Opret ny profil (Gratis) - Log ind

Vil du over til mor? Eller vil du med far til jul hos venner?

Renée

Tilbage

Læs om redaktørerne

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn

Spørgsmål:

Kære Renée,

Hjælp mig!

Jeg sidder her og er fortvivlet, men ikke i tvivl om, at det valg jeg har taget i mit liv er det rigtige set med mine øjne, men spørger du min 10-årige søn, Anton, er det det forkerte.

Jeg er netop blevet separeret fra Antons far uden det store drama. Vi var færdige med hinanden efter 14 års samliv. Det er selvfølgelig altid en sorg at måtte indse, at det, man troede skulle være "for altid", alligevel ikke gik. Jeg har mødt en ny mand, men han er ikke årsagen til, at min eksmand og jeg gik fra hinanden, det var sket alligevel, men han var nok en væsentlig faktor til, at jeg tog skridtet.
Jeg var til sidst meget ensom i mit ægteskab og ikke glad, hvilket begge mine børn (ja jeg har også en stor dreng på snart 16 fra et tidligere forhold) havde bemærket. Min store dreng, som går på efterskole, sagde efter efterårsferien, hvor han var hjemme på ferie, at ændrede stemningen sig ikke hjemme, gad han faktisk ikke komme hjem på hverken weekend eller ferie, da det var ulideligt at gå op og ned ad os. Det er direkte tale, som er til at tage at føle på.

Jeg lærte min nye kæreste at kende i oktober sidste år, hvor jeg mødte ham første gang, og vi har så jævnligt set hinanden i undervisnings øjemed. Men det var først i slutningen af august i år, at det pludselig gik op for mig, at det her venskab var ved at tage en anden drejning, og pludselig fik jeg følelsen af, at der var han endelig, ham jeg havde gået og ventet på. Og bang, så var vi smaskforelskede i hinanden. Københavneren (mig 39 år) møder den sindige og rolig jyde (52 år). Til sidst var det sådan, at når jeg kørte hjem, føltes det, som om mit hjerte blev revet ud. Og når jeg endelig var hjemme på Sjælland, lå jeg nærmest i fosterstilling, til jeg skulle se ham igen. Kunne ingenting, spiste ikke, sov ikke. Men tænkte og tænkte, hvordan pokker jeg skulle få det hele til at gå op. Jeg vidste, at jeg ikke kunne leve som et helt menneske, hvis ikke jeg var sammen med ham, men var også godt klar over, at det valg ville få konsekvenser. Flere end jeg så lige havde forudset. Hold op, hvor er jeg blevet udstødt af kvinder/veninder, som jeg troede var der. De har i den grad blandet sig i min tallerken og mit stykke kage uden opfordring, frem for at koncentrere sig om deres egen tallerken. Sågar ringet til min eksmand op til flere gange, og han har hver gang givet udtryk for, at han synes det er noget underligt noget, at de ikke ringer til mig, og samtidig gjort dem klart, at vi ikke er uvenner, han og jeg, så han forstår mildest talt ikke den stemning, der piskes op. Den gavner ingen.

Efter lange, lange overvejelser tog jeg den beslutning at flytte til Jylland - UDEN Anton. Jeg kunne ikke forene mig med at skulle hive Anton ud af hans dagligdag. Tage ham væk fra den skole, som han elsker at gå på, fodboldklubben og ikke mindst hans venner. Jeg havde ikke kunnet se mig selv i øjnene, hvis jeg havde taget ham under armen og samtidig startet en kamp mod hans far. Men jeg kan se mig selv i øjnene nu - ikke altid uden tårer. Da Anton fik beskeden om, at jeg flyttede til Jylland brød han fuldstændig sammen og sagde bare: ”Nej, nej, nej”, men blev også vred på mig. Jeg gjorde alt det bedste, jeg vidste, for at få vendt det ved at fortælle ham, at jeg, uanset hvor jeg var, altid ville være hans mor og altid ville elske ham. Og at Jylland "kun" var små 3 timer væk i tog. Prøvede på at få ham til at forstå, at jeg jo ikke var væk, som i helt væk. Det hjalp lidt.

Det er nu 3 uger siden, jeg flyttede, og Anton har allerede været på besøg, og jeg har besøgt ham på Sjælland. Men i går kulminerede det hele så for ham i hans stakkels lille hoved. Og jeg tror, at det hele er udsprunget af den kommende højtid, nemlig julen. Ønskescenariet havde været, at jeg kunne tage til Sjælland og fejre jul med Anton og Mikkel (min store søn, som jeg har i julen i år), men min eksmand kan ikke. Han kan bare ikke forene sig med, at vi skal sidde som den familie, vi ikke er mere. Det glansbillede kan han bare ikke. Jeg har valgt at respektere det. Respektere de følelser han har omkring det, men Antons ønske er, at jeg skal komme (ja og faktisk også min nye kæreste) og fejre jul med ham og hans far. Det har jeg sagt til Anton ikke kan lade sig gøre og bedt min eksmand forklare Anton. De er inviteret til et vennepar og fejre jul der, men det har Anton ikke lyst til, da der kommer mennesker, som han ikke kender.
Min eksmand har så sagt, at Anton kan holde jul her hos mig i Jylland, da det er ham, der har problemet med ikke at kunne være sammen alle sammen, hvilket jeg synes er meget stort af ham. Han kan ikke få sig selv til at sidde med Anton alene juleaften, det vil skære for meget i hans hjerte, siger han.
Og så er det, at vi voksne nok har gjort den fatale fejl, at vi har lagt valget helt over på stakkels Anton. Spurgt ham, hvad han kunne tænke sig. Vil du over til mor? Eller vil du med far til jul hos venner? Og det stakkels barn har jo ligesom givet udtryk for, hvad han godt kunne tænke sig, men det kan vi jo ikke imødekomme. Jeg talte med Anton i går eftermiddags omkring julen, men han kunne ikke rumme det. Eller det vil sige, hans svar er, hvem der så skal passe på far, hvis han tager til Jylland. Min eksmand har sagt til Anton, at han ikke skal tænke på det, da han er voksen og godt kan passe på sig selv. Men det har ikke hjulpet. Og nu er det, jeg tænker, om vi simpelthen skal tage en beslutning for at fjerne presset fra Anton? Sige til ham, at far og jeg har besluttet, at han kommer til Jylland og holder jul her? Er det måden at gøre det på?

I går aftes talte jeg igen med Anton. Vi skulle sige godnat, det plejer vi at gøre, men det var en grædende Anton, som ringede mig op. Han græd, fordi han var uvenner med sin far. Sagde at far bare havde været sur, siden han kom fra arbejde, og at han kun måtte få 5,- kr. med til at købe fredagsslik for i dag. Og midt i al gråden får han sagt: "Hvorfor skulle I også skilles?" Til det svarer jeg, at det ikke kunne være anderledes, da hans far og jeg ikke kunne blive ved med at bo sammen, da det slet ikke ville være rart for ham heller, og at jeg nu var blevet mere glad (Anton bemærkede det selv, da han var på besøg her i Jylland, sagde, at jeg var blevet glad igen). Dernæst bliver jeg så bombarderet med, hvorfor jeg så skulle flytte til Jylland. Så langt væk fra ham. At han savnede mig, og jeg ville ham mindre nu. Og om jeg kunne komme i morgen og besøge ham. Det var en meget hård telefonsamtale med ham, da jeg også blev berørt af alle de fortvivlede følelser, som han gav udtryk for.
Min reaktion var, at jeg måtte skynde mig til Sjælland og trøste ham. Være en god mor og komme, fordi min dreng har brug for mig.
Jesper ringede mig op igen, da han havde fået ro på Anton, og vi fik os en rigtig god snak. Det viser sig, at grunden til, at de var blevet uvenner var, at min X-mand havde sagt nej til, at Anton kunne indtage slik som det passede ham. Og det med, at Anton kun måtte få 5,- kr. til slik i dag, hang på ingen måde sammen med virkeligheden. Han havde tilbudt Anton 20,- kr., men nej, Anton ville have 25,- kr., hvortil han så havde svaret ham, at så kunne han da helt blive fri for at få penge til fredagsslik.
Min X-mand gav også udtryk for, at han umiddelbart syntes, at det ville være en dårlig idé, hvis jeg kom farende til Sjælland, da det ikke ville løse noget. Det er en fase, som Anton skal igennem - og det kan jeg sagtens følge ham i. Jeg ved det jo også godt fra situationer med min store dreng, at det ikke nytter at komme farende uanset afstand. Min X-mand vil så gerne have en hverdag til at fungere, og han synes, at det kan besværliggøre processen, hvis vi ikke får noget stabilitet ind i samværet.

Så Renée hjælp mig. Hjælp mig med at gøre det så godt og rigtigt som muligt, når nu udgangspunktet er, at jeg bor i Jylland uden Anton. Skal vi tage en beslutning for Anton angående jul? Og er det rigtigt, at jeg ikke bare skal komme farende, når han er ked af det? Svært i dag at være mor så langt væk fra sit barn. Men igen, valget kunne ikke have været anderledes.

Rigtig god fredag og weekend til dig.

Kærligst
ML

Renée's svar:

Kære ML

Selvfølgelig har din beslutning om at flytte fra Sjælland til Jylland uden din søn rigtig mange konsekvenser. Ikke kun for ham, men også for dig. Det må have været en meget svær og tung beslutning, men som jeg forstår det, kunne det ikke være anderledes. Alle de tanker og følelser, der ligger i den beslutning, er selvfølgelig ikke overstået ved flytningen, bl.a. fordi din søn har det rigtig svært. Og at han har det svært er jo så forståeligt, som noget kan være. Og det at børnene får det svært, når forældrene beslutter noget, de slet ikke har lyst til, og som de ingen indflydelse har på, er desværre rigtig mange skilsmissebørns vilkår.

I jeres tilfælde måske endnu mere, idet du er flyttet så langt væk. Børnenes sorg er altid stor, når trygheden bliver revet væk under dem. De skal ikke kun forsøge at .....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her

Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tilbyder rådgivning telefonisk, online og møde i forbindelse med skilsmisse/samlivsophør.

Samværs ordninger
Bopælsspørgsmål
Skilsmisse
Hjælp til kontakt til Familieretsshuset.

Ring til mig på telefon;
+45 42 22 03 30 mellem 9 og 17 på hverdage.

Besøg os på Facebook