Spørgsmål:
Hej Delebarn.dk
Jeg skriver for at få et godt råd og for at hører om jeg er helt forkert på den. Jeg har en dreng på 13 og en pige på snart 11 som har hver deres far. Det her drejer sig om min datter- hvis far er meget svær at samarbejde med. Jeg gik fra ham for omkring 8 år siden , bla fordi han ikke var god ved min søn. På det tidspunkt var min datter 2 ½ år. Tiden derefter var meget hård, med trusler og psykisk terror fra hans side, men jeg kæmpede mig igennem for det skulle ikke gå ud over vores datter. Vi havde en deleordning 7/7 da han dengang boede i samme by som vi gør nu.
Da hun blev 5 flyttede han 200 km væk til sin nye kæreste, og jeg havde ikke nogen problemer med det- og som jeg sagde til ham, skulle jeg nok give ham så meget tid med hende som muligt. Dvs alle påske, pinse, efterårs og vinterferier. I de to første år havde hun sågar fra fra sin skole fredag hver 1 dag for at komme derop til ham. Det droppede vi dog da hun kom i 2 klasse.
Herefter var det stadig alle ferier, fridage og 3 ugers sommerferier frit efter hans valg. Samt han har kunnet bytte som det passede ham. Altså oveni fredag til søndag hver 14 dag. Vi aftalte at mødes på halvejen så ingen af os skulle kører den lange tur når hun skulle på samvær. For mit vedkommende er det så 200 km hver anden weekend. For vores datters vedkommende er det 400 km hver anden weekend. Da hun har meget nemt ved at blive kørersyg og derfor skulle have tabletter hver gang- og blev sløv- syns hun efterhånden det var rigtig træls med de lange ture. Jeg nævnte det for hendes far- men det lyttede han slet ikke til. Vi fortsatte som altid, selvom jeg havde dårlig samvittighed over for vores datter. Nå nu er hun så blevet 10 snart 11 år og det seneste år har hun beklaget sig mere og mere over at skulle køre så langt plus hun går glip af en masse socialt. Det være sig fødselsdage i skolen, arrangmenter i skolen og andre ting. Hun går også til håndbold og ikke engang kampe i weekenderne kan hun være med til, da de falder i hans weekender.
Når sådanne ting falder sammen med fars weekend- har jeg bedt hende om at spørge ham om hun må blive hjemme- hun forsøgte én gang og fik et nej. Hun brød fuldstændig sammen , da det var noget hun havde ventet på meget længe. Jeg besluttede derfor selv at tage kampen med ham- og han ville ikke lytte, så jeg besluttede at holde hende hjemme og gav ham besked herom.
Alligevel vælger han at sende en besked den dag vi skulle ha mødtes- om hvor hun bliver af. Hun blev selvfølgelig skide ked af, at have ”snydt” sin far. (men han havde jo fået beked). Herefter er alt som det plejer og jeg bakker op om at hun skal op til far selvom det ikke altid passer hende.
Nu er sagen så den, at hun netop har været væk fra skolen i 3 uger fordi hun har været på ferie i USA med far og hans nye familie. Noget som jeg selvfølgelig har bakket op om- for det er en stor oplevelse. Da hun kommer herhjem igen – har hun svært ved at falde til ro og har angst om aftenen. Hun føler sig forfulgt. Hun sover derfor inde ved min mand og jeg i 10 dage. Dette skriver jeg jo til hendes far- men igen siger han bare at det lyder underligt. Problemet er at hun slet ikke tør sige sådan noget til ham eller for den sags skyld hvad hun føler eller har brug for. Han tror jeg er fyldt med løgn. Da det efter ferien (12 dage ) igen er hans weekend- og hun virkelig ikke kan overskue den lange tur igen og har brug for at være hjemme og pleje det sociale med vennerne og slappe af- skriver jeg til ham at hun gerne vil bytte weekender de næste 3 gange. Også fordi der kommer to håndboldstævner . Det vil han slet ikke være med til og jeg beslutter for anden gang at lytte til hendes behov. Hun bliver hjemme og hvis han ikke vil bytte de andre weekender- må han vente til om en måned med at se hende igen. Han ringer aldrig til hende her, han snakker til hende som om hun er en baby og han vil slet ikke tro på hvad jeg fortæller om hendes psyke og behov. Vi har ingen aftale skrevet ned og jeg ønsker det heller ikke- for hendes skyld. Det bedste for hende er at vi kan være flexible og tilpasse os. Jeg er godt klar over at de deroppe 200 km væk også har et puslespil- med job, delebarn og fælles barn , men der er jo aldrig problemer når vi skal bytte den anden vej. Tit er vores datter med ham på arbejde, eller skal slæbes med til papsøsters ridestævner osv. Hvorfor kan hun så ikke selv få lov at passe sin sport herhjemme?
Jeg håber i kan hjælpe med et godt råd.
Hilsen en meget fortvivlet mor
Renée's svar:
Kære fortvivlede mor
Jeres datter er efterhånden ved at være så stor, at hun selvfølgelig selv skal være med til at bestemme om hun vil afsted på weekend eller ej. At tvinge et barn på 10 år til weekend samvær er efter min mening ikke.............
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her