Vi taler aldrig sammen

Min eks-kæreste og jeg er forældre til en dejlig og velfungerende lille pige på fire år.
Vores datter bor hos mig og besøger sin far og hans familie hver anden weekend, hver anden jul, 2 uger i sommerferien o.s.v  - den klassiske model ( I vores tilfælde problematiseret en anelse af at mor og far bor i hver sin ende af landet.) Overordnet fungerer vores samværsordning nogenlunde. Jeg har indtryk af at min pige har det fint under samvær.
Men det bekymrer mig meget at min datters far ikke ønsker nogen form for kontakt eller samarbejde. Men jeg synes det er et stort svigt at vi som forældre ikke påtager os den opgave det er at gennemføre et minimum af samarbejde - på trods af samlivsbrud, diverse uoverenstemmelser etc. Vi taler aldrig sammen. Jo ældre vores datter bliver - des mere problematisk bliver den manglende kommunikation og fleksibilitet. Jeg aner f.eks. ikke hvad jeg skal sige til vores datter når hun skal på samvær - men inderligt ønsker at komme til f.eks. en venindes fødselsdag. Jeg sætter min datters samvær med hendes far og hans familie højt - men uden en smule fleksibilitet er det svært. Jeg føler stor afmagt når min lille pige siger "Jeg vil ikke over til far! Jeg vil til xxx `s fødselsdag. Hidtil har jeg holdt fast i at samvær går forud for alt - men jeg er bange for at manglende fleksibilitet og hensyntagen til barnelivets præmisser, er den direkte vej at min datter helt fravælger samvær - fordi samværet alene tilgodeser voksen behov. Det er som jeg ser det de voksne der skal sørge for at et lille barn på fire år IKKE skal vælge sin far fra fordi hun gerne vil deltage i sociale begivenheder. Det er os, mor og far, der skal sørge for at samvær strækkes og klippes hist og her - for barnets skyld. Men i vores tilfælde holder far fast i at han har behov for at samvær følger planen slavisk - så hvad gør mor? Den manglende dialog skaber også store problemer m.h.t. f.eks. valg af skole. Jeg har foreslået at mødes i amtet og få talt tingene igennem....men det ønsker far ikke. Så hvad i alverden stiller jeg op? Jeg synes efterhånden at jeg har slugt en hel kamelpark i samarbejdets hellige navn - og der har da også været perioder hvor det er gået nogenlunde...men så snart alt ikke går som min datters far ønsker hedder det "Fra nu af er der INGEN kommunikation omkring vores barn!" Kort sagt: Det står på side et i alle bøgerne: "Samarbejde er MEGET MEGET vigtigt!" - men når det ikke er en mulighed...hvad er så den næst bedste model?
 
V.H. R

Kære R

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her