Spørgsmål:
Kære Delebarn
Jeg skriver til fordi jer ikke ved hvem jeg ellers skal skrive til. For at gøre en laaang historie kort: Blev separeret i sep. 2009, fik en 7/7 ordning, fordi det skal man i dag uanset hvad. Har haft en forfærdelig separation, hvor min eks mand har kørt psykisk terror på mig, han var blevet fyret og havde ingen venner og familie, og var MEGET afhængig af mig ( og ikke omvendt )
Grunden til at vores skilsmisse har været så hård, er først og fremmest min eks mand som ikke ville acceptere vi skulle skilles og begyndte at skrive lange hade brev og andre dage kærligheds breve og blev efterhånden så modbydelig at han begyndte at nægte mine børn kontakt med mig i de 7 dage han havde dem. Det endte så med, at vi kom i statsamtet pga. af mig. Og der endte det så med at han skulle give begge børn lov til at se mig hvis de ville, man han gjorde alt for at de ikke kunne og hvis de endelig skulle var det tids begrænset 1 time eller 1 ½ time som egentlig kun gjorde besøget værre, fordi begge børn savnede mig MEGET……
Jeg fik så kontaktet en rigtig god advokat i mødrehjælpen som jeg så endte i retten med i mod min eks, fordi jeg ville have en 9/5….. var i retten d. 04.06. Mødet i retten gik som forventet vi var begge MEGET uenige og det endte med at der skulle en børnesagkyndig på min dreng på 9 år. Og der skulle udtalelser fra børnehaven og skolen. Min eks har i midlertidig taget en snak med et af børnene og har fortalt min dreng, at hans mor ville skilles og at hans mor også vil have ham til at snakke med en dame og det ville far ALDRIG have haft gjort. Men det er jo din mor som bestemmer åbenbart, har han sagt. Min dreng er efter samtalen med sin far, blevet meget nervøs, og ønsker ikke en samtale med den børnesagkyndige. Jeg har fortalt ham, at det er for hans egen skyld og at han bare skal fortælle hende ALT. men han tør ikke, for han er bange for at hans far får noget at vide og sådan kører det hele tiden.
Jeg ved godt det her brev er lidt rodet. Men jeg sidder her 9 måneder efter vores skilsmisse og er stadig MEGET deprimeret ( har fået psykolog hjælp, men det hjalp ikke/hjælper ikke ) Har prøvet lykkepiller, men efter 3 dage, smed jeg dem væk for jeg vidste jo godt hvorfor jeg var depri og ville ikke styres af nogle piller. Grunden til jeg er deprimeret er fordi jeg SAVNER min børn så meget ( min søn er 9 og min pige er 5 ) Jeg savner DEM HVER DAG, hvert minut jeg ikke er sammen med dem. Jeg føler ikke jeg kan leve uden dem. Jeg har altid prioriteret mit liv HØJT sammen med mine børn og har haft 27 timer i 9 år. (Min eks har aldrig ønsket barsel/orlov)
Hvad gør man når ens liv står stille og man er ked af det hele den uge jeg ikke har mine børn. Jeg er medejer af en firma, men føler jeg hver dag skal KÆMPE EN KAMP FOR BARE AT OVERLEVE, og glæder mig bare til at komme hjem og pakke mig inde. Jeg har fået en ny rigtig sød og dejlig kæreste som er meget forstående, men jeg føler ikke jeg har plads til ham, og er begyndt at trække mig tilbage. HJÆÆÆÆÆÆÆLP hvad gør jeg for at få mit liv og min liv glæde tilbage?
Jeg går rundt med tanken om, at retssagen ender med at min eks mand beholder de 7/7, hvis det sker, ved jeg ikke hvad jeg gør?
Hilsen
V. Jensen
Renée's svar:
Kære V. Jensen
Jeg synes på en måde dit brev mest af alt handler om dig og din eksmand, og alle de følelser der åbenlyst er meget svære for jer at håndtere, og ikke så meget om jeres børn, eller hvad der er bedst for dem.
Og det er ikke fordi der er noget galt med det, jeg tænker bare at det er væsentligt at gøre opmærksom på. I en skilsmisse er der altid .....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her