Vil have barn med min kæreste men kan ikke klare at bo sammen med hans børn.

Hjælp!
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over et år. Han har to børn og et godt samarbejde med sin ekskone omkring dem. De har dem en uge hver og bor lige overfor hinanden og skolen ligger lige over vejen. Det hele fungere ret godt der. Min kæreste har et job med flextid, hvilket er godt, da de tit skal følges til mange legeaftaler og fritidsaktiviteter. De holder alle fødselsdage sammen (både en for familien, for skolen og på dagen bare de 4). Jeg var inviteret til familiefødselsdagen (hos eksen) idag faktisk, men har valgt at takke nej. Jeg har det egentlig fint med det, som det er nu. Hvis vi var mere sammen, ved jeg det ikke. De gør rigtig meget med og for deres børn og sætter dem altid i første række. I min kærestes weekend har han altid arrangeret noget, som de skal lave sammen. Jeg er mere et hjemmemenneske og har et ret krævende job. Når jeg har fri vil jeg gerne bare være hjemme og tage tingene som de kommer. Det gør det også sværere at besøge dem.

Jeg kan godt lide børnene, men har ikke været der så tit, fordi jeg ikke har overskuddet til det. Alt er på deres præmisser og det kan godt være lidt anstrengende i længden. Jeg føler mig lidt degraderet som voksen eller som en statist i deres liv, når jeg er sammen med dem. Lejligheden er ikke så stor, der er beskidt, koldt, og jeg kan ikke slappe af, når jeg er der. Jeg har prøvet at sige det til min kæreste, men det er også svært, når jeg ikke bor der. Tit skal de noget om aftenen i hverdagene, og der er jeg træt, og vil hellere være hjemme. Vi er desuden slet ikke der, hvor jeg skal med til det de 3 laver, da jeg jo ikke kender børnene så godt.

Min kæreste har arrangeret skiferie til næste år for børnene og spurgte om jeg ville med. Det havde jeg slet ikke lyst til. Kan ikke klare tanken om at være sammen med dem en hel uge i en skihytte. Han har virket lidt fornærmet over det, men sagde også at hvis jeg kendte børnene bedre, så skulle vi have aftalt noget sammen, og noget jeg også havde lyst til. Han slår tit på, at det kommer, når jeg er der mere. 

Inden jeg mødte min kæreste var jeg igang med at overveje at blive gravid med en donor, da jeg er 36 år og meget gerne vil have børn. Min kæreste er gået med til at prøve de sidste par måneder, hvilket jeg er lykkelig for. Det er ham jeg gerne vil have børn med. Jeg føler ikke jeg kan vente mere pga min alder. 

De sidste 10 år i mit liv har jeg været igennem mange ting, som har kostet kræfter mentalt og gjorde at jeg var sygemeldt i næsten et år med stress og sorg. Mine forældre døde med nogle års mellemrum, og min tidligere kæreste døde i en ulykke. Jeg har en bror, som jeg sjældent ser-vi er meget forskellige. Ellers har jeg ingen familie. Jeg har nogle gode veninder, men de har jo også deres travle liv og familier. Jeg drømmer om, at få mine egne børn og på den måde en familie. Samtidig med dette har jeg for nogle måneder siden afleveret en ph.d. Det har været noget af en kamp!, men det vil gøre at jeg med tiden kan få et fast job. Jeg skal forsvare om 2 måneder. Derudover har jeg fået nyt og meget krævende job. Det er faste arbejdstider og aften og weekendvagter (læge). Om aftenen og weekender, når jeg har fri, prøver jeg at forberede mit ph.d-forsvar. Der er så meget lige nu. Jobbet er mit drømmejob, men det er hårdt lige nu fordi det er nyt. Jeg er sikker på det nok skal blive bedre, når jeg kommer mere ind i det. Det eneste jeg ønsker er et fast job og en familie. 

Problemet er: min kæreste tror ikke på, at jeg vil kunne være der mere i fremtiden og derfor er han nu i tvivl om vi skal prøve at få børn. Jeg siger, at han bare må vente 2 mdr mere. Jeg kan simpelthen ikke rumme mere lige nu. Jeg er så ked af at han ikke stoler på det. Han vil have at jeg er der mere end bare kommer forbi i weekenden (hvilket nok også bliver sværere op til mit forsvar) og han og ex´en vil have at jeg snart møder hende. 

Jeg ser det ikke som umuligt at leve sammen på sigt, selvom vi har meget forskellige måder at slappe af på. Hvis vi boede sammen, kunne jeg være med til at gøre hjemmet rart og de kunne være ude og lave alt det de nu laver, mens jeg havde dejlig tid til mig selv derhjemme. 

Hvad er det dog for noget rod det her? Hvorfor kan han ikke vente i 2 mdr? Det er jo ingenting. Det skal siges at han er meget bange for at vi får et barn og det ikke går med os. Han vil godt have nogle garantier og det er der jo ikke. Han konkluderer, at når jeg har svært ved det nu, så tør han ikke få børn med mig. Han vil først se det fungerer med mig og hans børn. Det har jeg ikke tiden til pga min alder. Jeg har brug for tid til at komme ind i deres familie-rutiner/liv. Det er en virkelig stor mundfuld. Jeg tror på, at det skal gå uanset hvad der sker. Han har heller ikke lyst til at jeg skal blive gravid med en donor.

Jeg har lyst til at tage 2 mdrs pause i vores forhold og få klaret de ting i mit liv, som er nødvendige lige nu og som jeg har kæmpet for i flere år. Jeg har ikke lyst til at vente et halvt år eller mere med at prøve at blive gravid, for at se, hvordan vores forhold med børnene udvikler sig. 

Hvad siger I?

Mvh. En tvivlende

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her