Spørgsmål:
Jeg er i den ulykkelige situation at min søn på 12 år, måske ikke ønsker at bo hos mig efter en skilsmisse. Elsker selvfølgelig min søn dybt og inderligt og må jo også som forældre sluge denne forfærdelige pille, hvis det er det rigtigste? Er bare så frygteligt i tvivl om det er det bedste for ham? Min søn er adopteret, og et brud med mig synes jeg ville være forfærdeligt, på den måde, at hans biologiske mor valgte at bortadoptere ham, og at han nu på det nærmeste beder mig om at gøre det samme.
Jeg mener det er jo ikke sådan, at man vælger sine forældre/ fravælger sine forældre. Og at man ligesom skal kunne lave skilsmisse med sine børn er jo en fuldstændig vanvittig tanke i min optik. Jeg må jo også leve med mine forældre på godt og ondt. Jeg vil jo så uendelig gerne have, at det går ham godt, og hvordan skal han blive et helt menneske hvis jeg "tillader" ham at fravælge mig. Han skulle jo helst vide, at han altid kan komme til mig.
I øjeblikket er situationen den, at han ikke kontakter mig og at han jf. min ex er forfærdelig ked af at skulle hjem til mig. Aner simpelthen ikke mine levende råd. Ifølge min ex. er sagen den at min søn, er ked af at skulle være hos mig, at han synes jeg ikke er nærværende nok, at jeg skælder for meget ud på ham, at jeg har travlt med andre ting end ham.
Jeg oplever situationen således;
Vi har en 7/7 deleordning og når min søn kommer hjem fra sin far, kommer han hjem for at "tage magten" være lille far. Drøner ind af døren slukker lyset, går ind i mit køleskab og tjekker datomærkninger, dirigerer rund i alle retninger. Bliver så, som mor, nødt til at fortælle ham, at han er et barn og det er mig der sætter dagsorden. Efter to dage hjemme stabiliserer tingene sig og vores konflikter bliver mindre, efter 3 dage lægger han sig ind ved siden af mig i sengen holder hånd og er afslappet. Han er absolut konflikt søgende de to første dage.
Min ex-mand var en meget dominerende herre, og denne dominerende måde at være på var årsagen til at vi måtte skilles. Da vi var gift var det altid mig som var "the god guy" og det var min ex som var den strenge. Tænker meget på om disse konflikter ikke har rod i dette, at han simpelthen ikke har respekt for, at jeg kan klare tingene og at det gør ham usikker. Jeg har ingen misbrugsproblemer, passer fuldtidsjob og bor stadig i det hus som engang var familiens fælles hjem. Faderen er flyttet til København, og bor nu med en ny kvinde. Min søn har adresse hos mig, dyrker sin sport i den by hvor vi bor og er glad for sin skole.
Jeg har spurgt faderen om han ikke vil flytte ind i huset og lade min søn have base her og så selv flytte et andet sted hen i byen, således at han kan bibeholde den tryghed, der er i omgivelserne. Men det har han klart afvist. Han har inddraget min søn i hans økonomi, og hævder at hans "økonomiske problemer" er min skyld. Jeg synes personlig ikke at et barn på 12 skal inddrages i hverken bodeling, eller forældrenes uafklarede økonomiske forhold. Det synes jeg ikke skal være hans ansvar. Min ex synes sport er vigtigere end familie osv. Som du nok allerede har opfattet, så er der ikke enighed om de grundlæggende værdier, som selvfølgelig må gøre min søn meget meget forvirret. Til gengæld har far jo mere at tilbyde en dreng på 12 end jeg har, jeg har jo ikke særligt meget at rutte med økonomisk, er ikke i den heldige situation, at jeg er nyforelsket og dermed i totalt overskud, jeg kan ikke tage på skiferie i 12 dage med min søn, det har jeg hverken råd eller kompetence/nerver til. Jeg er fuldtidsarbejdende og kan ikke være som min ex nye veninde, der er arbejdsløs, og sidder klar med hjemmebag og chokolade når han kommer hjem fra skole.
Alt andet lige er jeg indstillet på at tage den nødvendige smertelige valg, hvis det er det jeg bliver rådet til. Men er det godt for en dreng på 12, en adoptivbarn, at hans mor ikke "kæmper" for ham. Kan det så ikke tolkes som ligegyldighed. Skal jeg ikke kæmpe for ham så han ved jeg elsker ham, og er de konflikter der opstår ikke ”bare” almindelige pre-teen konflikter?
Min ex er glad for 7/7 ordning og ønsker ikke at ændre på dette, han har et job, der kræver megen rejseaktivitet og på et tidspunkt skal hans nye kone i job. Er voldsomt ked af denne situation. Har foreslået min ex at vi kunne få noget familie hjælp, til at løse denne situation. Min ex frasiger sig hårdnakket, at han er en del af de konflikter som opstår og at det alene er mit ansvar, og ønsker ikke at deltage i evt familierådgivning/konfliktmægling. Hvad gør jeg? Hvilken ende skal jeg gribe fat i først? Har brug for en lille "plan". Drengen har været hos sin far i en længere periode denne gang på grund af ferie og skæve uger, og han har i denne periode ikke ønsket at tale med mig, og hans far har støttet ham i det. Han skal hjem til mig på onsdag, øjensynligt meget imod hans vilje. Meget smertelig situation, da min søn og jeg før skilsmissen var uendelig tæt forbundne.
mvh Nerpil
Renée's svar:
Kære Nerpil
Det lyder som en rigtig vanskelig situation du sidder i lige nu følelsesmæssigt, og ikke mindst smertelig, fordi du bliver sådan i tvivl om hvad der er det rigtige for dig at gøre lige nu i forhold til din søn. Jeg tænker det er en situation hvor du kunne have brug for lidt hjælp og støtte til at holde fast i det du mærker, mere støtte end jeg kan give dig her som en rådgivning på nettet i al fald.
Faktisk tænker jeg det kunne være en god ide for dig at søge hjælp enten et sted som......
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her