Orker ikke og er ikke motiveret for at arbejde med parforholdet

Jeg er en kvinde på 43 år. Jeg lever i en familie, hvor min mand og jeg ingen fysisk kontakt har til hinanden. Vi sover ikke sammen og har ikke gjort det i mange år. Sammen har vi et barn på 14 år, som netop er blevet konfirmeret.

 

Som tiden er gået har min mand og jeg fået opbygget et ganske fint venskab til hinanden, på den måde, at vi egentlig har en stor respekt mht. de daglige udfordringer. Vi er blevet ganske gode til at samarbejde.

 

Men min fortrolighed har han ikke. Jeg har ingen tillid til ham, når det gælder noget som er personligt mht. det som er mit private. Og derfor er der heller ingen intimitet mellem os mere. Jeg har ofte sagt, at han er en god familiefar, men en dårlig partner, for respekten for mig som person, har jeg aldrig kunnet opnå hos ham.

 

Og derfor har jeg i mange år leget med tanken om at blive alene. At få etableret mig i mit eget liv. Desværre er min indkomst lav og det giver mig en stor usikkerhed på om jeg vil kunne klare det økonomisk.

 

Ligeledes er jeg vel også usikker på, om jeg vil være i stand til at tage det ansvar der skal til, for at skabe et ordentligt liv for vores barn.

 

Og endelig så gør det mig usigeligt ondt at jeg vil tage mit barns daglige tryghed. Mit barn er meget knyttet til familien og er også temmelig tryghedssøgende.

Det gør mig ondt at skulle give mit barn en tilværelse, hvor der flyttes mellem mor og far.

 

Jeg ved at jeg vil påføre mit barn smerte ved at gå fra min mand og det har jeg svært ved.

 

Som  14 årig er man jo i en kritisk alder. Mit barn er barn på nogle områder. Og på andre har mit barn åbnet op for ungdommens år. Men det er endnu så spæd en begyndelse. I hvilken alder er et barn så voksent at afhængigheden til familien er så lille, at det bliver nemmere at miste basen? - Jeg havde måske troet/håbet på at det var når barnet var konfirmeret, men sådan oplever jeg det bare ikke.

 

Jeg ved jo godt at det også meget handler om min egen usikkerhed. For hvis jeg nu valgte at gå fra min mand med en stor sikkerhed i mig, ville jeg også bedre kunne rumme mit barns usikkerhed.

 

For det er et andet tema. At selvom jeg vokset fra mit barns far, så holder jeg af ham. Han og jeg har kendt hinanden i mere end 20 år. Det har også været min base i  rigtig mange år og selvom jeg godt kan drømme om min egen tilværelse, så har jeg også svært ved at rykke op fra det som har været mit liv i så mange år. Jeg føler mig på mange måder hjælpeløs, når det gælder at skulle skabe min egen tilværelse og samtidig skulle tage ansvar for vores barn.

 

Og måske er det netop den usikkerhed det hele handler om. Det at skulle stå på egne ben. Kan jeg nu klare det? - Kan jeg klare mig økonomisk? - Og jeg føler at ansvaret for mit barn og dets opvækst også betyder meget for mig.

 

Det at forestille mig alene i en lejlighed, uden at have nogen at dele ansvaret med. Ikke at min mand og jeg nogensinde har været gode til at samarbejde om ansvaret, men alligevel så har han jo været der, og været med til fysisk at skabe den familie, som har været mit udgangspunkt i mange år.

 

Jeg vil lige tilføje at jeg har sat mig ind i min økonomiske situation ved skilsmisse. Ved hvad jeg vil kunne opnå af støtte. Og dertil har jeg også lagt budget. Alligevel er det ikke et område, at jeg føler mig særlig sikker i.

 

Jeg er godt klar over at nogle kvinder ville være blevet skilt for mange år siden, hvis de havde følt som jeg. Men jeg er også bevist om at andre ville mene at de havde det ganske godt (økonomisk tryghed og en stabil mand). Men jeg savner en mand, jeg kan have et fællesskab med. En mand jeg kan dele med. En mand som vægter livet på samme måde som jeg. En partner er det jeg savner. Ikke en faderlig forsørger.

 

Lad nu være med at foreslå parterapeut, for det gider jeg ikke. Der var engang, at jeg havde følelser nok for min mand til selv at foreslå parterapeut. Dengang gad han ikke.  Nu gider jeg ikke. Orker ikke og er ikke motiveret for at arbejde med parforholdet.

 

Venlig hilsen

kvinde 43 år.

Jeg vil straks afholde mig fra at foreslå en parterapeut, og i stedet foreslå dig at du selv....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her