Spørgsmål:
Kære Renée.
Jeg har i seks år været sammen med en alkoholiker, som for 10 måneder siden blev ædru. Vi har en datter på fire år sammen, og jeg har en søn på 14. Vores forhold har selv sagt været turbulent, og jeg har været flyttet fra ham et par gange. Senest i august sidste år, hvor jeg meddelte ham, at han ikke måtte se sin datter, før han gik i behandling. Han ”ramte bunden”, som man siger, og kom derefter ud af sit misbrug.
Der har altid været en stor fysisk tiltrækning mellem ham og mig, og sex har vi da i hvert fald kunnet finde ud af. Det fortsatte lige indtil for tre uger siden, da jeg gjorde det forbi mellem os. Siden han var i behandling i foråret (han holdt op med at drikke på antabus sidste vinter og kom i behandling efterfølgende), har vi også haft det turbulent. Jeg havde håbet, at efter alle genvordighederne skulle vi nu til at arbejde på at få forholdet til at fungere og holde sammen på familien og parforholdet. Det har jeg været ret alene om hele vejen igennem.
Jeg smed håndklædet i ringen midt i september, for jeg syntes, han blev ved med at svigte. Han udviste ikke omsorg, ville ikke have mig med til familiesammenkomster osv. Han undskyldte sig med, at han ikke ville blande sin familie ind i, at vi igen var sammen, da det havde været meget on/off. Jeg mente, vi ikke ville komme videre, før vi meldte ærligt ud og begyndte at foretage os ting sammen. Han sagde, at han var nødt til at lære at være social alene, før han kunne være det sammen med mig. Til sidst blev det bare for ydmygende for mig, og derfor sagde jeg fra.
Ville have tid til sig selv
Han havde sagt til mig, at de i Anonyme Alkoholikere, hvor han går til møder, ikke anbefaler at man bruger så meget energi på sit parforhold, fordi det er vigtigt, man bruger tid på sig selv. De anbefaler heller ikke, at man går ud og finder ny partner, når man er midt i trinarbejdet, som er en del af det at holde sig ædru, sagde han.
Den dag jeg gjorde det forbi, befandt han sig i min lejlighed, han havde fået sin egen bolig efter endt behandling i samme bebyggelse som mig, og det fungerede fint. Jeg havde været ude at spise, og han var hjemme med vores datter. Pludselig indså jeg bare, at jeg var for ked af den måde, det kørte på, og jeg var nødt til at sige fra. Han havde lagt rent på sengen og sad og ventede på mig, men gik hjem til sig selv.
Tre dage senere, om lørdagen, hentede han efter aftale vores datter. De skulle til familiefødselsdag (den jeg ikke var inviteret med til). Han hentede hende kl. 14, og afleverede hende næste morgen kl. 9. De næste 14 dage så han hende ikke – så var han for træt, så havde han sent fri osv. Det rystede mig, fordi han altid havde været 100 pct. på over for hende. Nu kom hun i fjerde-femte række efter sejltur med en ven, middag hos sin bror, AA-møder, arbejde osv.
Ny kæreste efter 17 dage
Men nu kommer jeg til selve pointen: Vores datter var hos sin farmor fra fredag til lørdag den første weekend i oktober. Han skulle hente hende der om lørdagen og være sammen med hende til søndag, hvilket han gjorde. Jeg ringede om aftenen for at høre, hvordan hun havde det. Det var jo 14 dage siden, de havde set hinanden, og hun havde sagt til mig, at hun ikke ville se far mere, så jeg ville lige høre til dem. Han meddelte mig, at hun var i Blockbuster, og at de var hos ”nogen” i København, og der var også andre børn.
For at gøre en lang historie lidt kortere, holdt han nu weekend hjemme hos en ny kvinde og hendes to børn, 17 dage efter vores brud og mindre end tre uger efter, vi havde haft god sex, og han havde fortalt mig, hvor dejlig, jeg var.
Jeg er så rasende på ham, at jeg næsten ikke kan få luft. Jeg ved godt, mange mænd farer ud og finder en anden for at dulme følelserne, det var jo det samme mønster han havde, da han drak, dengang dulmede han bare sine følelser i alkohol. Men at han leger far, mor og papbørn 17 dage efter, vi har afbrudt et knap seks et halvt år langt forhold gør, at jeg føler mig fuldstændig til grin.
Jeg er så gal, at jeg ikke kan kigge på ham, smile til ham, invitere ham ind til kaffe og aftale fortsat samvær med vores datter, selv om det ville være det bedste for hende. Jeg knaldede døren i hovedet på ham, da han afleverede hende, og jeg kan ikke engang holde ud at tale med ham. Jeg ved godt, jeg burde være ligeglad, jeg vil jo ikke have ham, men det sårer mig, at han bare trækker på skuldrene, undlader at kæmpe for vores forhold og går ud og etablerer noget nyt så hurtigt. Jeg synes også, det er alt for hurtigt at involvere vores datter i det, det er jo så nyt, at han ikke aner hvor, det fører hen. Hun er i forvejen ked af at far ikke bor hos os, siger hun. Og det er da lidt meget at skulle forholde sig til ny kvinde, to børn osv. lige efter. Eller hvad siger du?
Mange hilsner
Den sårede.
Renée's svar:
Kære Sårede
Jeg vil begynde med at give dig ret, jeg synes også det er hurtigt, at involvere sit barn i et nyt forhold, 17 dage er ikke mange, det er helt sikkert. Så jeg forstår godt, du er såret over det.
Men, når det er sagt, så ved du ikke præcist, hvordan han har involveret jeres datter...
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her