Spørgsmål:
Hej Delebarn.dk
Jeg håber I kan hjælpe mig med nogle af de problemer jeg vil beskrive i dette brev.
Jeg er en kvinde på 28 år og mor til en pige på 8 år, fra tidligere forhold og en lille datter på knap 5 mdr. Jeg har været sammen med den yngstes far på 31 år i ca. 3 år.
Nu er vi nået til, at vores forhold er blevet så skrøbeligt, at det er bristet fuldstændigt.
Dette ligger til grund for en masse der er sket på kun 1 år. Jeg blev uønsket gravid, men valgte at gå hele vejen, selvom jeg dengang kunne mærke at vores forhold skulle have haft en ende. Men graviditeten gav pludselig mit liv en helt anden drejning og jeg måtte blive i forholdet.
Vi valgte at flytte sammen, men det varede ikke længe efter, at jeg stod tilbage efterladt til fordel for en hund, som han havde og som jeg havde bedt ham om enten at tage sig af eller skille sig af med. Men han valgte hunden. ( ansvaret for hunden, som han tog med ind i forholdet, var lagt over på mig pga. hans arbejdstider og jeg er ikke så god til det der med hunde). Han tog sig ikke af hunden og den kom aldrig ud og gå ture. Lå dag ud og dag ind og bare ventede på ingenting.
Dybt såret og forladt følte jeg mig. Tænk at hans kommende barn havde så lidt betydning. Hørte ikke fra ham før jeg selv måtte tage kontakten. Jeg var indebrændt, gal og ked af det. Så når jeg så ham efter han havde flyttet alle sine ting, fik jeg sagt en masse dumme ting i afmagt, som gjorde at han bare gav igen. Ønskede jo bare han kunne tage sig af hunden, så det ikke lå på mig.
Men så fandt han jo ud af at det var svært at undvære os i længden og ville have vi skulle finde ud af det, også med at han tog sig af hunden.
Det synes jeg var dejligt at han var noget dertil. Men det krævede bare lige at vi flyttede fra Korsør til Ringsted. Det betød, at jeg måtte tage min store datter ud af skolen og væk fra sin far og så flytte til Ringsted, hvor vi kunne leje en tjenestebolig fra hans arbejde, på den måde kunne han bedre tage sig af hunden, da huset ligger tæt på hans job.
Jeg gav forholdet en ny chance. Men måtte også finde mig i en masse jalousi omkring min eks og jeg. Mit forhold til min eks, er på et meget venskabeligt plan. Og vi har aldrig haft problemer med at finde ud af det omkring vores pige. Men det kunne min kæreste slet ikke forholde sig til. Og jeg blev mistænkt for en masse. Han lurede mine sms’er for at finde noget, men intet fandt han, som han kunne bruge mod mig. Jeg viste ham hele tiden, at vi bare var venner og prøvede aldrig at skjule noget. Men mange gange måtte jeg finde mig i at blive svinet til for at have den gode kontakt vi nu har omkring vores datter.
Han har virkelig ændret sig efter vi flyttede sammen i sommers. Næsten skræmmende.
Min store datter har også lidt rigtig meget under alt det her. Og hvis jeg kunne lave det om, havde jeg aldrig flyttet sammen med ham. Så havde jeg skånet hende. Men desværre har hun måtte se sin mor blive mere og mere nedtrykt. Hun bor hos sin far 1 uge+/- og 1 uge hos mig. Vi er ikke så firkantede omkring det, da hun selv har indflydelse på hvor hun synes hun vil være og hvor længe. Det giver hun udtryk for, at hun bedst kan lide sådan. Men min kæreste derimod har haft meget imod det, nok fordi han ville undgå at jeg ikke skulle have så meget kommunikation med min eks.
Min kæreste og store datter, har også ofte mange konflikter. Han er tit efter hende og skal finde noget negativt ved det hun gør. Og så er min datter jo en pige der ikke bare tager et nej for et nej. Hun vil vide hvorfor dit og hvorfor dat. Men det resultere bare i at han bliver rigtig irriteret og han siger en masse, som udløser, at hun ofte går på værelset og er ked af det. Efter den lille kom til verden, er han efter den store med sin hygiejne og hun må næsten ikke røre hende eller tage hende op og lege med hende. Det er hele tiden så kontrolleret. Og jeg får en sten i maven hver gang, da jeg ønsker hun skal have et naturligt forhold til sin lillesøster. Det mener jeg ikke hun kan få på sådan en kontrolleret måde. Nu er jeg selv pædagog og har været i en vuggestue/børnehave og ved, at man ikke rigtig kan undgå, at overføre bakterier og det er en naturlig proces, at blive syg af den slags bakterier. Den lille elsker når den store kommer ind i rummet. Hun klukgriner over hele ansigtet og det er bare så dejligt. Så når han ikke er hjemme, har jeg bemærket at den store kommer op til baby og jeg i stuen, bare for at have lidt sjov med sin lillesøster.
Men nu er jeg nået dertil at jeg ikke magter det forhold længere som det er nu. Jeg føler han fylder rigtig meget og lader mig ikke snakke ud, når jeg vil snakke om vores problemer, så overdøver han mig ved selv at blive ved at snakke i et væk. Han er en person der snakker rigtig meget og ofte om ham selv og hans arbejde. Flere i min omgangskreds har bemærket, at han tager ordet fra mig, ja selv sundhedsplejersken.
Når han ikke vil snakke om vores problemer uden at jeg skal svines til hver gang, så ser jeg ingen anden udvej en at flytte med mine piger og give dem noget ro og en tryg base, hvilket jeg også har fortalt ham. Men så stiller han sig på bagbenene og siger at jeg ingen steder kommer med den lille. Og han ikke går ned til mindre end en 7/7 – aftale. Det har jeg så fortalt ham, at jeg synes hun er alt for lille til, da hun siden hun kom til verden har været sammen med mig. Hvorimod han flere gange har været på døgnvagter og har været væk fra hende. Hun er vant til mig, ikke dermed sagt at hun ikke er vant til ham, men det er bare på to forskellige måder. Men han holder på det og vil gå til amtet med det. Det gør, at jeg er rigtig bange for, at det bliver som han vil have det, da han er god til at manipulere og snakke sig til næsten alt hvad han vil have og at det bliver en kamp for mig. Hvad mener I og en deleordning når barnet er knap 5 mdr.?
Jeg er halv tyrker og har familie i Tyrkiet og en mor, som har valgt at bosætte sig i Tyrkiet. Jeg har haft et stort ønske om, at komme til Tyrkiet siden jeg var gravid og har ofte sagt til ham at jeg rigtig gerne vil ned og se min familie og vise dem min lille ny når hun blev over ½ år gammel. Men nu er det kommet dertil at han ikke vil lade mig rejse med hende, da han ikke vil undvære hende i 10 dage. Jeg har også tilbudt ham at tage med, men det vil han ikke, da han ikke er på talefod med min mor, grundet det der skete dengang med valget af sin hund. Men min mor har faktisk valgt at ligge det på hylden og hun tilbød, at han kunne tage med mig. Synes ikke jeg kan gøre mere. Men nu vil han så ikke gå med til, at den lille får pas, for at undgå at jeg rejser med hende. Jeg føler virkelig at han vil have mig i sin hule hånd og jeg intet kan stille op. Kan jeg det?
Lige pt. Bor jeg hos min storesøster sammen med den lille, da det køre rigtig skidt til derhjemme og jeg ikke kan holde ud at finde mig i, at både jeg og min familie bliver kaldt for en masse grimme ting, når jeg prøver at snakke om tingene. Vil gerne skåne den lille for alt det uro.
Åh, der er så meget som jeg ikke har skrevet, men håber i evt. kan give nogle råd.
De venligste hilsner
Hanne's svar:
Kære dig
Godt at høre at du og dine piger er hos din søster. Der er vel grænser tænker man ud fra hvad du skriver.
Nu får han jo aldrig en deleordning via statsforvaltningen, men jeg synes du skal sige til ham at han må tage kontakt til statsforvaltningen, hvis han ønsker.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her