Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Regler og normer er også meget forskellige i de to hjem


Renée

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Kære Renée

Jeg har to børn med min ex. En pige på 7½ og en dreng på 5 år. Vi blev skilt for 4 år siden og vi voksne har haft op og nedture i forhold til kommunikationen. Til tider har det fungeret fint og på andre tidspunkter kan vi slet ikke tale om noget. Vi er desværre inde i en skidt periode for tiden og har desuden en sag kørende i statsforvaltningen, hvor der pt. er en børnesagkyndig undersøgelse igang, fordi min ex. har slået min søn flere gange og på anden måde lavet overgreb af fysisk og psykisk karakter.

Han holder af en eller anden grund mere af vores datter og det er derfor ikke gået ud over hende - endnu. Hun lider dog på anden vis, nemlig ved at være i klemme imellem os voksne. Min ex. har giftet sig og venter barn med sin nye kone, som desuden har to børn fra et tidligere forhold (en datter på 8 og en søn på 2). Den nye kone er meget jaloux og sørger for at holde vores konflikt kørende ved hele tiden at puste til ilden. Det er min opfattelse, at der desuden bliver talt grimt om mig foran børnene, og på et tidspunkt måtte min datter slet ikke omtale mig når hun var hos dem, fordi fars nye kone så ville blive ked af det (dette er dog min datters egen tolkning). Regler og normer er også meget forskellige i de to hjem, og jeg oplever en pige som er væsentligt anderledes når jeg får hende hjem fra weekend (hun er pt. hos sin far hver anden weekend fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Lillebror er ikke med pga. omstændighederne i øjeblikket, men har normalt samme ordning). Det er min opfattelse, at samværet hos hendes far er meget anderledes end det jeg har med hende. Hun er meget overladt til sig selv og kan ikke tale med sin far om problemer fordi hun frygter hans reaktion (han har et meget voldsomt temperament og har desuden et alkoholmisbrug). Min datter er meget lukket og har svært ved, at sætte ord på sine følelser. Hun betror sig KUN til mig og det er min opfattelse, at hun langt fra fortæller om alt det hun bærer rundt på. Hun spekulerer meget over ALT og er yderst sensitiv overfor andres meninger og forsøger konstant at "læse" folk. Hun er perfektionist til fingerspidserne og har efter min opfattelse et meget lavt selvværd. 

Min datter går i 2. klasse og er fagligt stærk i alle fag. Hun har dog haft en del sociale problemer, da pigerne i hendes klasse er meget splittet op i grupper. Hun forsøger at passe ind i en gruppe på i alt 3 piger (klassens fagligt stærke og også de mest populære blandt de andre børn). Det har skabt en del konflikter, da gruppen ifølge læreren består af to der gerne vil bestemme (her er min datter den ene) og en der bliver kæmpet om. Sidstnævnte er meget sød og har ikke det store behov for at bestemme.

Jeg har ofte forsøgt at få læreren til at tage mine frustrationer over konflikterne alvorligt, men er siden 0. klasse blevet holdt hen med at det bare er pigefnidder og at det løser sig. Lige inden sommerferien kontakter forældrene til den stille pige klasselæreren fordi deres pige er brudt grædende sammen en dag og har sagt, at livet er svært at leve og at hun ikke vil i skole. Det reagerer læreren på med det samme og indkalder os tre hold forældre til en samtale med skolepsykologen. Jeg tænker, at det er da dejligt der endelig bliver gjort noget men kan selvfølgelig ikke lade være med at studse over at der ikke er blevet reageret i al den tid jeg har påtalt det. Det skal nævnes at jeg selv er lærer og det er min fornemmelse at klasselæreren er bange for at erkende sine fejl overfor mig.

I sommerferien har min datter ikke leget med nogen af de to andre piger (de har ikke spurgt og vi har heller ikke da jeg tænkte at hun så kunne få en lille pause fra det hele). Mit håb var så at det hele ville gå lidt lettere efter sommerferien og det gør det til dels også. Den anden pige (der gerne ville bestemme) har trukket sig lidt og leger nu også med andre piger. Det har gjort at der er kommet mere ro omkring min datter og den sidste pige. 

Det er svært at beskrive det hele fyldestgørende og der er mange andre faktorer som sikkert også sagtens kan spille ind på hele det problem, som jeg nu vil beskrive, men jeg har forsøgt kort at ridse det op der efter min vurdering er det mest væsentlige.

Her kommer så det problem, som jeg gerne vil have jeres hjælp til at komme videre med. 

Min datter er dybt ulykkelig når jeg afleverer hende i skolen om morgenen. Det har hun været stort set uafbrudt siden hun startede i 0. klasse, men det er blevet værre og værre med tiden. Det starter allerede om morgenen på hverdage, hvor hun skaber sig helt vildt, ikke vil have tøj på, ikke vil have mad, ikke vil i skole, råber og skriger osv. Når vi kommer op i skolen vil hun have at jeg skal blive i klassen til læreren kommer. Det har jeg gjort indtil slutningen af 1. klasse, men min jobsituation har nu ændret sig og jeg har derfor inden længe ikke mulighed for det mere. Derfor har jeg aftalt med min datter og med klasselæreren at jeg afleverer hende i klassen og at hun skal sidde på sin stol selvom der ikke er en voksen i lokalet. Jeg håbede at det ville lette afleveringen og at hun ville vænne sig til det med tiden, men vi har nu kørt med det siden sommerferien og det er kun blevet værre. Hun græder højlydt, holder fast i mig, hiver sig fast i mit tøj og følger efter mig når jeg går. Jeg har forsøgt alt: at være forstående og talt med hende om det og at være hård og skælde ud. Intet virker! Hun har sågar løbet efter mig en dag helt ned til bilen og mast sig ind så jeg ikke kunne lukke døren. 

De andre børn i klassen er begyndt at grine ad hende om morgenen (især den bestemmende pige som har trukket sig lidt fra gruppen) og det oplever jeg som meget ubehageligt for min datter. 

Jeg har som sagt talt med hende om det flere gange og spurgt ind til hvad der er årsagen. Hun har længe bare sagt, at hun bare ikke kan sige farvel og når jeg har spurgt lidt mere ind siger hun bare, at hun ikke ved hvorfor og ikke vil tale om det. For nogle uger siden tilføjede hun, at det var fordi der var for meget uro og larm i klassen og at hun blev nervøs, men om det kom sig af at vi havde talt om det tidligere ved jeg ikke. Det er en meget larmende klasse og min datter er som sagt ret følsom men jeg tvivler alligevel på at det "bare" er det.

Min jobsitustion er som sagt ændret og det betyder at jeg inden længe ikke har tid til at bruge så meget tid og energi på afleveringerne, som for øvrigt tærer utroligt meget på mine kræfter. Derfor er jeg ved at være desperat for at finde en løsning. 

Jeg har talt med skolepsykologen om det, men hendes bedste råd er bare at lade være med at tage mig af det. Jeg synes bare ikke det virker og min tid og energi er nu ved at løbe ud. Hun mener jeg skal lade som om det er en helt alm. rutine at hun bliver ked af det og hvis hun så en dag ikke gør skal jeg gøre lidt grin med det og sige noget i retning af "nå skal du slet ikke græde i dag. Det plejer du da ellers på det her tidspunkt". Det kan jeg bare ikke få mig selv til for jeg ved at det vil få hende til at blive endnu mere ked af det.

Det skal siges at min ex. ikke har de samme problemer med at aflevere. Hun kan godt blive ked af det med ikke lige så voldsomt, men han bliver også til læreren kommer (som jo er det hun gerne vil have). Klasselæreren siger, at der kun går et øjeblik fra jeg er gået til hun er glad igen og at hun i øvrigt trives. Jeg kan ikke finde ud af om det bare er fordi hun gemmer det indeni eller om det virkelig er fordi det hele er overstået lige bagefter. Jeg tror selv mest på det første.

Jeg håber der er en der kan hjælpe med et godt råd og meget gerne snart.

På forhånd tak.

Mvh. en træt og bekymret mor



Renée's svar:

Kære trætte og bekymrede mor

Det er en svær situation du står i med din datter lige nu, det er der slet ingen tvivl om. For når man som forældre oplever, at ens barn er ude af trivsel, bliver man jo ramt. For hvorfor er barnet ude af trivsel? Hvad er det der er årsagen? Og hvad kan jeg lave om, hvad kan jeg gøre anderledes? Og din datter trives åbenlyst ikke med at komme i skole, eller med at skulle sige farvel til dig. Det er jo det hun forsøger at fortælle ved at græde og holde fast.

Og jeg vil med det samme slå fast, at jeg på ingen måde er enige med skolepsykologen i, at du....





Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook