Min "papsøn" er stresset og forvirret, hvad gør vi?

Mit spørgsmål drejer sig om min kærestes dreng på 11, som vi for tiden er lidt bekymrede for. Han har været delebarn siden han var 2-3 år og har hele tiden boet hos sin mor med nogle dage hver anden uge hos far. Kommunikationen mellem forældrene kunne være bedre, dvs de kommunikerer stort set ikke men forholder sig til hvad der er nedskrevet af formelle aftaler om samvær, alt andet er helt opdelt mellem de to "liv".

 

I øjeblikket virker min kærestes søn frustreret og ked af det. Han virker også ufokuseret, glemmer at tænke sig om og gør dumme ting. I andre perioder virker han mere ked af det, græder når han skal sove og har meget brug for at tale med sin far. Mange ting bekymrer ham, han er bange for at blive skældt ud og føler at mange ting er uretfærdige. Min kæreste prøver ofte at tale med ham og vise ham andre måder at reagere på end at blive frustreret eller tage mange sorger på forskud, men det er som om han bare er en sortseer af natur.

 

Egentlig er drengen som regel god til at udtrykke sine følelser, fortælle hvad han finder svært osv. men han er svær at nå med gode råd. Min kæreste er sikker på at han mangler selvværd og ikke føler sig som en del af fællessskabet. Hjemme hos os prøver vi at inddrage alle børnene i de daglige pligter og aktiviteter og at understrege meget, at vi er en familie og at begge vi voksne er rigtig glade for alle fire børn. Det skal siges, at det har været meget nemt for os at integrere os som familie, forstået på den måde at alle børnene er glade for hinanden og har taget godt imod deres forældres nye kærester.

 

Vi tænker nu på hvordan vi finder ind til, hvad det dybest set er der plager min kærestes dreng. Jeg tænker på om han er stresset, forvirret (det er jo en stor omvæltning at flytte sammen med ny familie osv), om han efterhånden ønsker sig mere tid med sin far men måske føler sig presset af sin mor (eller sine følelser for hende). Fra skolens side har de vist ikke noget at bemærke, andet end at han er blevet bedre til at sidde stille end han var før i tiden... Hvis han har et lavt selvværd, hvordan styrker vi så det bedst? Det er som om han føler at han mangler succesoplevelser eller følelsen af at due til noget.

 

Rent formelt tænker vi også på, om min kæreste skulle prøve at få arrangeret, at hans søn kan være noget mere hos os, men da moderen formentlig vil modsætte sig, er vi bange for bare at gøre drengens liv endnu sværere. Er der noget andet at gøre?

 

Mvh en (pap-)mor

Som du selv skriver så er det en kæmpe stor omvæltning for børn lige pludselig at skulle være en stor familie, med en masse mennesker de ret beset ikke selv har valgt. Børn er så super adaptive og .....

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her