i graviditeten ” forsøgte” jeg at flytte op til ham, men det blev dog mest til, at jeg opholdte mig i et sommerhus, jeg ejer. Der var ikke noget samliv under graviditeten, trods dét at min krop reagerede med stor lyst. Der var ingen mand, der tog billeder af mig; faktisk så han mig slet ikke uden tøj på, og kaldte det et overgreb den ene gang jeg ”forførte” ham. Selvfølgelig talte vi om problematikken mænd, sex og gravide kvinder, men han mente ingenlunde, dette var problemets kerne. Det var en uhyre ensom graviditet, og da vores søn var 3 uger, valgte jeg at flytte fra faren, da jeg fandt ud af, han brugte sexhjemmesider med meget unge piger. Dette var dog kun en del af vores problematikker. Generelt var alt betinget af mig. Var han ked af det eller vred, var det noget jeg havde gjort, og var han glad, var det fordi, jeg havde opført mig ordentligt. Han kunne være tavs i dagevis og havde/har en uhyggelig aggressiv tavshed. Han kunne blive tavs/vred, i fald jeg havde smurt en leverpostejsmad til mig selv, og ikke spurgt ham; og det hele kunne munde ud i meldinger om, at jeg var egoistisk som menneske, forkælet og kun tænkte på mig selv. Mange små konflikter endte i store personlige, eksistentielle beskyldninger og prædikater. Min oplevelsesverden og opfattelse af mig selv blev vendt 180 grader.

Efter at have boet alene med min søn i nogle måneder, hvor faren havde samvær flere gange ugentligt hos mig, fik jeg det en dag så dårligt, efter han havde været her, at jeg tog kontakt til en Rådgivningslinje som henviste mig til et Krisecenter som igen henviste mig til Mødrehjælpen. Hér har jeg deltaget i en arbejdsgruppe for kvinder, der har været udsat for psykisk vold. Grotesk nok, har jeg selv arbejdet som frivillig med voldsramte kvinder i 10 år. Som alle de andre kvinder i arbejdsgruppen hos Mødrehjælpen troede jeg ikke på, at det var sådan et forhold, jeg havde været en del af; og det tror jeg nok stadig ikke. Alle synes jo, han er så flink.

Ovenstående skriver jeg, da det er en del af vores kommunikative samarbejdsproblematik omkring vores søn. Min søns far anerkender på ingen måde, at han har været psykisk voldelig. Han agerer meget, som om han er et offer og en martyr, og at jeg er bødlen. Dette, har jeg så lært, karakteriserer også det psykisk voldelige forhold. Ydermere har jeg lært, at jeg skal kommunikere kort og præcist. For jeg vil aldrig kunne gøre ham tilfreds, med måden jeg siger tingene på, og hvornår jeg siger dem. Der er altid noget galt med betoning, kropssprog, ordvalg og tidspunkt; sådan var det også, da vi levede sammen.

Grundet den dårlige kommunikation bad jeg Statsforvaltningen om hjælp til at fastsætte samvær. Det er mit livs dårligste beslutning. Da jeg er bange for min eks, på et uforklarligt plan, bad jeg om ikke at skulle sidde til møde med ham ved Statsforvaltningen. Det skulle jeg dog, alle 3 gange vi har været af sted, og alle 3 gange har møderne været af næsten 3 timers varighed. Jeg har haft bisidder med, bl.a. fra Mødrehjælpen (som efterfølgende udtalte, at hun aldrig havde oplevet noget lignende vedr. børnesagkyndig). At det er mit livs dårligste beslutning skyldes, at den børnesagkyndige var meget partisk; på farens side. Dette kunne eksempelvis udmønte sig i, at han kom med et eksempel fra eget privatliv, hvor hans egne børn i sin tid havde kørt 1 time til skole (min søns far bor 1 times kørsel fra min bopæl). Ligeledes opfordrede den børnesagkyndige mig til at blive enige med faren omkring deleordning, da den børnesagkyndige ville gøre mig opmærksom på, at han, som sagkyndig var af en anden overbevisning end mig, hvad angår delebørn samt børns evne til skift (min søn var da 1½ år).  Ligeledes blev jeg som den eneste bedt om at redegøre for min holdning til delebørn, hvilket jeg fandt ubehageligt, da det udstillede min uenighed med den børnesagkyndige som autoritet.

Ordningen er nu, at vores søn bliver afhentet hver fredag, i lige uger, i vuggestue og afleveret igen mandag morgen og afhentet onsdag, i ulige, og afleveret torsdag morgen. Kørslen tager ca. 55 min, og ikke 40, som faren påstod hos Statsforvaltningen. (En dag jeg var rigtig sur, og skulle køre turen mellem de to hjem, talte jeg lyskryds. Kan man køre gennem 37 lyskryds på 40 min.?).

Min søn kan lide at være hos sin far, og han er også en rigtig god far på de fleste områder, tror jeg. Stod det til faren skulle vores søn bo hos ham.

Sådan som ordningen kører nu, og har gjort det siden først i august, er det ikke optimalt for min søn. Faren og jeg skriver mails sammen før hvert samvær, og jeg kontakter ham, såfremt der er sygdom eller andet akut. Men de informationer jeg modtager, omhandler altid at det er gået forrygende. Faktisk er de positive superlativer ligefrem proportionale med, at det går skidt hjemme hos mig. Så trods det, at faren skriver, at vores søn har sovet og spist fint, kan han være blå af træthed under øjnene og være umulig af træthed herhjemme. De sidste 4-5 måneder har min søn haft nogle voldsomme reaktioner, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Sidst han kom fra samvær ons/tors tog det mig 1½ at få ham til at falde i søvn; han sover normalt halv otte. En time efter han var faldet i søvn, kom han pludselig gående ind i stuen og satte sig op på min mave i sofaen, hvor jeg sad og snakkede i telefon. Efter 5 min. græd han pludseligt så voldsomt, at jeg smed røret, da noget måtte være voldsomt galt. Jeg fik ham trøstet efter 15 min., og vi lagde os ind i sengen sammen. Han lå og rodede rundt og smågræd i en time, og til sidst foreslog jeg, at vi lagde os ind i stuen med dynen og så lidt tegnefilm. Det ville han gerne, og faldt straks i søvn i sofaen. Efter en halv time rejste han sig pludselig op og gik hen mod sit værelse. Begyndte pludselig at græde voldsomt igen. Smækkede døren til sit værelse og sagde: ”jeg gider ikke”. Jeg blev så stille indeni, for jeg ved jo ikke, hvad der sker i hans hoved. Jeg valgte selvfølgelig at hente ham på værelset, bære ham ind i sengen, og fandt en dyrebog vi sad og kiggede i i 45 min., før vi faldt i søvn.

Andre gange har han også reageret med pludselig gråd. Så stiller han sig ud til fryseren med hovedet ind mod væggen. Han kan stå og sige: ”far henter, mor henter, hvor er far henne?, min mor”. Jeg må ikke trøste ham; han siger, jeg skal gå væk. Jeg sætter mig dog altid lige i nærheden og bare er der. Det er rigtig hårdt, at han afviser, når han tydeligt er så frustreret. Men jeg tænker, at han har været deledreng fra helt lille, og i en vis forstand har måttet klare sig selv, når nu den primære omsorgsperson skiftede så ofte.

Han kan også reagere ved, at jeg skal ligge tæt op ad ham, når han skal sove. Så vil han gerne sove med hovedet på min mave og med mine arme omkring sig. Og andre gange kan han være meget afvisende og kan stille sige, at han vil hjem til far. Han kan også sige, at han ikke vil hentes af far, og han kommer tit til at kalde mig først far og så mor.

Han er også tit svær at være sammen efter samvær hos faren. Det er som om, han skal lære mig og mine grænser at kende på ny. Det betyder, at specielt det 1½ døgn, vi har sammen, inden han skal af sted onsdag, er rigtig svært. Han vil ikke alt det, som normalt foregår gnidningsløst.

I vuggestuen er han en velfungerende dreng, og pædagogerne er glade for ham. Jeg ser ham også som en glad og velfungerende dreng, men tror også, han er en dreng, der kan skjule, når noget går ham på. Alle reaktioner kommer hjemme hos mig.

Jeg har informeret faren om ovenstående, men han går ikke ind i det, og det er ikke noget, vi sammen finder en løsning på. Jeg tænker, at han mener, det bare er noget, jeg fortæller for at forhindre yderligere optrapning af samvær. I fald jeg beder statsforvaltningen om nedsættelse af samvær, vil jeg forværre forholdet til faren. Samtidig synes jeg, når situationerne opstår, at min søns reaktioner er meget voldsomme. Jeg er godt klar over, han ikke dør af det. Men jeg synes ikke en lille dreng skal være på så megen overarbejde og føle sig så frustreret.

Ordningen består udover nævnte i, at vi deler jul og nytår. Faren søger om, at vi deler ferier snarligt. Personligt synes jeg 3 overnatninger er rigeligt, da dertil skal lægges tiden i vuggestue. Så dét med ferier er jeg ikke klar til endnu, da jeg ikke mener, vores søn er klar.

Nu har jeg skrevet så meget, og hvad er mit problem? Jeg har brug for at høre andres mening om denne ordning er god for min søn. Brug for at høre, hvordan jeg kan informere en Statsforvaltning hvor jeg synes sagsbehandlingen har været partisk. Brug for at høre, at min søn nok skal klare det, selvom det gør så ondt i mit hjerte.

Undskyld, undskyld, at det blev så langt. Jeg håber, I har erhvervet jer en rigtig god skimmingsteknik. Tak for at jeg måtte få luft.

Mange hilsner Tireba

Kære Tireba

Jeg tænker, at selvfølgelig skal din søn nok klare det, det har du brug for at høre, så det skriver jeg. Hans far beskriver, at det går fint når drengen er hos ham, det bliver du nødt til at stole på, uanset personlige erfaringer. Men samtidig beskriver du en dreng der har det svært, og hvad nøjagtig der er svært for ham, kan du ikke vide, da dit samarbejde med drengens far er sparsomt og ikke særlig konstruktivt. Det er selvfølgelig problematisk. Og faktisk synes jeg det er problematisk, at forældre til.......

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her