Spørgsmål:
Kære Delebarn.dk
Jeg skriver til jer for at få rådgivning om, hvorledes jeg skal henvende mig til Statsforvaltningen. Jeg vil ansøge Statsforvaltningen om bopæl på vores tre børn, der lider under en retslig bestemt 7/7 ordning. Jeg påtænker også at ansøge om midlertidig afgørelse, da jeg mener at vores ældste dreng har akut behov for en ændring.
Jeg håber meget I vil kunne give mig råd om hvordan jeg skal fremføre vores børns sag for Statsforvaltningen. Jeg har meget brug for at få vurderet, hvad jeg skal sige, da sagen er meget omfattende hos mig og jeg har svært ved at se hvor jeg skal starte. Så jeg vil undskylde at det følgende bliver meget langt…
Jeg er mor til tre børn på snart 11, 5 og 4 år. Vi har været skilt i 2,5 år. Jeg fraflyttede vores hus til et naboliggende sommerhus og forsøgte, da jeg havde fast bolig, via rettens vej at få lavet 7/7 deleordningen om, da børnene ikke trives med 7/7 ordningen. De mindste reagerer hver uge og falder først på plads efter 4-5 dage, det er et helt ensartet mønster. Der er en lang række af problemer for børnene og det eneste vi forældre kan blive enige om er, at børnene ikke skal skilles ad. Hver gang jeg i forbindelse med jul eller påske har haft børnene i 10 dage, er det nogle helt andre børn. De reagerer da mindre på skiftet og er gladere når de kommer. De siger selv at det er fordi de ved de skal være her i lang tid.
Den ældste på 11 år har siden skilsmissen hver uge givet udtryk for, at han gerne vil være mere her, men nu er det helt galt. Han er meget ulykkelig over, at skulle ud til sin far. Hos far er der en ny kæreste med et barn, som min ældste ikke kan med. Han har store problemer med at sove og skriver sms'er til mig sommetider om natten. Her til morgen fik jeg f.eks. en sms: "Jeg vågnede kl. 00.59 og lå vågen til kl. 7.05". Jeg har fortalt om alle problemer med at sove, manglende samarbejde, børnenes reaktioner, de meget forskellige værdi- og regelsæt i de to hjem både i byret og landsret uden resultat. Til grund for afgørelsen til fortsættelse af 7/7 blev anført, at faderen havde været bedst til i tiden umiddelbart efter skilsmissen at sørge for de faste rammer (jeg gav ham huset og børnepenge, fordi jeg dengang gerne ville hjælpe ham og troede han ville begå selvmord, som han sagde han ville, hvis jeg tog alt fra ham. Vi har været sammen, siden vi var unge og jeg ønsker ikke at skade ham). Jeg var meget naiv og havde ikke troet han ville fastholde en ordning, hvis børnene ikke trives.
Under retssagen blev der gennemført børnesagkyndig undersøgelse, som anbefalede en ændring, men rapporten belyser ikke samarbejdsproblemer, børnenes søvnproblemer og omfanget af savn af mor fra alle tre børn. Siden dengang (1,5 år siden) er der også sket meget. Jeg har igennem forløbet været meget ulykkelig over at føle, at jeg ikke kunne hjælpe vores børn og således ikke fremstået ligeså markant stærk i retssalene, som faderen, der ikke er bleg for at lyve og i det hele taget fremstår som en sympatisk far. Mine to advokater har dog på hver deres måde sagt, at de opfattede faderen som følelsesmæssigt afstumpet. Og jeg har ikke villet sige, at han var psykopat, som den første advokat forsøgte at få mig til. Jeg brød totalt sammen i byretten og det gavnede ikke sagen. I landsretten blev jeg så vred at jeg bad om en pause. Så faktisk var det mig der fremstod underlig, da det jo var faren der var den rolige og overbevisende type. Men jeg ser helt klart, at faderen ikke magter at trøste børnene og støtte dem, når de savner mor. Der kan heller aldrig laves om på aftalen, selvom børnene græder over at skulle af sted. Han har bogstavelig talt måtte pille børnene af mig, mens de hev sig fast i mit hår. Nu græder de bare og ved godt der ikke er noget at gøre. Jeg prøver på bedste vis at pege på de gode ting hos far og ude på landet hvor de bor, men den ældste siger, der er ikke noget der er godt derude.
Jeg oplever meget klart, at vores ældste søn er afstandstagende overfor far, og siger at han overhovedet ikke har brug for far. Han glæder sig (alt for meget) til at blive 12 år, fordi far har sagt, at så må han selv bestemme. I retten sagde jeg således, at også derfor skulle ordningen ændres nu, så børnene kunne komme ud til deres far, fordi de gerne ville og ikke fordi de blev tvunget. For på den måde at sikre et godt forhold på længere sigt. Men det var heller ikke et vægtigt argument.
Jeg har talt med skolen, lærerne og vores læge. Jeg har skrevet til familierådgivningen i vores kommune og vi skal til møde i denne måned. Efter lægens anbefaling søgte jeg endnu en gang til psykolog for vores ældste.
Psykologen sagde at det var afgørende at vores søn får det bedre. Jeg kunne jo ikke være mere enig. Efter samtalen hos psykologen sagde vores søn, at han "hellere ville tale med en der kan lave noget om". Det har han sagt før. For før det bliver lavet om får han det ikke bedre, siger han. Jeg tror på ham, for jeg kan se, hvordan han slet ikke kan overskue at være en uge hos far. Samtidig føler han sig også ansvarlig overfor sine mindre søskende og fortæller om, hvordan de også græder efter mig og savner mig. Han græder selv over at skulle af sted hver uge og fortæller, at han ikke kan sove og har meget svært ved at falde i søvn hos sin far. Hos mig sover han godt, men de første dage kan han sommetider vågne om natten. Han er bleg af træthed, når han kommer her om fredagen. Der blev udfærdiget et notat fra skolen, som jeg havde med i landsretten. Ligeledes i hans elevplan står der at der skal være fokus på trætheden. Jeg har talt med den ældste om, at han har mulighed for at kontakte Statsforvaltningen, da jeg er bange for, at de heller ikke denne gang vil høre efter hvad jeg siger. En måned efter byretsdommen ringede jeg nemlig til sagsbehandleren i Statsforvaltningen og fortalte, hvor dårligt børnene trives, men hun sagde, at de ville afvise at tage sagen, da der var foretaget en børnesagkyndig undersøgelse. Hun anbefalede mig at anke og se om landsretten ville lave det om. På længere sigt ville de kunne gå ind og lave afgørelsen om, hvis den ikke blev ændret. Hun var også lydhør overfor at vores søn havde udtrykt ønske om at tale med en, der ville lytte.
Afgørelsen blev ikke lavet om og min advokat sagde, at det er næsten umuligt at få lavet om, når byretten først har talt, men at vi gjorde alt hvad vi kunne.
Jeg har holdt stand så længe som muligt, idet jeg er opmærksom på at henvendelse til Statsforvaltningen også er en konfliktoptrapning. Der er nu gået næsten et halvt år, men det er kun blevet værre for børnene. Og samarbejdet er ikke bedret, selvom faderen lovede det i retten. Jeg har fokuseret meget på, at vi skulle få konflikten væk, da det er faderens argument, at det er det børnene reagerer på. Jeg er meget åben for, at vi skal være gode venner, og synes det er det jeg har lagt op til. Men det er som om jeg kæmper mod en mur, som min advokat sagde; der skal to til at samarbejde.
Faderen er helt afvisende overfor at lave noget om og synes kun der er problemer med den store, men synes han bare skal vænne sig til det. Han ser savn som et grundvilkår for skilsmissebørn og det er også rigtigt, men mener det skal være i rimeligt omfang. Og når det bliver for stort, skal der ringes eller besøges eller andet. Jeg har skrevet til faderen, om han vil være med til at diskutere en frivillig prøveordning, men forventer også afvisning denne gang. Han afviste landsrettens forsøg på konfliktmægling og Statsforvaltningens ønske om børnesamtale med den ældste afviste han også. Der blev gjort ihærdige forsøg fra Statsforvaltningens børnesagkyndige rådgiver om at finde en løsning. Vi fik dengang lavet en aftale om 11/3, men den sprang han fra. Og så kørte retssagen med en meget ulykkelig mor. Heldigvis har jeg genvundet min styrke og glæde for hverdagen.
Men jeg vil og kan ikke længere acceptere, at vores børn skal have det så dårligt. Den ældste har i desperation flere gange taget kvælningstag på sig selv, eller banket sit hoved hårdt i væggen og siger han bare ønsker at dø, fordi han har sådan et dårligt liv. Jeg har fortalt faderen om det og vi har været til lægen, som anbefalede psykolog. Jeg har fået vores søn motiveret til at gå til badminton og prøver alt hvad jeg kan. Her har han mange kammerater som han er glad for, og det er godt. Vi taler om at få det bedste ud af det hele og det har hjulpet lidt. Så nu er han holdt op med kvælningsforsøg. Jeg har skrevet om dette til familierådgivningen, som henviste til Statsforvaltningen.
Vores datter græder i skolens frikvarter efter mig, fortæller mine niecer i samme skole og de forsøger at hjælpe hende og er meget ulykkelige over, at se deres kusine være så ked af det. Vores yngste på fire reagerer aggressivt og starter med at bruge fredagen, hvor han ankommer med at gå på toilettet mange gange. Han siger "du skal hente mig hver dag mor" og vores datter spørger: Hvorfor kommer du ikke og henter dine børn!. Hun vil gerne besøge sin far hver anden weekend ligesom nogle andre på gaden, som har skilte forældre. Men hun er kun 5 år, om end meget moden, så er det ikke meget.
Mine forældre hjælper mig og jeg har et godt netværk. Jeg bor lige i nærheden af skolen og har et dejligt hus og kvarter som børnene stortrives med at være i. Jeg har et fleksibelt arbejde, så vores datter er ikke i SFO efter skole. Hun har haft en meget hård skolestart og været overvåget af AKT. Hun kommer ikke længere i SFO i mine uger, men skal hos far. Dette er enden på et forløb i skolen, som også har indstillet os forældre til sparringsrum. Jeg har foreslået mediator, Prep kurser etc., men min exmand ville kun tale med mig hos sin egen psykolog. Det gik jeg med til og var der to gange alene, to gange med ham og sidste samtale råbte han ad mig; om jeg ikke kunne forstå, at han ikke gad at tale med mig. Jeg har næsten givet op overfor at få samarbejdet til at fungere – og jeg føler jeg gjort alt for at leve op til forældreansvarslovens påbud om samarbejde, men det nytter ikke noget.
Når jeg ser på vores børn, der blot får det værre, vil jeg nu være sikker på, at jeg retter henvendelse til Statsforvaltningen på bedst mulige måde, så de ikke igen henviser til en forældet børnesagkyndig undersøgelse. Jeg vil også på bedst muligt vis forsøge at forebygge at vores søns ønske igen bliver overhørt. Det har været et stort slag for ham at blive overhørt i den børnesagkyndige undersøgelse og han føler sig svigtet af psykologen, selvom vi alle havde forberedt ham på, at han ikke kan bestemme. Han ønskede blot at sove søndag til mandag hos far hver anden uge. Han er en selvstændig og moden dreng, der nu er dybt ulykkelig. Jeg mener at en 10/4 ordning kunne være en god løsning.
Jeg undskylder at måtte skrive så udførligt, men jeg bliver nødt til at få jeres professionelle vurdering.
Hvordan skal jeg præsentere sagen for Statsforvaltningen? Hvor omfattende skal jeg præsentere sagen? Skal jeg medsende dokumenter som domsafgørelser og børnesagkyndig undersøgelse (som jeg mener er forældet og heller ikke dengang dækkende)? Er der andet I kan anbefale mig at gøre?
Jeg håber I vil tage jer tid til at svare.
Med tak og venlige hilsener
G
Hanne's svar:
Kære G
Det lyder som en meget ulykkelig sag. Men for at rådgive dig har jeg brug for at vide hvad den børnesagkyndige undersøgelse foreslog – og hvorfor.
Men jeg syntes du skal skille tingene ad – således at du nu tager kontakt til S.F. med henblik på.......
Du er ikke logget på.
For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her