Spørgsmål:
Kære
Jeg vil bestræbe mig på at beskrive dette enkelt. Jeg blev skilt for halvandet år siden. Vi er to kvinder der var gift, og valgte at føde et barn begge to, nærmest samtidigt, hvilket betyder at vi nu har to dejlige drenge på 6 år. Jeg kalder dem Sam og Gustav. I vores liv sammen med børnene blev det hurtigt til at vi mest var sammen med hver vores biologiske dreng, da biologien (amning osv) påkrævede det. Jeg var på barsel de sidste 2 mdr med dem begge og fik derfor knyttet et fint bånd mellem mig og Gustav, som er min eks-kones biologiske. Min eks-kone havde og har meget aftenarbejde, så det blev mig der blev den, der var der mest for de to, som årene gik. Men de to drenge har altid været ekstremt bevidste om, hvem der var deres mor og hvem der var den anden forælder.
Så kom skilsmissen (som vi var enige om) og vi valgte en 9-5 ordning hvor hver vores biologiske bor hos os hver især i 9 dage og 5 dage hos den anden forælder. Det giver f.eks. Sam 4 dage alene sammen med mig inden Gustav kommer over de sidste 5 dage og spejlvendt hos min eks. Det var umiddelbart den løsning vi syntes var bedst pga. at de hver fik et primært hjem og også fordi vi oplevede at alene tid med en forælder var godt for dem begge.
Hurtigt viste det sig dog at Sam (som jeg har født) ikke trivedes i denne deleordning. Og det gik op for mig, hvor knyttet han jo var til mig, og hvor lidt knyttet han var til min ekskone. Jeg talte med hende og foreslog at vi lavede ordningen om til en 12-2 og nævnte for hende at det kunne være det bare var for en periode på et halvt eller et helt år til han lige havde vænnet sig til hele situationen. Men hun nægtede at omtænke vores ordning. Og det selvom han fik vilde udbrud, sparkede, slog, rev i mit hår, virkede dybt frustreret og ulykkelig og altid sagde at han ikke ville over til min eks-kone. Jeg holdt fast i at han skulle (velvidende at det skulle han så længe vi ikke havde aftalt noget andet).
Jeg forestillede mig at hun ville give sig med tiden. Men det har ikke vist sig at være muligt. Hun mener ikke man skal lytte til børn. Her er vi meget forskellige. Jeg mener helt klart man skal lytte til hvad børn ytrer og se på hvordan de trives og så tage en beslutning herudfra. Vi har meget forskelligt børnesyn, er det gået op for mig. Han fik også store problemer i børnehaven og en psykolog blev tilknyttet. Hun talte med os om, hvordan vi kunne gøre skiftende mellem hjemmene nemmere for ham, med ro tid ved skift, med samme regler og rytmer i hvert hjem osv. Hun sagde også meget tydeligt at hun ikke ville blande sig i vores uoverensstemmelse.
Det skal også siges at han altid har været en meget følsom gut, der har haft det svært med skift i det hele taget og svært med hvis der skete for meget rundt om ham. Han har brug for meget ro og regelmæssighed.
Hos min eks-kone, har der ikke været nogle udbrud af nogen art, det er først når han kommer hjem til mig at dæmonerne kommer frem.
NÅ, men vi har været i statsforvaltningen til et børnesagkyndigt møde, hvor den børnesagkyndige forklarede, at det var et klassisk problem. Der hvor barnet føler sig mest tryg kommer alle reaktionerne og det andet sted virker barnet helt velfungerende. Men vi kunne heller ikke komme frem til en enighed efter dette møde. Og den eneste løsning for mig nu er at gå i statsforvaltningen og få dem til at afgøre hvordan vores deleordning skal se ud. Og det er jeg jo rigtig ked af at skulle, da jeg ikke ønsker nogen krig.
Det har så vist sig nu, at han trives super godt i børnehaven og trives også godt all-round. Hvilket har flyttet en sten fra mit hjerte! Og jeg tænkte for en tid at nu kører det så - endelig. Men han har stadig modstand på at skulle over til min eks-kone. Dette er dog i mindre grad. Han siger det nu bare med ord og har sjældent disse vilde udbrud. Han siger tit, ”hvorfor kan jeg ikke bare blive hos dig mor?” Og ”Jeg tager mit svær med og ødelægger hendes hus, når jeg kommer derover!” Han slår også, både mig, min eks-kone og sin bror (han har nu altid været efter sin bror).
Jeg synes jo det at han slår os, kan være et udtryk for at vi ikke høre ham.
Jeg er ked af nu at jeg ikke gik i statsforvaltningen for længst, men jeg ville nødig have en krig, da det heller ikke er godt for børnene og jeg havde helt klart forestillet mig at vi kunne tale sammen om det og komme frem til en løsning. Måske et kompromis der hed 11-3 eller sågar 10-4. Men intet kompromis er muligt med min eks. Desværre.
Min eks-kone mener det er bedst for børn at have en god kontakt til begge forældre, det mener jeg også, men mener at det kan man godt selvom man ser sine børn mindre. Plus vi kunne lave nogle flere ting sammen alle sammen, hvilket vi faktisk har været gode til og stræbt efter lige siden vi blev skilt. Og på den måde få set hinanden. Gustav (som hun har født) savner mig når han er hos hende og vil gerne have tæt kontakt, så den ordning behøvede vi jo ikke at lave om.
Der er også det i det, at hun ofte arbejder om aftenen. Hun har dog i en længere periode valgt at prioritere at være hjemme, og være sammen med børnene, som jo også har hjulpet, tror jeg, på at det hele går lidt lettere. Men da de blev passet meget og kommer til det igen, synes jeg det er så fjollet at de ikke bare kan være hos mig i de perioder, da jeg arbejder om dagen, og har fri, når de har fri.
Jeg synes ikke den måde vi har tacklet dette her på er barnets tarv, mere den ene forældres, der ikke vil undvære. Jeg føler ikke at jeg har været en god bjørnemor i dette, ingen dyre mødre ville skubbe sit barn sådan afsted, hvis det viste sig at være så utrygt. Min eks mener at det ER barnets tarv at vi holder fast, at børnene bare skal vænne sig til at sådan er deres liv som delebørn. Jeg mener det er omvendt, at hvis de ikke trives i det, så må man tænke den ordning om. Og mener mere det er forældrenes tarv, at man ikke vil give slip og miste den ekstra tid, hvis det er det bedste for barnet.
Men her kommer jeg så til kort, for ER det det bedste for barnet – i denne situation Sam – at have to hjem han pendler imellem? Også når deres forhold var så spinkelt da vi var gift? Nu får de jo langsomt et tættere og tættere forhold, hvilket er dejligt at se, så måske var dette bare en hård indkøring for ham. Er det bedst at holde fast og skubbe ud af ”reden”? Eller er det bedre at lytte og lave ordningen om?
Jeg har virkelig bakket op om denne ordning, da jeg også har hørt at så vil det blive lettere for ham. Men indeni har jeg da følt det helt forkert, det må jeg jo indrømme.
Er det bedst bare at bakke op om denne 9-5 ordning, når nu det kører bedre? Eller er det skidt for ham at vi/jeg overhører og har har overhørt ham så længe?
Jeg er ked af at den eneste mulighed jeg har for at lave denne ordning om er at gå til statsforvaltningen. Og kan I overhovedet sige noget om mine chancer for at få en ordning, der hedder mere hos mig og mindre hos hende?
Hilsen den bekymrede mor
Hanne's svar:
Kære ”Den bekymrede mor”
Det slå mig at Sam jo hele tiden har protesteret og jeg tænker at det er ved at være ”ovre” Han har været i en deleordning der har belastet ham – og det er trist den anden mor ikke har set dette. Selvom du nu kan se deres forhold bedres.
Den børnesagkyndige i SF har jo set det som ...............
Du er ikke logget på.
For at se hele Hanne's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her