Spørgsmål:
Da vores datter var 4½ måned gammel gik hendes far og jeg fra hinanden. Fra dag 1 blev det for hendes far en ”krig” om samvær - én stor hemmeig krig, med kortene tæt indtil kroppen både hvad angik hans tid og aktiviteter med vores datter og hvad han havde tænkt omkring samværet. Det eneste jeg kunne få af vide var at det skulle være en 7/7 ordning. Han ville ikke lave nogle aftaler med mig, men direkte i Statsforvaltningen. Vi fik dog aftalt os frem til midlertidigt samvær som var hver tirsdag i 8 timer og hver anden lørdag/søndag i 2 x 8 timer – dette var meget lidt mente han, men jeg sagde at det var det længte tidsrum jeg ville gå med til.
Allerede 1 måned efter var vi til møde i Statforvaltningen, hvor vi blev vejledt i at samværet på dette tidspunkt allerede var mere end de ville have fastsat til et så lille barn. Vores datters far blev vred og ville have overnatning og på sigt en deleordning – børnesagkyndige sagde dertil at de var meget forsigtige med at fastsætte deleordninger og udvidet samvær med børn under 3 år.
Vi blev enige om samvær hver tirsdag i de 8 timer fra 9-17 og hver anden weekend i de 2 x 8 timer, med en udvidelse til først én, så to overnatninger i weekenden – lørdag klokken 9 til søndag klokken 17, sådan at vores datter ville overnatte 2 dage ved sin far fra 26 november 2010. (Senere ændrede vi selv den éne tirsdag til torsdag)
Et lille halvt år efter søgte vores datters far igen om udvidet samvær i forbindelse med hendes opstart i vuggestuen, da hverdagene ikke længere kunne hænge sammen med vuggestuen. Han ansøgte om en 5/9 ordning med overnatning hver anden tirsdag og torsdag og og en ekstra dag i weekenden så det var med afhentning fredag efter vuggestuen og med aflevering i vuggestuen mandag morgen.
Det sidste ½ år i 2010 hvor vi har boet hver for sig, har været fyldt med små sorte huller. Vores datters far og jeg har ingen kommunikation omkring vores datter, udover en lille bog hvori det sidste tidspunkt for bléskift, mad og søvn står i. Vi er stoppet med at snakke om praktiske ting i byttesituationen, da det så ud til altid at ende med en smækket dør og en vred tone. Det føles som om at alt hvad jeg gør og siger, vil blive gransket og vurderet nøje i forhold til om det ville kunne bruges til næste møde i Statsforvaltningen.
I det sidste ½ år, har min datters og hendes far dog også udviklet sig rigtigt positivt. Hun smiler så snart hun ser ham, og jeg kan se at hun er glad når jeg henter hende igen – det smil giver mig ro og tryghed – og jeg ved at hendes far er en god far for hende.
Jeg blev bedt om at sende et svar på vores datters fars ansøgning til Statsforvaltningen, og ovenstående var i store hele hvad jeg skrev til dem – både det positive og det negative. Herudover præciserede jeg at vores datter var 13 måneder gammel.
Mit forslag til en samværsændring var hver anden torsdag med afhentning i vuggestue og aflevering fredag morgen i vuggestue og hver anden weekend bibeholdt som den var – med 2 overnatninger.
Vi blev indkaldt til møde i Statsforvaltningen og her oplevede jeg en omvendt verden fra vores første besøg.
Vi blev med god grund vejledt i at vores manglende kommunikation var uansvarsfuldt – og vi gav begge udtryk for at det var noget vi ville forsøge at blive bedre til. Herefter føltes det snarere som en omgang prutten om prisen – hvor prisen var vores lille datter.
Det handlede kun om at hvis far gav køb på en dag i weekenden skulle mor give køb på tirsdagen, således at det ville blive hver anden tirsdag og torsdag med overnatning og så weekenden bibeholdt med 2 overnatninger. Vores datters far er meget utålmodig mht. samværet og vi var kun halvvejs igennem mødet, før han spugte hvornår han kunne søge om mere samvær. Svaret var: ½år….
Vores lille pige bliver lige nu kastet frem og tilbage i 1½ til 2½ døgn ad gangen med 2-4 dages mellemrum – en 4/10 ordning. Om ½ år kan hendes far ansøge om mere samvær – da vil hun være 19 måneder gammel. Alt efter om han ansøger om en 5/9 eller en 7/7, som vi skal ”lande midt imellem” vil vores lille pige så ligge i en 5/9 eller en 6/8 samværsordning. Hvordan kan det her være virkelighed?
Det skal siges at jeg på ingen måde er imod samværet og vores datters og hendes fars gode tid sammen – tværtimod. Jeg har hele tiden været indstillet på en 4/10 eller en 5/9 ordning, når vores datter var noget ældre (3-5 år?) og hvis hun vel og mærke kunne trives med det. En 4/10 eller en 5/9 ordning er for mig at se, så meget tid som overhovedet muligt, hvor vores datter stadig ville have én fast base og så et sted hun var rigtigt meget. Jeg kunne aldrig selv forestille mig at skulle have 2 hjem og flytte hver uge en uge ad gangen, og jeg ville hade at skulle byde min datter det, medmindre hun selv ønskede det.
Efter vores nylige møde har jeg været dybt urolig for fremtiden. Den tillid jeg før havde til, at der fandtes mennesker som kunne beskytte vores datter mod hendes fars utålmodighed er nu væk. Jeg ved vores datters far vil søge og søge indtil vores datter er i en 7/7 ordning, og jeg kan regne ud at det vil tage ham 2-3 møder, måske mindre. Jeg havde håbet på ro omkring samværet efter denne omgang – måske bare til vores datter blev 3 år gammel og skulle i børnehave – men det her, ja det kører jo bare ud af et hurtigt spor – og hvor blev al den snak om praksis ved fastsættelse af samvær med små børn af?
Hun har klaret det hele rigtigt flot indtil nu. Kun nogle få tilfælde som helt lille hvor hun kom hjem, stirrende ud i luften i en times tid, og kun nogle små problemer med at få hende til at sove om aftenen (søndag) når hun kommer hjem fra samværsweekend. (Eller – børnesagkyndige til sidste møde, sagde i hvert fald at det var små problemer, når det kun handlede om et kvarters gråd og ikke 2 timer)
Det vigtigste er selvfølgelig at vores datter kan trives med dette her – og det håber jeg hun kan. Jeg håber også at hun som 1½ årig vil kunne overskue en hverdag med en 5/9 ordning, for det er åbenbart livets hårde vilkår og jeg kan ikke gøre fra eller til, udover at give hende så meget ro jeg kan når hun er hjemme. Jeg frygter og bekymrer mig om hvorvidt hun som 2 årig vil blive indlagt til en 7/7 ordning – og om jeg i så fald vil være stærk nok til at undvære hende i en 4/10 eller 5/9 ordning til hendes far.
Jeg er ikke så gemt bag skyklapper, at jeg ikke kan forstå hvorfor hendes far gør som han gør. Han savner sin datter og jeg kan kun være taknemmelig for, at jeg ikke en dag står med en grædende datter som ikke kan forstå hvorfor hendes far ikke vil have hende – hendes far vil altid have hende. MEN når han ikke er i stand til at sætte sine egne behov til side, så BURDE der da være en sikkerhedsinstans, der kunne sætte tempoet derned hvor vores datter kunne følge med – eller det troede jeg der var – nu føler jeg mig bare magtesløs og ude af stand til at beskytte min egen datter.
Kan det virkelig være rigtigt? ER det her sådan 1 årige får fastsat samvær?? Er systemet indrettet sådan, at man kan piske en udvidet samværsordning hurtigt igennem, ved bare at søge og søge??
Tusinde tak for at nogen bruger tid på dette (meget lange brev) – jeg håber på et svar… gerne et beroligende et .. eller ja, evt. belærende hvis jeg er helt forkert på den i mit udsyn.
Med venlig hilsen
C
Hanne's svar:
Kære C
Dine spørgsmål er meget relevante - og jeg ser du gør dit bedste for at beskytte jeres datter mod for megen skiften hjem, med de konstante krav om omstilling og tilpasningen hun pålægges. ( husk og sig dette hvis du kommer til møde) Du skal holde dig til at hun ER meget.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her