Min mand er meget selvcentreret - jeg er i tvivl om deleordning.

Jeg skriver i håb om, at nogle vise ord fra jer kan give mig lidt mere afklaring.

Jeg var gift med en tysk mand og sammen med ham har jeg to drenge på nu 8 og 9,5 år. Efter nogle år i Afrika, boede vi da børnene var små et par år i DK, hvor han dog aldrig fandt sig til rette. Han fik i slutningen af 2008 job i Berlin og efter et par måneder sagde jeg mit job op og fulgte med sammen med børnene. Allerede dengang havde vi en del problemer, men jeg tænkte at hvis jeg ikke tog med, var det slut på forholdet. 

Siden vi kom til Berlin kørte han dog sit eget løb, og vores forhold blev snart helt slidt op af stadige skænderier. I sommeren 2010 valgte vi at gå fra hinanden. På det tidspunkt havde jeg netop fået et godt job i Berlin og blev. Vi blev enige om en 7/7 deleordning og bor i samme kvarter. 

Siden da har det – naturligvis med nogle svingninger – kørt dårligt i mellem os og mange af de gamle konflikter er videreført. Han er efter min opfattelse ekstremt selvcentreret, på grænsen til en personlighedsforstyrrelse: han er manipulerende, snyder, accepterer ikke almindelige sociale regler for sig selv, men er den første til at dunke andre oven i hovedet med deres fejl. Han er meget udadvendt og ofte ved første møde charmerende. Han tager ikke ansvar, er altid bange for at blive snydt og ender oftest med at have alle i mod sig. På sine arbejdspladser kommer han konstant i konflikter og har simpelt ikke erkendelsen til at se sin egen rolle. 

Konkret i vores forhold betyder det, at han hele tiden prøver at manipulere til egen fordel, ofte beder om ad-hoc ændringer i samværsordningen, hvorimod han selv er meget lidt imødekommende over for mine (meget begrænsede) ønsker og behov. Det hedder sig altid at ”jeg ikke forstår hans situation”, som angiveligt altid er meget hårdere end alle andres. I de fire år der er gået siden vores brud, har vi et par gange været i rådgivning og meditation. Hvis det er lykkedes os at blive enige om noget, har han bagefter hævdet at han blev tvunget eller at nogen var jo nødt til at gi sig. Jeg har prøvet forskellige strategier: imødekommenhed og megen kontakt, helt at holde mig til reglerne og have så lidt kontakt som muligt. Naturligvis ønsker jeg et afslappet forhold, især på grund af børnene, men må erkende at forholdet til ham er en konstant stressfaktor og får mine følelser i kog: vrede, frustration, sorg. 

Som far er han uden tvivl engageret og elsker børnene og han laver mange ting med dem. Og det har jeg jo hele tiden mindet mig selv om, at børnene har den far de har, og han er der i det mindste og de har et tæt forhold til ham. Alligevel er der flere og flere ting der bekymrer mig i forhold til hans forhold til dem, ham som rollemodel og den måde han håndterer børneopdragelsen på: han er autoritær og har efter min mening nogle helt forskruede prioriteter i forhold til hvad der er vigtigt. Hans egen ageren i verden står helt i modsætning til hvad han prædiker: er selv kaotisk i sin planlægning, sit hjem, sine aftaler – men kræver at børnene og andre er fuldstændig strømlinede. Han er den første til at larme og rode og den første til at klage til naboerne over ditto. Han giver børnene skyld og kritiserer ekstremt meget. Og når han/vi har sat nogle rammer og systemer for dem, gider han efter et par dage ikke mere. Nogle gange når vi snakker om børnene og deres problemer, kan jeg slet ikke genkende hans vurderinger. Og han tager ikke ansvar. Grunden til, at jeg skriver lige nu er en scene her til aften: den yngste havde fødselsdag og han skulle komme og spise med os og et par andre gæster. Da søndag samtidig er vores skiftedag skulle han så tage børnene med hjem bagefter. 

Den yngste skal i morgen på 5 dages lejrskole og afleveres ved bussen en time senere end undervisningen normalt starter. Efter 5 minutter spørger han så drengen om han kan forestille sig at blive afleveret af en anden (en bekendt) ved bussen, da han skal starte på arbejde til normal tid. Jeg var temmelig oprørt over at han overhovedet kunne finde på at drengen skal afleveres af en anden, men ikke mindst over at han lægger ansvaret for beslutningen over på drengen, som selvfølgelig ikke kunne sige noget: ”nej det vil jeg ikke, men så er det min skyld at far kommer for sent på arbejdet…..” 

Min ældste dreng er meget empatisk og sensibel, og har flere gange givet udtryk for at han ikke tør sige ting til far, for så bliver han (far) ked af det. Jeg har selvfølgelig sagt, at det er vigtigt at han kan give udtryk for sine følelser, og det er vores ansvar at finde gode løsninger, men indtil videre har jeg ikke haft held med det. Jeg forsøger at være loyal overfor min ex i forhold til børnene, hvis de fortæller noget om ham som jeg synes skriger til himmelen, siger jeg f.eks., at det er jeg uenig med far i, men jeg bestemmer ikke over ham. F.eks. at han skal have pengene, når de sælger noget af deres legetøj, fordi de skal arve en lejlighed han har købt. 

Økonomisk deler vi børnepengene og de faste udgifter og har ellers separate ting. Jeg forslog en børnekonto, som vi begge kunne købe børneting fra, men han mener jeg er ødsel og vil ikke være med. Som situationen er nu, skal jeg diskutere hver gang de har brug for vinterstøvler e.l. om han vil være med, hvor meget de må koste osv. Typisk kommer de i pænt tøj til ham og i for småt, for koldt, hullet el. tilbage. Samtidig gør det ondt i mig at sige til børnene, at de ikke skal tage noget bestemt tøj på over til far, fordi jeg så ikke ser det igen. Han har flere gange prøvet at snyde mig med udgifter, vist falske kvitteringer – for det meste kan han ikke finde kvitteringerne. 

Jeg kunne blive ved, og de enkelte historier bliver ofte ”latterlige”. Og det ærgrer mig at konflikterne kommer igen og igen og at jeg ikke kan lade dem glide af. Men det er jo mine børn. Jeg synes jeg har været fair på alle måder: er blevet i Berlin selvom vi gik fra hinanden kort tid efter at vi kom hertil for hans skyld, har aldrig krævet penge af ham, forsøger virkelig ikke at blande mig i detaljer i hans måde og husførsel. I lang tid ønskede jeg anerkendelse for det, men har nu accepteret at det vil aldrig ske. Han er den første til at kritisere mig. 

Mit spørgsmål: uendelig mange gang har jeg tænkt (og især min ældste har også givet udtryk for det) at deleordningen i vores tilfælde ikke er optimal, det er for megen uro for børnene (og mig). Jeg har mange gange foreslået min ex. at børnene skulle være mere hos mig, især i perioder hvor han var meget stresset og børnene blev hentet sent/ passet af barnepiger. Men det vil han ikke gå med til. I det store fungerer børnene godt, men som sagt er den ældste meget sensibel og den yngste til tider meget grænseoverskridende og har brug for en klar struktur. En skolepsykolog sagde klart at en deleordning ikke var god for et barn som ham. Skal jeg acceptere at situationen er som den er, og de har den far de har (så længe de ikke direkte mistrives)? Og så forsøge, at beskytte mig selv ved mindst mulig kontakt, selvom det sårer børnene? Eller skal jeg tage kampen op, og gå rettens vej og kun måske få medhold – i et forløb hvor også børnene vil blive inddraget? Jeg tænker at tiden måske arbejder for mig, på den anden side er jeg også bange for at lade stå til og ikke gøre det rigtige for børnene. 

Det blev en lang mail – jeg fik luft – og håber på nogle vise ord.

Mange hilsner

H....

Kære H....

Det er et svært spørgsmål du stiller og faktisk ikke et jeg kan give dig svaret på, idet svaret er et du skal finde indeni dig selv. Det er kun dig der kan vide, hvorvidt det forhold der er mellem dig og børnenes far, og hvorvidt den måde din eksmand er far på, er til skade for børnene eller om det er ok nok til at fortsætte som det er ..........

Du er ikke logget på.

For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.

Det er gratis at oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.

I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:

Hvis du allerede har en profil, kan du logge på her