Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Min X vil styre alt og vil ikke acceptere de grænser jeg forsøger at sætte op. Hvad gør jeg?


Hanne

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Min x vil styre alting, lytter ikke til noget af det jeg siger, og vil ikke acceptere de grænser jeg forsøger at sætte op. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg har et seriøst problem med min x.

Vi fik en pige sammen for 5 år siden og gik fra hinanden da hun var ca 2 år. Det var ham der gik. Efter jeg havde kæmpet meget længe for at få forholdet til at fungere (på trods af alskens utroskab fra hans side, og et forløb som min psykolog siden har kaldt decideret psykisk vold, og som det tog mig en rum tid at komme mig over), indrømmede / indså han at han slet ikke ville forholdet, og flyttede. Han har dog ikke villet give slip i den dårlige relation, virker det som om. Han dyrker det nærmest.

Jeg har nu fundet mig en fantastisk dejlig mand, som har givet mig to bonusbørn og 2 nye børn (tvillinger). Alle børnene er også glade for hinanden, og alle har accepteret bonusforældre, ekstra bedsteforældre, nye babyer mm, så alt er godt dér. Min nye mands x er også stort set problemfri, og samarbejdet går fint dér.

Problemet er min x.

Vores datter elsker ham højt og han er en god far for hende. Dog er vi forældre på MEGET forskellig vis. Og det er jo sådan set helt ok!

Det er faktisk svært at forklare sådan helt enkelt, hvad problemet er. For det er meget vigtigt for ham at det SER UD som om vores samarbejde er godt. Og det er også dét han ynder at fortælle alle. 
Han formår således at have meget ubehagelige samtaler og sms’er kørende, og så dukke op og opføre sig, som om intet var galt imellem os. Så på overfladen er det hele ’så godt’.

Men virkeligheden ser helt anderledes ud. Og overskriften er at han vil styre alt, diktere alt, og ikke respekterer nogen grænser endsige bare lytte til hvad jeg siger, ligegyldig hvad det er jeg har en mening om. Hvis jeg siger ’blå’, siger han konsekvent ’RØDT!’ og forventer det bliver sådan. Og det gør det så… Fordi alternativet er en meget grim konflikt, som jeg meget gerne vil undgå bliver en del af vores datters liv.

For at skitsere problemerne lidt:

Han vil ikke lave nogle faste aftaler om deleordning pga hans arbejde, som er meget skiftende og indebærer mange lange rejser. Dét har jeg accepteret fra start, da jeg ønskede at min datter så sin far mest muligt.

Officielt deler vi vores datter 50/50 men reelt er hun hos os 75% tiden, når jeg kigger i kalenderen for hele sidste år. Hele mit liv – og faktisk hele min families liv, og selv min mands Xs liv bliver indrettet efter min X’s arbejde og ønsker. Men resultatet er at ALLE aftaler om samvær ene og alene er indrettet efter min Xs kalender og ønsker, for at vores datter kan se sin far mest muligt. Således er han faktisk temmelig afhængig af, at vi samarbejder med ham. For det ville være meget svært for ham at få sin karriere til at gå op med et liv med et barn, hvis vi ikke var så fleksible at indrette alt efter dét. Egentlig har jeg ikke noget imod at det er sådan. Men jeg synes det er meget problematisk at han tager det fuldstændig for givet, at alting kan indrettes om, når hans planlægning ’kræver’ det. Det er nemlig derudover meget sjældent at en aftale bliver overholdt. Vi kan sjældent regne med at dét, der er planlagt nu også bliver sådan, og hver gang der bliver ændret, så har det en stor effekt på vores, vores børns og alle andres liv omkring os. Det er meget anstrengende. Min X opfører sig ikke som om han forstår dét, selvom jeg har forklaret ham det mange gange. Det er nærmest som om vi er en 24 timers pasningsordning, som han fast abonnerer på, og har RET til at bruge som han vil, når han vil. Dvs han både kan hente og bringe som han vil, meget temmelig kort varsel, uden synderlig meget hensyntagen til vores liv, eller vores datters.

Vi har endnu aldrig haft en snak om, hvorvidt det nu også er den bedste deleordning for vores datter… at indrette det efter min Xs kalender. Det tages bare for givet, da det jo virker som den eneste mulighed for at de får så meget samvær som muligt. Men der findes jo reelt mange andre løsninger, og det er bare aldrig blevet taget op. Og dét siger nok en hel del om situationen.

Jeg tør ikke rigtig tage det op, da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal foreslå vi skal gøre… Og fordi jeg ikke orker hans reaktion og den konflikt dét vil medføre.

Han ønsker desuden, at vores datter skal ringe til eller skype med ham hver dag. Det gjorde vi så i starten. Men nu er hun blevet større. Og min X vil ikke lytte til mig eller tro på mig, når jeg forklarer at det er en dårlig idé nu, fordi hun bliver ked af det… og desuden ofte er midt i noget, når min X har tid til at snakke, og hun derfor ikke rigtig vil. Det er en meget stor konflikt mellem os. Han mener vi skal ’skabe et behov’ hos hende, så hun altid vil ringe til sine forældre (eller i hvert fald sin far) hver dag.

Jeg mener omvendt at vores datter altid skal kunne og have lov til at ringe så snart og tit HUN vil. Men jeg siger altid til hende, at hun KUN skal ringe til mig, hvis hun får lyst, når hun er hos min X. Det gør hun så stort set aldrig. Hvis jeg ikke får vores datter til at ringe min X op, så ringer og SMSer han med meget dikterende ordlyd i bydeform, hvad jeg skal gøre og sige overfor vores datter, og han ringer op og skælder mig ud, hvis jeg ikke gør det.

Desuden vil min X have, at han altid lige kan komme forbi i vores hjem, når vi har hende, eller at vores datter kan ’komme på besøg’ hos ham en eftermiddag hvis det passer ind. Det synes jeg er en dårlig idé, hvis det er en generel ting og især hvis det er en ’ret’ der går ud over hvad dem der bor i huset har lyst eller tid til. Dels fordi vi er mange i familien og det jo ikke kun handler om dén datter, men at vi som familie tit er i gang med noget, hvor min X ikke passer ind. Dels fordi min datter bliver lidt højt gearet når han er der, og lidt forvirret og ked af det, når han går igen. Og så også fordi jeg selv har svært ved at min X mener og opfører sig som om han har RET til at komme og gå i vores hjem. Det synes jeg ikke, han har. Men når jeg siger, at det ikke passer så godt at han kommer, så svarer han tilbage i nærmest truende form, at han kommer på dét og dét tidspunkt og det står ikke til diskussion… og at jeg i øvrigt er vanvittig, syg, en heks osv fordi jeg vil afholde ham fra at se sin datter.

Han vil også meget gerne deltage i diverse familieaktiviteter, fødselsdage, jul osv. Og er enten let skuffet eller meget fortørnet og vred over hvis jeg ikke synes det passer ind, ligesom han fisker efter invitationer til feks mine nevøers fødselsdage (når han er i landet), køber meget store gaver til dém og gerne vil hente vores datter der til festen osv…

Han vil ikke tale med mig om hvor meget vores datter må spille ipad, telefon osv. Og han giver hende lov til at spille spil som egentlig er til voksne. Og når jeg foreslår at vi tager en spillefri periode, så får jeg meget store ord tilbage om at jeg skal holde op med den snak, mine forsøg på at styre hvad der foregår hos ham og igen, at jeg må være vanvittig. Jeg synes vores datter næsten kun taler om spil, når hun kommer hjem fra ham, hvorfor jeg tror hun spiller ret meget derovre. Og jeg har som modvægt nu besluttet at hun slet ikke må spille hos os. Jeg har ikke forsøgt at styre hvad de laver, det ved jeg godt, jeg ikke kan. Men jeg har forsigtigt foreslået om vi kunne overveje om hun ville have godt af et par uger uden spilleri… 

Jeg foreslog på et tidspunkt at vores datter skulle gå til en fritidsaktivitet. Dét afviste han purre med meget grimme ord om mig, at jeg var en curlingmor mm. Og derefter har han så selv – uden overhovedet at fortælle mig det, gjort netop dét med hende. 

Han ønsker at vores datter deltager i TVprogram. Det har jeg sagt klart nej, flere gange. Men han har råbt, skrevet og sagt, at dét holder han fast i og dét kommer hun til! og at jeg er egocentreret mm over ikke at ville lytte til hvorfor han synes det er godt for hende at gøre dét (jeg HAR lyttet og synes det er meget dårlig idé og vil ikke give mit samtykke, men han er ligeglad).

 

Han har - uden nogen form for dialog eller research eller viden om skolerne i nærheden - besluttet at vores datter SKAL gå i folkeskole. Det kan godt være hun skal dét. Men jeg ville ønske vi kunne have en ordentlig overvejelse og snak om de skoler der er. Den snak ser jeg ikke komme, da vores kommunikation er helt umulig efterhånden og jeg aner ikke hvordan vi skal beslutte hvilken skole hun skal gå i.

Sådan er der en uendelig lang række ting… hvor han stiller sig på bagbenene, dikterer og kører magtkamp om de mindste ting. Uden overhovedet at opføre sig som om relationen til hans datters mor var vigtig for ham.

Vores dialog er nu så betændt så al kontakt er decideret ubehagelig. (Hvilket gør disse ’besøg’ til en lidelse for alle, fordi han lader som om alt er godt, kort tid efter han skrevet meget ubehagelige ting til mig på sms). Han kalder mig meget grimme ting, skriver næsten i hver anden kontakt at jeg syg, vanvittig, taler vanvid, har vrangforestillinger osv)

Det er ekstremt belastende for hele familien efterhånden.

Han er meget styrende, dikterende, nærmest truende. Samtidig er jeg bange for at blive part i min datters værste mareridt… Der skal jo to til en tango, men jeg synes virkelig virkelig virkelig jeg har forsøgt at bøje og bøje mig, og alle omkring mig siger at jeg oversamarbejder, og at det er dét der er problemet. Jeg ved bare virkelig ikke, hvordan jeg skal stoppe det her cirkus. Og summasumarum er at jeg ikke orker flere konflikter. Hvorfor jeg også er meget bange for at foreslå feks en samtale med en børnesagkyndig (hvilket jeg ikke tror han vil deltage i da jeg allerede har forsøgt én gang hvor jeg sad der alene), parterapeut (hvilket jeg ikke tror han vil) eller lignende. Jeg er faktisk også i tvivl om, hvorvidt sådan en samtale vil kunne hjælpe os, da jeg på en måde tænker at han / vi er udenfor rækkevidde og at han mere end noget, tror at alt hvad jeg gør er en aggression mod ham og ikke et forsøg på at gøre hvad jeg mener er bedst for vores datter. Ligeledes ville han være enormt ‘dygtig’ i sådan et møde og så gå ud og gøre noget andet bagefter.

Men. Faktisk. Ville jeg jo ØNSKE mig at mange af de ting, min X også ønsker sig, kunne lade sig gøre. For mig datters skyld: telefonsnak og skype når HUN vil, besøg HVIS det passer ind og er hyggeligt, endda højtider sammen er på sigt fint for mig… hvis han bare ville respektere mig, når jeg sætter en grænse, siger nej eller har et input. Hvis han kunne lytte lidt, hvis han kunne acceptere at jeg findes og har en mening om vores datter som måske er valid, og at jeg faktisk indretter hele mit liv efter hans ønsker tidsmæssigt… Men det er som om alt er blevet en kamp, som jeg slet ikke forstår. Jeg har nu i flere år kæmpet for at vores datter skal vokse op med to forældre der kunne tale sammen, ses og havde et ’godt’ samarbejde. Men det er IKKE lykkedes. Heller ikke selvom min X går rundt og bilder sig selv og andre dét ind. Og jeg aner ikke mine levende råd om hvordan jeg skal få et reelt godt samarbejde op at køre med min datters far. Eller bare stoppe den meget grimme udvikling, der er i gang. Og jeg er bange for at det ender helt grimt for vores datter.

Jeg håber I måske kan give mig et råd… selvom jeg ved det er ret svært med denne gordiske knude.

mvh L



Hanne's svar:

Kære L, 

Jeg kan jo læse at du og I som familie har det hårdt når din eks. ikke respekterer dine /jeres grænser.

Jeg vil derfor foreslå dig at du opstiller meget klare regler for hvornår og hvordan du vil samarbejde – også selvom det går lidt ud over samværet mellem far og datter. Da hans måde at agerer forældre ...........





Du er ikke logget på.

For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2015 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook