Spørgsmål:
Hej med jer
Jeg skriver til jer, da jeg efterhånden er så frustreret over min ”sidste” teenagerpige, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op.
Hun er nr. 3 pige på 15 (jeg har yderligere en datter på 19 og datter på 21) så har været teenagerårene igennem et par gange– desuden og med til at fremme mine problemer er at min ”nye” kæreste gennem 3 år, han har 4 piger på henholdsvis 18, 16, 14 og 12 år.
Min datter er meget stædig og synes hun skal bestemme alt selv, hvornår hun skal i seng, hvad hun skal og hvornår hun skal… Og uanset om jeg skruer ”bissen” på eller om jeg starter blidt, så ender det i diskussioner og skænderier hver gang. Jeg ved hun er og bliver pleaset for meget, eftersom det har været en lang og hård skilsmisse og nu de sidste 3 år ny kæreste, men jeg synes jo også efterhånden at vi ikke kan blive ved med at give skilsmissen skylden…?
Jeg har hele sidste år kørt hende i skole (med diskussioner stort set hver morgen) som regel fordi hun ikke er færdig til tiden og kommer 1-2 min for sent i skole, som jeg siger er sjusk og jeg bliver vred. Jeg er selv opdraget til at møde til tiden, og sådan en ting skal man i mit univers bare kunne…
Så kan i sige jamen så må hun tage bussen, hvilket hun også kan, men så kommer skyldfølelsen over hun siger, at hun bare gerne vil sidde med mig i bilen og snakke med sin mor. Huset er jo hver anden uge fyldt op af børn… Jeg har prøvet at forklare at det jo ikke er hyggeligt og jeg ikke orker ny skolestart med konflikter hver dag… Men hun er verdensmester i at komme med alle mulige ting så jeg er ved at blive kvalt i skyldfølelse over jeg har valgt at blive skilt. Og jeg er verdensmester i at tage skylden på mig..
Men det er stort set ligegyldigt efterhånden hvad jeg siger så misforstår vi hinanden – jeg prøver at lukke diskussionen på den ”kolde” måde og vende om og gå, fordi hun kan blive ved og ved med at finde nyt og dreje alting, så det hele tager ingen ende… Hun kan blive meget hidsig og vred og eksplodere nærmest, så jeg er helt rystet til tider når jeg forlader hendes værelse.
Jeg skal lige nævne at vi stort set hele sidste skoleår havde hver onsdag hvor vi havde mor og datter dag med frokost og kun os to. Hvilket også hjalp, hvis vi ikke fik et emne om husregler mm. Jeg skal helst undgå al snak om sådanne ting hvis det skal være hyggeligt…
Hun kan sågar blive fuldstændig tosset hvis jeg ikke parkere i P-hus hvor hun synes jeg skal parkere og så er turen allerede startet..
Nu er vi begyndt på nyt skoleår og vi skulle jo genoptage dette, men jeg orker det faktisk ikke, for det kræver at jeg bruger al min energi på at sige det korrekte så vi har en hyggelig tur. Hun tager ingen ansvar overhovedet…
Det skal også lige nævnes, at når hele familien er samlet og skal spise (med min kærestes børn) så kommer hun ned og kan med hele sin attitude ødelægge hele stemningen, ved at sidde og være iskold og ikke gide svarer, hvis jeg eller andre spørger hende om noget, (jeg prøver at holde hende inde i min favn) så hun ikke skal føle sig alene omkring bordet med sine pap søskende. Når jeg så en enkelt gang eller to har sagt på værelset bagefter og aldrig når de andre hører det, at jeg synes hendes opførsel ved bordet ikke er særlig rar (heller ikke over for mig) siger hun at jeg ikke kan tvinge hende til at sidde og være glad og snaksalig, når hun ikke gider og ikke gider dem..
I de andres øjne er hun en lille finke tror jeg og min kæreste bliver irriteret og ked af det, på mine vegne men siger aldrig noget til hende…
Min kærestes børn er meget englebørn alle sammen og tér sig stort set aldrig og gør altid det rigtige og lidt til og derfor virker min datter også dobbelt så ”slem”.
Ved ikke hvad jeg skal stille op og hvordan jeg skal tackle det uden jeg føler skyld over skilsmissen og den situation jeg jo har bragt hende i, men omvendt synes jeg også hun er dybt urimelig..
Håber i kan komme med et godt råd… J
På forhånd tak….
Med venlig hilsen
M. R.
Jeg skriver til jer, da jeg efterhånden er så frusteret over min ”sidste” teenagerpige, at jeg ikke ved hvad jeg skal stille op.
Hun er nr. 3 pige på 15 (jeg har yderligere en datter på 19 og datter på 21) så har været teenagerårene igennem et par gange– desuden og med til at fremme mine problemer er at min ”nye” kæreste gennem 3 år, han har 4 piger på henholdvis 18, 16, 14 og 12 år.
Min datter er meget stædig og synes hun skal bestemme alt selv, hvornår hun skal i seng, hvad hun skal og hvornår hun skal… Og uanset om jeg skruer ”bissen” på eller om jeg starter blidt, så ender det i diskussioner og skænderier hver gang.
Jeg ved hun er og bliver pleaset for meget, eftersom det har været en lang og hård skilsmisse og nu de sidste 3 år ny kæreste, men jeg synes jo også efterhånden at vi ikke kan blive ved med at give skilsmissen skylden…?
Jeg har hele sidste år kørt hende i skole (med diskussioner stort set hver morgen) som regel fordi hun ikke er færdig til tiden og kommer 1-2 min for sent i skole, som jeg siger er sjusk og jeg bliver vred. Jeg er selv opdraget til at møde til tiden, og sådan en ting skal man i mit univers bare kunne…
Så kan i sige jamen så må hun tage bussen, hvilket hun også kan, men så kommer skyldfølelsen over hun siger, at hun bare gerne vil sidde med mig i bilen og snakke med sin mor. Huset er jo hver anden uge fyldt op af børn… Jeg har prøvet at forklare at det jo ikke er hyggeligt og jeg ikke orker ny skolestart med konflikter hver dag… Men hun er verdensmester i at komme med alle mulige ting så jeg er ved at blive kvalt i skyldfølelse over jeg har valgt at blive skilt. Og jeg er verdensmester i at tage skylden på mig..
Men det er stort set ligegyldigt efterhånden hvad jeg siger så misforstår vi hinanden – jeg prøver at lukke diskussionen på den ”kolde” måde og vende om og gå, fordi hun kan blive ved og ved med at finde nyt og dreje alting, så det hele tager ingen ende… Hun kan blive meget hidsig og vred og eksplodere nærmest, så jeg er helt rystet til tider når jeg forlader hendes værelse.
Jeg skal lige nævne at vi stort set hele sidste skoleår havde hver onsdag hvor vi havde mor og datter dag med frokost og kun os to. Hvilket også hjalp, hvis skal vi ikke fik et emne om husregler mm. Jeg skal helst undgå al snak om sådanne ting hvis det skal være hyggeligt…
Hun kan sågar blive fuldstændig tosset hvis jeg ikke parkere i P-hus hvor hun synes jeg skal parkere og så er turen allerede startet..
Nu er vi begyndt på nyt skoleår og vi skulle jo genoptage dette, men jeg orker det faktisk ikke, for det kræver at jeg bruger al min energi på at sige det korrekte så vi har en hyggelig tur. Hun tager ingen ansvar overhovedet…
Det skal også lige nævnes, at når hele familien er samlet og skal spise (med min kærestes børn) så kommer hun ned og kan med hele sin attitude ødelægge hele stemningen, ved at sidde og være iskold og ikke gide svarer, hvis jeg eller andre spørger hende om noget, (jeg prøver at holde hende inde i min favn) så hun ikke skal føle sig alene omkring bordet med sine papsøskende. Når jeg så en enkelt gang eller to har sagt på værelset bagefter og aldrig når de andre hører det, at jeg synes hendes opførsel ved bordet ikke er særlig rar (heller ikke over for mig) siger hun at jeg ikke kan tvinge hende til at sidde og være glad og snaksalig, når hun ikke gider og ikke gider dem..
I de andres øjne er hun en lille finke tror jeg og min kæreste bliver irreteret og ked af, på mine vegne men siger aldrig noget til hende…
Min kærestes børn er meget englebørn alle sammen og tér sig stort set aldrig og gør altid det rigtige og lidt til og derfor virker min datter også dobbelt så ”slem”.
Ved ikke hvad jeg skal stille op og hvordan jeg skal tackle det uden jeg føler skyld over skilsmissen og den situation jeg jo har bragt hende i, men omvendt synes jeg også hun er dybt urimelig..
Håber i kan komme med et godt råd… J
På forhånd tak….
Med venlig hilsen
M. R.
Renée's svar:
Kære M. R.
Det er en svær situation du står i kan jeg høre. Du har truffet nogle valg i dit liv, som din teenage datter hverken kan eller vil acceptere. Du har valgt at blive skilt og valgt at flytte sammen med en ny mand, der har 4 døtre. For dig har de valg helt sikkert været både gode og nødvendige, men for din datter, der ikke har været med i beslutningsprocessen, er de tilsyneladende umulige at affinde sig med. Der står I så nu, overfor hinanden, og mister kontakten og nærheden, fordi situationen ligesom ikke står til at....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her