Opret ny profil (Gratis)  -  Log ind  

 Min pap-datter opfører sig ikke pænt overfor mig, hvordan håndterer jeg det ?


Renée

Voya

Danmarks største samling af råd om delebørn


Spørgsmål:

Kære Delebarn,

Jeg er pap-mor (43 år) til en pige på 12, samt mor til en lille pige på 22 mdr. Min pap-datter har jeg kendt fra hun var knap 9 år, hun er hos os 7/7. Hun kan ikke huske den tid, da hendes forældre boede sammen, de blev skilt da hun var 2 år.

Men hun har det skidt med deleordningen, og kan ikke lade være at sætte mentale, "vandtætte" skodder op mellem sine to hjem - altså, det ene hjem "eksisterer" slet ikke, når hun er i det andet. Således mener hun f.eks. at hun er enebarn hos mor, og at hun kun har sin hund, når hun er hos mor. Der har været en del knas mellem forældrene, men det er blevet meget bedre i løbet af de seneste år. Jeg gør mit til at fremme en konstruktiv dialog, med en faktisk rigtig pæn succes.

Mit forhold til min pap-datter er som regel godt og tæt, og der er mange ting, hun deler med mig, men ikke med hverken sin mor eller far - for jeg er lidt "ligesom en pige", som hendes veninde udtrykte det for en 3 års tid siden (ingen forældre-vaner), og så er jeg ikke helt så tæt på som f.eks. mor (så det er ikke helt så pinligt at spørge mig om intime ting mht. pubertet). Min udfordring er nu at min pap-datter er ved at være en stor pige, puberteten trænger sig på, og hun lærer meget af sine omgivelser, både godt og skidt. Her har hun så tillagt sig en vane ligesom far: Hvis man siger noget til hende, som hun enten ikke finder direkte relevant (dvs. som ikke handler specifikt om hende selv), eller som er et påbud, hun ikke bryder sig om, så undlader hun at svare. Når hun i perioder får for lidt at spise (et problem vi til stadighed kæmper med, og som jeg faktisk er den eneste der kan løse for hende, fordi jeg har det lidt på samme måde), ja - så er det faktisk ALT hun ikke svarer på. Hvis man er heldig, får man en tommelfinger opad som ja.

Det gør det meget svært at kommunikere med hende. Og det er vældig, vældig enerverende at forsøge at snakke hyggeligt, forsøge at skabe en god stemning, for blot at høre sin egen stemme runge i det ellers stille rum. I timevis.
Når hun gør det ved sin far, flipper han helt ud, og sætter hende hårdt på plads. Men når hun gør det ved mig, mener han ikke man nødvendigvis kan svare på al den sniksnak jeg kommer med. Hun er selv kommet med den påstand, at jeg jo snakker med mig selv, sådan noget behøver man ikke svare på. Og så bryder han sig ikke om, at jeg har irettesat hende. Det er måske ikke så svært at forstå, at jeg har svært ved at tøjle mit temperament, når de begge to kører denne adfærd af på mig. Et eksempel er her fra sommerferien - det er rigtig, rigtig svært at komme igennem 3 ugers ferie med lange køreture på den måde. Jeg kan jo godt forklare dem stille og roligt, at det ikke er særlig rart, og at de heller ikke selv ville bryde sig om det. Men det ændrer overhovedet intet. Uanset om jeg hidser mig op eller siger det pænt, er det en stakket frist, før de begge gør det igen - når de selv er ude af ligevægt. Men det kan de altså være i dagevis. Jeg fornemmer også, at der ligger en eller anden form for magtdemonstration bag.

Ligesom jeg er helt klar over, at spiseproblemet til dels også blot handler om magt. Ligesådan den evige kvalme (som giver carte blanche til at sidde på forsædet ved siden af far, eller til at blive hjemme fra skole), og ofte ondt i maven. Jeg ved hun selv kan provokere det. Og jeg ved, at formålet er at få sin vilje, selvom hun nok ikke er klar over, at det er sådan det hænger sammen. Disse symptomer reagerer hun nemlig også med overfor alle andre typer af problemer. Men når "skyldneren" er en anden end mig, kan jeg hjælpe hende med at analysere konfliktsituationen, og når vi er igennem, er kvalme og/eller ondt i maven væk. Jeg har da typisk også lavet en kop beroligende urtete (f.eks. pebermynte), og kombinationen af lidt omsorg + mit forsøg på analyse, gør udslaget.

Jeg bliver nok nødt til at sige, at dette meget effektivt tager fokus fra den lille, ofte i for lang tid. Jeg er opmærksom på, at jeg må finde en måde at begrænse det på.

Jeg skal lige tilføje, at jeg absolut ikke er den snakkesalige type, men derfor har jeg alligevel brug for at fortælle om stort og småt. Det er ikke nok for mig kun at deltage i de samtaleemner som hun og min mand åbner op for. Men det er som om, at dette enten er totalt irrelevant, eller blot uforståeligt. Igen - primært for hende. Min mand kan jeg sagtens have en normal samtale med, når han ikke f.eks. kommer irritabel hjem fra job. Men jeg tror faktisk ikke jeg kan fortælle min pap-datter noget, hun finder interessant, med mindre det altså handler om hende selv.

Så:
- Hvordan håndterer jeg det?
- Hvordan får jeg sagt fra på en konstruktiv måde?
- Hvordan undgår jeg at blive skuffet over, at jeg velvilligt lytter og deltager i deres samtaleemner, men at det meget sjældent gælder den anden vej, fra min pap-datters side?

Jeg er desværre lidt god til at samle utilfredshed op over et stykke tid, og så blive vældig vred, når det bliver for meget. Det er jeg helt klar over ikke er spor smart, og jeg har lært at sige til og fra i tide i mange situationer. Men vi er jo en relativt ny familie, der er mange ting, man skal lære ud fra det nye perspektiv.

Mange hilsner,

Multi-mor



Renée's svar:

Kære Multimor

Det var mange spørgsmål på en gang og der er faktisk også flere ting i dit brev, som for så vidt er forskellige, eller i al fald har med forskellige ting at gøre, sådan som jeg læser det. Først vil jeg sige til dig at jeg synes det lyder som om du gør et rigtig godt og stort stykke arbejde med din papdatter, du har vundet hendes fortrolighed, og den slags får man ikke gratis, og kun når man har fortjent den, så her har du virkelig gjort noget godt, tænker jeg. Samtidig virker det som om du kæmper en hård kamp for at blive set og taget hensyn til i familien, og et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at tænke at det var sådan en klassisk mor-kamp for at blive taget alvorlig, respekteret og værdsat for alt det arbejde man gør?

Desværre er det sådan i forhold til børn, at der må man nok ......





Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her


Rådgivning  i forbindelse med skilsmisse.

Uanset om du lige er blevet skilt eller det er længe siden tilbyder jeg hjælp/ rådgivning vedr;
Hvad er bedst for vores barn/børn?
Vedrørende bopæl / forældremyndig /samvær.
Samt hjælp  til møde i Statsforvaltningen.

KONTAKT: 

For yderligere oplysninger;
Børnesagkyndig Hanne Søndergaard Jensen

Tlf. hverdage 9 -16 
42220330

eller mail mig;
hanne.s.jensen@me.com




Copyright 2009 - 2019 @ delebarn.dk ApS   -   FAQ  -   Besøg os på Facebook