Spørgsmål:
Hej
Jeg har to børn med min eksmand gennem snart 7 år - en søn på 9 og en datter på 16 år.
Vi har fælles forældremyndighed, en 7/7-samværsordning, og ordningen er en skriftlig aftale, vi frivilligt indgik i sin tid, og uden statsforvaltningen var indblandet. Børnene har altid haft bopæl hos mig. Min eksmand ønsker at ændre vores 7/7-ordning til en 14/14-ordning. Dette har jeg hele tiden været imod, som minimum ønsker jeg at fastholde 7/7-ordningen (eller gå til 9/5 eller 10/4). Hans argumenter er, at det giver ro og tid/plads til at planlægge over to sammenhængende uger, og at børnene når at få ro hos både mor og far. Ud fra hans skriv til mig synes jeg ikke, det fremgår, at han har talt med børnene om dette forslag, og jeg synes mere det lyder, som om det er hans egen planlægning, det giver ro og tid til.
Jeg har i sinde at tale med min datter om hans forslag og høre hendes holdning til det. Han henviser til, at en sådan ordning vil være i børnenes tarv. Og han henviser ligeledes til en dugfrisk undersøgelse om skilsmissebørnenes opholdsperioder hos hhv. mor og far. Denne er det ikke lykkes mig at finde på nettet. Kender I den? Jeg er af den klare opfattelse, at 14 dage er for lang tid at være væk fra hinandens liv/hverdag.
Dette med udgangspunkt i at børnenes far i alle årene har fastholdt nærmest "vandtætte skodder" omkring børnenes dagligdag/liv i de uger, de var hos ham - han har aldrig villet dele oplevelser/tid/etc. på tværs af ugerne - det var HANS uger/tid. Mit udgangspunkt har været, at det jo altid vil være børnenes uger/tid, og at det kunne være i deres tarv at dele deres liv og oplevelser på tværs af ugerne, således at de ikke så firkantet hver anden uge skulle undvære deres mor, når de var hos deres far. I alle årene har min eksmand og jeg haft et utilfredsstillende forhold sådan voksen/voksen imellem, og jeg kunne have ønsket mig, at vi i dag havde været langt bedre til at kommunikere sammen, men det er bare ikke lykkedes.
På trods af vores problematiske forhold har vi - heldigvis - formået at få alle praktiske ting omkring børnene til at fungere, og vi har, og har hele tiden haft, søde og velfungerende børn. Og børnene har aldrig været brugt som "kasteskyts" mellem os. Jeg lavede i sin tid, da vi blev skilt, en "køreplan" for samværet med børnene, hvor det bl.a. var specificeret, hvordan vi skulle dele børnene omkring ferier, helligdage etc. Og selvom jeg dengang fik på puklen for at være firkantet, så er jeg sikker på, at den har reddet os fra mange diskussioner igennem årene, og børnene har aldrig været i tvivl om, hvor de skulle være hvornår, og det har helt klart givet dem ro og tryghed på det område. Jeg har altid talt pænt og åbent til børnene om deres far, og det har aldrig været forbudt at nævne og tale om far, når de var hjemme hos mig Jeg har faktisk selv været meget opmærksom på at fortælle især min søn om episoder fra hans fars og mit liv sammen, fordi han var så lille, da vi blev skilt, at han jo slet ikke kan huske noget, fra da vi boede sammen. Nu kommer vi så til mit spørgsmål. Kan I rådgive mig om, hvordan jeg skal forholde mig til hans forslag om 14/14. Hvad er jeres holdninger/erfaringer, og hvordan står jeg, og hvad gør jeg, hvis jeg vil forsøge at ændre til 10/4? På det rent følelsesmæssige plan synes jeg, at en 14/14-ordning især kan være problematisk for min søn, da jeg oplever, at han fortrænger (eller gemmer) sit savn og sine følelser, og da han er en ret blød dreng, er jeg bange for, hvad det så vil betyde at skulle savne mig i hele 14 dage ad gangen. Specielt når han ikke må tale med (og om) mig i de 14 dage, han er hos sin far. Det er svært at støtte ham i hans følelser/savn, hvis han er væk fra mig i 14 dage ad gangen. Hvad synes I, jeg skal gøre?
Mange hilsner
fra en MOR
Renée's svar:
Kære Mor
Jeg læste dit lange brev, som her er forkortet, med en vis sørgmodighed, for hvor er det dog svært, når man bare vil sine børns bedste, og der på ingen måde er hul igennem til den person, der faktisk er allervigtigst for, at det projekt kan lykkedes. Jeg kan læse, du har gjort alt, hvad der var dig muligt for at få et tættere samarbejde op at stå, og jeg kan læse at det er sorgfyldt for dig, at det ikke er lykkedes. Og så tænker jeg, at nogle gange her i livet er der bare ting, der ikke kan lade sig gøre, og at vi må lære at tåle det og leve med det. Selvfølgelig er det mest ......
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her