Spørgsmål:
Hej Renée.
Skilt på 9.år Har 2 piger på hhv 11 og 13 år. Altid haft ordningen med pigerne 1 uge hvert sted. aldrig penge imellem os undtagen børnefamilieydelseschecken hver 3. mdr. Altid problemer med hvad denne check ikke kan dække (alt overskydende burde deles 50/50 imellem os ifølge mig)
Altid problemer med pigerne i perioder. De har været kede af det når de er hos deres far over følgende: Ikke bliver trøstet, når de har savnet mig, at de ikke må ringe eller kører hjem til mig når de har følt behov, at farmand ikke svarer på deres spørgsmål om veninder på besøg/overnatning, at de er blevet smidt uden for, for at de voksne kunne hygge sig, at de er blevet sendt hjem til mig, når de er gået syge hjem fra skole i hans uger. De seneste 3 år: ikke får vasket tøj særlig tit, føler de bliver fravalgt i forhold til farmand kæreste og hendes søn, føler forskelsbehandling i forhold til kærestens søn, kæresten taler grimt til dem og deres far, farmand og kæreste nedgør mig og min familie kæresten nedgør pigernes farmor og siger hun er en dum kælling. Min 11 årige datters eget udsagn: " far er som en hundehvalp, der gør hvad ejeren siger" forbud mod at se mig, tale med mig siden december 2009, (men de gjorde det i det skjulte under dynen om aftenen) har kun kontaktet dem i meget få tilfælde og kun i relation til svar på et eller andet primært i skoleregi. Hvis de glemmer et eller andet de skal hente (sjældent), så kører han dem og venter til de kommer ud med beskeden om at de ikke må snakke med mig.
Igennem årene har jeg søgt dialog med pigernes far, uden held. De seneste 3 år har jeg brugt en familieterapeut for at få gode råd til håndtering af de forskellige situationer primært i forhold til pigerne men også i forhold til mig selv. Pigernes far har været med til samtaler hos terapeuten. (terapeuten opgav ham med besked om, at når man ikke ønsker forandring, så får man heller ikke forandring. Pigernes far fokuserer mest på sig selv og tager mere hensyn til ham og hans kæreste. Han lytter ikke til pigernes ønsker og behov. Derfor den megen utilfredshed/uro.
De klager til mig for at få luft og de har ikke andre steder at gå hen med deres frustrationer. I januar 2010 startede jeg en sag i statsforvaltningen. Formål: af hensyn til pigernes tarv ønskede jeg at få pigerne på fuld tid. Vedlagde et bilag med pigernes klager igennem de sidste 2 år. Konklusion blev: Ingen ændringer, da pigerne på et børnemøde ytrede at de ikke ønskede nogen ændring. Det kan jeg jo kun acceptere, når det er pigernes ønske, men jeg mener stadig at det er usundt for pigerne at vokse op i et hjem med ovennævnte ting. Igennem de 8 måneder sagen stod på har deres far fortalt pigerne alt, vist pigerne alle papirer, fortalt pigerne at det er min skyld det hele og meget meget mere. Noget af det er heldigvis med i referatet fra børnemødet
Desværre har statsforvaltningen udsendt et helt anderledes referat fra et møde vi havde derinde, som fik/ store konsekvenser for os over sommeren. Jeg klagede over referatet med det samme. Nu fået den besked, at børnepsykologen er blevet forflyttet til en anden afdeling, så det er der ikke noget at gøre ved! Det kan jeg bare ikke acceptere. Jeg valgte at få advokat på. Det er blevet ved rådgivningen da mit ønske om et nyt møde i amtet ikke er imødekommet. Den ældste datter mener også der er forkert refereret fra det hun har sagt, men det handler statsforvaltningen heller ikke på!
Hun har sagt at hun følte sig presset af sin far til at sige nogle bestemte ting til børnemødet. Men referatet siger, at det er noget hun selv har sagt. Altså ikke noget hun er blevet presset til af sin far!
Det kan jeg altså ikke forstå, at amtet sidder overhørig! Som følge af det "forkerte" udsendte referat som pigernes far har brugt imod mig og med alt hvad der er sagt igennem, specielt dette forløb i amtet, har jeg mistet ALT respekt for ham. Jeg har ingen tillid til ham mere og er dybt skuffet over, at han fravælger sine piger på den måde. Fra februar måned har den yngste haft lagt mig "på is"
Har svært ved at tolke om det er hele situationen eller om det er hendes præpubertet som et trådt ind. Jeg ved at pigernes far manipulerer med begge pigerne, kan høre det på det de fortæller og hans handlinger viser det også. Den yngste kan endnu ikke gennemskue det, men det kan den store og hun har nu sagt fra. Den ældste på 13, er flyttet hjem til mig, imod hendes fars vilje. Hendes far brugte fysisk magt overfor hende fordi, hun ikke havde en "ordentlig" begrundelse for at tage hjem til mig. Hun måtte ikke bare tage hjem til mig. Det forstyrrede hans/deres rutiner. Det skulle hun planlægge. Og så skal hun bare opføre sig ordentligt, mener deres far. Hun siger til mig at far ikke lytter, at han kun lytter til sin kæreste, at han aldrig har tid at snakke eller lave noget, at han ikke holder hvad han lover, at han ikke mener det er hans opgave at sørge for at tøjet er vasket, og at hun derfor går i beskidte underbukser 4 dage i træk. Hun siger det er ulækkert og at hun ofte er ked af det når hun er hjemme hos sin far. Hun fortæller at hun græder sig i søvn og har ondt i maven, at hun ofte hører hendes far og hans kæreste skændes etc. Situationen er lige nu at der er kommet en enorm afstand mellem den yngste og mig. (hun har altid været mors pige, så det er svært).
Den store vil blive boende hos mig, men er i dyb konflikt med sig selv, da hun er bange for sin fars reaktion. (Han har fortalt hende, at det er hendes skyld og at hun har ødelagt det forhold imellem dem, at hun altid har været fars pige. Han har ved tidligere lejlighed også sagt, at de ikke skal betragte sig selv som en del af hans familie hvis de laver om på ordningen). Den store er også bekymret for den lilles reaktion. Jeg lytter til hende og fortæller hende, at det ikke er hendes skyld. Men at hun alligevel har en skyldfølelse kan jeg jo ikke gøre noget ved. Men det gør ondt. Men hun er helt klart blevet i bedre humør. Hun er blevet meget mere udadvendt, hun er begyndt som hjælpetræner for et småpige-gymnastikhold, er ude ofte med veninder, i modsætning til tidligere.
Skal jeg tage snakken med min eksmand om at den store gerne vil flytte hjem til mig permanent? Skal hun være med til denne samtale eller er det bare på voksenplan? Eller skal jeg mon lade lidt tid gå endnu og se om hun er helt sikker i sin beslutning? (Hun har været hos mig 1 mdr.) Jeg vil lige tilføje:
Jeg har i mange mange år arbejdet for et sundt og ordentligt forhold til min eksmand. Jeg har altid set lidt op til ham. Han har altid modarbejdet, men jeg har aldrig ville acceptere det. Har måske ikke rigtigt kunne se det. Men det er helt tydeligt nu, at han er ekstremt dominerende. Han har sat regler for mig igennem årene men de regler gælder ikke ham selv. Han bestemmer hvordan og hvorledes med sommerferien, men laver om på tingene i sidste øjeblik (har måttet tage til Bornholm for at hente pigerne, måtte igen i år blive hjemme fra en tur med min kæreste da han ikke ville aflevere pigerne. Havde bare ikke råd i år til igen at skulle hente dem)
Han siger nej til fx noget bestemt tøj pigerne ønsker sig, men så køber han det til dem et stykke tid senere osv osv Men jeg ønsker ikke længere overhovedet at have noget med ham at gøre. Hans generelle adfærd er at han hver anden gang hilser og kan evt. tale til mig. Men det er stensikkert, at hvis han skal opnå noget, så er han meget flink og meget snaksaglig. Det er først nu jeg er begyndt at ane det på forhånd og lige kan nå at slå bremsen i, så jeg i det mindste får betænkningstid. Det går mig virkelig på. Alt det her har tæret så hårdt, søvnløse nætter, spekulationer i det uendelige. Jeg er ubeskrivelig træt af det. Jeg er træt af at lade ham fylde så meget i mit liv. Håber med alt det der er sket i år, at det hele gi'r sig selv!
Har du nogle råd til hvordan jeg håndtere situationen som helhed også det med amtet. Har i øvrigt afsendt nyt klagebrev til forvaltningen. Min fremtidige kontakt med min eksmand. (Har kun været skriftlige henvendelser fra min side de sidste 2-3 år undt forældremøde og lign)
Hvordan jeg skal takle situationen med den lille og selvfølgelig med den store?
Med venlig hilsen og på forhånd tak
H
Renée's svar:
Kære H
Det var virkelig en kæmpe stor mundfuld du der skrev til mig, og hvorvidt jeg kan svare på hvad du dog skal stille op med det hele, er jeg lidt i tvivl om. Men det som jeg især bemærker er hvor meget din eksmand fylder i dit liv, og at han faktisk fylder alt for meget, og det tænker jeg faktisk er noget af det du kan gøre noget ved, jeg mener ni år senere, det er på tide at flytte fokus væk fra ham. Ændre ham, tror jeg du må opgive, det lyder ikke som om der er hul igennem om man så må sige. Han har sine meninger og sin måde at være på og han har etableret sig i et nyt forhold og han vil ikke ......
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her