Spørgsmål:
Kære delebarn.dk
Min kæreste og jeg har været sammen i 3,5 år, heraf har vi boet sammen i 1,5 år i en stor fælles lejlighed. Min kæreste har en søn på 19 år og en datter på 15 år, der begge bor fast hos deres mor - jeg selv har en søn på 13 år.
Min kærestes datter er hos os hver anden uge fra torsdag-mandag, min Søn er hos sin far hver anden uge fra onsdag-mandag. Vi har altid fælles weekender, så de to børn er her samtidig. Min kærestes søn kommer for det meste fredag/lørdag hver anden weekend og ofte med sin kæreste og vores børn har et godt forhold til hinanden, og kan lide at være sammen om at se film osv. Min kæreste blev skilt, da han og jeg mødte hinanden. Jeg har været skilt siden min søn var 2 år. Da vi flyttede sammen i en ny, fælles lejlighed med værelser til alle vores børn, var der lidt tilvænningsperiode for alle, men indtil for 5-6 måneder siden gik det godt det meste af tiden.
Min kærestes datter har dog problemer med at danne nære relationer, hun giver udtryk for, det skyldes at hun en gang er blevet svigtet af en veninde og derfor ikke vil have nogen tæt på. Hun er meget indadvendt og har primært kontakt til sin mor og til dels sin far. Når hun henvender sig til sin far er det meget med sætningen som "hva, så farmand" efterfulgt af små knytnæveslag eller andre forsøg på tæt kontakt men på en lidt "akavet" måde. Hun har meget svært ved at tale "fornuftigt" eller hvordan det skal udtrykkes. Jeg tolker det som en form for usikkerhed, manglende selvværd osv. Det er lykkedes mig nogle gange at få hende til at lukke lidt op og i de situationer, har hun været velformuleret og fornuftig. Hun vil meget gerne "være en anden" - altså mere udadvendt og har et stort ønske om at komme på efterskole næste år. Hun skiftede skole for nylig og går nu samme sted som min søn. Formålet med skiftet var at hun ikke skulle pjække, få nye venner og en god 9.kl eksamen. Desværre har hun pjækket en hel del siden sept/okt md, og gør det fortsat. For ca 3 måneder siden var hun og jeg alene, og vi havde en lang snak på Hendes foranledning. Hun spurgte ind til, hvor længe hendes far og jeg havde kendt hinanden, før hendes forældre blev skilt, for hun synes, hendes far var "et stort svin", når han ikke bare gik med det samme. Jeg svarede, det ikke var længe, men at man ikke bare forlader sin familie for en fiks idé, og prøvede at fortælle hende, hvor svært det faktisk også var og er for hendes far. At han elsker dem højest, savner dem hver eneste dag mmm. På et fornuftigt plan, synes jeg selv. For 1,5 måned siden fik jeg overtalt min kæreste til, at tage en snak med sin ekskone om psykologhjælp til deres datter, da hun isolerer sig mere og mere.
Hun sjusker med sig selv, skal presses i bad og sætter selv dagsordenen for al ting, og ikke mindst så er hendes selvværd under 0. Der har hun nu været 3 gange. Hun ved ikke, at det er mig, der har opfordret til det. Her kommer så det "nye" problem for mig! Min kærestes datter isolerer sig nu endnu mere, når hun er her. Hun undgår især mig, og overfor sin far giver hun udtryk for, at han aldrig har tid til hende, at hun vil have han skal bo for sig selv, så vil både hun og hendes bror komme oftere osv. Min kæreste har fortalt hende, hvad han gerne vil, men er ulykkelig og føler sig utilstrækkelig.
Han tager af og til en lørdag, hvor de kun er de to, men efterfølgende giver hun udtryk for, at det ikke er nok - også overfor sin mor og psykologen. Hendes mor har fortalt at hun bliver sur, hvis hun, moderne, f.eks. vil læse en bog eller andet, når hun er der. Hverken hendes far eller mor har "mod på" at være meget konsekvente, så ofte lykkes det hende, at blive hjemme fra skole eller få andre "behov" opfyldt for derefter at finde noget andet. Py ha, altså når jeg skriver dette, kan det jo læses som jeg ikke kan lide min bonusdatter, og dét er altså bestemt ikke sådan! Men jeg er fortvivlet, og har sagt til min kæreste, at jeg synes, de svigter hende ved ikke at stille krav og give udtryk for deres forventninger.
Jeg synes f.eks. at de skal lave en aftale med hende om, at passer hun ikke skolen frem til f.eks. 1.5, så er der ingen efterskole, og så er det 10.kl i stedet. Og bede hende om at hjælpe til og holde fast i dét. Men som jeg læser det her, kan jeg jo godt se, at når jeg siger det,- ja så opfatter min kæreste det som kritik. Og det er det jo også. Jeg havde skrevet et brev til hende igår, som jeg ville følge op med en snak, men blev usikker, om det var rigtigt at gøre.
Jeg viste min kæreste brevet, men vi har ikke fået talt om det, han vil dog rigtig Gerne, at jeg tager en snak med hende. Igår skulle hun overnatte hos nogle veninder, hvilket jo var rigtig godt. Hun ville så ikke komme tilbage hos os idag, fordi hendes far skulle noget hele dagen. Dét blev han rigtig ked af, og jeg sagde til hende, at det ville gøre ham glad, hvis hun kom. Hun sagde "det så hun ingen grund til, så kunne hun ligeså godt være hos sin mor", og så gik hun. Hvad skal jeg og vi gøre, det er simpelthen så hårdt for os, og vi diskuterer alting? Vi HAR været hos en par terapeut, det har gjort os bedre til at lytte til hinanden, men vi falder jo hurtigt tilbage, da min kæreste føler jeg angriber hans børn og jeg føler mig magtesløs. Men faktisk er det mest fordi, jeg kan kende så mange ting hos hende fra min egen tid i den alder Og det lave selvværd forfølger jo én hele livet. Jeg håber at høre fra jer.
Med venlig hilsen
En fortvivlet bonusmor
Renée's svar:
Kære Fortvivlede bonusmor.
Jeg kan sagtens høre du kæmper en brav kamp omkring din bonusdatter, og som jeg forstår det så føler du dig på gyngende grund og ret alene i den kamp. Ud fra det du skriver, så ser det også ud til at du faktisk er alene om kampen. Når du forsøger at allierede dig med din kæreste, så.....
Du er ikke logget på.
For at se hele Renée's svar skal du være betalende VIP bruger.
Det er gratis at
oprette en profil og blive VIP bruger i de første 30 dage.
I prøveperioden, kan du se udvalgte eksempler på rådgivernes svar.
Eksemplerne er markeret med en grøn stjerne:
Hvis du allerede har en profil, kan du
logge på her