Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Skal jeg søge fuld forældremyndighed?


Renée

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Hej Delebarn

Det her bliver langt og undskylder jeg på forhånd…

Jeg står i den situation at jeg for 14 dage siden bad min daværende kæreste om at finde et andet sted at bo. (Vi bor i mit hus som jeg ejede før jeg mødte ham) Det har kørt rigtig skidt længe og den berømte dråbe der fik bægeret til at flyder over var at han stod og råbte og skreg og skabte sig, og selvom vores datter på 22 mdr kom ind i lokalet og blev ked af det, så forsatte han bare, i lang tid. Jeg bad ham om at stoppe og så måtte vi tage det på et andet tidspunkt, men han hørte mig slet ikke… Da jeg endelig kom igennem holdt han også et minuts tid, og så forsatte han…

Han fik nogle dage at sunde sig i, og så snakkede vi om hvordan det skulle køre med lille pigen. Jeg sagde at jeg synes vi skulle dele forældremyndigheden da hun selvfølgelig skulle have både en mor og en far. Så sagde han at han ville have en 7/7 ordning. Og så skulle vi øvrigt se om det var muligt at få en dagpleje i nærheden af ham så han ikke skulle køre så langt for at afleverer hende. Og kunne det ikke lade sig gøre med en 7/7 ordning, og lavede jeg i det hele taget noget bøvl eller bitchen så ville han slet ikke have hende. Jeg var total i chok, og så siger han at han kunne godt se at jeg var chokeret og det havde hans forældre også været da han havde sagt det til dem, så det er altså ikke noget han bare lige havde grebet ud af den blå luft… Jeg sagde til at ham at man kunne ikke have to dagplejer alt efter hvor hun befandt sig, og mht. 7/7 ordning, så ville jeg altså ikke gå med til det. Så blev han tosset og sagde at så kunne jeg bare få lavet de papirer hvor han afskrev sig alt mht lille pigen, og så skulle han nok skrive dem under. Han ville ikke kun have hende hver anden weekend, for han ville ud og have sig en ny familie, og så skulle der ikke komme en hver anden weekend og forstyrre den.

Den næste dag fik jeg udfyldt papirerne, hvor han afskriver forældremyndigheden, og lægger dem på bordet, hvor jeg siger til ham at han bare kan skrive under. Det gjorde han aldrig. Så det har bare været for at true mig til at vi skulle have en 7/7 ordning.

Det skal siges at han har aldrig været inde over med lille pigen. Jeg har sådan set været enlig mor siden hun blev født, han har aldrig vist hende ret meget interesse. Og når han har gjort det, så har det været på hans tumpede måde at få opmærksomhed på. Feks. at stille sig foran fjernsynet når hun sad og så hendes yndlings tegnefilm, eller taget hendes sut når hun har siddet og passet sig selv, eller taget legetøjet fra hende, for nu skulle hun da lege med far. Han forstår ikke at hun brokker sig over det, og så bliver han sur på hende, og enkelte gange har han sat hende hårdt ned i sofaen så hun blev bange. Og så bliver han tosset på mig fordi jeg trøster hende…

Han kender ikke hendes håndtegn. Hun snakker ikke endnu, men har tegn for de forskellige ting, mad, smage, tørst sut osv… Og han kender dem overhovedet ikke! Og så bliver han igen tøsesur når han ikke kan finde ud af hvad hun vil, og hun bliver ked af det fordi hun gør det jo på den måde hun kan… Så bliver de begge dybt frustreret… Jeg prøvede ellers at guide ham i starten, hvor jeg prøvede at vejlede ham i at nu skulle han holde hendes hoved, for det kunne hun altså ikke selv (og jo jeg lod ham prøve selv, men når man ser sin datter ”tabe” hovedet for 7. gang, så siger man noget) Eller hvis han holdte hende sådan og sådan så faldt hun hurtigere til ro, men det eneste jeg fik ud af det var en kommentar om at jeg skulle ikke bestemme hvordan han var sammen med hans datter. Så det holdte jeg med, og ja langsomt har jeg nok bare holdt med at bede ham om at holde hende eller se efter hende…

Den første uge vi var hjemme med hende, fik han hende over til sig mens jeg gik i bad. Hun var nyskiftet, fået tøj på og var mæt, og sprællevende og bare klar til kontakt! Så lagde han hende på skrivebordet, og så spillede han computer til jeg kom og tog hende igen, og når jeg sagde til at ham at det jo altså var nu han skulle få kontakten til hende og at det var vigtigt, så fik jeg bare igen at vide at jeg skulle ikke fortælle ham hvordan han var sammen med sin datter.

Så blev det til at jeg lagde hende i kravlegården under en musikuro, så var der da lidt at kigge på for hende og høre på også, og så sagde jeg til ham om han ikke lige ville tage sig af hende hvis hun begyndte at græde for nu gik jeg i bad, jo jo det skulle han nok. Til trods for det, så kom jeg altid ud til et meget ulykkeligt barn, fordi: ”han var jo lige ved at spille, kunne jeg da nok forstå!” Så kom hun ud i en skråstol til mig og mine bade blev kortet væsentlig ned.

Han gik hjemme pga arbejdsløshed under min barsel, og kom altid i seng mellem 2 og 3 om natten, og selvom det vækkede både lille pigen og mig, så tændte han hver eneste nat fjernsynet, for han kunne altså ikke falde i søvn uden den, så så skulle jeg til og op og trøste en sur baby fordi hun blev vækket midt i hendes søvn… En aften sagde jeg til ham at nu måtte han altså trøste hende, for det var ham der vækkede hende, det kunne han ikke og så blev han tosset…

Han har et ret voldsomt temperament, han køre meget hurtigt op, langt op, og når slet ikke at tænke over tingene for han bliver voldsomt sur, og så smadre han ting. Jeg har indtil for 14 dage siden aldrig troet han ville gøre hverken mig eller lille pigen noget, men jeg synes slet ikke jeg kender ham mere, så jeg er ikke længere sikker…

Jeg har 4,5 side A5 skrevet op med situationer hvor jeg synes han har handlet fuldstændig vanvittigt, og som viser at han overhovedet ikke tænker på vores datters bedste.

Feks. da hun var 2,5 måned gammel ville jeg lige tage lidt solarie inden barnedåben, og han skulle så passe lille pigen imens. Da jeg kommer hjem og slukker bilen, kan jeg ude i indkørslen høre at hun skriger for sine lungers fulde kraft (og hun var sjældent ked af det), så jeg skynder mig ind, hvor jeg finder hende liggende i kravlegården og græder og græder, og han sidder i sofaen 4 m væk med fjernsynes skruet helt op, jeg smider alt jeg har i hænderne og tager hende op og hun begynder langsomt at falde til ro. Da jeg så spørger ham hvad i alverden der foregår så siger han ligeså koldt at hun ville ikke holde op med at skrige, så måtte hun jo altså ligge og passe sig selv.

Jeg kan slet ikke forklare dig hvor meget det skar i mit hjerte!

Der gik nogle måneder hvor jeg ikke tog nogen steder uden at tage hende med, men så kom en dag hvor jeg tænkte at jeg var nødt til at prøve at lade ham passe hende lidt for at se om det bare var en enlig svale. Jeg kørte ud og handlede, og da jeg kommer hjem sker nøjagtigt det samme igen! Hun ligger og skriger i kravlegården og han ser fjernsyn. Det gør man altså kun to gange, så han fik ikke ”lov til” at passe hende mere, så tog jeg hende med eller hun kom ud til hans forældre eller mine forældre, når jeg skulle noget vigtigt.

Den seneste jeg har er at vi var til fødselsdag hos min faster, og da vi havde spist siger han at han ville lige gå ud og ryge og han ville tage Mathilde med… det var jo fint nok, jeg blev inde og snakkede med familien, så går der lidt tid så kigger jeg ud af vinduet, og ser ham komme gående med lille pigen gående ved siden af sig, og hun har hverken sko eller jakke på. Så kigger jeg på ham og han har selv både jakke og sko på, dette var kl 20 om aftenen sidste i april. Og det var overhovedet ikke varmt. Jeg skynder mig selvfølgelig ud og giver hende tøj på, og han siger jeg er pylret og at det overhovedet ikke er koldt, så siger jeg bare til ham, nej men du har da sørget for at du selv fik tøj og sko på! Så sagde han ikke mere…

Han kunne finde på da hun var lille at vække hende (når hun endelig sov, hun sov virkeligt ikke meget!) bare fordi hans forældre kom forbi, så skulle hun da ikke ligge og sove!

Hvis hun sidder ligeså stille ved siden og mig og vi ser tegnefilm, og han så kommer ind i rummet, så kravler hun fuldstændig instinktivt over til mig, mens hun stadig stirre ind i skærmen, så hun gider ham på ingen måde…

Og der er mange andre situationer i den dur…

Det samme med det her hvor han forslår en 7/7 ordning, det er da overhovedet ikke til hendes bedste når hun ikke er vant til at omgås ham, men det er KUN for at ramme mig!

Han har virkelig lavet meget bøvl for os, og nu nægter han så at flytte selvom han slet ikke har betalt ind til hverken husleje eller til mad og bleer til lille pigen, så jeg har alle udgifter. Han siger han har ikke travlt med at flytte, selvom det selvfølgelig er en kæmpe belastning for mig og lille pigen at gå rundt i et hus hvor vi er nødt til at gå på listefødder for ellers får han et af hans raserianfald, og var det bare mig selv der var der, så havde jeg jo bare råbt ligeså meget tilbage af ham og jeg ville ikke have tænkt to gange over at få politi eller andre til at hjælpe mig med at få ham ud, men jeg kan holde det tilbage fordi jeg ved lille pigen er der, og hun skal ikke se jeg synker ned på hans plan. Og jeg er nødt til for hendes skyld at holde hovedet koldt og skærme hende så meget som muligt, for vi skal jo have et samarbejde op at køre bagefter, så hun stadig kan have en mor og far, og jeg synes simpelthen det er så synd i de tilfælde hvor forældrene ikke en gang kan være i samme rum de 5 min det tager at afleverer børnene. Det skal hun helst ikke opleve hvis jeg kan undgå det.

Jeg overvejer at søge fuld forældremyndighed, pga. alt det bøvl han allerede har lavet, og fordi jeg ved han vil bruge hende og myndigheden til at ramme mig, og derved så også indirekte lille pigen, ligeså tit han kan. Han har ikke hendes bedst for øje, kun ham selv og hvordan kan han hævne sig mest muligt.

Han har meget svært ved at accepterer at der nu en gang er regler og at de også gælder for ham. Så han vil på ingen måde accepterer at jeg har det meste at skulle have sagt i hver dagen, i og med at hun bor hos mig. Så vi vil ende i statsforvaltningen gang på gang, fordi han vil mene jeg skal spørge ham om lov til at tage hende med til frisøren f.eks.

Så derfor overvejer jeg at søge den fulde forældremyndighed, men hvor svært er det at få den?

Jeg har været i tvivl om jeg skal søge den med det samme, samtidig med at vi skal have samværet på plads, men jeg ved han bliver fuldstændig tosset hvis jeg tager hjem og fortæller ham at jeg søger fuld forældremyndighed. Og det skal lille pigen selvfølgelig ikke overvære igen, og det er heller ikke fair overfor ham at han først får det at vide når vi sidder til mødet.

Så jeg har sendt et skema til SF at vi ikke kan blive enige om samværet, og går nu og venter på at blive kaldt ind.

Men jeg er også bange for at det ser dårligt ud i SF øjne når jeg først søger den efter noget tid, for de ville vel stille spørgsmålstegn ved hvorfor jeg først søger den efterfølgende.

Men hvor svært er det at få forældremyndigheden? Har jeg mon nok til det? (Jeg ved godt ikke har noget at sige for samværet) Jeg vil ikke tage kampen op hvis jeg ikke har den mindste chance for at få den, for jeg ved han bliver rigtig sur, og det kommer i den grad til at skade vores samarbejde omkring lille pigen efterfølgende, og får jeg den ikke, så bliver han endnu mere opsat på at gøre tingene svære for både hende og mig.

Jeg har forslået ham at både for hans skyld og lille pigens, så skal vi starte ud med samvær hvor han kommer og henter hende om formiddagen, så har han hende hele dagen, og så kan han afleverer hende om aftenen igen inden hun skal i seng, for han har aldrig hverken puttet hende om aftenen eller fået hende til at sove i barnevognen, så det bliver altså også helt nyt for ham, og så kan han starte med at se om han overhovedet kan få hende til at sove til middag, og så senere kan vi udvide det til en overnatning, og når det så kører så kan vi udvide mere osv… Men det vil han slet ikke høre tale om.

Men hvis han skal bo i en storby 25 km væk, så vil jeg ikke gå med til en 7/7 deling senere, for så er hun vokset op i den lille by sammen med mig, hvor hun har sine venner og sine fritidsaktiviteter, og så skal hun ikke pludselig til at bo en uge i en helt anden by hvor hun ikke har nogen relationer i. Men det må vi jo tage til den tid.

Hvis alle de her ting som jeg har beskrevet ikke er nok til at få fuld forældremyndighed, og jeg synes det hele kører rigtigt skidt (det kan jo faktisk være det kommer til at køre på skinner) og lille pigen er utilpas og ændre sig radikalt, så har jeg mere snavs på ham, og så har jeg tænkt mig at bruge det. Og jeg håber at det som jeg skriver nu ikke får dig til at dømme mig, fordi jeg ikke er skredet med lille pigen noget før.

Men han ryger hash hver dag, mange gange om dagen. Jeg ville helt klart mene at det ville sørge for at jeg fik hende, men en veninde mente ikke at det var nok at have på ham, men jeg kan vel for pokker at jeg kan kræve en ren urinprøve inden han skal have hende hvis det kommer så vidt.

Det er ikke fordi han som sådan bliver sløv af det, men det dæmper lige toppen på ham for det meste. Det er noget som jeg helst ikke vil bruge imod ham, for det er selvfølgelig et meget svagt punkt han har.

Han lovede i sin tid inden vi prøvede at blive gravide at han ville prøve at holde med det inden jeg var gravid, så blev jeg gravid, så blev det til at han skulle være clean inden hun blev født, da hun så var født blev det til inden hun var et år osv… Og ja han ryger det altså stadig… Men det er jo selvfølgelig også noget som virkelig ville skade samarbejdet hvis jeg brugte det.

Men ville dét være nok til at få forældremyndigheden? 

Jeg ved godt at du er nødt til at se sagen fra begge sider, og det er de selvfølgelig også i SF. Men min daglejemor har sagt at hun gerne vil give en udtalelse hvis det kommer så vidt, for hun har bemærket at der slet ikke er noget forhold mellem ham og lille pigen, selvom han kun har hentet hende ca tre gang i al den tid hvor hun har været i dagpleje, og han har aldrig afleveret hende, og jeg synes virkelig at jeg gør så meget som jeg kan for at lille pige skal have en far, men det skal under ingen omstændighed være på hende bekostning. Hun er offer nok i den her sag, som jeg ser det… 

Jeg er ked af det blev så langt, jeg håber du hang ved og har nogle gode råd eller kritik om det jeg gør er helt forkert, for det tager jeg selvfølgelig også imod. Jeg er kun ude efter den bedste løsning for vores lille datter…

Venlig hilsen

W, med den helt perfekte datter <3

 



Renée's svar:

Kære W

Jeg har nu læst dit brev flere gange og tænkt en del over hvad jeg skulle svare dig. Det jeg altid lægger vægt på når jeg rådgiver forældre er, at de for alt i verden skal bevare et godt forhold, da et konstruktivt samarbejde er altafgørende for børnene. Men jeg må sige i dit tilfælde, og med de.....





Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook