Spørgsmål:
Kære Rådgivning
Jeg håber i kan hjælpe mig med håndteringen af vores situation, for gør vi det hele forkert?
Min kæreste og jeg har hvert vores barn hhv. min datter på 6 der er hos hendes mor halvdelen af tiden og min kærestes søn der er hos min kæreste størstedelen af tiden og kun ser sin far fredag og lørdag hver anden uge.
Vi har været kærester i 1,5 år, og bor 1 times kørsel fra hinanden, og drømmer begge om at flytte sammen. Men vores børn er måske ikke helt enige og skal de bestemme hvornår det er rigtigt og forkert?
Lige fra vi mødte hinanden har vores børn været en vigtig del af vores samliv, ikke mindst fordi min kærestes søn på nu 7 år, bor størstedelen af tiden hos sin mor. Dette har ikke altid været let fordi de har været alene i 5 år og er meget tæt knyttet, og der er ingen tvivl om at han ser mig som en konkurrent, der tager hans mor og den tid som hun tidligere brugte udelukkende på ham. Dette selvom han absout ikke bliver tilsidesat. Situationer som .... Mor skal vi ikke bare være alene snart, er sket siden vi mødtes. I starten tog jeg det stille og roligt for selvfølgelig skulle han vende sig til mig og tænkte at det blev bedre. Men det bliver det desværre ikke. Faktisk bliver det værre og hans humør er decideret dårligt af at have mig rendende. Og det kræver en stor indsats at få ham i godt humør, men er muligt og nogle gange ser det ud som om han glemmer at han ikke kan lide mig hvilket varmer både min kæreste og mit hjerte.
Når min datter er forbi er det super hyggeligt og børnene hygger sig , min datter er helt vild med min kæreste men brokker sig tit over at hendes søn er sur...
Selvom min datter kun er 6 er hun lidt romantisk og var super glad da jeg fik en kæreste. Måske fordi hendes mor meget hurtigt kom i nyt forhold og hun fik en lillesøster osv.
Allerede til at starte med i vores forhold aftalte vi at da min kærestes søn er mest hos hende ville det blive til det område vi skulle flytte, men også pga job osv ville dette hænge bedst sammen. Dette ville naturligvis kræve udfordring da min datter så skulle transporteres 80 km hver vej hver dag i min periode... men omvendt så elsker jeg min kæreste.
Denne plan har vi hele tiden haft, men tidspunktet af hensyn til min kærestes søn og også lidt min kæreste der som sagt har været alene i 5 år... har vi hele tiden ventet på....
Men problemer som ovenstående at min kærestes søn ikke bliver mere glad for mig og nej han kommer aldrig til at syntes det er en god ide.... min kæreste har forsøgt at snakke med ham men han er en dreng af få ord.
Min datter der for 1,5 år siden syntes alt var fantastisk... begynder nu også at syntes tingene som sammenbragt familie lyder mindre tillokkende. Ikke med så skarpe reaktioner men ingen tvivl om at hvis hun skulle vælge så nøjdes hun med at vi fortsatte som nu...
Jeg føler efterhånden det er vores børn der dikterer hvad der er rigtig og forkert, specielt min kæreste trækker sig væk fra alt snak om at flytte sammen, hvilket faktisk kun gør mig mere i tvivl når min datter nu også reagerer. Samt at på mange måder er det mig der skal flytte, min datter som jeg på sigt nok kommer til at se mindre til fordi hun ikke gider transport osv....
Men hvis jeg føler efter så vil jeg min kæreste, men er nok også træt af at hun søger efter signaler fra hendes søn som udebliver men faktisk går den modsatte vej.
Min egen teori er at han har fundet ud af at han faktisk kan bestemme, få mig sendt væk ved at være sur!! og derfor skruer op og ned som det passer ham:)
Min datter er ligeledes blevet 6 år og har også fundet ud af at have sin far helt for sig selv har sine fordele... især fordi der er temmelig meget gang i den hos hendes mor med baby og det hele.. og hun nu benytter sig af lidt de samme triks... med den store undtagelse at hun seriøst tilkendegiver at min kæreste er sød... og det selvom hun faktisk kun ser hende lørdag hver anden uge.
For ja det er mig der kører normalt, og mig der i høj grad er hos min kæreste når jeg ikke har min datter. hvilket efter 1,5 år også er hårdt for bor aldrig rigtig et sted og lever hver anden uge i en kuffert, der konstant er klar til at pakkes hvis min kæreste og søn skal have en alene dag...
Ovenstående er situationen forenklet...
Men hvad er rigtigt at gøre hvis vi vil hinanden??, eller skal vi bare slet ikke bo sammen for at tilgodese vores børn....?
Jeg mener selv at min kærestes dreng skal ignoreres, have lov til at blive sur og se at han ikke bestemmer... men min kæreste har måske nok en tilbøjelighed til at han er manden i huset:)
Håber i kan give nogle gode råd??? for det går sgu den gale vej, og det påvirker specielt mig der ikke føler vi kommer nogen vegne.
Mvh T
Renée's svar:
Kære T
Det lyder kompliceret, at du og din kæreste skal flytte sammen, på nøjagtig den måde, det kan være kompliceret, når to voksne forældre forelsker sig, men som har børn der ikke er spor forelskede -hverken i forælderens kæreste eller i ideen om at skulle dele sin far/mor eller ideen om at flytte sammen med nogle andre mennesker, som man faktisk slet ikke har lyst til at bo ...........
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her